Meet’n’greet med Sebastien de Castell

I mandags var jeg inviteret til meet’n’greet i Aarhus med Sebastien de Castell, som er forfatter til bogen Spellslinger. Det var Gyldendal, der havde inviteret mig til arrangementet, som blev holdt i samarbejde med Arnold Busck, tusind tak for invitationen.

Jeg endte med at tage tidligt til Aarhus, hvor jeg mødtes med Mette og brugte et par timer. Det var ikke noget, vi havde aftalt på forhånd, det opstod bare helt spontant, og det var ret hyggeligt. Jeg fik købt noget påskete i A.C. Perchs (så kan I selv gætte, hvilken te jeg skriver om i næste tirsdagste-indlæg ;) ) og så var vi et smut på Starbucks. Vi var selvfølgelig også inde i et par boghandlere, og vi fik faktisk også set Sebastien i den ene :)

Da vi kom hen til Arnold Busck, fik vi en “tip en 13-er” seddel, og jeg skal lige love for, at de spørgsmål var for viderekomne. Jeg tror bestemt ikke, jeg fik dem alle rigtige, nok snarere det halve. Men det var egentlig meget sjovt, at det var så svære spørgsmål, at vi følte os udfordret.

Egentlig havde jeg været lidt i tvivl om, om jeg skulle tage med. Jeg har hørt om bogen, men havde også hørt, det var en fantasy western – to genrer, der absolut ikke siger mig noget (jeg har aldrig læst en western, kun set film). Når jeg alligevel tog mig, så er det fordi, sådanne bloggerarrangementer altid er så hyggelige. Jeg er også endt med at være rigtig glad for, at jeg tog afsted, for det viste sig, at Sebastien var rigtig sød og sjov, og jeg fik helt lyst til at læse bogen. Faktisk glæder jeg mig helt til det.

Han talte om, hvordan bogen var blevet til, hvordan det var endt med, at det var en egern-kat og ikke en vaskebjørn der var med i bogen (en temmelig lang historie faktisk) og hvordan han var vokset op. Ja, faktisk talte han om alt muligt, både relevant og helt tilfældige ting. Det var virkelig skægt!

Gyldendal havde også sørget for et eksemplar af bogen til os, som Sebastien både signerede og stemplede (hvor sejt er det lige?! Hvis jeg nogensinde skulle udgive en bog, så vil jeg også have sådan en stempelmaskine!).

Det var en rigtig god dag, og jeg glæder mig virkelig til at læse bogen nu, og så krydser jeg fingre for, at den er noget for mig. Hvis den bare er halvt så sjov, som Sebastien gav indtryk af at være, så skal det nok gå godt.

Krimimessen 2018

I år var jeg igen afsted på Krimimessen med min mor, ligesom det har været tilfældet de to foregående år. Forlaget Jentas var så søde at sponsorere en billet til mig, tusind tak for den!

Jeg havde selvfølgelig kigget programmet igennem hjemmefra, og næsten lige så selvfølgeligt nåede jeg ikke halvdelen af det, jeg havde sat mig for. Sådan skal det jo næsten være. Det første jeg havde på mit program, var Elly Griffiths. Hun er forfatter til bogen Pigen under jorden, og jeg havde en idé om, at det ikke lige var en bog for mig, men fordi jeg havde hørt så meget om den, besluttede jeg mig for, at jeg ville høre hendes oplæg. Som sagt, så gjort. Jeg lærte bl.a. at Ellys rigtige navn er Domenica de Rosa, og at hun under sit rigtige navn skriver contemporary romance bøger. Hun fortalte lidt om hendes skriveproces, og om hvordan det der med at karaktererne handler af sig selv, det tror hun ikke på. Som forfatter er hun i kontrol over dem. Hun skrev sin første krimi som 11-årig, og skrev også fanfic om Starsky og Hutch. Hun fortalte også, at den originale titel på bind to i hendes krimiserie var “The Two Faced God”, men det var blevet ændret, fordi ingen gider købe bøger, hvor God er en del af titlen. Alt i alt var det rigtig spændende, og jeg har samlet et par citater sammen fra hende:

