Anmeldelse #435: PS. Jeg elsker dig for evigt

PS. Jeg elsker dig for evigt – PS. Jeg elsker dig #2 – Cecelia Ahern

Anmeldereksemplar fra forlaget.

Årets bedste bog? Vidunderlig efterfølger
Det her var bogen, jeg ikke vidste, jeg manglede. Den var simpelthen så fin, noget af det fineste, jeg længe har set. Mit eksemplar er fyldt med understregninger og endda kommentarer i margen.

PS. Jeg elsker dig er nok den bog, jeg har læst og lyttet til flest gange. Da jeg havde hørt den som lydbog første gang (min første lydbog som voksen i øvrigt), startede jeg den forfra umiddelbart efter. Jeg tror, jeg hørte den tre gange i streg. Jeg var så vild med den, og jeg græd mange tårer. Derfor var det også noget af et pres, der var på den her bog. Jeg ville så gerne kunne lide den, men jeg var også skeptisk og nervøs. Det er trods alt mange år siden, første bog udkom. Det endte med, jeg blev blæst bagover af bogen. Fuldstændigt.

Holly er på en gang den samme, og så alligevel en helt anden person, end sidst vi så hende. Hun har vænnet sig til tilværelsen som enke, men også til en ny dagligdag med Gabriel, hendes nye kæreste. Det er tydeligt, at hendes store tab tidligt i livet har sat sit præg på hende, hendes karaktertræk har ændret sig. Hun er mere eftertænksom og beslutsom nu. Jeg kunne rigtig godt lide hendes måde at håndtere tingene på, og selvom det måske ikke helt var sådan, jeg selv ville have gjort, så virkede det bare så rigtigt og Holly-agtigt. Også Ciara var en parson, jeg nød gensynet med, dog kunne jeg godt have brugt lidt mere af hende og hendes historie.

Bogen er skrevet så fint og bevægende og taler til følelser i os alle. Selvom man ikke har oplevet at miste en ægtefælle, så vil man helt sikkert kunne genkende mange af de følelser, hun taler om. Jeg blev selv mindet om folk, jeg elsker og folk, jeg har mistet. Jeg endte selvfølgelig også med at græde over den her bog, selvom jeg godt havde set tingene komme på forhånd. Nogle af tingene gjorde lige den tand mere ondt end andre. På samme måde, som bogen knuste mit hjerte op til flere gange, sådan helede den det også igen.

Jeg knuselskede den her bog, og fik lyst til at starte forfra på den med det samme, den var slut. Der er langt imellem den her type bøger, som byder på så meget eftertænksomhed og hjerte. Jeg har aldrig rigtig følt, der manglede noget, da vi slap Holly sidst, men nu føler jeg, vi har fået hele hendes historie. Vi har været hele vejen rundt om hende, og det var så fint. Det føles, som om ringen er sluttet nu.

Første linje:
Sigt efter månen, og selv hvis du ikke rammer,
vil du lande blandt stjernerne.

Ordene står på min mands gravsten henne på kirkegården.

PS. Jeg elsker dig for evigt er den længe ventede opfølger til bestselleren PS. Jeg elsker dig af Cecilia Ahern.

Holly er tilsyneladende kommet videre i livet her syv år efter sin mands død og seks år efter, hun fandt hans sidste brev. Hun har fået arbejde i sin søsters luksusgenbrugsbutik og trives fint med at gemme sig lidt for verden.
Da Hollys søster beder hende fortælle historien om PS Jeg elsker dig-brevene til en podcast, siger hun kun modvilligt ja – af frygt for at genåbne gamle sår. Men podcasten får langt mere succes, end nogen kunne have forventet, og pludselig må Holly forholde sig til en række personer, der kontakter hende – alle med en ting tilfælles: De er dødeligt syge og ønsker selv at efterlade missioner til deres kære.
Holly trækkes tilbage i den verden, hun kæmpede så hårdt for at forlade. Men projektet leder hende også ud på en ny livsbekræftende og utrolig rejse og vækker minderne om hendes store kærlighed til live.

Anmeldelse #434: Mit barn

Mit barn – Cecilie Lind

Anmeldereksemplar fra forlaget.

Langdigt der vækker følelser i os alle
Jeg blev solgt, da jeg læste nogle af bogens første linjer. Det tydede på en rigtig fin og speciel læseoplevelse, hvilket det da også skulle vise sig at blive.

Jeg har svært ved at finde de rigtige ord til at beskrive det, jeg følte under min læsning. Sagen er nemlig den, at hvor jeg i første halvdel blev blæst bagover af følelser, så stod det anderledes til i anden halvdel. Mest af alt følte jeg desværre, at forfatteren bare brokkede sig, og hun kom hurtigt til at lyde som et offer. Det er jeg næsten sikker på, ikke var meningen. Jeg forstår, at det skal fremstilles som det er, som det føles, og ikke gennem et lyserødt sukkerfilter. Det er jeg også helt okay med. Jeg forstår også godt, at der kan være forskellige faktorer, der spiller ind i den nye rolle som mor, men jeg fik bare nok. Det føltes, som om det fortsatte for evigt. Det tænker jeg måske også, kan være et helt bevidst greb, men desværre var det bare ikke et, jeg helt brød mig om.

Det, jeg var så vild med i første halvdel var, at der ikke blev lagt fingre imellem. Det er altid dejligt, når man kan kalde en spade for en spade, ligesom der er noget befriende over, når følelserne bare får frit spil. Hun skriver noget så fint, Cecilie Lind, når hun taler om de følelser, der er et sted i os allesammen, hvorend vi måtte befinde os i livet. Det er noget af det, der også er med til at gøre bogen særlig. Den er nemlig ikke bare til den nybagte forælder, der synes det hele er lidt hårdt lige nu. Den er til os alle sammen.

Bogen er skrevet som et langdigt, det skal men lige være klar over. Netop fordi det er fortalt i et dagligdagssprog tager det ikke synderligt lang tid at vænne sig til. Jeg flød i hvert fald ind i rytmen lige med det samme.

Cecilie er en forfatter, jeg vil holde øje med, og måske vil jeg også tage fat på nogle af hendes tidligere udgivelser en dag. Jeg er i hvert fald nysgerrig på at læse mere af hende.

Første linje:
jeg truer med at slå mig selv ihjel
i håbet om et kejserfødt barn
epiduralblokade
PLEASE
skriger jeg

Mit barn er vanvid og hverdag, sødme og raseri. Et smukt og grumt digt om moderskabets mørke; om træthedens monstrøsitet, om utætte kroppe og stille vold. Om skrøbelige amninger og sultens dæmoni. Om i moderskabet at blive et ekko af sin egen mor, genkende hende i sig selv; hende, som man ellers så indædt har forsøgt at frigøre sig fra. Men Mit barn er også en fortælling om solen og klarheden og håbet. Om at blomstre i alle retninger på samme tid og om at finde en form for fred med det hele – bare ligge på græsset og opdage, hvor blå himlen egentlig er.

Anmeldelse #433: The Turn of the Key

The Turn of the Key – Ruth Ware

Stemningsfyldt thriller med et moderne twist
Jeg har hørt så meget om den her bog på Booktube, men har ikke rigtig været interesseret i den før nu. Det skyldes nok, at jeg har hørt om forfatterens andre bøger, og ikke følt mig draget.

Jeg vil ikke sige så meget om plottet, andet end at det er en barnepige, der er anklaget for mordet på et af de børn, hun passer. Der var mange ting i plottet, som fangede mig, og som formentlig havde været anderledes, hvis jeg havde vidst dem på forhånd. Jeg kan bedst lide, når jeg ikke ved så meget om bøgerne på forhånd – og det er også grunden til, at jeg har synopsen nederst i mine anmeldelser i øvrigt. Hvis man vil læse dem, så kan man gøre det, og ellers er de nemme at skippe. Allerede fra de første par sider blev jeg overrasket over det setup, der var. Jeg blev draget ind i historien og måtte bare vende næste side også. Måden historien er fortalt på er ret enestående, og var bestemt med til at gøre oplevelsen bedre. Jeg var hele tiden i tvivl om, hvorvidt vi havde med en utroværdig fortæller at gøre, så jeg turde aldrig helt stole på hende. Det var noget med den måde, bogen var sat op og fortalt på.

