Anmeldelse: Mit liv som tyv

Titel: Mit liv som tyv
Serie: Heist Society #1
Forfatter: Ally Carter
Sider: 320

Fra bagsiden:
Da Katarina Bishop var tre år, tog hendes familie hende med til Paris. Ikke for at se byen – men for at plyndre Louvre! Da hun var syv, stjal hun de østrigske kronjuveler. Og som teenager er der ikke det kunsttyveri i verden, Katarina ikke har været med til.

Men da hun fylder 15, forlader hun sin familie for at starte et normalt liv uden for det internationale kupmiljø. Det er lettere sagt end gjort …

Kort efter får en dødsensfarlig mafiaboss stjålet fem uvurderlige malerier. Kun én i verden er dygtig nok til sådan et kup: Katarinas far. Problemet er bare, at han ikke har gjort det!

For at frelse sin far fra den visse død er Katarina tvunget til selv at opspore den rigtige tyv. Med mafiaen og Interpol i hælene har hun nu to uger, et team af teenagere og forhåbentlig nok talent som tyv til at stjæle malerierne tilbage.

”Heist Society” er første bind i Ally Carters nye serie om teenageren Katarina Bishop, der er opvokset som mestertyv. Næste bind udkommer til efteråret.




Min mening:
Jeg vandt den her bog i Majasols giveaway, så tak for det 🙂 Jeg gik i gang med bogen i dag, med forventninger om, at det var en middelmådig bog for yngre folk end mig. Jeg var ikke synderligt begejstret for at gå i gang med den faktisk. Efter ca 25 siders læsning begyndte det dog at blive ok, det lød mere og mere spændende. Selve handlingen er der ikke så meget over og sproget henvender sig også til lidt yngre læsere, men det er en dejlig let bog når man nu, som jeg, ligger syg.
Plottet var forholdsvis gennemskueligt ret tidligt i historien, men der var alligevel et par overraskelser (som jeg selvfølgelig overlader til jer selv at opdage), som gjorde at den var okay.

Meeen, ret skal være ret! Helt dårlig kan den bestemt ikke have været, når jeg nu fik den læst på bare én dag – hvor jeg oven i købet har ligget syg. Jeg er ikke sikker på, hvad det er, men jeg ville godt bare have den færdig, den var alligevel lidt sjov. Og det giver altså lige lidt ekstra point.
Alt i alt en super bog for de 14-16-årige eller hvis du bare mangler lidt let sommerlæsning. Jeg går sikkert også ud og køber den næste bog i serien når den kommer…


Karakter: 4/5

Boganmeldelse: Safe Haven af Nicholas Sparks

Safe haven, Nicholas Sparks

340 sider.
6 af 6 stjerner.

Da jeg først gik i gang med bogen, havde jeg ikke så store forventninger, jeg havde nemlig en ide om, hvordan Nicholas’ bøger ville være. De ville være den slags, man forventede en masse af og endte op med at blive skuffet – netop fordi alle elsker ham.
Jeg må nu – tre dage og en kærlighedshistorie senere – indrømme, at jeg er endt op i den store flok af Nicholas-fans. Siderne vendte sig selv. Jeg holdt mig vågen længere end normalt og det eneste jeg kunne tænke på om aftenen var, hvor meget jeg glædede mig til at læse videre næste dag. Det var en oplevelse udover det sædvanlige. Virkelig. Til at starte med, var 340 sider mange, især når det ikke er på ens modersmål. Da jeg nåede slutningen, var det alligevel ikke sider nok. Man ville gerne have slutningen med det samme, men samtidig ville man ikke have den til at ende.
Alle skulle forkæle sig selv med denne bog (selvom jeg dog har en idé om, at det primært er kvinder der kan lide den).
Jeg kan ikke fortælle præcis, hvad der gjorde udslaget. Normalt er jeg ikke meget for (halv-) forudsigelige bøger, slet ikke når de handler om kærlighed. Alligevel var der noget over denne, som bare var fantastisk. Hans skildring af karaktererne, realismen, fortællingen. Jeg tror måske, det var hans skrivestil, der fangede mig. Det blev helt magisk og eventyrligt til tider og det var af og til også svært at forstå, at det “bare” var en bog. Jeg græd, grinte, smilede, rynkede panden, tænkte og hostede mig gennem bogen.
Jeg vil gå så langt som at sige, at det her ikke bare er en bog. Det er et kunstværk!