“The order of words on a page can make people laugh or cry”
“You can fix a bad page, but you can’t fix a blank page”
Og min favorit:
“[…] Gin and Tonic is slimming”

Selvom det var rigtig spændende og Elly var rigtig sød, så blev jeg bekræftet i, at det ikke var bøger for mig. Til gengæld kan det være, jeg giver mig i kast med hendes andre bøger, dem hun har skrevet under sit rigtige navn.

Jeg havde også S.K. Tremayne på programmet, så for at være sikker på ikke at gå glip af det, gik jeg sammen med min mor op og hørte interviewet før. Det var en italiener, Allessandro Perrissinotto. Jeg havde aldrig hørt om ham, men det viste sig også at være ret spændende. Han læste op fra sin bog på italiensk, hvorefter intervieweren læste op på dansk. Det var en ret sjov måde at gøre det på, synes jeg. Hans bøger har en kvinde som hovedperson, og hans svar på, hvorfor, var såre simpelt: Hvorfor ikke? De talte lidt om, om hovedpersonen Anna Pavesi var hans alterego, altså hans feminine sider der kom frem, og det afslog han brat. Der var inspiration, men det var det. Det handlede også om, at det der er spændende at skrive om, er det der sker, når en advokat, læge, lærer vågner op en dag og er morder. Det er sjældent “psykopat morderen,” men oftere “almindelige” mennesker. Hvad er det, der får dem til det? Hvorfor? Han fortalte også, hvordan han er lynhurtig og skriver sine bøger i løbet af tre uger, når han har fri fra det universitet, han underviser på. Det er alligevel ret imponerende. Jeg endte med at blive ret nysgerrig på hans bøger, som på dansk hedder En lille grim historie og Den sidste hvide nat.

Så blev det tid til, at S.K. Tremayne skulle på scenen. Det var simpelthen så sjovt et interview. Han var virkelig, virkelig sjov. Hans rigtige navn er Sean Thomas, men da han ville skrive i noir-genren, blev han opfordret til at bruge et pseudonym, fordi der er mange kvindelige læsere i den genre, og “women prefer fiction by women – or at least people who are not men.” Han kunne også fortælle om, hvordan han ikke var glad for jul, fordi hans stedmor prøvede at stikke ham med en saks, og at det har været en del af inspirationen til, at tingene spidser til omkring jul i hans nyeste bog, IldbarnetFaldet fortalte han også om, her var en del af inspirationen kommet fra hans egne “tvillinger.” For elleve år siden fik han to piger; en med en kvinde i Australien og en i England. De blev født med to ugers mellemrum. Under researchen til bogen havde han lært, at hvis en enægget tvilling dør, så tror den anden ofte, at den er den døde tvilling. Den overlevende er ofte også bange for sit eget spejlbillede, og derfor må forældrene i nogle tilfælde gemme sølvtøj og andre ting med blanke overflader. Er det ikke bare creepy?!

Ind imellem alle foredragene gik jeg rundt med dels min mor, dels andre søde bogbloggere. Jeg fik hilst på en masse, både folk jeg kendte og folk, jeg ikke havde mødt før. Desværre var der et par stykker, jeg ikke fik set, men der var også mange mennesker.

Stemningen i det gamle fængsel er altid supergod, og jeg elsker, hvordan man får følelsen af, at alle bare kender alle. Det er virkelig hyggeligt. Det var bidende koldt, med vinde der fik temperaturen til at føles som -23. Det endte også med at sne. Sidste år stod vi udenfor og spiste frokost uden overtøj og nød solens varme, det skal jeg lige love for ikke skete i år. Uanset hvor spændende og godt noget er, så tager sådanne arktiske temperaturer lige toppen af glæden. Heldigvis var humøret højt alligevel, og det er jo altid let at falde i snak med folk over vejret.


Søndag var jeg alene afsted og kun for en kort visit. People’s Press havde inviteret mig og en håndfuld andre bogbloggere til kaffe og croissanter med tre svenske krimidronninger, nemlig Mari Jungstedt, Sofie Sarenbrant og Lina Bengtsdotter. Det var rigtig hyggeligt, og selvom svensk langtfra er noget, jeg vil påstå jeg forstår, så gik det faktisk rigtig godt. Jeg fik i hvert fald fat i det meste. De talte meget om deres forskellige arbejdsprocesser, men det blev helt anderledes, end det ellers ofte er til arrangementer. Det blev meget personligt og ret sjovt, og vi hørte bl.a. hvordan Mari rejste fra Gran Canaria til en kalkunfarm langt oppe nord på, bare for researchens skyld. Tusind tak for invitationen til People’s Press, det var rigtig hyggeligt at hilse på jer og jeres tre forfattere!

Inden jeg vendte snuden hjem, havde jeg lige et sidste programpunkt, nemlig at høre Katrine Engberg og Anne Mette Hancock. De to er så skønne at høre på, så den mulighed ville jeg da ikke gå glip af. De talte om, hvordan det var at være venner, kolleger og konkurrenter, og det var på en gang både underholdende og et ret lærerigt oplæg, synes jeg. Selvom jeg har hilst på dem før, så var der masser af ting, jeg ikke vidste, og jeg vil helt sikkert også høre dem igen en anden gang, for de er så gode til at fortælle.

Jeg fik selvfølgelig også både signeret, købt og fået et par bøger. Jeg kom hjem med en skøn goodiebag fra Gads Forlag, som indeholdt et anmeldereksemplar af Den fremmede gæst af Lisa Jewell, som udkommer d. 24. maj. Den lyder vildt spændende, og jeg glæder mig meget til at læse den. Derudover var der en læselampe, et eksemplar af En hjælpende hånd af Gillian Flynn, en blok papir, en af deres gode penne og en ordentlig pose slik (jeg elsker deres bolcher!!!). Det var virkelig en lækker pose, de havde fået sammensat til os! Af Jentas fik jeg Dødens galleri af Chris Carter. Jeg fik ved samme lejlighed bogen signeret og fik også talt lidt med ham, og det var som altid en fornøjelse. Jeg har efterhånden mødt ham et par gange, og han er bare virkelig rar (og dygtig!).
Pigen uden hud var den gratis bog, Politikens forlag delte ud i år, og Storytel delte Black Dolphin ud. De øvrige på billedet, har jeg selv købt, og jeg glæder mig sådan til at fordybe mig i dem.

 

Hvis du er en af dem, der endnu ikke har været på Krimimessen før, så kan jeg kun anbefale det. Det er simpelthen så hyggeligt!

Tirsdagste #8

Så er det tirsdag igen. Jeg har haft en lang weekend med Krimimessen, og en mandag der ligeledes bød på boglige eventyr. Jeg glæder mig til at fortælle om det i de kommende dage. Men først skal jeg lige fortælle om den te, jeg drikker i dag.

I dag er der tale om Hindbær og ingefærte fra Celestial. Teen brygges ved kogende vand i 4-6 minutter.
Duften fra tebrevet er syrlig, og selve lugten fra posens materiale trænger kun svagt igennem. Duften er næsten den samme, når teen er brygget. Farven på teen er dyb rød. Teens smag er fantastisk og i den syrlige ende. Hindbærrene smager virkelig igennem, den smager virkelig af bær der er i sæson. Den er måske lidt mere sur end bærrene alene, men ellers er smagen ret godt ramt. Ingefæren synes jeg ikke, man smager noget til.

Jeg kan godt lide, at Celestials teer er så rene i smagen, og så indeholder denne variant heller ikke noget koffein, hvilket jo absolut også kun er et plus. Hvis teen skulle snige sig op på en højere karakter, så skulle der have været lidt mere sødme til at balancere syren. Men alt i alt en rigtig god og frisk te, og igen en, som jeg fornemmer vil være rigtig god som iste.

Anmeldelse #395: Bag lukkede døre

Bag lukkede døre – B.A. Paris – 303 sider

Gaveeksemplar fra Jentas.

 

Årets bedste domestic noir
Der er bøger, man ved er spændende. Som man hører om igen og igen, og altid i et positivt lys. Sådan en bog er Bag lukkede døre. Jeg har simpelthen hørt så mange rose den her bog. Den har længe ligget øverst i bunken af bøger, jeg gerne vil læse, men af en eller anden grund, har jeg hele tiden skubbet den til side. Indtil nu. Og nu sidder jeg så her og melder mig i koret af folk, der ikke har andet end ros tilovers for den.

Første kapitel var lidt langtrukkent, og jeg havde min tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville få læst bogen færdig, men så skal jeg da ellers lige love for, tingene tog fart. Jeg læste bogen på et døgns tid, og det imens jeg passede mit arbejde. Jeg gik (meget) tidligt i seng, bare for at kunne stå tidligt op og læse en masse, inden jeg skulle afsted. Så engageret er jeg sjældent i en bog, men det var virkelig fedt at opleve.

Det, der gjorde mig så investeret i den her bog, det var klart det psykologiske spil. Jeg elsker sådan noget. Det var virkelig nervepirrence. Det kom i bølger, og når der så ikke skete noget, så vidste man bare, at det var fordi, der var optræk til noget større. Ligesom når der i gyserfilm er helt stille, så ved man også bare, at lige om lidt, så kommer der altså noget grimt. Det var lige præcis sådan det var at læse den her bog.

Personerne var rigtig spændende at følge, især naboerne. De var simpelthen portrætteret så godt, at de blev en spændingsfaktor i sig selv. Selvom det var voldsomt, så føltes de også alle troværdige, og det gav gys hele vejen ned langs rygraden.

Jeg vil absolut anbefale den her bog til alle, der ikke holder sig tilbage for et godt gys. Desværre bliver den bare endnu mere uhyggelig af, at mange af tingene sagtens kan foregå i virkeligheden.

Kender du Jack og Grace? Han ser godt ud og er velhavende. Hun er både charmerende og elegant. Han kæmper for voldsramte kvinder og har aldrig har tabt en eneste sag. Hun er den perfekte hustru, der forguder sin mongolide lillesøster og er fremragende til både havearbejde og at lave mad. De er stadig nygifte, men det virker allerede, som om de har alt. Man kan bare ikke undgå at kunne lide dem. Man bliver fortryllet af luksussen og den lette stemning i deres hjem, af deres imponerende middagsselskaber. Man får lyst til at lære Grace bedre at kende.

Men det er ikke så let, for Jack og Grace er mildest talt uadskillelige.

Nogle ville sige, at det er ægte kærlighed. Andre ville undre sig over, hvorfor Grace aldrig tager telefonen. Eller hvorfor hun aldrig kan mødes til en kop kaffe, selv om hun ikke arbejder. Hvordan hun kan lave så overdådige måltider og stadig være så slank. Eller hvorfor hun tilsyneladende aldrig tager noget med sig, når hun går hjemmefra, ikke engang en kuglepen. Og hvorfor alle vinduerne i stueetagen er sikret med metalskodder.

Gad vide, hvad der egentlig går for sig bag de lukkede døre.

Anmeldelse #394: Rakelsminde

Rakelsminde – David & Stephan Garmark – 295 sider

Anmeldereksemplar fra forfatterne.

 

En makaber gyser på dansk jord
Rakelsminde er en grusom roman, der tager sit udgangspunkt i en lille by af samme navn. Den er mit første møde med Garmark forfatterne, som jeg ellers længe har været nysgerrig på, efter at have hørt Camila tale så varmt om dem.

Bogen starter med scener, hvor man bestemt ikke har lyst til at spise imens. Det kom lidt bag på mig, hvor grum en start det er, hvor udpenslet det hele er. Det satte straks mine forventninger i vejret, for når nu det skal være, så synes jeg også, en gyser skal skræmme en. Fra vid og sans, helst. Og det gjorde denne. I hvert fald i starten.

Der er ingen tvivl om, at brødrene her kan skrive. De formår at holde spændingen på et niveau, hvor man er nødt til at læse videre, men samtidig uden at det bliver irriterende med for mange cliffhangers.

Der hvor jeg begyndte at stå af, var da vi fik mere af Sayids baggrundshistorie. Jeg synes, det blev for meget. Historien var stærk nok til at bære det hele, jeg havde ikke behøvet også at få en masse af hans baggrund med. Jeg var ellers rigtig glad for ham som karakter, men jeg synes, det blev for mange ting på for få sider. Hans historie var spændende, men den kunne man have skrevet en helt seperat bog om, og det ærgrer mig.
Udover det, så synes jeg plottet holdt hele vejen igennem, ligesom det også var flot udført.

Persongalleriet fangede mig ikke helt i starten, men efterhånden begyndte jeg at holde af Tea og hendes veninde, samt det bånd, der var imellem dem. Det ville jeg gerne have haft mere af, men så havde vi nok bevæget os for langt væk fra genren.
Der var dybde og troværdighed i personerne, og det gjorde, at man blev investeret i fortællingen, og heppede på dem alle, på at de ville opklare hele mysteriet uden at komme noget til.

En god gyser, som jeg må indrømme at være overrasket over. Jeg troede ikke, det ville fungere på dansk og i en dansk by, men det gjorde det, og endda ret overbevisende. Jeg vil anbefale bogen til alle, der godt kan lide en god gyser, og som ikke har noget problem med vold og makabre scener.

Selve lyden var metallisk, men også organisk. Den var inden i ham, som et dybt og truende skrig. En trykbølge ramte ham derefter. Et eller andet detonerede. Han vaklede tilbage med blod fossende ud af næsen. Han krængede forover og kunne ikke trække vejret. Tarmene vred sig. Lyden forlod rummet, eller hjernen, så hurtigt, som den var opstået, og han så kun efterdønningerne, som et efterskælv med en hyletone, der også døde ud. Der var stille et øjeblik. Sayid tørrede blod væk fra næsen.
“Vi vil gerne hjem nu, far.”

En grusom lydbølge brager gennem gaderne i landsbyen Rakelsminde og driver borgerne til vanvid. Journalisten Tea Ehlers skal dække historien og bliver sat på sit livs prøve, da et hus forsvinder, borgerne bliver voldelige, og en fanatisk sekt messer om dommedag. De bizarre hændelser sker ofte i nærheden af Sayid, som netop er flyttet til byen. Sayid, der er syrisk flygtning, har en mørk fortid og besidder en helt særlig evne. Snart er Tea og Sayid hvirvlet ind i en kamp på liv og død. Kan de finde årsagen til kaosset og redde borgerne i Rakelsminde, før det er for sent?

Anmeldelse #393: Final Girls

Final Girls – Riley Sager – 444 sider

Bogen er et gaveeksemplar fra Turbine.

 

Spændende roman, med et undervældende twist.
Jeg gik ind til den her bog med en forventning om at blive skræmt. Jeg havde en forestilling om, at den var nærmere gys end thriller. Sådan skulle det dog ikke vise sig at være.

Bogen starter ud med en scene fra Pine Cottage, som er det sted, Quincy har overværet en massakre og overlevet som den eneste. Herefter bliver bogen fortalt fra hendes synsvinkel, men med små scener fra Pine Cottage igennem hele bogen. Det fungerede rigtig godt, og det var let at skelne scenerne fra hinanden. Skrivestilen var fængende og gjorde bogen nem at læse.

Jeg er nødt til lige at nævne Quincy. Altså hendes navn… Det er bare så gyserfilmagtigt som noget. Eller er det bare mig? Jeg syntes, det var en lidt sjov detalje. Og det samme med Samantha egentlig. Persongalleriet var desværre lidt for karikeret, men jeg kunne godt lide Quincy. Hendes passion for at bage var tydelig at mærke, ligesom hendes sår også påvirkede mig. Det var spændende at læse om, hvordan hun klarede sig efter sådan et traume, som det må være at overvære en massakre. Hvordan behovet for at tage afstand fra det at være en final girl fyldte hos hende.

Plotmæssigt startede bogen rigtig godt ud, den var spændende, uhyggelig og grum. Spændingen holdt langt det meste af bogen, men desværre synes jeg slutningen var alt for letkøbt. Så gennemskueligt, at det lige så godt kunne have været butleren, der gjorde det. Hold op, hvor jeg synes det var en skam. Det gjorde mig så vred, at jeg lige efter at have læst bogen mente, at den kun fortjente to stjerner. Efter nøje overvejelser, og efterhånden som vreden tog af igen, endte jeg med at give den tre, for det var virkelig en spændende og interessant bog.

Hvad skal der til for at overleve et massemord? Dette spørgsmål er omdrejningspunkt i ny amerikansk thriller.

Quincy Carpenter prøver bare på at leve et helt normalt newyorkerliv med sin kæreste, Jeff, og sin bageblog, Quincy’s Sweets. Men det er svært, når fortiden bliver ved med at indhente hende. Som den eneste overlevende efter en blodig massakre i skovhytten Pine Cottage for ti år siden bærer Quincy nemlig rundt på en uafrystelig identitet som ‘Final Girl’. En titel, medierne har tildelt hende, tillige med to andre kvinder, Lisa og Samantha, der hver især var eneste overlevende i lignende mordsager.

For Quincy, der bare gerne vil videre med sit liv, er det et ufrivilligt skæbnefællesskab, og de tre Final Girls har derfor heller aldrig mødt hinanden. Men da Lisa en dag bliver fundet død i sit hus, genoplives gamle traumer og spørgsmål i Quincy. Hvad var det egentlig, der skete dengang i Pine Cottage? Og hvorfor var hun den eneste, der overlevede? Et sort hul i Quincys hukommelse har i mange år skjult den fulde, grumme sandhed, men nu banker virkeligheden på døren.

Tirsdagste #7

Tiden går simpelthen så stærkt, jeg kom helt fra det her indlæg i tirsdags. Kender I det? Jeg vidste jo godt, det var tirsdag, men jeg havde alligevel glemt det lidt. I dag skal I dog ikke snydes. Jeg er klar med endnu et indlæg i denne række. I dag skal det handle om en urtete fra Celestial, som skulle smage af vandmelon og lime.

Ved første øjekast er teen desværre mindre tiltrækkende. Den kommer i ikke så pæne teposer og den dufter egentlig bare…støvet? I hvert fald af typisk tepose-duft, hvad det så end er. Teen skal brygges på kogende vand og trække i fire til seks minutter. Der er ingen koffein i, så det gør den ideel på alle tider af dagen, og man skal heller ikke tænke over forbruget. Farven på den bryggede te er rød. Meget rød. Sådan nærmest postkasserød. Den dufter også markant af vandmelon, og det leder virkelig tankerne hen på en varm sommerdag ved stranden.

Smagen er rigtig god, men man skal vænne sig til den. Jeg forventer altid en mere syrlig smag, men det er der faktisk ikke. Tværtimod er den meget sød, præcis ligesom en god, moden vandmelon. Jeg kunne måske godt bruge en smule mere smag fra limefrugten, men så kan man jo altid selv putte lidt i. Det er ikke noget, jeg selv har prøvet (endnu?), men jeg er sikker på, det ville være lækkert. Og så tror jeg virkelig også, den her ville være god som iste, men det må jo komme an på en prøve. Den er i hvert fald tilpas sød til det.

Jeg er rigtig glad for den her te, som til prisen opfylder rigtig meget af det, jeg forventede af den. Den har en dyb smag af vandmelon, og holder på den måde præcis, hvad den lover.

Tirsdagste #6

Endnu en tirsdag, endnu en te.

[Reklame – jeg har fået denne te tilsendt]
Denne uge er det en urtete. Det er Norus Øko Cool Mint Urte Te. Ved første øjekast er jeg vild med papirposen. Lukningen er meget tæt, og derfor også ret stram. Det er både godt og skidt.

Duften når man åbner posen er virkelig god og nærmest overvældende. Meget frisk, og samtidig sød. Når man har brygget teen, er sagen en anden; duften er præget af grøn te, så for mit vedkommende betyder det, at den ikke længere er helt så tiltrækkende.

Farven på teen er lys, meget lys. Selve teblandingen synes jeg ser grøn ud, så jeg manglede virkelig en vejledning på posen, til hvordan denne skulle brygges. Urtete skal jo laves på 100 grader varmt vand, mens grøn te kun er 80 grader. Samtidig står der heller ikke, hvor længe den skal trække. Her plejer det at være omkring 3-4 minutter for grøn te, mens det er det dobbelte for urtete. Jeg synes, det er virkelig ærgerligt, man ikke har gjort det nemmere for forbrugeren, at putte en lille vejledning på posen, så man kan få det bedste ud af teen. Der ligger godt nok en brygningsvejledning på Norus hjemmeside, men det ville lette det hele, hvis denne også kom på posen.

Smagsmæssigt oplevede jeg noget lidt sjovt. Helt varm smagte den markant af grøn te, ligesom den gjorde lunkent. Ved almindelig varme, var det mere de søde noter fra anis, der trængte igennem, og det var en rund og blid te. Det er lidt pudsigt, synes jeg, at der var så stor smagsforskel på, hvor varm jeg drak den. Jeg kunne absolut bedst lide den varm, fordi jeg ikke er meget for smagen af grøn te. Jeg ville ikke have valgt denne te, havde jeg vidst, at den var mere grøn end ren urtete i sin smag, så det er en skam. Jeg kan nemlig godt lide, at den er økologisk og ren. Og så er blandingen rigtig flot!

Jeg har fået denne te tilsendt af Noru.dk, og jeg har i den forbindelse også fået en rabatkode, som jeg kan dele med jer. Den giver jer 10% på alle ikke-nedsatte varer indtil d. 5. marts. Koden er: IreneValentine

Vent på mig (Wait for You #1)

Vent på mig – Jennifer L. Armentrout – Wait for You #1 – 458 sider

Anmeldereksemplar fra Lovebooks.

Slow burn romance der giver dig sommerfugle i maven
Hold nu op, hvor var det bare en fantastisk bog, denne her. En rigtig fin kærlighedshistorie, hvor jeg bare sad og smilede hele vejen igennem. Altså, virkelig smilede. Jeg blev helt varm om hjertet. Jeg følte mig så godt tilpas og kunne slet ikke holde op med bare at læse. Det er virkelig længe siden, jeg sidst har været så opslugt af en bog. Jeg læste den på lige omkring 24 timer. Det var fantastisk!

Jeg elskede Avery. Jeg følte mig som Avery. Lige fra første side, hvor hun fortælller, hvor meget hun hader at komme for sent, connectede jeg med hende. Jeg har det på præcis samme måde. Jeg kommer ikke for sent; jeg enten kommer til tiden, eller kommer slet ikke. Det er sjældent, jeg klikker med hovedpersonen så hurtigt, og det har helt sikkert betydet noget for, hvor meget jeg endte med at elske den her bog.

