Anmeldelse #398: Dødens galleri (Robert Hunter #9)

Dødens galleri – Chris Carter – Robert Hunter #9 – 448 sider

Anmeldereksemplar fra Jentas.

 

Robert Hunter er tilbage – og denne gang med en cliffhanger
Chris Carter er en forfatter, jeg har fulgt længe. Det er fem år siden, jeg læste den første bog i hans serie om Robert Hunter, og jeg har været med lige siden. Det er lidt op og ned, hvor meget jeg kan lide bøgerne. Efter at have været meget begejstret for de seneste fire i rækken, som alle fik fem stjerner, så er vi tilbage på et noget mere lunkent niveau nu, desværre.

Årsagerne til det skal findes i, at jeg simpelthen er blevet træt af gentagelser. Bøgerne kan læses selvstændigt af hinanden, så jeg er godt klar over, at der er nødt til at være noget, der går igen, men det blev bare for meget i denne bog. Jeg ved godt, Hunter er en begavet mand, at hans speciale bliver brugt som undervisningsmateriale, at han er ekspert i whisky osv. Problemet opstår, når man dels får det fortalt i hver eneste bog, dels bliver mindet om det mere end tre gange i samme bog. Det bliver bare for meget fyld, og det gjorde, at jeg faktisk også mistede interessen.

Udover det, så undrer jeg mig over, at alle personerne i bogen er meget chokerede over, hvor vilde, voldsome og brutale de her mord er. Jeg mener, det er enheden for ultravoldelige forbrydelser, der håndterer dem. Jo, de her forbrydelser er ulækre, men når de kalder dem for det værste, de har set, så står jeg altså af. Der har været mere voldsomme mord i tidligere bøger, trods alt. Men måske er det en “smagssag,” hvis man da kan kalde det det.

Den her bog er lidt anderledes end de andre, i det at den slutter med en cliffhanger. Det har jeg det lidt blandet med, for egentlig synes jeg ikke det passer til serien, men omvendt så passer det egentlig ret godt ind i serien. Forhåbentlig går der ikke alt for længe, inden vi kan læse videre og finde ud af, hvad der sker.

Som man nok kan se, så havde jeg et par issues med bogen her, og blev derfor ret skuffet. Jeg elskede ideen om den, og jeg følte mig “forpligtet” til at kunne lide den. Når man har fulgt en serie i så mange bind, så “skal” man jo helst kunne lide den endnu. Jeg ved ikke, om I kender den følelse?

De ting, jeg godt kunne lide, var bl.a. kapitlerne fra morderens synspunkt, de var rigtig fede. Især måden, hvorpå han uldvalgte ofrene, syntes jeg var spændende. Og hans motiv fangede mig også. Som altid var jeg kæmpe fan af Garcia, selvom han desværre ikke fulgte så meget, og Anna manglede jeg også. Sådan skal det vel næsten være ;) Jeg kan ikke få nok af de to.

Jeg vil stadigvæk læse videre, men nok mere af dedikation til serien, end fordi jeg synes det her var en fremragende bog. I øvrigt håber jeg, at der her bare var et bind, der ramte forbi min smag. Jeg har givet tre stjerner til Chris Carter før, men han er altid kommet tilbage på højt niveau, så lad os håbe, det også sker denne gang.

”I mine enogtredive år ved politiet har jeg set rigeligt med vanvittige ting, men hvis jeg fik lov at vælge én ting, jeg kunne slette fra hukommelsen, så ville jeg vælge dét derinde.”

En kvindelig topmodel bliver fundet myrdet i sit hjem. Morderen har flået hende, skåret hænder og fødder af hende og oversmurt væggene i hendes soveværelse med blod. På hendes ryg har morderen snittet en besked. Snart viser det sig, at hun ikke er det eneste offer. Der er tale om en seriemorder, og han har mange overraskelser i ærmet.

Fuldstændig uventet tvinges Hunter og Garcia til at arbejde sammen med FBI i jagten på morderen, hvis jagt efter ofre overskrider statsgrænser; En psykopat, som elsker at myrde, fordi det er andet og mere end blot mord for ham – det er kunst.

Velkommen til dødens galleri.

Anmeldelse #397: Kvinden i vinduet

Kvinden i vinduet – A.J. Finn – 424 sider

Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof.

 

Solid thriller om sandheder, løgne og at kende sig selv.
Denne bog blev en bestseller på kort tid, så jeg blev begejstret, da jeg på Krimimessen fandt ud af, at Lindhardt & Ringhof ville udgive den på dansk. Jeg slugte læseprøven – noget jeg ellers normalt holder mig fra – og fik heldigvis bogen tilsendt kort efter.

Bogen har en meget interessant start, men den bliver langtrukken, og man skal et pænt stykke ind i bogen, før der for alvor begynder at ske noget. Omtrent halvvejs, vil jeg tro. Efter at have læst bogen til ende, kan jeg godt se, hvorfor det er nødvendigt med så lang en start, men på tidspunktet føltes det af lidt for meget. Alligevel synes jeg, bogen er skrevet i et spændende og varieret sprog, og jeg vil med glæde læse mere af A.J. Finn.

I bogen følger vi Anna, som er tidligere (børne)psykolog. Hun lider af agorafobi og har et problem med både medicin og alkohol. Således udgør hun altså en knap så pålidelig hovedperson, men ikke destro mindre føler man med hende. Hun er spændende at følge, og som læser sidder man sådan set bare og venter på, at nogen skal fange hende i løgnene. Men hvor godt kender hun egentlig sig selv, når alt kommer til alt?
Anna bruger sin tid på at udspionere sine naboer, som vi også stifter bekendtskab med i bogen. Det indtryk, man får af dem, er selvsagt ikke så godt. Der er meget mystik omkring dem, og man kan hurtigt fornemme, at ikke alt er, som det bør være. Det skal man dog ikke tage for alt for gode varer, da det er igennem Anna bogen er fortalt. Den måde, Anna følger med fra vinduet på, minder meget om Kvinden i toget. Jeg tror også, at denne bog vil fange mange af de samme læsere. Desværre blev det også i denne bogr lige ensformigt nok til min smag, men jeg syntes nu alligevel godt om romanen.

Handlingsmæssigt er der selvfølgelig nogle twist, og jeg sad hele tiden på kanten af sædet, for at finde ud af, hvad der var op og ned i de historier, Anna fortalte. Det var sandhederne og løgnene der drev bogen for mig, mere end det var selve spændingselementet. På den måde kunne den måske godt minde lidt om Liane Moriartys bøger.
Der var nogle af twistene, der var gode nok, mens andre var gennemskuelige. Ingen af dem var for alvor chokerende, og det er også det der gør, at jeg ikke kan give den flere stjerner. Den formåede aldrig helt at overraske mig fuldstændigt. I stedet forblev det en almindelig, men dog solid, spændingsroman.

Jeg er nødt til også lige at nævne slutningen, som jeg syntes var rigtig fint skrevet, og man får en fornemmelse af, hvor det hele er på vej hen, men uden at få alt fortalt. Det klædte historien, og faldt helt i hak med, hvordan bogen ellers havde udfoldet sig.

Det er ikke paranoia, hvis det virkelig er sket …

Anna Fox bor alene i sit store hus i New York. For bare et år siden var hun gift og havde et godt job. Nu lider hun af agorafobi og får voldsomme angstanfald ved tanken om at gå udenfor. Hun får dagene til at gå med at se gamle s/h film, chatte på nettet, drikke vin og udspionere sine naboer.

Overfor bor den perfekte familie – far, mor og teenagesøn – men en aften, Anna kigger over mod deres vinduer, ser hun moren i huset falde om med en kniv i brystet. Chokeret ringer hun efter politiet og forsøger at gå ud og skaffe hjælp. Men så snart hun åbner døren, sortner det for hendes øjne, og hun kan ikke tænke klart. Efterfølgende er det, som om intet er sket. Der er intet lig, ingen tilskadekomne, ingen sørgende familiemedlemmer. Politiet noterer sig, at Anna er psykisk ustabil. Hendes lille, afgrænsede verden smuldrer langsomt, for hvad er sandheden? Var det bare noget, hun bildte sig ind?

Anmeldelse 396#: Den sidste Mrs. Parrish

Den sidste Mrs. Parrish – Liv Constantine – 400 sider

Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Interessant spænding om misundelse og relationen kvinder imellem.
Det er ikke så tit, jeg bruger ordet fascinerende om en bog, men jeg tror, det er det mest passende her. Bogen havde en lang start, med en utrolig irriterende hovedperson, som virkelig gik mig på nerverne. Det var tydeligt, at det også var det, der var meningen, og jeg må sige, at det virkelig var lykkedes godt. Der skete ikke så voldsomt meget i første halvdel, men det var aligevel så spændende, at jeg var nødt til at læse videre.

Jeg vidste ikke selv ret meget om den her bog, før jeg begyndte på den, og jeg tror det er det, der har været med til, at jeg nød den så meget. Omkring halvvejs sker der noget, der ændrer bogen fuldstændig, og hvor det tog mig lang tid at læse første halvdel, tog det mig meget kort tid at læse resten. Jeg synes selv, I skal have lov at opleve, hvordan det kan være, så det vil jeg ikke sige så meget om.

Bogen er centreret omkring Amber og Daphne, og det fungerede rigtig fint at høre om deres relation. Det var beskrevet på en meget levende og spændende måde, og jeg var fascineret af, hvordan to så forskellige personer kunne holde hinanden ud. Eller i det hele taget bare hvordan nogen kunne holde Amber ud, for hun var faktisk temmelig irriterende. Skrivestilen og måden, plottet er bygget op på, fik mig til at tænke på Liane Moriarty og hendes bøger. Jeg synes, det mindede lidt om dem. Relationen mellem kvinder, et nervepirrende spil og også bare skrivestilen i det hele taget. Jeg vil ikke sidde her og sige, at denne bog er til fans af Liane Moriarty, men jeg tror, at læserne i nogle tilfælde vil være de samme.

Klimakset i bogen var virkelig fantastisk, og den sluttede på den helt rigtige måde og det helt rigtige tidspunkt. Der kunne sagtens have været flere sider, men jeg kunne godt lide, at det bare var slut her. Der var de forklaringer, der var brug for, mere havde jeg ikke brug for. Det var en karakterdreven bog, som dog alligevel formåede at komme op i omdrejninger, og også bød på flere overraskelser undervejs, og jeg tror, det er en af de bøger, jeg vil anbefale i lang tid fremover.

Hvor langt er du villig til at gå for at få, hvad du ønsker dig?

Amber Patterson er ukendt og ubetydelig, og hun er træt af, at ingen ser hende. Hun synes, hun fortjener meget mere. Hun synes, hun fortjener et liv i luksus med penge og velstand.

Daphne Parrish er Ambers diametrale modsætning. Daphne er ikke blot blond, blåøjet og smuk som en model, hun har også penge og magt, og eftersom hun er gift med ejendomsmæglermogulen Jackson Parrish, ved alle i byen Bishops Harbor, hvem hun er.

Men Amber har en plan. Hun vil være den næste mrs. Parrish. Og ved at spille på Daphnes medfølelse og omsorg begynder hun at infiltrere familien. Snart er de blevet nære venner og fortrolige, og Amber kommer tættere og tættere på sit endegyldige mål: Jackson.

Men fortiden gemmer på hemmeligheder, der kan komme til at forandre alt…

Anmeldelse #395: Bag lukkede døre

Bag lukkede døre – B.A. Paris – 303 sider

Gaveeksemplar fra Jentas.

 

Årets bedste domestic noir
Der er bøger, man ved er spændende. Som man hører om igen og igen, og altid i et positivt lys. Sådan en bog er Bag lukkede døre. Jeg har simpelthen hørt så mange rose den her bog. Den har længe ligget øverst i bunken af bøger, jeg gerne vil læse, men af en eller anden grund, har jeg hele tiden skubbet den til side. Indtil nu. Og nu sidder jeg så her og melder mig i koret af folk, der ikke har andet end ros tilovers for den.

Første kapitel var lidt langtrukkent, og jeg havde min tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville få læst bogen færdig, men så skal jeg da ellers lige love for, tingene tog fart. Jeg læste bogen på et døgns tid, og det imens jeg passede mit arbejde. Jeg gik (meget) tidligt i seng, bare for at kunne stå tidligt op og læse en masse, inden jeg skulle afsted. Så engageret er jeg sjældent i en bog, men det var virkelig fedt at opleve.

Det, der gjorde mig så investeret i den her bog, det var klart det psykologiske spil. Jeg elsker sådan noget. Det var virkelig nervepirrence. Det kom i bølger, og når der så ikke skete noget, så vidste man bare, at det var fordi, der var optræk til noget større. Ligesom når der i gyserfilm er helt stille, så ved man også bare, at lige om lidt, så kommer der altså noget grimt. Det var lige præcis sådan det var at læse den her bog.

Personerne var rigtig spændende at følge, især naboerne. De var simpelthen portrætteret så godt, at de blev en spændingsfaktor i sig selv. Selvom det var voldsomt, så føltes de også alle troværdige, og det gav gys hele vejen ned langs rygraden.

Jeg vil absolut anbefale den her bog til alle, der ikke holder sig tilbage for et godt gys. Desværre bliver den bare endnu mere uhyggelig af, at mange af tingene sagtens kan foregå i virkeligheden.

Kender du Jack og Grace? Han ser godt ud og er velhavende. Hun er både charmerende og elegant. Han kæmper for voldsramte kvinder og har aldrig har tabt en eneste sag. Hun er den perfekte hustru, der forguder sin mongolide lillesøster og er fremragende til både havearbejde og at lave mad. De er stadig nygifte, men det virker allerede, som om de har alt. Man kan bare ikke undgå at kunne lide dem. Man bliver fortryllet af luksussen og den lette stemning i deres hjem, af deres imponerende middagsselskaber. Man får lyst til at lære Grace bedre at kende.

Men det er ikke så let, for Jack og Grace er mildest talt uadskillelige.

Nogle ville sige, at det er ægte kærlighed. Andre ville undre sig over, hvorfor Grace aldrig tager telefonen. Eller hvorfor hun aldrig kan mødes til en kop kaffe, selv om hun ikke arbejder. Hvordan hun kan lave så overdådige måltider og stadig være så slank. Eller hvorfor hun tilsyneladende aldrig tager noget med sig, når hun går hjemmefra, ikke engang en kuglepen. Og hvorfor alle vinduerne i stueetagen er sikret med metalskodder.

Gad vide, hvad der egentlig går for sig bag de lukkede døre.

Anmeldelse #394: Rakelsminde

Rakelsminde – David & Stephan Garmark – 295 sider

Anmeldereksemplar fra forfatterne.

 

En makaber gyser på dansk jord
Rakelsminde er en grusom roman, der tager sit udgangspunkt i en lille by af samme navn. Den er mit første møde med Garmark forfatterne, som jeg ellers længe har været nysgerrig på, efter at have hørt Camila tale så varmt om dem.

Bogen starter med scener, hvor man bestemt ikke har lyst til at spise imens. Det kom lidt bag på mig, hvor grum en start det er, hvor udpenslet det hele er. Det satte straks mine forventninger i vejret, for når nu det skal være, så synes jeg også, en gyser skal skræmme en. Fra vid og sans, helst. Og det gjorde denne. I hvert fald i starten.

Der er ingen tvivl om, at brødrene her kan skrive. De formår at holde spændingen på et niveau, hvor man er nødt til at læse videre, men samtidig uden at det bliver irriterende med for mange cliffhangers.

Der hvor jeg begyndte at stå af, var da vi fik mere af Sayids baggrundshistorie. Jeg synes, det blev for meget. Historien var stærk nok til at bære det hele, jeg havde ikke behøvet også at få en masse af hans baggrund med. Jeg var ellers rigtig glad for ham som karakter, men jeg synes, det blev for mange ting på for få sider. Hans historie var spændende, men den kunne man have skrevet en helt seperat bog om, og det ærgrer mig.
Udover det, så synes jeg plottet holdt hele vejen igennem, ligesom det også var flot udført.

Persongalleriet fangede mig ikke helt i starten, men efterhånden begyndte jeg at holde af Tea og hendes veninde, samt det bånd, der var imellem dem. Det ville jeg gerne have haft mere af, men så havde vi nok bevæget os for langt væk fra genren.
Der var dybde og troværdighed i personerne, og det gjorde, at man blev investeret i fortællingen, og heppede på dem alle, på at de ville opklare hele mysteriet uden at komme noget til.

En god gyser, som jeg må indrømme at være overrasket over. Jeg troede ikke, det ville fungere på dansk og i en dansk by, men det gjorde det, og endda ret overbevisende. Jeg vil anbefale bogen til alle, der godt kan lide en god gyser, og som ikke har noget problem med vold og makabre scener.

Selve lyden var metallisk, men også organisk. Den var inden i ham, som et dybt og truende skrig. En trykbølge ramte ham derefter. Et eller andet detonerede. Han vaklede tilbage med blod fossende ud af næsen. Han krængede forover og kunne ikke trække vejret. Tarmene vred sig. Lyden forlod rummet, eller hjernen, så hurtigt, som den var opstået, og han så kun efterdønningerne, som et efterskælv med en hyletone, der også døde ud. Der var stille et øjeblik. Sayid tørrede blod væk fra næsen.
“Vi vil gerne hjem nu, far.”

En grusom lydbølge brager gennem gaderne i landsbyen Rakelsminde og driver borgerne til vanvid. Journalisten Tea Ehlers skal dække historien og bliver sat på sit livs prøve, da et hus forsvinder, borgerne bliver voldelige, og en fanatisk sekt messer om dommedag. De bizarre hændelser sker ofte i nærheden af Sayid, som netop er flyttet til byen. Sayid, der er syrisk flygtning, har en mørk fortid og besidder en helt særlig evne. Snart er Tea og Sayid hvirvlet ind i en kamp på liv og død. Kan de finde årsagen til kaosset og redde borgerne i Rakelsminde, før det er for sent?

Anmeldelse #393: Final Girls

Final Girls – Riley Sager – 444 sider

Bogen er et gaveeksemplar fra Turbine.

 

Spændende roman, med et undervældende twist.
Jeg gik ind til den her bog med en forventning om at blive skræmt. Jeg havde en forestilling om, at den var nærmere gys end thriller. Sådan skulle det dog ikke vise sig at være.

Bogen starter ud med en scene fra Pine Cottage, som er det sted, Quincy har overværet en massakre og overlevet som den eneste. Herefter bliver bogen fortalt fra hendes synsvinkel, men med små scener fra Pine Cottage igennem hele bogen. Det fungerede rigtig godt, og det var let at skelne scenerne fra hinanden. Skrivestilen var fængende og gjorde bogen nem at læse.

Jeg er nødt til lige at nævne Quincy. Altså hendes navn… Det er bare så gyserfilmagtigt som noget. Eller er det bare mig? Jeg syntes, det var en lidt sjov detalje. Og det samme med Samantha egentlig. Persongalleriet var desværre lidt for karikeret, men jeg kunne godt lide Quincy. Hendes passion for at bage var tydelig at mærke, ligesom hendes sår også påvirkede mig. Det var spændende at læse om, hvordan hun klarede sig efter sådan et traume, som det må være at overvære en massakre. Hvordan behovet for at tage afstand fra det at være en final girl fyldte hos hende.

Plotmæssigt startede bogen rigtig godt ud, den var spændende, uhyggelig og grum. Spændingen holdt langt det meste af bogen, men desværre synes jeg slutningen var alt for letkøbt. Så gennemskueligt, at det lige så godt kunne have været butleren, der gjorde det. Hold op, hvor jeg synes det var en skam. Det gjorde mig så vred, at jeg lige efter at have læst bogen mente, at den kun fortjente to stjerner. Efter nøje overvejelser, og efterhånden som vreden tog af igen, endte jeg med at give den tre, for det var virkelig en spændende og interessant bog.

Hvad skal der til for at overleve et massemord? Dette spørgsmål er omdrejningspunkt i ny amerikansk thriller.

Quincy Carpenter prøver bare på at leve et helt normalt newyorkerliv med sin kæreste, Jeff, og sin bageblog, Quincy’s Sweets. Men det er svært, når fortiden bliver ved med at indhente hende. Som den eneste overlevende efter en blodig massakre i skovhytten Pine Cottage for ti år siden bærer Quincy nemlig rundt på en uafrystelig identitet som ‘Final Girl’. En titel, medierne har tildelt hende, tillige med to andre kvinder, Lisa og Samantha, der hver især var eneste overlevende i lignende mordsager.

For Quincy, der bare gerne vil videre med sit liv, er det et ufrivilligt skæbnefællesskab, og de tre Final Girls har derfor heller aldrig mødt hinanden. Men da Lisa en dag bliver fundet død i sit hus, genoplives gamle traumer og spørgsmål i Quincy. Hvad var det egentlig, der skete dengang i Pine Cottage? Og hvorfor var hun den eneste, der overlevede? Et sort hul i Quincys hukommelse har i mange år skjult den fulde, grumme sandhed, men nu banker virkeligheden på døren.

Vent på mig (Wait for You #1)

Vent på mig – Jennifer L. Armentrout – Wait for You #1 – 458 sider

Anmeldereksemplar fra Lovebooks.

Slow burn romance der giver dig sommerfugle i maven
Hold nu op, hvor var det bare en fantastisk bog, denne her. En rigtig fin kærlighedshistorie, hvor jeg bare sad og smilede hele vejen igennem. Altså, virkelig smilede. Jeg blev helt varm om hjertet. Jeg følte mig så godt tilpas og kunne slet ikke holde op med bare at læse. Det er virkelig længe siden, jeg sidst har været så opslugt af en bog. Jeg læste den på lige omkring 24 timer. Det var fantastisk!

Jeg elskede Avery. Jeg følte mig som Avery. Lige fra første side, hvor hun fortælller, hvor meget hun hader at komme for sent, connectede jeg med hende. Jeg har det på præcis samme måde. Jeg kommer ikke for sent; jeg enten kommer til tiden, eller kommer slet ikke. Det er sjældent, jeg klikker med hovedpersonen så hurtigt, og det har helt sikkert betydet noget for, hvor meget jeg endte med at elske den her bog.

Så er der hendes modstykke, Cameron. Cam. Sikke en tålmodighed den mand har. Han ville være lige sådan en, jeg også ville falde for. Han er sød, sjov, tålmodig og mest af alt er han forstående. Han er ikke bange for at blive dømt, men lur mig om ikke noget af hans attitude i virkeligheden skal dække over hans usikkerhed. Sådan tænkte jeg i hvert fald, især da jeg fandt ud af, hvad han gemte på af hemmeligheder.

Hvis jeg skal komme med et kritikpunkt, så må det være, at jeg synes Avery bliver lige lovlig hurtigt tiltrukket af Cam, og at det bliver ved. Hun er til gengæld alt for længe om selv at se det, og det er ellers ret tydeligt. Det gjorde dog bare det hele endnu mere sødt, så i virkeligheden er det jo slet ikke en ordentlig kritik at komme med ;)

Det var virkelig en slow burn romance, den her. Siderne sitrede virkelig. Deres forhold var beskrevet så fint og ægte, at jeg ikke kan andet end at beundre Jennifer L. Armentrout. Hun har virkelig skrevet en fin bog her. Tempoet er virkelig fint, også selvom jeg blev lidt småfrustreret indimellem, over hvor lang tid det tog dem at komme ud af starthullerne ;) Jeg måtte hele tiden lige læse lidt mere, for nu måtte der da sker noget. På den måde var bogen her en pageturner på samme måde som en thriller kan være det.

Jeg kan kun anbefale den her bog. Den er virkelig, virkelig god. Grunden til, at den ikke scorer fem stjerner er, at den ikke formåede at overraske mig eller byde på noget nyt indenfor genren. Havde den gjort det, så havde den uden tvivl scoret topkarakter. Det er en virkelig, virkelig fin bog, som vil sidde i mig længe. Læs den, læs den!

19-årige Avery flytter fra Texas til West Virginia for at begynde på college, tusindvis af kilometer hjemmefra og langt væk fra en fortid fuld af smertefulde minder. Det eneste, hun ønsker, er at starte på en frisk, passe sine studier, få et par gode venner og ellers undgå alt for meget opmærksomhed. Dette er den eneste måde, hun kan flygte fra det, der skete til Halloween-festen fem år tidligere. En begivenhed, der ændrede hendes liv for altid.

Første dag på college støder Avery ind i den charmerende Cameron. Han er høj og flot, og han passer på ingen måde ind i Averys planer om at leve et stille og roligt studieliv. Avery afviser ham gang på gang, men Cameron giver ikke så let op…

Grænsebørn

Grænsebørn – Bent Haller – 58 sider

En helt særlig perle af en børnebog
Grænsebørn er en rigtig dansklærerbog. Sådan en af dem, der virkelig kan tolkes på, og som man nemt kan forestille sig dansklærere i alle folkeskoler hive op fra tasken. Det kan måske skræmme nogen, men tænk lige over det en ekstra gang, inden du beslutter dig for at springe denne perle over.

Bogen er bygget op af 41 historier, der alle fylder lige under en side. Det betyder, at der ikke er meget plads til hverken forhistorie eller fremtid. Der er kun nuet. Hvad der er sket før vi kommer ind i historien, eller hvad der sker når vi forlader den, det kan vi kun gisne om. Alle historierne er på sin vis dystre og sørgmodige, det er i hvert fald min tolkning af dem.

Det er meget tydeligt, at Bent Haller kan noget helt særligt med sproget. På ganske få linjer formår han at fortælle så utrolig meget. Forsiden er måske ikke en, man lige falder for, men illustrationerne indeni er utrolig fine. De er lavet af Lars Vegas Nielsen, og passer helt perfekt ind i den setting og stemning, der er i bogen. De giver historierne et ekstra lag, og samtidig kan de måske hjælpe en lidt på vej, hvis der er en af historierne, man har lidt svært ved at tolke på. Der er ikke noget endegyldigt svar på, hvad disse små historier handler om, det er helt op til den enkelte at tolke på, men det er en del af oplevelsen – i hvert fald for mig.

Det er en helt forskellig bog, alt efter hvem, der læser den. Som jeg sagde, så er det for mig en dyster bog, men for andre er den nok mindre mørk. Uanset, så synes jeg i hvert fald, det er en helt unik bog. Jeg har aldrig læst noget lignende, og jeg vil på det kraftigste opfordre alle til at give bogen et forsøg. Den er i en klasse for sig.

Bent Haller har gennem tiden skrevet adskillige børne- og ungdomsbøger, der er elsket af både børn og voksne landet over. “Grænsebørn” er en bog for de ældre børn. Den er skrevet i kortprosagenren og indeholder 41 små historier, der kun fylder én side hver især. Hver historie handler om et barn, der har begået en grænseoverskridende handling. Læseren kastes ind i hver historie, og børnene lærer derfor at tolke på, hvad der er sket forinden.

Ellens ark

Ellens ark – Rebecca Bach-Lauritsen – 64 sider

Smuk læseoplevelse, der behandler sorg med en enorm respekt
Da jeg hørte om denne bog, vidste jeg bare, at jeg var nødt til at læse den. Der var ikke langt fra tanke til handling, og allerede et par dage efter lå den hjemme på sofabordet. Det var så smuk en læseoplevelse, at jeg ikke kan andet end at rose den til skyerne.