Anmeldelse: Hævnens gudinde

Originaltitel: Hævnens gudinde
Forfatter: Sara Blædel

Udgave: 2. udgave, 1. oplag
Sideantal: 420
Stjerner: 5/6
Det her er femte bog i serien om kriminalassistent Louise Rick, så det var med spænding jeg åbnede bogen. I bogens start er vi midt i et skuddrab, formentlig grundet rocker-relationer. Herfra bliver vi bragt videre ind i en 6.klasses fest, der ender i slagsmål og en piges død. Som om det ikke var nok, bliver en lagerbygning brændt ned – mordbrand. Der er to unge drenge i bygningen. Vi er altså i et net af mordsager. Der er masser af veje at vælge og Sara Blædel formåede at få mig til at stirre mig blind på den ene vej. Hun har igen overrasket mig med en krimi af format.
Jeg kan godt lide, når bøger er så letlæste som Blædels. Der er også et okay persongalleri og man følger Louise og hendes veninde Camilla Lind i både op- og nedture. Det er et dejligt afbræk til al uhyggen. Igennem de fem bøger, er jeg begyndt at holde mere og mere af Louises karakter, omend hun er noget…speciel. Jeg kan ikke rigtig finde et ord for det, men noget hen i retningen af dr. Brennan fra tv-serien Bones.
Jeg synes det er svært, at fortælle ret meget om en krimi, der skal jo virkelig ikke ret meget til, før man har afsløret noget. Men jeg kan fortælle, at jeg virkelig glæder mig til at læse nr. 6 i rækken: Dødsenglen. Det var Sara Blædel der fik mig igang med at læse krimier og det er Sara Blædel der får mig til at blive ved. Jeg hungrer allerede efter flere mord. Det lød godt nok morbidt og kynisk, men I forstår..
Ekstra Bladet har skrevet:
Hun får det til at se så legende let ud, at man kunne få lyst til at tildele hende et teoretisk ansvar for, at så mange amatører forsøger sig i genren. Men professionelle Blædel svæver adskillige stjerner højere end hæren af wannabees. Og formkurven er stadig stigende.
-Og jeg er fuldt ud enig!
Hævnens gudinde får min varmeste anbefaling, meeen.. Som altid i en serie, så får man mest ud af at læse fra bog et og frem 😉

Eat, pray, love – kort anmeldelse

Ja, så var jeg jo med mor inde og se Eat, Pray, Love i går. Ved ikke helt hvad jeg skal synes..
Jeg havde jo læst lidt af bogen, og det passede næsten ikke sammen med filmen.

Plottet var lidt tamt, der var ikke rigtig nogen større konflikter, så det savnede jeg lidt. Der var til gengæld en håndfuld flotte fyre – det er jo altid en fordel ;o) Filmen varede 2 timer og 20 minutter. Lige længe nok. “Forhistorien” var langtrukken og jeg ville godt have set lidt mere til hendes ophold i Indien..

Jeg er ikke sikker på at Julia Roberts var den rigtige til hovedrollen, hun virkede lidt..malplaceret 🙂 Og så overraskede det mig, at der nærmere var min mors generation, end min, som fyldte biografsæderne ud! Nå, men alt i alt havde vi da en god oplevelse, det var en typisk tøsefilm – med kærlighed, kærestesorger, veninder og strande med lækkert vejr ;o)

Umiddelbart vil jeg give 4 ud af 6 stjerner – en god og hyggelig film, men ikke mere.

The only thing harder than staying…is leaving