Så er der hendes modstykke, Cameron. Cam. Sikke en tålmodighed den mand har. Han ville være lige sådan en, jeg også ville falde for. Han er sød, sjov, tålmodig og mest af alt er han forstående. Han er ikke bange for at blive dømt, men lur mig om ikke noget af hans attitude i virkeligheden skal dække over hans usikkerhed. Sådan tænkte jeg i hvert fald, især da jeg fandt ud af, hvad han gemte på af hemmeligheder.

Hvis jeg skal komme med et kritikpunkt, så må det være, at jeg synes Avery bliver lige lovlig hurtigt tiltrukket af Cam, og at det bliver ved. Hun er til gengæld alt for længe om selv at se det, og det er ellers ret tydeligt. Det gjorde dog bare det hele endnu mere sødt, så i virkeligheden er det jo slet ikke en ordentlig kritik at komme med ;)

Det var virkelig en slow burn romance, den her. Siderne sitrede virkelig. Deres forhold var beskrevet så fint og ægte, at jeg ikke kan andet end at beundre Jennifer L. Armentrout. Hun har virkelig skrevet en fin bog her. Tempoet er virkelig fint, også selvom jeg blev lidt småfrustreret indimellem, over hvor lang tid det tog dem at komme ud af starthullerne ;) Jeg måtte hele tiden lige læse lidt mere, for nu måtte der da sker noget. På den måde var bogen her en pageturner på samme måde som en thriller kan være det.

Jeg kan kun anbefale den her bog. Den er virkelig, virkelig god. Grunden til, at den ikke scorer fem stjerner er, at den ikke formåede at overraske mig eller byde på noget nyt indenfor genren. Havde den gjort det, så havde den uden tvivl scoret topkarakter. Det er en virkelig, virkelig fin bog, som vil sidde i mig længe. Læs den, læs den!

19-årige Avery flytter fra Texas til West Virginia for at begynde på college, tusindvis af kilometer hjemmefra og langt væk fra en fortid fuld af smertefulde minder. Det eneste, hun ønsker, er at starte på en frisk, passe sine studier, få et par gode venner og ellers undgå alt for meget opmærksomhed. Dette er den eneste måde, hun kan flygte fra det, der skete til Halloween-festen fem år tidligere. En begivenhed, der ændrede hendes liv for altid.

Første dag på college støder Avery ind i den charmerende Cameron. Han er høj og flot, og han passer på ingen måde ind i Averys planer om at leve et stille og roligt studieliv. Avery afviser ham gang på gang, men Cameron giver ikke så let op…

Tirsdagste #5

Okay, okay. Jeg er sent ude med den her, hvis man skal se på det sådan helt traditionelt. Men hjemme hos os drikker vi altså den her slags te hele året rundt. Jeg taler selvfølgelig om julete.

Denne er en blanding fra Frederiksdal Tehandel. Den skal brygges ved 100 grader og trække i 3-5 minutter. Den dufter rigtig dejligt af kardemomme og rosa peber. Ikke særlig kraftigt, men nok til at man virkelig får lyst til en kop. Duften når den er brygget er domineret af kardemomme, men også lidt af appelsin og kanel. Ikke ret meget, men lige lidt. Farven er ligeledes rigtig fin, den er klar og rød.

Selve teen smager virkelig skønt. Den smager af rosa peber på sådan en rigtig behagelig måde, og det giver den en helt særlig varme. Sødmen fra kardemommen træder også tydeligt igennem. Det er en te, der absolut er værd at smage på, også selvom det ikke er jul. Ja, faktisk så synes jeg næsten ikke man kan smage, at det er en julete. Den skiller sig i hvert fald markant ud fra rigtig mange andre. En te, jeg helt sikkert kommer til at købe igen og igen!