Tirsdagste #15

*Reklame: Indlægget indeholder omtale af Mofibo, som har givet mig gratis abonnement*

Så blev det da efterår, hva’? Vi har været meget tæt på den første nattefrost allerede, forleden havde vi 0,4 grader kl. 7. Brr! Vi er heldigvis ret ens, S og jeg, når det kommer til kulde og varme. Vi har aldrig haft den der diskussion om, hvor varmt der skal være indenfor. I morges var der 18 grader i stuen, og det kunne godt mærkes. Gulvet var virkelig koldt. Det varer nok ikke længe, før vi skal til at have varme på…
Til gengæld så føles det ekstra rart med en kop varm te, når det er koldt omkring en. I dag er det en mint-karamel te, jeg har på kanden. Hvor den er fra, skal jeg ikke kunne sige. Det er en grøn te, der skal brygges på 80 grader og trække i 3-6 minutter. Karamelduften er kraftig, og i blandingen finder man da også små, fine karamelstykker. Det er altså lidt hyggeligt, når man kan se, hvad teen består af, og det ikke bare er kværnet til småstykker det hele, synes jeg. Efter brygning er duften af karamel endnu mere tydelig, og den træder også godt frem i smagen. Mynten er lidt mindre kraftig, men står fint som modstykke til sødmen. Jeg kan godt lide søde teer, især når det er lidt koldt, men jeg er altså også stor fan af myntete, så derfor er jeg også ret begejstret for den her blanding.

Jeg plejer jo at vise, hvad jeg læser i øjeblikket, men jeg er faktisk igang med en hemmelig bog lige nu, som jeg skal bruge til en ny type indlæg. Jeg læser også The Hate U Give, og selvom jeg havde svoret på, at jeg ikke ville bryde mig om bogen, så må jeg altså sige, jeg har ændret mening. Jeg læser den på mobilen gennem Mofibo, så det tager lidt tid, men det er også okay. På billedet har jeg taget tre bøger med, som jeg håber at få læst her i oktober. For mig er oktober uhygge og spænding, og til det formål tror jeg, de udvalgte bøger er perfekte. Jeg købte A Game for All the Family meget billigt og tænkte, at den ville være perfekt til readathonet her senere på måneden (20. oktober). Jeg har en buddy read af Before I Go to Sleep planlagt med en på Goodreads, og det er nok også på tide at få den bog læst, for den har faktisk stået på mine hylder siden 4. januar 2015… Til sidst håber jeg at få læst The Breakdown af B.A. Paris. Hendes første bog, Bag lukkede døre, tog mig med storm og fik fuldt hus af stjerner. Jeg er meget spændt på, om den her kan leve op til mine forventninger.

På nålene har jeg i øjeblikket en lille Halloween ting, som jeg nok skal vise frem, når den er færdig. Jeg overvejede kort, om jeg skulle skynde mig at lave den færdig, inden indlægget her, men så ville det nok blive et sent indlæg ;) I morgen skal jeg have købt mig noget orange garn, så jeg kan lave en mere. Jeg havde godt nok ikke tænkt, at jeg skulle købe mere garn før til Kreative Dage i Fredericia, men græskar skal altså være orange…

Har du planer om at læse noget spændende i oktober?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge