Anmeldelse 441: Circle of Hurt

Circle of Hurt – Laure Campbell

En ærlig og rå fortælling om sugardating blandt unge.
Det her var en helt vidunderlig bog. Jeg havde ikke set mig selv læse en bog om utroskab sådan lige foreløbig, men nu er vi så her på den anden side. Sikke en fortælling.

Normalt er et af kriterierne for romance, at der skal være en lykkelig slutning, eller som minimum et lykkelig-lige-nu. Det kriterie ved jeg faktisk ikke helt, om jeg synes bogen opfylder. Misforstå mig ikke, den ender ikke decideret trist, men lykkeligt tror jeg nu ikke, jeg vil kalde det. Helt ærligt er det også det, der trækker den her bog op for mig. Slutningen var simpelthen så uforudsigelig, jeg blev utrolig overrasket. Det sker i sagens natur ikke så ofte i den her genre.

Jeg var vild med alle personer i den her bog. Tiltrækningen mellem Morgan og hendes mand Aaron var tydelig, men det var den så absolut også mellem Morgan og “Harrison.” Det var en bog, der viste de sider af mennesket, der kommer frem, når vi møder tilstrækkeligt med modstand. Det var også en bog om de konfliktende følelser, der kan opstå i sådanne situationer. Jeg følte det hele og meget mere. Det er altså ikke for sjov, titlen er Circle of Hurt. Underligt nok, så kom det alligevel bag på mig, hvor meget bogen påvirkede mig. Naiv som jeg var, havde jeg bare regnet med en historie om svigt, men jeg fik så meget mere. Og jeg var vild med det.

Årsagen til, at jeg læste den her bog var faktisk, at jeg så forfatteren skrive, at den ikke havde solgt så godt pga. Covid-19. Den udkom lige i starten af vanviddet. Der var mange, der blev ramt af det, men det var en tilfældighed, at jeg lige så denne forfatters kommentar og endte med at læse hendes bog. Hun var ny for mig, men jeg skal helt sikkert læse meget mere fra hende, for jeg var ganske opslugt af den her bog. Indtil nu er det den bedste bog, jeg har læst i 2020. Så absolut anbefalelsesværdig til de, der kender og holder af romance genren.

Første linje:
Pain relievers. You stare at the multitude of options at your fingertips, a whining toddler at your feet.

For years, infertility followed me like a cloud.
But finally, the sun has risen.
Finally, I am pregnant.
Except now a new storm rages in the distance–one I have no choice but to pass through.
I have no idea if the child I’m carrying belongs to my husband … or to the man I’ve betrayed him with–a man I’ve come to love but whose name I don’t know.
What I do know is that I’m a cheat. A liar. Undeserving of this baby inside me.
I don’t know how this will end. But I do know it won’t be without casualties, because this is a story in which a true happy ending cannot exist.

A story of how my love for one grew into three but must end with only two.
You turn your head at the frost in his tone, the little girl now snug on your hip, snot glistening from her upturned nose, and I surrender. When our eyes connect, a wave of longing erodes my veins, and I see the same in those bright greens of yours. They widen at me, need and desire and understanding packaged beneath one bow.
I can smell a cheater from a mile away. I know them, because I am one. Once a cheater, always a cheater, right?
I want you.
And you … your scent is strong.

Anmeldelse #440: Aldrig for altid

Aldrig for altid – Helle Kaare Lindberg

En ærlig og rå fortælling om sugardating blandt unge.
Den her bog skildrer teenagepigen Tildes liv, og det gør den ret fint. Den tager fat i nogle emner, der er vigtige og aktuelle. Tildes liv er på ingen måde let, og det er måske også derfor fristelsen lynhurtigt bliver for stor, da hun øjner muligheden for at tjene nogle gode penge. Det starter med billeder for penge, men det ender selvfølgelig et helt andet sted.