Først er der opsætningen. Det er en historie, der er fortalt i små, korte bidder, som man let kan overskue. Det gør, at man hurtigt er igennem bogen, i hvert fald målt på den reelle læsetid. Den tid, man ellers bruger på at sidde og fundere og tænke over de små bidder, er langt større. Det er en bog, der ikke forlader en lige med det samme, og jeg brugte i hvert fald lang tid på at sidde og tænke over det, jeg lige havde læst.

Det er tydeligt, at Rebecca har sproget i sin hule hånd. Hun er en dygtig fortæller, og man kan nemt se billederne for sig af, hvordan David falder ned ad trappen, hvordan Ellen håndterer det osv. Det er ret utroligt, synes jeg, hvordan hun kan beskrive det så “levende,” uden at det bliver uhyggeligt eller hjemsøgende på nogen måde.

Selvom det er en rigtig fin bog, så tænker jeg også, at børn skal have en vis alder, før man læser dem højt for dem (eller evt. læser den selv). Det er nogle tunge emner, der kommer op i bogen, og den fine, men dog specielle, måde, det bliver håndteret på tror jeg først, man vil sætte pris på, når man har nået de 9-10 år.

Ellen har mistet sin lillebror. Han faldt ned ad trappen. Man kan dø på langt vildere måder. Men man kan altså også dø helt hverdagsagtigt. Man dør lige meget af den grund. Ellen kom hjem fra skole og så David ligge i entréen. Hovedet var drejet mærkeligt, og der flød blod ud af øret. Det er første gang, Ellen skal forholde sig til noget så voldsomt. Davids blod flød i lige linjer mellem fliserne, men sorgen flyder ikke i lige linjer for Ellen. Sorgprocessen er hverken lineær eller logisk. I en række korte kapitler undersøger Rebecca Bach-Lauritsen sorgens særprægede logik. Hvert kapitel står ensomt, isoleret, som en spejling af Ellens tilstand. Som små doser, en lille bid af gangen – for kun sådan kan man spise en så stor størrelse, som sorg er.

Zentangle – Vilde dyr + mini

Zentangle (Mini) – Vilde dyr – Dina Vanessa Liamson

Anmeldereksemplarer fra DreamLitt.

Som jeg har fortalt om før, så elsker jeg at være kreativ. Det kommer til udtryk på mange måder; hækling, strik, klippe-klistre og farvelægning. Senest har jeg afprøvet de to nye zentangle malebøger fra DreamLitt. De er kommet i to udgaver, en der er mere simpel end den anden. Det er en idé, jeg er ret stor fan af. Så kan man selv sidde og farvelægge i den ene, og lade et barn tegne i den anden. Virkelig fin idé.
Jeg har fulgt Dina på Facebook længe, så motiverne var ikke helt ukendte for mig. Jeg elsker hendes stil. Desværre må jeg efter at have tilbragt noget tid med bøgerne konstatere, at de egner sig bedre til at hænge op på væggen end til at farvelægge. Det er selvfølgelig en smagssag, men jeg brød mig ikke om dem. Jo, i sort/hvid. Jeg synes bare ikke, der er nok rum at farvelægge i dem. Der er alt for mange sorte streger, til at jeg for alvor morer mig. Og det er ens for begge bøger. Det ærgrer mig virkelig, for jeg havde glædet mig længe til at få dem i hænderne.
Jeg er super taknemmelig over at have fået lov at prøve dem, og selve kvaliteten af bøgerne fejler da heller ikke noget, den er rigtig fin. Papiret er tykt, og bagsiden af tegningerne er blank, så man kan tage dem ud og hænge op, og man får heller ikke ødelagt motiver, fordi en tusch bløder igennem.
Alt i alt nogle rigtig fine bøger, som bare ikke levede op til det behov jeg personligt har, når jeg sidder og maler.