Jeg var også temmelig begejstret over det miljø, bogen foregik i. Der er noget med kæmpe huse og mystiske knirke-lyde og skridt, der bare skræmmer mig. Det er jo noget af det, man (jeg) er mest på vagt overfor. Beskrivelserne var simpelthen så gode, lydende der blev beskrevet kunne jeg høre, jeg kunne se huset og jeg kunne mærke kulden. Ej men, bravo altså! Samtidig så sad jeg ikke og var skræmt fra vid og sans, men nærmere dybt betaget af, hvad der skete. Jo, der var skræmmende ting, men ikke på den der blodige måde. Mere på den måde, man som barn var bange for at være alene hjemme i et lidt for stort hus; Man ved godt, der ikke sker noget, men alligevel hamrer hjertet lidt hurtigere end normalt, og man har måske lidt fugtige håndflader imens man er hyperopmærksom på alle lyde omkring sig.

Det, bogen manglede for mig, var en lille smule mere klarhed i slutningen. Misforstå mig ikke, jeg var vild med, hvordan slutningen ikke var slået fast med syvtommersøm, men der var lige et enkelt sted, hvor jeg blev en lille smule forvirret. Det gode ved slutningen var omvendt, at jeg stadig tænker på den, og spekulerer lidt over, hvordan det mon er gået. Det kan også noget, synes jeg.

Jeg har absolut ikke fortrudt, at jeg læste den her bog. Om jeg skal læse nogle af hendes tidligere bøger, det er jeg stadig ret usikker på, men jeg vil helt klart holde øje med det næste, der kommer fra hende.

Første linje:
3rd September 2017
Dear Mr Wrexham,
I know you don’t know me but please, please, please you have to help me

When she stumbles across the ad, she’s looking for something else completely. But it seems like too good an opportunity to miss—a live-in nannying post, with a staggeringly generous salary. And when Rowan Caine arrives at Heatherbrae House, she is smitten—by the luxurious “smart” home fitted out with all modern conveniences, by the beautiful Scottish Highlands, and by this picture-perfect family.
What she doesn’t know is that she’s stepping into a nightmare—one that will end with a child dead and herself in prison awaiting trial for murder.

Writing to her lawyer from prison, she struggles to explain the unravelling events that led to her incarceration. It wasn’t just the constant surveillance from the cameras installed around the house, or the malfunctioning technology that woke the household with booming music, or turned the lights off at the worst possible time. It wasn’t just the girls, who turned out to be a far cry from the immaculately behaved model children she met at her interview. It wasn’t even the way she was left alone for weeks at a time, with no adults around apart from the enigmatic handyman, Jack Grant.
It was everything.
She knows she’s made mistakes. She admits that she lied to obtain the post, and that her behavior toward the children wasn’t always ideal. She’s not innocent, by any means. But, she maintains, she’s not guilty—at least not of murder. Which means someone else is.

Anmeldelse #432: Let’s Get Textual (Texting #1)

Let’s Get Textual- Texting #1 – Teagan Hunter

Latterfremkaldende bog med unikt par i front
Jeg var helt vild med den her bog. Jeg havde efterlyst en, der var fortalt i sms’ser eller emails, og det fik jeg her. Der var faktisk rigtig mange, der anbefalede mig den her serie, og den første bog var da også så god, at da jeg var færdig med den købte jeg straks den næste og læste 30% af den med det samme.

I denne bog følger vi Zach og Delia, der starter ud med at have fået forkert nummer, men som selvfølgelig udvikler sig til at være mere end bare fremmede. Det kan lyde cheesy, og det er det da også, men det er samtidig bare så gennemført sjovt og fjollet. Deres kemi er skrevet virkelig godt, og jeg heppede sådan på dem, selvom det fra start var tydeligt, at de egentlig ikke havde behov for et heppekor. Der opstår selvfølgelig en konflikt, og måden Delia vælger at løse den på er bare så meget hende. Jeg vaklede mellem fire stjerner og fuld plade, men da hun så kom frem til, hvordan hun ville løse det her, så var jeg sikker i min sag. Man kan ikke andet end at elske hende. Ja, og Zach også for den sags skyld. Deres banter var helt uhørt sjov og fin. Den kommer jeg helt sikkert til at savne.

Fordi der indgår så mange sms’er i bogen, så er den også virkelig hurtigt læst. Jeg følte ikke, man gik glip af noget, og det var ikke altid bare overfladisk. Der var hele tiden mening i samtalerne, og der var selvfølgelig også masser af sider, der var fortalt på almindelig vis. Jeg kunne også godt lide, at bogen var fortalt fra Delias synsvinkel. Der er en stor tendens til, at man hører fra begge de to parter i forholdet indenfor romance genren, og det er jeg ikke altid så begejstret for.

Hvis ikke du er solgt på den baggrund at bogen er hylemorsom, så hør lige her: Der er en ged med. En babyged. Som hedder Marshmellow. Den er simpelthen for sød! Hvis ikke for andet, så læs den for ham.

Første linje:
Unknown: Are we still meeting tomorrow?

A wrong number is supposed to be just that—a wrong number.
Delete. Done.
Do not continue to text. Do not flirt.
A wrong number shouldn’t be the first person on your mind in the morning, or the last at night…and you’re definitely not supposed to talk them into buying a baby goat.
Because that would be weird.
When Zach Hastings and I get into a wrong-number mix-up, we don’t follow the rules. We keep texting and flirting, because he’s wicked funny and perfectly nerdy and a wonderful distraction.
I’m not looking for love, and Zach definitely had the wrong number.
But maybe…
Maybe he’s the right guy.

Anmeldelse #431: Kvadrantiderne (Spektrum #4)

Kvadrantiderne- Spektrum #4 – Nanna Foss

Anmeldereksemplar fra forfatteren.

Masser af action, spænding og forvirring, samt komplicerede tidsrejser
Fjerde og sidste nye bog i Sprektrum sagaen. Denne gang er det blevet Noahs tur til at komme under kærlig behandling. Ligesom i forrige bog følte jeg mig også her forvirret. Denne gang var det dog meningen, at man som læser skulle sidde og være i tvivl om, hvad der var op og ned. Det var man så sandelig også! Det fungerede rigtig fint, og selv efter at have vendt sidste side, så ved jeg stadig ikke helt, om jeg har fået rigtigt fat i det hele.

Noah er en af de personer, jeg har set meget frem til at læse mere om og lære at kende, og han skuffer bestemt ikke. Han er den her hårde negl på overfladen, men han trænger nok mest af alt bare til lidt kærlighed. Og det får han heldigvis også i den her bog. Hans historie bliver behandlet så fint og med respekt, og den udvikling han går igennem er virkelig fint skrevet. Han er en helt andet person på side ti, end han er på side 673. Det var simpelthen en fornjelse at læse.

Der er virkelig fart over feltet i den her bog og der sker så mange, mange ting. Bogen skifter desuden mellem Noahs nutid og fortid. Jeg var ikke den største fan af fortidskapitlerne i starten, men efter at have læst bogen kan jeg sagtens se, hvorfor de var der og min mening om dem har ændret sig markant.

Dynamikken mellem de unge tidsrejsende ændrer sig fra bog til bog, og de vokser både individuelt og som gruppe. Det er ret fint. Jeg er spændt på, hvor de allesammen ender henne, når serien engang bliver afsluttet om mange år. Samtidig bliver selve tidsrejsekonceptet mere og mere kompliceret, som den slags jo har det med at gøre. Ting, man sidder og funderer over, når man er i det filosofiske hjørne, er ting Nanna Foss skriver om. Kan man ændre noget? Skal man ændre noget? Er det hele bare skæbnen? Er der frie valg? Man bliver helt rundtosset af at tænke over det, men når Nanna skriver om det, så tror man bare på det. Så er man sikker på, at det da selvfølgelig er sådan, det er.