Det, jeg synes bogen kan er, at illustrere tankegangen hos et ungt menneske, der virkelig er desperat. Både efter penge, men så sandelig også kærlighed. Samtidig viser den også den moral, Tilde har, for hun ved godt, det måske ikke er helt smart hvad hun har gang i. Hun vælger meget bevidst at tie om det overfor bedsteveninden. Og netop deres forhold er faktisk et af mine få kritikpunkter. Det er rigtig fint beskrevet, men jeg synes det halter lidt med svarene til sidst i bogen.

Bogen er fortalt i et let sprog, der gør at man sagtens kan være med fra folkeskolen. Det vil være en fin bog til danskundervisningen, da den  ikke bliver direkte belærende, men bare fortæller om tingene som de er. Det er ikke kun sugardating, bogen tager op, det er også det at vokse op som barn af en misbruger, at kæmpe med veninderne og hvad man nu ellers har at tænke på i 9.-10. klasse.

Bogen får en klar anbefaling med på vejen herfra, og jeg vil glæde mig til at se, hvad det næste der kommer fra forfatteren bliver.

Første linje:
Som lille drømte hun om at blive berømt.

”Jeg har virkelig glædet mig til at møde dig,” siger han og smiler. Hun tager en slurk af champagnen. Hænderne ryster omkring glasset. Der er alligevel stor forskel på virkeligheden og på nettet, når det kommer til dates.”

ALDRIG FOR ALTID er en tankevækkende fortælling om 16-årige Tilde, der fristes til at sælge nøgenbilleder på nettet. Selvom pengene er gode, er det ikke nok,og hun forvilder sig ud i et grænseland, hvor hun ikke længere kender sig selv.

Anmeldelse #438: Take Me Back

Take Me Back – Meghan March

En hyggelig romance, der blev ødelagt af plottwistet.
Det her skulle blive min første lydbog i 2020, og nøj, hvor har jeg savnet formatet. Jeg lyttede den på rekordtid, fordi jeg bare var så opslugt. De første 60% af historien stod til at blive fem stjerner. Så skete der noget i plottet, der gjorde at jeg fuldstændig mistede interessen. Den tog alting for langt ud, og ikke bare lidt, men meget. Det irriterede mig en del, for jeg var så vild med den historie, der var lagt op til, men det føltes som om, de sidste 40% var en helt anden. En, jeg ikke brød mig om.

Uden at afsløre, hvad der præcist sker, så lad mig sige, at hvis man gerne bare vil læse en stille og rolig romance, så er det her ikke bogen. Der sker ting, der er mere end bare det, vi normalt forbinder med “contemporary romance.” Det, jeg så godt kunne lide i starten var, at det var et gift par, der skulle finde hinanden igen. Noget, jeg tror mange mennesker vil kunne genkende. Problemet er bare, at jeg ikke ved, hvordan de fandt hinanden?! De havde selvfølgelig problemer i starten, som de arbejdede på at løse, men så kom der den her store ting i vejen og bagefter var de bare sådan helt “jeg vælger dig!” Jeg forstår det godt, det gør jeg, men jeg ville bare så gerne have set, hvordan de genetablerede forbindelsen til hinanden, hvordan de blev forelskede i hinanden påny. Den historie fik jeg ikke.

Skrivestilen opfatter man (jeg) på en lidt anden måde, når man lytter til en bog. Der kommer det for mig mere til at handle om, om man synes, historien er let at følge med i, og det må man sige den her var. Det var nemt at skelne mellem Kat og Dane, men det var også hjulpet godt på vej af, at man havde valgt to forskellige oplæsere, nemlig en kvindelig og en mandlig. Det gjorde oplevelsen god og forbedrede nok også forståelsen. Jeg kunne måske have tænkt mig en anden prolog, men det er nu mest fordi, det så ofte er det samme, der går igen…

Jeg vil gerne læse og lytte til mere af Meghan March, men jeg vil lave lidt mere research på forhånd, så jeg ikke bliver overrasket på den her måde en gang til, for det vil jeg synes er ærgerligt.

Første linje:
Crap. I’m going to be late.

We fell in love on a beach, got married in paradise, and I carried her off into the sunset. It should have been perfect, but saying “I do” doesn’t guarantee a happily-ever-after.

Two years later, I barely recognize either of us behind the walls we’ve built. It’s time to bring it full circle. Back to a tropical paradise. Back to find out if we can still make this work. I’m not willing to give her up, but to save us, I have to risk everything. Two damaged people. Countless secrets. The fight of our lives. We might be broken, but we’re not done.

Anmeldelse #439: Stuck-Up Suit

Stuck-Up Suit – Vi Keeland, Penelope Ward

En overspillet bog, der aldrig rigtig bliver mere end middelmådig
Nå. Det her var ikke helt, hvad jeg regnede med. Altså, det var da en sød nok historie, men så var det desværre også bare det.

Jeg er ikke nødvendigvis så glad for, når man starter med at være virkelig ubehøvlede, men kvinderne falder for dem alligevel, og de så ændrer sig. Og sådan var Graham altså. Han var virkelig arrogant og irriterende, fuldstændig og komplet ligeglad med alle omkring sig. I starten var Soraya ikke glad for det, men hun faldt selvfølgelig for ham. Det gjorde jeg aldrig helt selv. Ud fra titlen var jeg godt klar over, han ville være lidt arrogant, men den måde han behandlede sine assistenter på, ved bare konstant at råbe af dem, det brød jeg mig bare ikke om. Og det smittede jo så lidt af på Soraya, som jeg ellers startede med godt at kunne lide.

Plotmæssigt har vi her at gøre med forfærdelige eks’er og venner, man kan sætte spørgsmålstegn ved. Den del var okay, omend noget overspillet. Det var lidt ærgerligt, at det hele skulle være så voldsomt, for faktisk var det ellers ganske underholdende. Noget af det, jeg godt kunne lide ved plottet, var den sms-udveksling der var mellem Soraya og Graham i starten, den der ligesom startede det hele. Den var rigtig fin. Og slutningen synes jeg sådan set også var helt okay.

Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere på de fleste fronter, så selvom jeg ikke blev helt skuffet over noget, så blev jeg heller ikke positivt overrasket. Det var bare en lidt flad fornemmelse hele vejen igennem. Jeg tror også, det var meningen, at bogen skulle være sjov her og der, men jeg fangede ikke rigtig humoren.

Det, der nok bedst kan beskrive min oplevelse med den her bog, er skuffelse. Jeg havde forventet, der var mere til den her historie, og at den ikke spillede på så mange af klicheerne, men jeg måtte se langt efter noget nyt.

Første linje:
My right foot stepped onto the train, and I froze mid-step spotting him already in the car.

It started out like any other morning on the train. Until I became mesmerized by the guy sitting across the aisle. He was barking at someone on his phone like he ruled the world. Who did the stuck-up suit think he was…God? Actually, he looked like a God. That was about it. When his stop came, he got up suddenly and left. So suddenly, he dropped his phone on the way out. I might have picked it up. I might have gone through all of his photos and called some of the numbers. I might have held onto the mystery man’s phone for days―until I finally conjured up the courage to return it. When I traipsed my ass across town to his fancy company, he refused to see me. So, I left the phone on the empty desk outside the arrogant jerk’s office. I might have also left behind a dirty picture on it first though. I didn’t expect him to text back. I didn’t expect our exchanges to be hot as hell. I didn’t expect to fall for him―all before we even met.

The two of us couldn’t have been any more different.
Yet, you know what they say about opposites. When we finally came face to face, we found out opposites sometimes do more than attract―we consumed each other. Nothing could have prepared me for the ride he took me on. And I certainly wasn’t prepared for where I’d wind up when the ride was over. All good things must come to an end, right? Except our ending was one I didn’t see coming.

Anmeldelse #437: I Wanna Text You Up (Texting #2)

I Wanna Text You Up – Texting #2 – Teagan Hunter

Historien gentager sig selv. Skuffende toer.
Det var med stor iver, jeg gik i gang med den her bog. At sige jeg var vild med første bog i serien, ville næsten være en overdrivelse. Holder bog to så den høje standard? Nej. Slet ikke.

Der, hvor jeg synes den her bog falder er, at den bare er en omskrivning af den første bog. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, men jeg følte at Zoe bare var den kvindelige udgave af Zach fra bog et. Hvis ikke man havde vidst andet, så kunne man såmænd også sagtens have haft forvekslet dem med hinanden. Det synes jeg er rigtig ærgerligt. Jeg var vild med Zach, men når det samme ikke var tilfældet med Zoe, så er det fordi det bare føltes som en gentagelse. Samtidig så var det her lidt af en slow burn set i forhold til første bog, og det tror jeg bare ikke rigtigt er min stil. Det hele gik simpelthen lidt for langsomt, og de var lidt for længe om at få øjnene op for hinanden sådan for alvor.

Til gengæld var det et meget glædeligt gensyn med Caleb. Ja, jeg græd i bog et, da han blev slået op med. Derfor var jeg også rigtig glad for at se ham få en happy ending i den her bog. Der er bare noget ved hele hans personlighed, som virkelig tiltaler mig, og egentlig kunne jeg godt bare have brugt en hel bog mere kun om ham.

Skrivestilen er fortsat sådan, at store dele af bogen er skrevet gennem emails og sms’er, og det giver altså bare et helt specielt læseflow, i hvert fald for mig. Det er skønt at kunne kværne en bog på nul komme fem af og til. Og det er det, jeg synes er den største kvalitet ved den her type bøger, der er skrevet på den måde. De er hurtige og letfordøjelige, men rummer stadig en fin historie.

Jeg ved ikke, om jeg kommer til at fortsætte i serien, for så vidt jeg kan læse mig til, så følger man et nyt sæt karakterer i næste bog. Altså nogle, man slet ikke har mødt før. Og så blev jeg desværre også bare så skuffet over den her. Det skal jeg lige se, om jeg kan komme mig over.

Første linje:
“Are you sure about this? It seems a bit… sketchy.”

When I put up a ROOMMATE WANTED poster, he was the last person on earth I thought would respond.

He was also the last person on earth I’d agree to let live with me…on purpose.

But, here we are⁠—roommates. I’m certain we can coexist without it being awkward, and I’m determined to make it work. There will be no sexual tension building with each accidental touch, no flutters when he wears that stupid backward baseball cap, and definitely no flirting when we text back and forth.

Caleb Mills can’t be the guy for me. He’s my best friend’s ex-boyfriend.

And that would be wrong…right?

Anmeldelse #436: Whisper Network

Whisper Network – Chandler Baker

Kvindefællesskaber i en mandsdomineret verden. Me too set indefra.
Det her var en bog, jeg tog med hjem fra en bibliotekstur uden at vide noget som helst om den. Jeg havde læst første side, men det var det. Det er sjældent, en bog fanger mig på den her måde fra side et af. Den tog mig alligevel lidt tid at læse, fordi det er sådan en, man virkelig har brug for tid til at reflektere over. Jeg ærgrede mig gul og blå over, at det var en biblioteksbog, og jeg derfor ikke kunne strege ud i den. Den ville have været fyldt med farver, hvis jeg havde måttet det i hvert fald.

Noget af det, der også fangede mig ved bogen var, at der bag på var et blurb, der kaldte bogen for en me too-bog, og det syntes jeg lød spændende. Og det er i høj grad en bog, der handler om me too-bevægelsen. Den handler om, hvordan kvinder behandler hinanden, både om det søsterskab, der kan opstå, men også den mistillid, der kan være. Det var alt sammen ret interessant. Hele historien har selvfølgelig en mand, Ames, som omdrejningspunkt. Det er uvist, hvad han har eller ikke har gjort, men det er med til at forstærke følelsen, som de her kvinder går med. Nogle tror én ting, andre tror noget andet. Det var som læser rigtig spændende at følge med i.

Skrivestilen betyder meget for netop den her bog, synes jeg. Der er respekt i den måde hver kvindes historie er fortalt på, hvilket bare er så vigtigt. Der er masser af fine observationer og samtaler, og jeg følte mig hele tiden lidt klogere på kvindekulturen i en mandsdomineret verden. Jeg har efterfølgende tænkt meget over bogen, og har taget en hel masse med fra den.

Om bogen lige var noget for mig, det ved jeg faktisk ikke. Var det en to-stjernet oplevelse? En fem-stjernet? Jeg har ingen anelse! Jeg ved bare, at det er en bog, du bør sætte tid af til at læse – både som kvinde og som mand.

Første linje:
If only you’d listened to us, none of this would have happened.



Four women learn their boss (a man who’s always been surrounded by rumors about how he treats women) is next in line to be CEO—what will happen when they decide enough is enough?

Sloane, Ardie, Grace, and Rosalita are four women who have worked at Truviv, Inc., for years. The sudden death of Truviv’s CEO means their boss, Ames, will likely take over the entire company. Ames is a complicated man, a man they’ve all known for a long time, a man who’s always been surrounded by…whispers. Whispers that have always been ignored by those in charge. But the world has changed, and the women are watching Ames’s latest promotion differently. This time, they’ve decided enough is enough.

Sloane and her colleagues set in motion a catastrophic shift within every floor and department of the Truviv offices. All four women’s lives—as women, colleagues, mothers, wives, friends, even adversaries—will change dramatically as a result.
“If only you had listened to us,” they tell us on page one, “none of this would have happened.” 

Anmeldelse #434: Mit barn

Mit barn – Cecilie Lind

Anmeldereksemplar fra forlaget.

Langdigt der vækker følelser i os alle
Jeg blev solgt, da jeg læste nogle af bogens første linjer. Det tydede på en rigtig fin og speciel læseoplevelse, hvilket det da også skulle vise sig at blive.

Jeg har svært ved at finde de rigtige ord til at beskrive det, jeg følte under min læsning. Sagen er nemlig den, at hvor jeg i første halvdel blev blæst bagover af følelser, så stod det anderledes til i anden halvdel. Mest af alt følte jeg desværre, at forfatteren bare brokkede sig, og hun kom hurtigt til at lyde som et offer. Det er jeg næsten sikker på, ikke var meningen. Jeg forstår, at det skal fremstilles som det er, som det føles, og ikke gennem et lyserødt sukkerfilter. Det er jeg også helt okay med. Jeg forstår også godt, at der kan være forskellige faktorer, der spiller ind i den nye rolle som mor, men jeg fik bare nok. Det føltes, som om det fortsatte for evigt. Det tænker jeg måske også, kan være et helt bevidst greb, men desværre var det bare ikke et, jeg helt brød mig om.

Det, jeg var så vild med i første halvdel var, at der ikke blev lagt fingre imellem. Det er altid dejligt, når man kan kalde en spade for en spade, ligesom der er noget befriende over, når følelserne bare får frit spil. Hun skriver noget så fint, Cecilie Lind, når hun taler om de følelser, der er et sted i os allesammen, hvorend vi måtte befinde os i livet. Det er noget af det, der også er med til at gøre bogen særlig. Den er nemlig ikke bare til den nybagte forælder, der synes det hele er lidt hårdt lige nu. Den er til os alle sammen.

Bogen er skrevet som et langdigt, det skal men lige være klar over. Netop fordi det er fortalt i et dagligdagssprog tager det ikke synderligt lang tid at vænne sig til. Jeg flød i hvert fald ind i rytmen lige med det samme.

Cecilie er en forfatter, jeg vil holde øje med, og måske vil jeg også tage fat på nogle af hendes tidligere udgivelser en dag. Jeg er i hvert fald nysgerrig på at læse mere af hende.

Første linje:
jeg truer med at slå mig selv ihjel
i håbet om et kejserfødt barn
epiduralblokade
PLEASE
skriger jeg

Mit barn er vanvid og hverdag, sødme og raseri. Et smukt og grumt digt om moderskabets mørke; om træthedens monstrøsitet, om utætte kroppe og stille vold. Om skrøbelige amninger og sultens dæmoni. Om i moderskabet at blive et ekko af sin egen mor, genkende hende i sig selv; hende, som man ellers så indædt har forsøgt at frigøre sig fra. Men Mit barn er også en fortælling om solen og klarheden og håbet. Om at blomstre i alle retninger på samme tid og om at finde en form for fred med det hele – bare ligge på græsset og opdage, hvor blå himlen egentlig er.

Anmeldelse #433: The Turn of the Key

The Turn of the Key – Ruth Ware

Stemningsfyldt thriller med et moderne twist
Jeg har hørt så meget om den her bog på Booktube, men har ikke rigtig været interesseret i den før nu. Det skyldes nok, at jeg har hørt om forfatterens andre bøger, og ikke følt mig draget.

Jeg vil ikke sige så meget om plottet, andet end at det er en barnepige, der er anklaget for mordet på et af de børn, hun passer. Der var mange ting i plottet, som fangede mig, og som formentlig havde været anderledes, hvis jeg havde vidst dem på forhånd. Jeg kan bedst lide, når jeg ikke ved så meget om bøgerne på forhånd – og det er også grunden til, at jeg har synopsen nederst i mine anmeldelser i øvrigt. Hvis man vil læse dem, så kan man gøre det, og ellers er de nemme at skippe. Allerede fra de første par sider blev jeg overrasket over det setup, der var. Jeg blev draget ind i historien og måtte bare vende næste side også. Måden historien er fortalt på er ret enestående, og var bestemt med til at gøre oplevelsen bedre. Jeg var hele tiden i tvivl om, hvorvidt vi havde med en utroværdig fortæller at gøre, så jeg turde aldrig helt stole på hende. Det var noget med den måde, bogen var sat op og fortalt på.

Jeg var også temmelig begejstret over det miljø, bogen foregik i. Der er noget med kæmpe huse og mystiske knirke-lyde og skridt, der bare skræmmer mig. Det er jo noget af det, man (jeg) er mest på vagt overfor. Beskrivelserne var simpelthen så gode, lydende der blev beskrevet kunne jeg høre, jeg kunne se huset og jeg kunne mærke kulden. Ej men, bravo altså! Samtidig så sad jeg ikke og var skræmt fra vid og sans, men nærmere dybt betaget af, hvad der skete. Jo, der var skræmmende ting, men ikke på den der blodige måde. Mere på den måde, man som barn var bange for at være alene hjemme i et lidt for stort hus; Man ved godt, der ikke sker noget, men alligevel hamrer hjertet lidt hurtigere end normalt, og man har måske lidt fugtige håndflader imens man er hyperopmærksom på alle lyde omkring sig.

Det, bogen manglede for mig, var en lille smule mere klarhed i slutningen. Misforstå mig ikke, jeg var vild med, hvordan slutningen ikke var slået fast med syvtommersøm, men der var lige et enkelt sted, hvor jeg blev en lille smule forvirret. Det gode ved slutningen var omvendt, at jeg stadig tænker på den, og spekulerer lidt over, hvordan det mon er gået. Det kan også noget, synes jeg.

Jeg har absolut ikke fortrudt, at jeg læste den her bog. Om jeg skal læse nogle af hendes tidligere bøger, det er jeg stadig ret usikker på, men jeg vil helt klart holde øje med det næste, der kommer fra hende.

Første linje:
3rd September 2017
Dear Mr Wrexham,
I know you don’t know me but please, please, please you have to help me

When she stumbles across the ad, she’s looking for something else completely. But it seems like too good an opportunity to miss—a live-in nannying post, with a staggeringly generous salary. And when Rowan Caine arrives at Heatherbrae House, she is smitten—by the luxurious “smart” home fitted out with all modern conveniences, by the beautiful Scottish Highlands, and by this picture-perfect family.
What she doesn’t know is that she’s stepping into a nightmare—one that will end with a child dead and herself in prison awaiting trial for murder.

Writing to her lawyer from prison, she struggles to explain the unravelling events that led to her incarceration. It wasn’t just the constant surveillance from the cameras installed around the house, or the malfunctioning technology that woke the household with booming music, or turned the lights off at the worst possible time. It wasn’t just the girls, who turned out to be a far cry from the immaculately behaved model children she met at her interview. It wasn’t even the way she was left alone for weeks at a time, with no adults around apart from the enigmatic handyman, Jack Grant.
It was everything.
She knows she’s made mistakes. She admits that she lied to obtain the post, and that her behavior toward the children wasn’t always ideal. She’s not innocent, by any means. But, she maintains, she’s not guilty—at least not of murder. Which means someone else is.

Anmeldelse #432: Let’s Get Textual (Texting #1)

Let’s Get Textual- Texting #1 – Teagan Hunter

Latterfremkaldende bog med unikt par i front
Jeg var helt vild med den her bog. Jeg havde efterlyst en, der var fortalt i sms’ser eller emails, og det fik jeg her. Der var faktisk rigtig mange, der anbefalede mig den her serie, og den første bog var da også så god, at da jeg var færdig med den købte jeg straks den næste og læste 30% af den med det samme.

I denne bog følger vi Zach og Delia, der starter ud med at have fået forkert nummer, men som selvfølgelig udvikler sig til at være mere end bare fremmede. Det kan lyde cheesy, og det er det da også, men det er samtidig bare så gennemført sjovt og fjollet. Deres kemi er skrevet virkelig godt, og jeg heppede sådan på dem, selvom det fra start var tydeligt, at de egentlig ikke havde behov for et heppekor. Der opstår selvfølgelig en konflikt, og måden Delia vælger at løse den på er bare så meget hende. Jeg vaklede mellem fire stjerner og fuld plade, men da hun så kom frem til, hvordan hun ville løse det her, så var jeg sikker i min sag. Man kan ikke andet end at elske hende. Ja, og Zach også for den sags skyld. Deres banter var helt uhørt sjov og fin. Den kommer jeg helt sikkert til at savne.

Fordi der indgår så mange sms’er i bogen, så er den også virkelig hurtigt læst. Jeg følte ikke, man gik glip af noget, og det var ikke altid bare overfladisk. Der var hele tiden mening i samtalerne, og der var selvfølgelig også masser af sider, der var fortalt på almindelig vis. Jeg kunne også godt lide, at bogen var fortalt fra Delias synsvinkel. Der er en stor tendens til, at man hører fra begge de to parter i forholdet indenfor romance genren, og det er jeg ikke altid så begejstret for.

Hvis ikke du er solgt på den baggrund at bogen er hylemorsom, så hør lige her: Der er en ged med. En babyged. Som hedder Marshmellow. Den er simpelthen for sød! Hvis ikke for andet, så læs den for ham.

Første linje:
Unknown: Are we still meeting tomorrow?

A wrong number is supposed to be just that—a wrong number.
Delete. Done.
Do not continue to text. Do not flirt.
A wrong number shouldn’t be the first person on your mind in the morning, or the last at night…and you’re definitely not supposed to talk them into buying a baby goat.
Because that would be weird.
When Zach Hastings and I get into a wrong-number mix-up, we don’t follow the rules. We keep texting and flirting, because he’s wicked funny and perfectly nerdy and a wonderful distraction.
I’m not looking for love, and Zach definitely had the wrong number.
But maybe…
Maybe he’s the right guy.

Anmeldelse #431: Kvadrantiderne (Spektrum #4)

Kvadrantiderne- Spektrum #4 – Nanna Foss

Anmeldereksemplar fra forfatteren.

Masser af action, spænding og forvirring, samt komplicerede tidsrejser
Fjerde og sidste nye bog i Sprektrum sagaen. Denne gang er det blevet Noahs tur til at komme under kærlig behandling. Ligesom i forrige bog følte jeg mig også her forvirret. Denne gang var det dog meningen, at man som læser skulle sidde og være i tvivl om, hvad der var op og ned. Det var man så sandelig også! Det fungerede rigtig fint, og selv efter at have vendt sidste side, så ved jeg stadig ikke helt, om jeg har fået rigtigt fat i det hele.

Noah er en af de personer, jeg har set meget frem til at læse mere om og lære at kende, og han skuffer bestemt ikke. Han er den her hårde negl på overfladen, men han trænger nok mest af alt bare til lidt kærlighed. Og det får han heldigvis også i den her bog. Hans historie bliver behandlet så fint og med respekt, og den udvikling han går igennem er virkelig fint skrevet. Han er en helt andet person på side ti, end han er på side 673. Det var simpelthen en fornjelse at læse.

Der er virkelig fart over feltet i den her bog og der sker så mange, mange ting. Bogen skifter desuden mellem Noahs nutid og fortid. Jeg var ikke den største fan af fortidskapitlerne i starten, men efter at have læst bogen kan jeg sagtens se, hvorfor de var der og min mening om dem har ændret sig markant.

Dynamikken mellem de unge tidsrejsende ændrer sig fra bog til bog, og de vokser både individuelt og som gruppe. Det er ret fint. Jeg er spændt på, hvor de allesammen ender henne, når serien engang bliver afsluttet om mange år. Samtidig bliver selve tidsrejsekonceptet mere og mere kompliceret, som den slags jo har det med at gøre. Ting, man sidder og funderer over, når man er i det filosofiske hjørne, er ting Nanna Foss skriver om. Kan man ændre noget? Skal man ændre noget? Er det hele bare skæbnen? Er der frie valg? Man bliver helt rundtosset af at tænke over det, men når Nanna skriver om det, så tror man bare på det. Så er man sikker på, at det da selvfølgelig er sådan, det er.

Det er fucking nederen at blive ædt. At dø i drømme, uden at kunne gøre noget som helst. Men det allerværste? At være skyld i at en anden person dør. Hver eneste nat, igen og igen. Og måske også i virkeligheden.

Noah er ekspert i at blive uvenner med alle, og i at lyve uden at blinke. Men han er også ekspert i at holde sig vågen. Helst for evigt. For med søvnen kommer monstrene – og alt det andet som Noah kæmper for at undgå. Sprækkerne i hans panser bliver langsomt større, og det kan have alvorlige konsekvenser. Både for ham selv og for andre.

Tilmed er livet som tidsrejsende mere livsfarligt end nogensinde, og for at overleve skal Noah og hans venner hele tiden være et skridt foran. Katastrofen lurer lige om hjørnet hvis man mister kontrollen. Over monstrene, over løgnene – og over sig selv.

Noah indser snart at han ikke kan blive ved med at flygte fra fortiden. For visse hemmeligheder kan koste liv. Det er kun et spørgsmål om tid…

 

Tidligere anmeldt af forfatteren:

Leoniderne (Spektrum #1)
Geminiderne (Spektrum #2)
Ursiderne (Spektrum #3)