Anmeldelse #431: Kvadrantiderne (Spektrum #4)

Kvadrantiderne- Spektrum #4 – Nanna Foss

Anmeldereksemplar fra forfatteren.

Masser af action, spænding og forvirring, samt komplicerede tidsrejser
Fjerde og sidste nye bog i Sprektrum sagaen. Denne gang er det blevet Noahs tur til at komme under kærlig behandling. Ligesom i forrige bog følte jeg mig også her forvirret. Denne gang var det dog meningen, at man som læser skulle sidde og være i tvivl om, hvad der var op og ned. Det var man så sandelig også! Det fungerede rigtig fint, og selv efter at have vendt sidste side, så ved jeg stadig ikke helt, om jeg har fået rigtigt fat i det hele.

Noah er en af de personer, jeg har set meget frem til at læse mere om og lære at kende, og han skuffer bestemt ikke. Han er den her hårde negl på overfladen, men han trænger nok mest af alt bare til lidt kærlighed. Og det får han heldigvis også i den her bog. Hans historie bliver behandlet så fint og med respekt, og den udvikling han går igennem er virkelig fint skrevet. Han er en helt andet person på side ti, end han er på side 673. Det var simpelthen en fornjelse at læse.

Der er virkelig fart over feltet i den her bog og der sker så mange, mange ting. Bogen skifter desuden mellem Noahs nutid og fortid. Jeg var ikke den største fan af fortidskapitlerne i starten, men efter at have læst bogen kan jeg sagtens se, hvorfor de var der og min mening om dem har ændret sig markant.

Dynamikken mellem de unge tidsrejsende ændrer sig fra bog til bog, og de vokser både individuelt og som gruppe. Det er ret fint. Jeg er spændt på, hvor de allesammen ender henne, når serien engang bliver afsluttet om mange år. Samtidig bliver selve tidsrejsekonceptet mere og mere kompliceret, som den slags jo har det med at gøre. Ting, man sidder og funderer over, når man er i det filosofiske hjørne, er ting Nanna Foss skriver om. Kan man ændre noget? Skal man ændre noget? Er det hele bare skæbnen? Er der frie valg? Man bliver helt rundtosset af at tænke over det, men når Nanna skriver om det, så tror man bare på det. Så er man sikker på, at det da selvfølgelig er sådan, det er.

Det er fucking nederen at blive ædt. At dø i drømme, uden at kunne gøre noget som helst. Men det allerværste? At være skyld i at en anden person dør. Hver eneste nat, igen og igen. Og måske også i virkeligheden.

Noah er ekspert i at blive uvenner med alle, og i at lyve uden at blinke. Men han er også ekspert i at holde sig vågen. Helst for evigt. For med søvnen kommer monstrene – og alt det andet som Noah kæmper for at undgå. Sprækkerne i hans panser bliver langsomt større, og det kan have alvorlige konsekvenser. Både for ham selv og for andre.

Tilmed er livet som tidsrejsende mere livsfarligt end nogensinde, og for at overleve skal Noah og hans venner hele tiden være et skridt foran. Katastrofen lurer lige om hjørnet hvis man mister kontrollen. Over monstrene, over løgnene – og over sig selv.

Noah indser snart at han ikke kan blive ved med at flygte fra fortiden. For visse hemmeligheder kan koste liv. Det er kun et spørgsmål om tid…

 

Tidligere anmeldt af forfatteren:

Leoniderne (Spektrum #1)
Geminiderne (Spektrum #2)
Ursiderne (Spektrum #3)

Anmeldelse #430: Ursiderne (Spektrum #3)

Ursiderne – Spektrum #3 – Nanna Foss

Stærk hovedperson der rejser i tid og sted
Nå. Tredje bog i Spektrum serien. Så er vi en tredjedel igennem. Det virker alligevel vildt nok, hva’? Den her bog var virkelig god, og jeg tror faktisk, Nasrin er blevet til min yndlingsperson i serien.

Den eneste ting der gør, at jeg ikke kan give fuldt hus er, at jeg var ret forvirret i starten. Jeg synes, der gik lang tid, før der sådan for alvor begyndte at ske noget, desværre. Men det er til gengæld også den eneste anke jeg har.

Den power, Nasrin bringer til gruppen af tidsrejsende, er bare så fantastisk, og når jeg ser tilbage på de forrige bind, så er det nok også lige det, de har manglet. Gruppen altså, ikke bøgerne. På mange måder er hun nok også den, jeg bedst kan identificere mig med, i hvert fald indtil videre.

Der er masser af tegn på en kommende romance i den her bog, men den skal jeg selvfølgelig ikke sidde her og spoile. Jeg vil bare sige, at den altså var rigtig fin, også selvom jeg havde set den komme på lang afstand.

Tidsrejsemæssigt, så bliver vi bragt nye steder hen denne gang, ikke bare ift. årstal, men også geografi. Det er rigtig fint den måde, Nanna langsomt udvider universet på ved at lade os komme både nye steder og nye tider hen. Jeg skrev i min anmeldelse af første bog, at jeg var i tvivl om, hvorvidt serien kunne bære ni bind. Det kan den sagtens!!! Jeg er slet ikke i tvivl. Det er vidunderligt at se, hvordan der for hvert eneste bind i serien kommer flere og flere fans.

Bogen slutter med en temmelig stor cliffhanger, så hav endelig bog fire parat, når du går i gang med denne!

Jeg døde da jeg var ti år. Var det ikke for drengen med de grå øjne, havde det været min eneste død. Men jeg fik en ny chance dengang. En chance jeg ikke har tænkt mig at spilde.

16-årige Nasrin møder den dreng som reddede hendes liv da hun var lille. Han kan bare ikke huske hende, og han er ikke blevet ældre i de syv år der er gået. Desuden var han ikke blind. Men hun er helt sikker: Det er den samme person.

Drengens venner er mistroiske over for Nasrin. De snakker om uhyggelige skyggevæsner og om tidsrejser. Nasrin vil ikke blandes ind i  deres mærkelige projekt. Men hun ønsker desperat at forhindre noget i fortiden. Én bestemt ting. Og måske kan det rent faktisk lykkes.
Hvis hun tænker sig om. Hvis hun tager de rette beslutninger.

Spørgsmålet er om man kan ændre noget som allerede er sket. Det vil hun snart finde ud af. Det er kun et spørgsmål om tid…

 

Tidligere anmeldt af forfatteren:

Leoniderne (Spektrum #1)
Geminiderne (Spektrum #2)

Anmeldelse #429: Hovedspring forbudt

Hovedspring forbudt – Maria Frantzen Sanko

Anmeldereksemplar fra forfatteren.

Stærk roman om frygten for tab og trangen til beskyttelse
Den her roman er rigtig, rigtig fin. Jeg var vild med måden, den var skrevet på. Det føles som sådan en rigtig dansklærer-roman. Den måde, den er skrevet på, er så typisk for bøger, man ville hive frem i skolen. Og det er altså en god ting. Da jeg kiggede lidt på bagsiden fremgik det da også, at forfatteren er lærer, så ingen overraskelse der 😉

Plottet skrider hurtigt frem, og gør at jeg kommer til at tænke på Gyldendals Spurt-serie; Bøger, der er hurtige at læse, men har masser at byde på. Det er en ganske tynd, lille sag, men den kan noget. Som læser er man ikke klar over, hvad der egentlig er galt med familiemedlemmet, for det er ikke noget, man taler højt om i familien. Ordet er blevet til en karakter. Altså, det der er galt, er kendt som Ordet og spiller en rolle på lige fod med de andre personer. Det er en fin måde at gøre det på, og minder mig på en måde også om Monster af Patrick Ness. Det fungerer langt hen ad vejen for mig.

Desværre så taber bogen mig i slutningen. Den måde, den slutter på, er helt forkert set med mine øjne. Det gør, at jeg desværre ikke kan give den mere end tre stjerner, for det er virkelig vigtigt. Slutningen betyder meget for, hvordan jeg tænker på bogen efterfølgende, særligt i tilfælde som dette her. Det ærgrer mig virkelig meget, for jeg er slet ikke i tvivl om, hvor godt og fint forfatteren kunne have håndteret en anden slutning.

Jeg er slet, slet ikke færdig med Maria Frantzen Sanko. Jeg vil se frem til at læse mere fra hendes hånd, og jeg håber sådan, hun forbliver i den realistiske genre, for hun mestrer sproget og observationerne så fint.

De brydes i klitterne, så sandkornene kiler sig ind alle vegne.
Lauge griner, så han må holde sig på maven og får tårer i øjnene. Og så hulker han og gemmer sit ansigt ved Simons bryst.
“Jeg forstår det ikke,” hikster han. “Jeg forstår ikke, hvad der sker derhjemme.”
“Det skal nok gå,” siger Simon, for hvad skal han ellers sige?
“Det ved du ikke.” Lauges stemme er forvrænget, trykket ind mod Simons bryst.
“Nej,” svarer Simon. “Jeg tror det bare.”
“Er det nok?”
“Det håber jeg.”

En fortælling om frygten for at miste.
Om modet til at elske.
Og om at tro på, at håbet er nok.
 

Anmeldelse #428: Between Now and Heartbreak (Forever #2)

Between Now and Heartbreak – Forever #2 – Dylan Allen

Anmeldereksemplar fra Social Butterfly PR.

Endnu vildere og hedere romance med Beth og Carter. Ikke til at lægge fra sig.
Denne her var endnu bedre end den første bog i serien. Den kan ikke læses som en standalone, men skal læses direkte efter etteren, da den fortsætter herefter.

Der er endnu flere vilde twists i denne her, og man kommer til at holde endnu mere af begge hovedpersoner, men især Carter. Noget af det, der er virkelig godt er, at der er masser af tid mellem vores to hovedpersoner, og deres kemi er bare så god. Jeg var også ret glad for bipersonernes rolle i historien, og jeg tror (håber), vi får mere at se til det senere hen.

Det er helt klart plottet, der driver den her bog, så min anke fra bog et om, at det gik lidt for langsomt, den er helt væk her. Der er masser af fart over feltet! Måske somme tider næsten for meget, vil nogen sikkert mene. Jeg fandt det tilpas.

Denne bog slutter også med en cliffhanger, som mange har beskrevet som værende ret vild og stor, men jeg synes ikke, det er så slemt. Jeg har i hvert fald prøvet værre. Måske også fordi, jeg stadig godt kan huske prologen fra bog et, som ligesom fortæller lidt om, hvordan det går. Nu er jeg bare drønnysgerrig og utålmodig efter at finde ud af, hvordan vi når derhen.

Jeg glæder mig rigtig meget til sidste bog i serien, som kommer om en måneds tid, og så skal jeg tilbage og læse nogle af Dylans første bøger. Der er masser af angst og hjerte i den her serie i hvert fald, det er helt sikkert.

Absolut en anbefaling værdig, denne serie!

He was searching for the truth.
I was living a lie.

Our paths should never have crossed.
Yet, when we kissed it felt like destiny.

Falling in love was messy
We broke rules we should have followed.
We made promises we couldn’t keep.

Forever felt impossible.
Heartbreak was inevitable.
Always would cost us everything.

Anmeldelse #427: Between Now and Forever

Between Now and Forever – Forever #1 – Dylan Allen

Anmeldereksemplar fra Social Butterfly PR.

En twistet og vild romance, som kan lidt mere end som så
Jeg var så vild med den her bog, og jeg elskede virkelig Carter lige fra starten af.

Der er virkelig mange små twists i den her bog. Den starter virkelig fint ud med en rigtig dejlig og varm prolog, men så skal jeg ellers love for, tingene tager en drejning. Plottet går hen og minder om noget, man kender fra de dystopiske romaner. Ikke lige så voldsomt og udpræget, men jeg syntes alligevel, der var et par træk.

Elizabeth er en rigtig fin person, som godt nok kæmper med lidt af hvert. Det er i hvert fald ikke et liv, man er misundelig på OVERHOVEDET! Man vil ikke engang ønske det for sin værste fjende. Jeg havde så meget medfølelse med hende hele tiden, og jeg kunne også let sætte mig i hendes sted. Hun havde det godt nok ikke nemt.
Carter er også en fin karakter med egne problemer, men det er hele tiden nemt at få øje på, hvorfor han er og gør, som han gør. Han var nem at relatere til, synes jeg.
Generelt var der ret mange personer med i den her bog, men det var let at holde styr på dem, synes jeg.

Grunden til, at jeg ikke giver bogen fem stjerner er, at det føltes lidt for meget som en prolog. Det er første bog i en trilogi, så jeg ved godt, det her bare er begyndelsen, men jeg syntes ikke, der var nok stof til en hel bog her. Det var den lige langsom nok til i min optik.

Bogen slutter med en cliffhanger. Jeg var ikke super overrasket, men jeg havde heller ikke helt gættet den. Jeg havde bare en ret god idé om, hvor vi var på vej hen, og jeg var ikke så langt fra. Når det så er sagt, så glæder jeg mig nu stadig ret meget til at se, hvad der sker i de næste to bøger.

He was searching for the truth.
I was living a lie.

Our paths should never have crossed.
Yet, when we kissed it felt like destiny.

Falling in love was messy
We broke rules we should have followed.
We made promises we couldn’t keep.

Forever felt impossible.
Heartbreak was inevitable.
Always would cost us everything.

Anmeldelse #426: Overrask mig!

Overrask mig! – Sophie Kinsella

Anmeldereksemplar fra Flamingo.

Vidunderlig og varm roman om hverdagen og overraskelser
Hver gang, jeg tænker på at starte en ny Sophie Kinsella roman, sker der nogenlunde det samme: Jeg tænker, at jeg har så mange andre bøger, jeg hellere vil læse, og at det er lidt noget pjat at spilde min tid på. Når jeg så alligevel går i gang med bogen, så fortryder jeg kun, at jeg ikke startede noget før. Det er i grunden underligt, at jeg har det sådan, for jeg har absolut intet imod genren og nyder den da også selv af og til. Overrask mig! var ingen undtagelse fra min Kinsella-“rutine.”

Bogen tager sit udgangspunkt i Sylvie og Dans velfungerende parforhold, som dog snart tager sig en rutsjetur, da de ved lægen får at vide, at de har 68 års ægteskab foran sig endnu. Historien er skrevet i en let og rigtig sjov tone, som virkelig får en til at trække på smilebåndet. Det beskrives bl.a. som et Ringenes Herre-ægteskab, så langt som det kommer til at vare. Det er de finurligheder, der for alvor gør Kinsella sjov at læse.

Jeg var ikke ubetinget fan af Sylvie hele bogen igennem, jeg synes hun tog nogle meget forhastede beslutninger. Når man har læst et par Kinsella bøger er man godt klar over, at det ikke altid er så galt, som det ser ud. Sylvies forhastede beslutninger blev til let irritation over, at hun bare konkluderede alt muligt, i stedet for at kommunikere med sin mand. Jeg rystede på hovedet, og følte, at hun var naiv.

Det er nok også den eneste anke, jeg har på bogen. Persongalleriet var stort og varieret, vi mødte både chefer, kollegaer og naboer, og netop naboerne var faktisk ret sjove. Jeg kan ret godt lide, når der er et bredt persongalleri, og det ikke kun er slægtninge og en enkelt veninde, man hører om. Det gør det hele lidt mere virkeligt, synes jeg. Sylvies veninde fyldte en del i historien, og var nok en af de personer, jeg kom til at holde allermest af.

Jeg synes måske nok, overraskelserne var lidt til den vilde side. Altså de overraskelser, Sylvie og Dan skulle finde på til hinanden. Hvad blev der nu af bare at sende en buket blomster? Det blev stort og vildt, men så blev pointen da også understreget. Måske er det ikke så galt endda, at have nogle rutiner og en hverdag.

Jeg kan absolut anbefale bogen, hvis du mangler en rigtig feel-good bog, og samtidig gerne vil have noget at grine af, som du ikke skal tænke for meget over.

Sylvie og Dan har været kærester de sidste ti år, gift i syv af dem. De er begge 32 år, har et skønt hjem, gode jobs, dejlige tvillingepiger og er så tæt forbundne, at de ofte afslutter hinandens sætninger. De ved alt om hinanden og kunne praktisk talt ikke være lykkeligere.

Indtil de til et lægetjek får at vide, at de begge er så sunde og har så gode gener, at de sandsynligvis vil leve til de bliver 100 år. Hvilket burde være glædeligt, men også betyder, at de har 68 års ægteskab foran sig. Panikken bryder ud i lys lue, for ingen af dem havde forestillet sig, at deres ’til døden os skiller’ i virkeligheden betød syv årtier!

For at sikre sig, at ægteskabet ikke hensygner, bliver de enige om at overraske hinanden, så de ikke kommer til at kede sig. Overraskelserne viser sig hurtigt at give anledning til misforståelser med komiske følger, men også mere alvorlige opdagelser, der ryster især Sylvie i hendes grundvold. Og da fortiden stikker sit hoved frem og afslører ukendte hændelser, begynder de at spekulere på, om de nogensinde har kendt hinanden rigtigt.

Overrask mig! er en sjov og gribende fortælling, der både handler om, hvordan vi forholder os til livet nu og her med hinanden, og om hvordan vi kan ende med at tage så meget hensyn til hinanden, at det bliver en hæmsko for alle involverede parter.

 

Tidligere anmeldt af samme forfatter:
Bryllupsnatten
Mini shopaholic
Shopaholic stiler mod stjernerne
Shopaholic i Las Vegas

Anmeldelse #425: En anonym pige

En anonym pige – Greer Hendricks, Sarah Pekkanen

Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Hurtigt læst thriller om etik, moral og løgne
Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede mig af denne bog, og jeg er også lidt usikker på, hvad jeg egentlig synes om den. På den ene side var den rigtig spændende, men på den anden side udeblev den uhygge, som jeg havde håbet på.

Jessica var egentlig ikke en super karismatisk hovedperson. Hun starter med at lyve allerede i løbet af bogens første par sider. Dr. Shields, som også spiller en stor rolle, var heller ikke en, man lige tænkte, man gerne ville have en kop kaffe med. Vi har altså med en bog at gøre, hvor hverken den ene eller den anden hovedperson er særligt vellidte. Når det så er sagt, så holder man selvfølgelig lidt mere med den ene end med den anden.

Det går hurtigt op for en, at der er noget galt, og man ved selvfølgelig ikke helt hvad. Man bliver viklet ind i det spind af løgne, der langsomt bredes ud gennem bogen, og som netop er omdrejningspunktet. Etik og moral spiller også en central rolle i historien, da det er den undersøgelse, hele bogen er bygget op omkring. Der er lagt op til, at man som læser også selv tager stilling til nogle af de mange spørgsmål, Jessica bliver stillet, men det var ikke noget, der gjorde noget særligt for min læsning.

Jeg var særligt vild med bogens tredje del. Måske fordi det for alvor var her, tingene gik løs. Det var her, der var flest twists, selvom jeg må indrømme, at de ikke rigtig kom bag på mig. Jeg kunne godt have tænkt mig, at bogens handling var skredet lidt hurtigere frem, for starten var ret langsom. Selvom jeg var engageret i bogen, så sad jeg hele tiden og tænkte på, hvornår handlingen for alvor ville begynde at skille sig ud.

Sprogmæssigt havde bogen nogle fejl. Om det var en ringe oversættelse, eller om forfatterne bare har et kludret sprog generelt, det skal jeg ikke kunne sige, men der var nogle sætninger, hvor det var, som om der var byttet rundt på ordene. Det betød ikke så meget for selve oplevelsen, men det bragte mig ud af flowet, når jeg skulle genlæse sætninger for at få meningen med.

På trods af en del kritikpunkter, så var jeg ret godt underholdt undervejs, og den manglende uhygge bidrog til gengæld positivt til min nattesøvn og drømme. Jeg kunne godt lidt bogen og har bestemt også planer om at læse forfatternes tidligere bog, Kvinden mellem os. Jeg havde hørt, at denne skulle være bedre end den første, men det må komme an på en prøve.

*Jeg har valgt ikke at give bogen en bedømmelse*


Da Jessica melder sig til en psykologisk undersøgelse, som ledes af den karismatiske doktor Shields, regner hun bare med at skulle svare på et par spørgsmål, før hun kan indkassere pengene og gå. Jessicas paranoia vokser, da spørgsmålene langsomt bliver mere og mere intime, og hun bliver sendt på suspekte opgaver ude i byen. Hun kender ikke længere grænsen mellem virkeligheden og doktor Shields’ manipulation, og pludselig befinder hun sig i et net af bedrag og begær, hvor løgne er dødsensfarlige.

Anmeldelse #424: Lad mig dø

Lad mig dø – Clare Mackintosh

Anmeldereksemplar fra Forlaget Aronsen.

Enormt spændende thriller om forældreskab, kærlighed og relationer
Jeg er vild med thrillere som denne, hvor man bare sidder på kanten af stolen hele vejen igennem, mens man forsøger at gætte sig til, hvad der er op og ned. Sådan havde jeg det også med denne her. Jeg kan åbenbart blive så spændt på noget, at jeg sidder med helt fugtige øjne, når noget bliver afsløret. Noget, som egentlig ikke er sørgeligt, men bare chokerende og hamrende godt fundet på.

Bogen er fortalt fra tre synsvinkler; Anna, Murray og en ukendt, død person. Det, der virkelig driver denne her bog, er Murray. Han arbejder ved politiet og er den person, der har med denne her sag at gøre. Han var så velskrevet en karakter, og jeg var virkelig optaget af hans historie. Den gik så tæt på, at jeg var nødt til at tage lidt pause fra bogen af og til. Det var på en gang vidunderligt og hårdt.
Annas kapitler var de, der bar det meste af selve mysteriet om forældrenes død. Hun var egentlig ikke specielt likeable, men hun var i virkeligheden nok, som folk er flest, når de har et lille barn og har mistet begge forældre indenfor et år. Den ukendte, døde person irriterede mig i starten rigtig meget, for jeg er ikke meget for det der paranormale, men det endte selvfølgelig med at blive rigtig godt.

Der var indtil flere twists og afsløringer undervejs, og hver eneste gang troede jeg, at jeg havde regnet den ud. Det havde jeg måske også sådan delvist – i hvert fald indtil der så kom det næste store twist. Det er noget af det, Clare Mackintosh gør bedst. Man tror lige, man ved, hvor hun vil hen, og så tager hun det i en helt anden retning. Jeg er vild med det! Det, der gør den her bog endnu bedre er, at det ikke kun er twistene, man skal læse den for. Man skal også læse den, fordi den har et fantastisk persongalleri, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Man skal læse den, fordi den byder på så mange interessante ting i forhold til menneskets psyke. Man skal læse den, fordi man simpelthen bare ikke må gå glip af den!

Politiet sagde det var selvmord.
Anna siger det var mord.
De tager begge fejl.

For et år siden valgte Caroline Johnson brutalt at tage sit eget liv: et chokerende selvmord der var planlagt til at matche hendes mands blot få måneder tidligere. Deres datter Anna har kæmpet med at acceptere deres død lige siden. Nu hvor hun har fået en baby, savner Anna sin mor endnu mere og begynder at sætte spørgsmålstegn ved hendes forældres død. Men ved at rode i fortiden, sætter hun sig selv i fare. Nogle gange er det mere sikkert at lade de døde være.

 

Tidligere anmeldt af samme forfatter:
Jeg lader dig gå

Anmeldelse #423: Under mælkevejens stjerner (Emma #1)

Under mælkevejens stjerner – Camilla Davidsson

Anmeldereksemplar fra Palatium Books.

Velskrevet roman om livet på Caminoen. Man mærker virkelig stemningen.
Jeg har før læst om pilgrimsvandringer, og har også set et par film om emnet. Derfor var jeg heller ikke spor i tvivl om, at jeg da skulle læse denne bog. Jeg havde slet ikke hørt om den før, men det kan i høj grad være med til at gøre det rigtig spændende. Måske er det en ny yndlingsforfatter, man opdager.

Sådan gik det desværre ikke helt denne gang. Hele situationen med Erik, og grunden til at hun tog på vandring, var lidt for tynd. Jeg havde gennemskuet det fra start af, og det er også deres kemi – eller mangel på samme – der gør, at jeg ikke var mere glad for bogen end som så. Når det så er sagt, så var jeg vild med beskrivelserne af vandringerne. Jeg kunne næsten høre jorden knase under hendes vandringsstøvler, fornemme støvet omkring anklerne og mærke trætheden i ryggen af at sove på dårlige madrasser.

En af de ting, der fungerede rigtig godt, var den måde det sociale liv under vandringen bliver skildret på. Emma skaber sig hurtigt nye venner (og en flirt, selvfølgelig!), og det er både med til at hjælpe hende i øjeblikket (f.eks. med ømme fødder), men også med at granske lidt i fortiden og forstå, hvorfor hun handler som hun gør. For hende bliver vandringen både en rejse i landskabet, men bestemt også i det indre, og selvom det lyder som en kliché, så fungerede det altså. Særligt en af vennerne på Caminoen fik hende til at lukke op, men uden at hun nødvendigvis krængede sit hjerte ud.

Bogen efterlod mig med en varm og glad følelse, og sommetider er det nok. Sproget var ret godt, synes jeg, og selvom det ikke nødvendigvis er stor litteratur, så er det helt sikkert en bog, jeg vil huske lang tid fremover. Den gav mig lyst til at vandre Caminoen og møde nye venner ligesom Emma. Så kan man vist heller ikke forlange meget mere af en bog. Det er første bog af fire i serien om Emma, men den kan sagtens læses alene. Det er en hurtig lille sag, som vil være perfekt at læse om sommeren med en paraplydrink i den ene hånd og en is i den anden.

Den unge karrierekvinde Emma bor i storbyen Stockholm og trives i et rigt socialt liv med masser af restaurantbesøg og dyre byture. Hun arbejder som marketingsansvarlig på et stort anerkendt bureau og føler i det hele taget, at hun har regnet verden ud.

Men Emma begynder at få stress på sit arbejde, og da hun samtidig indleder et forhold til amerikaneren Eric, som bor i London, flytter hun til den engelske hovedstad. Men Eric vil hende ikke alligevel, og pludselig står hun alene i en fremmed by uden vennerne og den identitet, jobbet i Stockholm gav hende.

Hun får sig et rimeligt arbejde, men noget inden i hende er ved at briste. Hun beslutter sig for at vandre den ældgamle Camino, som er en pilgrimsvandring på mange hundrede kilometer, og som afsluttes i spanske Santiago de Compostela. Den lange og fysisk hårde pilgrimsvandring i det smukke spanske landskab bliver et omdrejningspunkt for Emma.

Hun kommer til at opleve nærhed, varme, kærlighed og dybe venskaber med en broget skare fra hele verden. Men mest af alt bliver pilgrimsvandringen en rejse ind i hende selv, hvor hun må tage livtag med sin egen fortid og indre dæmoner for at kunne rejse sig igen. Under mælkevejens stjerner er en livsbekræftende roman om at finde sin vej i den moderne verden, om tilgivelse og om at lære at elske sig selv.

Anmeldelse #422: Eleanor Oliphant har det helt fint

Eleanor Oliphant har det helt fint – Gail Honeyman

Anmeldereksemplar fra Jentas.

En finurlig og varm fortælling, der dog mangler tempo
Egentlig har jeg set frem til den her bog længe, men det var først da jeg modtag den som anmeldereksemplar fra Jentas, at jeg fik taget mig sammen til at læse den. Der var både noget ved den, som tiltrak mig, men også noget der gjorde, at jeg ikke bare tog hul på den med det første.

Noget af det fine ved den her fortælling er hovedpersonen, Eleanor. Hun starter med at være en af de personer, man ikke rigtig bryder sig om, men langsomt vokser hun på en. Jeg synes, der er lidt coming-of-age over historien, selvom det også på mange måder er en romantisk komedie. Eleanors skæbne er nok det, jeg vil kalde tragikomisk. Hendes opvækst var i hvert fald. Altså den var nok mest tragisk, men det var skrevet på en ret underfundig måde, som bragte smilet frem. Den måde, hun omgås med andre mennesker på er helt speciel og gav også i nogle tilfælde stof til eftertanke.

Det, der trækker ned i bogen for mig er, at jeg ikke syntes der skete helt nok. Sådan har jeg det tit med den her slags historier generelt. Jeg kan sagtens se, at det er interessant, hvordan mennesker udvikler sig, men jeg har brug for, at der også sker mere end det. Der var ganske vist lidt romantik i bogen, men det føltes, som om det skulle komme som en overraskelse, og det gjorde det bare overhovedet ikke. Den måde Eleanor langsomt varmede op på overfor andre mennesker var også rigtig fin, men jeg ville gerne have haft lidt mere end det, især hen mod slutningen.

Jeg fandt historien lidt for langtrukken, selvom den var sød og en rigtig feel-good historie. Den var fint skrevet, men desværre stoppede det der, og det vil ikke blive en af de historier, jeg husker i så lang tid.

Eleanor Oliphant er en social kejtet kvinde, der lever et liv i ensomhed. I hverdagene passer hun sit kontorjob, og weekenderne består af dybfrost-pizza og vodka. Men hun har det helt ’fint’, og ingen har nogensinde fortalt hende, at livet kan være mere end det. 

Alting forandrer sig dog, da Eleanor møder Raymond, den kluntede, usoignerede IT-fyr fra kontoret. Da hun og Raymond sammen hjælper Sammy, en ældre herre, der er faldet på fortovet, spirer et venskab gradvist frem mellem dem. Raymond lader sig ikke afskrække af Eleanors ligefremme og til tider uhøflige facon, og det er takket være ham, at Eleanor i sidste ende tør åbne sit eget forrevne hjerte og begynde at læge fortidens dybe sår. 

Eleanor Oliphant, der snart kan ses på filmlærredet med Reese Witherspoon som producer, er en på én gang rørende, humoristisk og skæv fortælling om den livsvigtige kontakt mellem mennesker og vejen ud af ensomhed.