Det er fucking nederen at blive ædt. At dø i drømme, uden at kunne gøre noget som helst. Men det allerværste? At være skyld i at en anden person dør. Hver eneste nat, igen og igen. Og måske også i virkeligheden.

Noah er ekspert i at blive uvenner med alle, og i at lyve uden at blinke. Men han er også ekspert i at holde sig vågen. Helst for evigt. For med søvnen kommer monstrene – og alt det andet som Noah kæmper for at undgå. Sprækkerne i hans panser bliver langsomt større, og det kan have alvorlige konsekvenser. Både for ham selv og for andre.

Tilmed er livet som tidsrejsende mere livsfarligt end nogensinde, og for at overleve skal Noah og hans venner hele tiden være et skridt foran. Katastrofen lurer lige om hjørnet hvis man mister kontrollen. Over monstrene, over løgnene – og over sig selv.

Noah indser snart at han ikke kan blive ved med at flygte fra fortiden. For visse hemmeligheder kan koste liv. Det er kun et spørgsmål om tid…

 

Tidligere anmeldt af forfatteren:

Leoniderne (Spektrum #1)
Geminiderne (Spektrum #2)
Ursiderne (Spektrum #3)

Anmeldelse #430: Ursiderne (Spektrum #3)

Ursiderne – Spektrum #3 – Nanna Foss

Stærk hovedperson der rejser i tid og sted
Nå. Tredje bog i Spektrum serien. Så er vi en tredjedel igennem. Det virker alligevel vildt nok, hva’? Den her bog var virkelig god, og jeg tror faktisk, Nasrin er blevet til min yndlingsperson i serien.

Den eneste ting der gør, at jeg ikke kan give fuldt hus er, at jeg var ret forvirret i starten. Jeg synes, der gik lang tid, før der sådan for alvor begyndte at ske noget, desværre. Men det er til gengæld også den eneste anke jeg har.

Den power, Nasrin bringer til gruppen af tidsrejsende, er bare så fantastisk, og når jeg ser tilbage på de forrige bind, så er det nok også lige det, de har manglet. Gruppen altså, ikke bøgerne. På mange måder er hun nok også den, jeg bedst kan identificere mig med, i hvert fald indtil videre.

Der er masser af tegn på en kommende romance i den her bog, men den skal jeg selvfølgelig ikke sidde her og spoile. Jeg vil bare sige, at den altså var rigtig fin, også selvom jeg havde set den komme på lang afstand.

Tidsrejsemæssigt, så bliver vi bragt nye steder hen denne gang, ikke bare ift. årstal, men også geografi. Det er rigtig fint den måde, Nanna langsomt udvider universet på ved at lade os komme både nye steder og nye tider hen. Jeg skrev i min anmeldelse af første bog, at jeg var i tvivl om, hvorvidt serien kunne bære ni bind. Det kan den sagtens!!! Jeg er slet ikke i tvivl. Det er vidunderligt at se, hvordan der for hvert eneste bind i serien kommer flere og flere fans.

Bogen slutter med en temmelig stor cliffhanger, så hav endelig bog fire parat, når du går i gang med denne!

Jeg døde da jeg var ti år. Var det ikke for drengen med de grå øjne, havde det været min eneste død. Men jeg fik en ny chance dengang. En chance jeg ikke har tænkt mig at spilde.

16-årige Nasrin møder den dreng som reddede hendes liv da hun var lille. Han kan bare ikke huske hende, og han er ikke blevet ældre i de syv år der er gået. Desuden var han ikke blind. Men hun er helt sikker: Det er den samme person.

Drengens venner er mistroiske over for Nasrin. De snakker om uhyggelige skyggevæsner og om tidsrejser. Nasrin vil ikke blandes ind i  deres mærkelige projekt. Men hun ønsker desperat at forhindre noget i fortiden. Én bestemt ting. Og måske kan det rent faktisk lykkes.
Hvis hun tænker sig om. Hvis hun tager de rette beslutninger.

Spørgsmålet er om man kan ændre noget som allerede er sket. Det vil hun snart finde ud af. Det er kun et spørgsmål om tid…

 

Tidligere anmeldt af forfatteren:

Leoniderne (Spektrum #1)
Geminiderne (Spektrum #2)

Anmeldelse #429: Hovedspring forbudt

Hovedspring forbudt – Maria Frantzen Sanko

Anmeldereksemplar fra forfatteren.

Stærk roman om frygten for tab og trangen til beskyttelse
Den her roman er rigtig, rigtig fin. Jeg var vild med måden, den var skrevet på. Det føles som sådan en rigtig dansklærer-roman. Den måde, den er skrevet på, er så typisk for bøger, man ville hive frem i skolen. Og det er altså en god ting. Da jeg kiggede lidt på bagsiden fremgik det da også, at forfatteren er lærer, så ingen overraskelse der 😉

Plottet skrider hurtigt frem, og gør at jeg kommer til at tænke på Gyldendals Spurt-serie; Bøger, der er hurtige at læse, men har masser at byde på. Det er en ganske tynd, lille sag, men den kan noget. Som læser er man ikke klar over, hvad der egentlig er galt med familiemedlemmet, for det er ikke noget, man taler højt om i familien. Ordet er blevet til en karakter. Altså, det der er galt, er kendt som Ordet og spiller en rolle på lige fod med de andre personer. Det er en fin måde at gøre det på, og minder mig på en måde også om Monster af Patrick Ness. Det fungerer langt hen ad vejen for mig.

Desværre så taber bogen mig i slutningen. Den måde, den slutter på, er helt forkert set med mine øjne. Det gør, at jeg desværre ikke kan give den mere end tre stjerner, for det er virkelig vigtigt. Slutningen betyder meget for, hvordan jeg tænker på bogen efterfølgende, særligt i tilfælde som dette her. Det ærgrer mig virkelig meget, for jeg er slet ikke i tvivl om, hvor godt og fint forfatteren kunne have håndteret en anden slutning.

Jeg er slet, slet ikke færdig med Maria Frantzen Sanko. Jeg vil se frem til at læse mere fra hendes hånd, og jeg håber sådan, hun forbliver i den realistiske genre, for hun mestrer sproget og observationerne så fint.

De brydes i klitterne, så sandkornene kiler sig ind alle vegne.
Lauge griner, så han må holde sig på maven og får tårer i øjnene. Og så hulker han og gemmer sit ansigt ved Simons bryst.
“Jeg forstår det ikke,” hikster han. “Jeg forstår ikke, hvad der sker derhjemme.”
“Det skal nok gå,” siger Simon, for hvad skal han ellers sige?
“Det ved du ikke.” Lauges stemme er forvrænget, trykket ind mod Simons bryst.
“Nej,” svarer Simon. “Jeg tror det bare.”
“Er det nok?”
“Det håber jeg.”

En fortælling om frygten for at miste.
Om modet til at elske.
Og om at tro på, at håbet er nok.
 

Anmeldelse #428: Between Now and Heartbreak (Forever #2)

Between Now and Heartbreak – Forever #2 – Dylan Allen

Anmeldereksemplar fra Social Butterfly PR.

Endnu vildere og hedere romance med Beth og Carter. Ikke til at lægge fra sig.
Denne her var endnu bedre end den første bog i serien. Den kan ikke læses som en standalone, men skal læses direkte efter etteren, da den fortsætter herefter.

Der er endnu flere vilde twists i denne her, og man kommer til at holde endnu mere af begge hovedpersoner, men især Carter. Noget af det, der er virkelig godt er, at der er masser af tid mellem vores to hovedpersoner, og deres kemi er bare så god. Jeg var også ret glad for bipersonernes rolle i historien, og jeg tror (håber), vi får mere at se til det senere hen.

Det er helt klart plottet, der driver den her bog, så min anke fra bog et om, at det gik lidt for langsomt, den er helt væk her. Der er masser af fart over feltet! Måske somme tider næsten for meget, vil nogen sikkert mene. Jeg fandt det tilpas.

Denne bog slutter også med en cliffhanger, som mange har beskrevet som værende ret vild og stor, men jeg synes ikke, det er så slemt. Jeg har i hvert fald prøvet værre. Måske også fordi, jeg stadig godt kan huske prologen fra bog et, som ligesom fortæller lidt om, hvordan det går. Nu er jeg bare drønnysgerrig og utålmodig efter at finde ud af, hvordan vi når derhen.

Jeg glæder mig rigtig meget til sidste bog i serien, som kommer om en måneds tid, og så skal jeg tilbage og læse nogle af Dylans første bøger. Der er masser af angst og hjerte i den her serie i hvert fald, det er helt sikkert.

Absolut en anbefaling værdig, denne serie!

He was searching for the truth.
I was living a lie.

Our paths should never have crossed.
Yet, when we kissed it felt like destiny.

Falling in love was messy
We broke rules we should have followed.
We made promises we couldn’t keep.

Forever felt impossible.
Heartbreak was inevitable.
Always would cost us everything.

Anmeldelse #427: Between Now and Forever

Between Now and Forever – Forever #1 – Dylan Allen

Anmeldereksemplar fra Social Butterfly PR.

En twistet og vild romance, som kan lidt mere end som så
Jeg var så vild med den her bog, og jeg elskede virkelig Carter lige fra starten af.

Der er virkelig mange små twists i den her bog. Den starter virkelig fint ud med en rigtig dejlig og varm prolog, men så skal jeg ellers love for, tingene tager en drejning. Plottet går hen og minder om noget, man kender fra de dystopiske romaner. Ikke lige så voldsomt og udpræget, men jeg syntes alligevel, der var et par træk.

Elizabeth er en rigtig fin person, som godt nok kæmper med lidt af hvert. Det er i hvert fald ikke et liv, man er misundelig på OVERHOVEDET! Man vil ikke engang ønske det for sin værste fjende. Jeg havde så meget medfølelse med hende hele tiden, og jeg kunne også let sætte mig i hendes sted. Hun havde det godt nok ikke nemt.
Carter er også en fin karakter med egne problemer, men det er hele tiden nemt at få øje på, hvorfor han er og gør, som han gør. Han var nem at relatere til, synes jeg.
Generelt var der ret mange personer med i den her bog, men det var let at holde styr på dem, synes jeg.

Grunden til, at jeg ikke giver bogen fem stjerner er, at det føltes lidt for meget som en prolog. Det er første bog i en trilogi, så jeg ved godt, det her bare er begyndelsen, men jeg syntes ikke, der var nok stof til en hel bog her. Det var den lige langsom nok til i min optik.

Bogen slutter med en cliffhanger. Jeg var ikke super overrasket, men jeg havde heller ikke helt gættet den. Jeg havde bare en ret god idé om, hvor vi var på vej hen, og jeg var ikke så langt fra. Når det så er sagt, så glæder jeg mig nu stadig ret meget til at se, hvad der sker i de næste to bøger.

He was searching for the truth.
I was living a lie.

Our paths should never have crossed.
Yet, when we kissed it felt like destiny.

Falling in love was messy
We broke rules we should have followed.
We made promises we couldn’t keep.

Forever felt impossible.
Heartbreak was inevitable.
Always would cost us everything.

Anmeldelse #426: Overrask mig!

Overrask mig! – Sophie Kinsella

Anmeldereksemplar fra Flamingo.

Vidunderlig og varm roman om hverdagen og overraskelser
Hver gang, jeg tænker på at starte en ny Sophie Kinsella roman, sker der nogenlunde det samme: Jeg tænker, at jeg har så mange andre bøger, jeg hellere vil læse, og at det er lidt noget pjat at spilde min tid på. Når jeg så alligevel går i gang med bogen, så fortryder jeg kun, at jeg ikke startede noget før. Det er i grunden underligt, at jeg har det sådan, for jeg har absolut intet imod genren og nyder den da også selv af og til. Overrask mig! var ingen undtagelse fra min Kinsella-“rutine.”

Bogen tager sit udgangspunkt i Sylvie og Dans velfungerende parforhold, som dog snart tager sig en rutsjetur, da de ved lægen får at vide, at de har 68 års ægteskab foran sig endnu. Historien er skrevet i en let og rigtig sjov tone, som virkelig får en til at trække på smilebåndet. Det beskrives bl.a. som et Ringenes Herre-ægteskab, så langt som det kommer til at vare. Det er de finurligheder, der for alvor gør Kinsella sjov at læse.

Jeg var ikke ubetinget fan af Sylvie hele bogen igennem, jeg synes hun tog nogle meget forhastede beslutninger. Når man har læst et par Kinsella bøger er man godt klar over, at det ikke altid er så galt, som det ser ud. Sylvies forhastede beslutninger blev til let irritation over, at hun bare konkluderede alt muligt, i stedet for at kommunikere med sin mand. Jeg rystede på hovedet, og følte, at hun var naiv.

Det er nok også den eneste anke, jeg har på bogen. Persongalleriet var stort og varieret, vi mødte både chefer, kollegaer og naboer, og netop naboerne var faktisk ret sjove. Jeg kan ret godt lide, når der er et bredt persongalleri, og det ikke kun er slægtninge og en enkelt veninde, man hører om. Det gør det hele lidt mere virkeligt, synes jeg. Sylvies veninde fyldte en del i historien, og var nok en af de personer, jeg kom til at holde allermest af.

Jeg synes måske nok, overraskelserne var lidt til den vilde side. Altså de overraskelser, Sylvie og Dan skulle finde på til hinanden. Hvad blev der nu af bare at sende en buket blomster? Det blev stort og vildt, men så blev pointen da også understreget. Måske er det ikke så galt endda, at have nogle rutiner og en hverdag.

Jeg kan absolut anbefale bogen, hvis du mangler en rigtig feel-good bog, og samtidig gerne vil have noget at grine af, som du ikke skal tænke for meget over.

Sylvie og Dan har været kærester de sidste ti år, gift i syv af dem. De er begge 32 år, har et skønt hjem, gode jobs, dejlige tvillingepiger og er så tæt forbundne, at de ofte afslutter hinandens sætninger. De ved alt om hinanden og kunne praktisk talt ikke være lykkeligere.

Indtil de til et lægetjek får at vide, at de begge er så sunde og har så gode gener, at de sandsynligvis vil leve til de bliver 100 år. Hvilket burde være glædeligt, men også betyder, at de har 68 års ægteskab foran sig. Panikken bryder ud i lys lue, for ingen af dem havde forestillet sig, at deres ’til døden os skiller’ i virkeligheden betød syv årtier!

For at sikre sig, at ægteskabet ikke hensygner, bliver de enige om at overraske hinanden, så de ikke kommer til at kede sig. Overraskelserne viser sig hurtigt at give anledning til misforståelser med komiske følger, men også mere alvorlige opdagelser, der ryster især Sylvie i hendes grundvold. Og da fortiden stikker sit hoved frem og afslører ukendte hændelser, begynder de at spekulere på, om de nogensinde har kendt hinanden rigtigt.

Overrask mig! er en sjov og gribende fortælling, der både handler om, hvordan vi forholder os til livet nu og her med hinanden, og om hvordan vi kan ende med at tage så meget hensyn til hinanden, at det bliver en hæmsko for alle involverede parter.

 

Tidligere anmeldt af samme forfatter:
Bryllupsnatten
Mini shopaholic
Shopaholic stiler mod stjernerne
Shopaholic i Las Vegas