Tirsdagste #12

Så er det blevet september, og efteråret er officielt igang. Bladene ligger allerede på vejene mange steder, godt hjulpet på vejr af en tør juni og juli. Jeg har gemt sommertøjet væk og erstattet det med vintertøjet i stedet. Jeg er virkelig ikke god til efterår, tunge skyer, regn. Jeg tæller dagene til 21. december, hvor vi går lysere tider i møde igen. Ja, egentlig tæller jeg vel allerede dagene til jul… Tidligt måske, men jeg har brug for noget at gå og glæde mig til her på de mørke og grå dage. Så er der selvfølgelig også Dewey’s Readathon, som løber af stablen d. 20. oktober. Det glæder jeg mig naturligvis også til.

Nå, men med efterårets komme er det også blevet tid til te igen. Jeg drikker nu også te om sommeren, men på en eller anden måde, så føles de her indlæg ikke så sommeragtige. Denne omgang bliver det på en lidt anden måde, da det vel ikke giver så meget mening at anmelde en te. Smag og behag er jo forskellig. Vi er jo ikke alle udstyret med de samme smagsløg. I stedet vil jeg fortælle lidt om, hvad jeg går og laver, læser, ser og så selvfølgelig også, hvilken te, jeg drikker.

 

Denne tirsdag er det eventyr blandingen fra A.C. Perchs, der er i min kop. Det er en klassisk sort te med noter af æble, kvæde og citrusfrugter. Den skal brygges på 100 grader varmt vand og trække i syv minutter. Farven er almindelig brun. Teen smager mildt, og du går ikke helt galt i byen, hvis du serverer denne. Jeg kunne godt have tænkt mig, at citrusfrugterne stod lidt mere frem i duften, men den er nu udmærket alligevel.

Jeg læser Kvinden før, som er en thriller, der er virkelig spændende. Den har taget mig noget tid at læse, fordi jeg også har haft min søster på besøg i weekenden, og har haft brugt tid med hende. Det har været rigtig dejligt 🙂 Jeg tror dog, jeg får læst bogen færdig i løbet af i dag, for nu er den nået dertil, hvor tingene spidser til og det bliver rigtig spændende. Jeg købte bogen på krimimessen tilbage i marts måned (dengang foråret var på vej, men hvor det sneede den ene dag og solen skinnede den næste…).

Af håndarbejde har jeg gang i en poncho. Man kan ikke se det, fordi det sådan set bare er to rektangler, der skal hækles sammen. Jeg laver den i rigtige efterårsfarver, og jeg tror den bliver noget så rar at putte sig i på en gråvejrsdag. Jeg har ikke nogen opskrift, men har bare fundet et mønster, jeg synes er fint. Jeg har snart første rektangel færdig, og så tror jeg, jeg lige skal lave et par futter, før jeg går igang med anden rektangel. Jeg laver den i et lidt groft uldgarn fra Kauni, som jeg har købt på et lokalt marked, men jeg har hørt, at man kan våske det let med balsam, så skulle det blive blødere, og fibrene skulle lægge sig, så det håber jeg. Ellers går det nok også, man har jo en poncho uden på tøjet alligevel, så den kommer jo ikke til at kradse mod huden. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge