Anmeldelse #398: Dødens galleri (Robert Hunter #9)

Dødens galleri – Chris Carter – Robert Hunter #9 – 448 sider

Anmeldereksemplar fra Jentas.

 

Robert Hunter er tilbage – og denne gang med en cliffhanger
Chris Carter er en forfatter, jeg har fulgt længe. Det er fem år siden, jeg læste den første bog i hans serie om Robert Hunter, og jeg har været med lige siden. Det er lidt op og ned, hvor meget jeg kan lide bøgerne. Efter at have været meget begejstret for de seneste fire i rækken, som alle fik fem stjerner, så er vi tilbage på et noget mere lunkent niveau nu, desværre.

Årsagerne til det skal findes i, at jeg simpelthen er blevet træt af gentagelser. Bøgerne kan læses selvstændigt af hinanden, så jeg er godt klar over, at der er nødt til at være noget, der går igen, men det blev bare for meget i denne bog. Jeg ved godt, Hunter er en begavet mand, at hans speciale bliver brugt som undervisningsmateriale, at han er ekspert i whisky osv. Problemet opstår, når man dels får det fortalt i hver eneste bog, dels bliver mindet om det mere end tre gange i samme bog. Det bliver bare for meget fyld, og det gjorde, at jeg faktisk også mistede interessen.

Udover det, så undrer jeg mig over, at alle personerne i bogen er meget chokerede over, hvor vilde, voldsome og brutale de her mord er. Jeg mener, det er enheden for ultravoldelige forbrydelser, der håndterer dem. Jo, de her forbrydelser er ulækre, men når de kalder dem for det værste, de har set, så står jeg altså af. Der har været mere voldsomme mord i tidligere bøger, trods alt. Men måske er det en “smagssag,” hvis man da kan kalde det det.

Den her bog er lidt anderledes end de andre, i det at den slutter med en cliffhanger. Det har jeg det lidt blandet med, for egentlig synes jeg ikke det passer til serien, men omvendt så passer det egentlig ret godt ind i serien. Forhåbentlig går der ikke alt for længe, inden vi kan læse videre og finde ud af, hvad der sker.

Som man nok kan se, så havde jeg et par issues med bogen her, og blev derfor ret skuffet. Jeg elskede ideen om den, og jeg følte mig “forpligtet” til at kunne lide den. Når man har fulgt en serie i så mange bind, så “skal” man jo helst kunne lide den endnu. Jeg ved ikke, om I kender den følelse?

De ting, jeg godt kunne lide, var bl.a. kapitlerne fra morderens synspunkt, de var rigtig fede. Især måden, hvorpå han uldvalgte ofrene, syntes jeg var spændende. Og hans motiv fangede mig også. Som altid var jeg kæmpe fan af Garcia, selvom han desværre ikke fulgte så meget, og Anna manglede jeg også. Sådan skal det vel næsten være ;) Jeg kan ikke få nok af de to.

Jeg vil stadigvæk læse videre, men nok mere af dedikation til serien, end fordi jeg synes det her var en fremragende bog. I øvrigt håber jeg, at der her bare var et bind, der ramte forbi min smag. Jeg har givet tre stjerner til Chris Carter før, men han er altid kommet tilbage på højt niveau, så lad os håbe, det også sker denne gang.

”I mine enogtredive år ved politiet har jeg set rigeligt med vanvittige ting, men hvis jeg fik lov at vælge én ting, jeg kunne slette fra hukommelsen, så ville jeg vælge dét derinde.”

En kvindelig topmodel bliver fundet myrdet i sit hjem. Morderen har flået hende, skåret hænder og fødder af hende og oversmurt væggene i hendes soveværelse med blod. På hendes ryg har morderen snittet en besked. Snart viser det sig, at hun ikke er det eneste offer. Der er tale om en seriemorder, og han har mange overraskelser i ærmet.

Fuldstændig uventet tvinges Hunter og Garcia til at arbejde sammen med FBI i jagten på morderen, hvis jagt efter ofre overskrider statsgrænser; En psykopat, som elsker at myrde, fordi det er andet og mere end blot mord for ham – det er kunst.

Velkommen til dødens galleri.

Anmeldelse #397: Kvinden i vinduet

Kvinden i vinduet – A.J. Finn – 424 sider

Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof.

 

Solid thriller om sandheder, løgne og at kende sig selv.
Denne bog blev en bestseller på kort tid, så jeg blev begejstret, da jeg på Krimimessen fandt ud af, at Lindhardt & Ringhof ville udgive den på dansk. Jeg slugte læseprøven – noget jeg ellers normalt holder mig fra – og fik heldigvis bogen tilsendt kort efter.

Bogen har en meget interessant start, men den bliver langtrukken, og man skal et pænt stykke ind i bogen, før der for alvor begynder at ske noget. Omtrent halvvejs, vil jeg tro. Efter at have læst bogen til ende, kan jeg godt se, hvorfor det er nødvendigt med så lang en start, men på tidspunktet føltes det af lidt for meget. Alligevel synes jeg, bogen er skrevet i et spændende og varieret sprog, og jeg vil med glæde læse mere af A.J. Finn.

I bogen følger vi Anna, som er tidligere (børne)psykolog. Hun lider af agorafobi og har et problem med både medicin og alkohol. Således udgør hun altså en knap så pålidelig hovedperson, men ikke destro mindre føler man med hende. Hun er spændende at følge, og som læser sidder man sådan set bare og venter på, at nogen skal fange hende i løgnene. Men hvor godt kender hun egentlig sig selv, når alt kommer til alt?
Anna bruger sin tid på at udspionere sine naboer, som vi også stifter bekendtskab med i bogen. Det indtryk, man får af dem, er selvsagt ikke så godt. Der er meget mystik omkring dem, og man kan hurtigt fornemme, at ikke alt er, som det bør være. Det skal man dog ikke tage for alt for gode varer, da det er igennem Anna bogen er fortalt. Den måde, Anna følger med fra vinduet på, minder meget om Kvinden i toget. Jeg tror også, at denne bog vil fange mange af de samme læsere. Desværre blev det også i denne bogr lige ensformigt nok til min smag, men jeg syntes nu alligevel godt om romanen.

Handlingsmæssigt er der selvfølgelig nogle twist, og jeg sad hele tiden på kanten af sædet, for at finde ud af, hvad der var op og ned i de historier, Anna fortalte. Det var sandhederne og løgnene der drev bogen for mig, mere end det var selve spændingselementet. På den måde kunne den måske godt minde lidt om Liane Moriartys bøger.
Der var nogle af twistene, der var gode nok, mens andre var gennemskuelige. Ingen af dem var for alvor chokerende, og det er også det der gør, at jeg ikke kan give den flere stjerner. Den formåede aldrig helt at overraske mig fuldstændigt. I stedet forblev det en almindelig, men dog solid, spændingsroman.

Jeg er nødt til også lige at nævne slutningen, som jeg syntes var rigtig fint skrevet, og man får en fornemmelse af, hvor det hele er på vej hen, men uden at få alt fortalt. Det klædte historien, og faldt helt i hak med, hvordan bogen ellers havde udfoldet sig.

Det er ikke paranoia, hvis det virkelig er sket …

Anna Fox bor alene i sit store hus i New York. For bare et år siden var hun gift og havde et godt job. Nu lider hun af agorafobi og får voldsomme angstanfald ved tanken om at gå udenfor. Hun får dagene til at gå med at se gamle s/h film, chatte på nettet, drikke vin og udspionere sine naboer.

Overfor bor den perfekte familie – far, mor og teenagesøn – men en aften, Anna kigger over mod deres vinduer, ser hun moren i huset falde om med en kniv i brystet. Chokeret ringer hun efter politiet og forsøger at gå ud og skaffe hjælp. Men så snart hun åbner døren, sortner det for hendes øjne, og hun kan ikke tænke klart. Efterfølgende er det, som om intet er sket. Der er intet lig, ingen tilskadekomne, ingen sørgende familiemedlemmer. Politiet noterer sig, at Anna er psykisk ustabil. Hendes lille, afgrænsede verden smuldrer langsomt, for hvad er sandheden? Var det bare noget, hun bildte sig ind?

Brunch med Peter Mogensen og Turbine

Lørdag d. 28. april var jeg inviteret på brunch hos Turbine, sammen med en håndfuld andre bloggere. Anledningen var udgivelsen af Peter Mogensens debutroman, I bjørnens kløer.

Da vi ankom var der i fuld gang med at blive gjort klar til den helt store brunch. Der var virkelig meget mad! Kort efter ankom Peter Mogensen, og vi satte os til bords og begyndte at spise. Det var en sindsygt lækker brunch, og en rigtig fin anretning. Der var alt, hvad hjertet kunne begære. Jeg var meget imponeret af det arrangement, de havde stablet på benene.

Imens vi sad og spiste, fortalte Peter Mogensen vidt og bredt om den nye bog, som er en politisk spændingsroman. Han snakkede rigtig meget, men det var spændende og underholdende, så det gjorde ikke spor. Han fortalte både om, hvordan bogen var blevet til, hvordan hans karriere har formet sig indtil nu, og hvorfor han ikke selv er gået direkte ind i politik. Det var faktisk ret interessant, og han virkede som et rigtig rart menneske.

Inden dagen sluttede, blev vi vist rundt på forlaget, og der var også plads til lidt almindelig hyggesnak på tværs af bordet. Det var en virkelig hyggelig dag, og jeg må tage hatten af for det fine, fine arrangement, Marie fra forlaget havde arrangeret.

Dewey’s Readathon #9 – forår 2018

Indlægget her vil blive opdateret undervejs

Så er vi nået til Dewey’s readathon igen, og for mit vedkommende den niende af slagsen! Hvem skulle dog have troet det. Jeg har startet dagen med at være til (kæmpe!) brunch hos Turbine for at høre Peter Mogensen fortælle om sin nye bog, hvilket var rigtig hyggeligt. Det betyder, at jeg først er hjemme omkring kl 16, så jeg når ikke at være med helt fra start, og da jeg har været vågen siden 04.50 så har jeg ikke stor tiltro til, at jeg kan koncentrere mig om at læse under transporten :) Til gengæld har jeg fået købt et par lækre chokolader med hjem ;)

1) What fine part of the world are you reading from today? Danmark. Jeg sidder nok det meste af tiden i sofaen. Det har vist sig utrolig svært at finde en god læsestof, der både er holdbar og pæn, og som er til at betale, på trods af at vi har ledt i lang tid. Sofaen er heldigvis også ok! Ellers har vi jo andre stole :P
2) Which book in your stack are you most looking forward to? Det må være de to digtsamlinger; The Princess Saves Herself in This One og Depression and Other Magic Tricks.
3) Which snack are you most looking forward to? Netop nu går det op for mig, at vi hverken har druer eller mango, så det må blive Babybel.
4) Tell us a little something about yourself! I dag er jeg en ukoncentreret og træt læser, som bare gerne vil få læst en lille bitte smule. 100 sider vil være en sejr, og mere end hvad jeg har læst hele måneden tilsammen……

19.35: Jeg er kommet hjem, men strøg direkte i seng til en powernap. Jeg har også fået spist, så jeg er klar til snacks lidt senere. Min første bog blev Depression and Other Magic Tricks og den var okay. Nu har jeg lige fået mig en kiwidrink (!!) og skal til at igang med en ny bog.

21.10: Jeg er gået igang med An Abundance of Kathrines, som er ret sjov indtil videre, men jeg er godt nok træt. Jeg læser langsomt, og vil faktisk hellere bare ind i min seng og se lidt serie, indtil jeg falder i søvn. Så det tror jeg er min plan lige nu. Læs godt derude!

09.50: Jeg fik sovet en god del i nat, det var virkelig tiltrængt. Jeg har været oppe et par timer nu og har fået spist og drukket masser af te. Jeg har også læst første del i The Princess Saves Herself in This One og den er rigtig god. Nu er jeg igen igang med An Abundance of Kathrines, som jeg stadigvæk synes er ret sjov. Jeg har min dyne med ude på sofaen og sidder og kigger på buskene der springer ud og solen der skinner. Måske bliver det en dejlig forårsdag i dag.

13.56: Jeg stopper her. Jeg er halvvejs i The Princess, og 45 sider inde i John Green bogen. I alt blev det til sølle 228 sider, men det er fint nok :) Jeg har også set serie, sovet en masse og lavet alt muligt andet, bl.a. plantet lidt blomster. Jeg har trods alt læst mere end hele måneden tilsammen i de sidste 24 timer. Nu vil jeg se lidt serie og nyde resten af søndagen med en kande te. Vi ses om et halvt år, når jeg gør det hele en gang til :)

Readathon tag

Dette tag er lavet af Jeanette og jeg tagger alle jer, der skal være med i Dewey’s readathon lørdag d. 28. april.

1. Hvor skal du læse henne?
Det skal jeg derhjemme, men der bliver også lidt transport undervejs, så der forventer jeg at høre lidt lydbog. Forhåbentlig bliver vejret til at kunne sidde lidt udenfor.

2. Har du været med før?
Ja, det her bliver min 9. gang!

3. Læse alene eller sammen med andre?
Sidste år fik jeg lokket S til at være en lille smule med, så det prøver jeg igen. Han skal altså bare læse Turtles All the Way Down  ;)

4. Holder du dig vågen alle 24 timer?
Nej. Absolut ikke. Jeg får det dårligt af at være vågen så længe, så det gider jeg ikke. Jeg er begyndt at stå ret tidligt op i stedet, så jeg tænker, at jeg står op ved 5-tiden om søndagen, så har jeg stadig masser af timer foran mig, hvor jeg kan læse.

5. Har du planlagt hvilken bog/hvilke bøger du skal læse?
Ikke som sådan, nej, men jeg fik nogle ret lækre bøger i fødselsdagsgave af fødselsdagsbogklubben (tak Sabrina og Michaela!), som jeg tror bliver min stak. Der er bl.a. to digtsamlinger imellem, og generelt bare bøger, jeg virkelig længe har villet læse. Så det er min umiddelbare plan, at tage af dem.

6. Kom med et gæt på, hvor mange sider du får læst?
Normalt ligger jeg på 800-1000, men jeg går bare efter 300 sider denne gang. Jeg læser langsommere for tiden, fordi jeg har holdt meget læsepause de sidste par uger, og så vil jeg gerne bare tage den lidt med ro. En enkelt bog regner jeg dog med. Så må vi se, om jeg orker mere end det :)

7. Hvad glæder du dig mest til?
Stemningen. Twitterchats. Det tror jeg næsten, er det bedste.

8. Hvilke snacks er *must haves* til readathon?
Mango. Altid. Mango og vindruer. Jeg leger lidt med tanken om at holde et sundt readathon i år, men det er måske en dårlig idé… ;)

9. Har du et godt readathon tip, du vil dele med andre?
Det er, hvad man gør det til. Lad være at stresse. Bare hyg dig og hav det sjovt. Og tag endelig del i det sociale aspekt, det er det, der gør det hele så specielt.

10. Følger du andre deltagere på sociale medier undervejs?
Ja. Alt for meget faktisk. Men det er det, der gør det hyggeligt for mig. Jeg er mest på Twitter og inde i den danske readathon gruppe på Facebook, samt Instagram, men jeg kommer helt sikkert også til at irritere mine venner på Snapchat med masser af billeder af de samme bøger.

Jeg glæder mig meget til at være med, og håber I har lyst til også at besvare det her tag, så jeg kan lære lidt om jeres readathon-vaner.

Anmeldelse 396#: Den sidste Mrs. Parrish

Den sidste Mrs. Parrish – Liv Constantine – 400 sider

Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Interessant spænding om misundelse og relationen kvinder imellem.
Det er ikke så tit, jeg bruger ordet fascinerende om en bog, men jeg tror, det er det mest passende her. Bogen havde en lang start, med en utrolig irriterende hovedperson, som virkelig gik mig på nerverne. Det var tydeligt, at det også var det, der var meningen, og jeg må sige, at det virkelig var lykkedes godt. Der skete ikke så voldsomt meget i første halvdel, men det var aligevel så spændende, at jeg var nødt til at læse videre.

Jeg vidste ikke selv ret meget om den her bog, før jeg begyndte på den, og jeg tror det er det, der har været med til, at jeg nød den så meget. Omkring halvvejs sker der noget, der ændrer bogen fuldstændig, og hvor det tog mig lang tid at læse første halvdel, tog det mig meget kort tid at læse resten. Jeg synes selv, I skal have lov at opleve, hvordan det kan være, så det vil jeg ikke sige så meget om.

Bogen er centreret omkring Amber og Daphne, og det fungerede rigtig fint at høre om deres relation. Det var beskrevet på en meget levende og spændende måde, og jeg var fascineret af, hvordan to så forskellige personer kunne holde hinanden ud. Eller i det hele taget bare hvordan nogen kunne holde Amber ud, for hun var faktisk temmelig irriterende. Skrivestilen og måden, plottet er bygget op på, fik mig til at tænke på Liane Moriarty og hendes bøger. Jeg synes, det mindede lidt om dem. Relationen mellem kvinder, et nervepirrende spil og også bare skrivestilen i det hele taget. Jeg vil ikke sidde her og sige, at denne bog er til fans af Liane Moriarty, men jeg tror, at læserne i nogle tilfælde vil være de samme.

Klimakset i bogen var virkelig fantastisk, og den sluttede på den helt rigtige måde og det helt rigtige tidspunkt. Der kunne sagtens have været flere sider, men jeg kunne godt lide, at det bare var slut her. Der var de forklaringer, der var brug for, mere havde jeg ikke brug for. Det var en karakterdreven bog, som dog alligevel formåede at komme op i omdrejninger, og også bød på flere overraskelser undervejs, og jeg tror, det er en af de bøger, jeg vil anbefale i lang tid fremover.

Hvor langt er du villig til at gå for at få, hvad du ønsker dig?

Amber Patterson er ukendt og ubetydelig, og hun er træt af, at ingen ser hende. Hun synes, hun fortjener meget mere. Hun synes, hun fortjener et liv i luksus med penge og velstand.

Daphne Parrish er Ambers diametrale modsætning. Daphne er ikke blot blond, blåøjet og smuk som en model, hun har også penge og magt, og eftersom hun er gift med ejendomsmæglermogulen Jackson Parrish, ved alle i byen Bishops Harbor, hvem hun er.

Men Amber har en plan. Hun vil være den næste mrs. Parrish. Og ved at spille på Daphnes medfølelse og omsorg begynder hun at infiltrere familien. Snart er de blevet nære venner og fortrolige, og Amber kommer tættere og tættere på sit endegyldige mål: Jackson.

Men fortiden gemmer på hemmeligheder, der kan komme til at forandre alt…

Meet’n’greet med Sebastien de Castell

I mandags var jeg inviteret til meet’n’greet i Aarhus med Sebastien de Castell, som er forfatter til bogen Spellslinger. Det var Gyldendal, der havde inviteret mig til arrangementet, som blev holdt i samarbejde med Arnold Busck, tusind tak for invitationen.

Jeg endte med at tage tidligt til Aarhus, hvor jeg mødtes med Mette og brugte et par timer. Det var ikke noget, vi havde aftalt på forhånd, det opstod bare helt spontant, og det var ret hyggeligt. Jeg fik købt noget påskete i A.C. Perchs (så kan I selv gætte, hvilken te jeg skriver om i næste tirsdagste-indlæg ;) ) og så var vi et smut på Starbucks. Vi var selvfølgelig også inde i et par boghandlere, og vi fik faktisk også set Sebastien i den ene :)

Da vi kom hen til Arnold Busck, fik vi en “tip en 13-er” seddel, og jeg skal lige love for, at de spørgsmål var for viderekomne. Jeg tror bestemt ikke, jeg fik dem alle rigtige, nok snarere det halve. Men det var egentlig meget sjovt, at det var så svære spørgsmål, at vi følte os udfordret.

Egentlig havde jeg været lidt i tvivl om, om jeg skulle tage med. Jeg har hørt om bogen, men havde også hørt, det var en fantasy western – to genrer, der absolut ikke siger mig noget (jeg har aldrig læst en western, kun set film). Når jeg alligevel tog mig, så er det fordi, sådanne bloggerarrangementer altid er så hyggelige. Jeg er også endt med at være rigtig glad for, at jeg tog afsted, for det viste sig, at Sebastien var rigtig sød og sjov, og jeg fik helt lyst til at læse bogen. Faktisk glæder jeg mig helt til det.

Han talte om, hvordan bogen var blevet til, hvordan det var endt med, at det var en egern-kat og ikke en vaskebjørn der var med i bogen (en temmelig lang historie faktisk) og hvordan han var vokset op. Ja, faktisk talte han om alt muligt, både relevant og helt tilfældige ting. Det var virkelig skægt!

Gyldendal havde også sørget for et eksemplar af bogen til os, som Sebastien både signerede og stemplede (hvor sejt er det lige?! Hvis jeg nogensinde skulle udgive en bog, så vil jeg også have sådan en stempelmaskine!).

Det var en rigtig god dag, og jeg glæder mig virkelig til at læse bogen nu, og så krydser jeg fingre for, at den er noget for mig. Hvis den bare er halvt så sjov, som Sebastien gav indtryk af at være, så skal det nok gå godt.

Krimimessen 2018

I år var jeg igen afsted på Krimimessen med min mor, ligesom det har været tilfældet de to foregående år. Forlaget Jentas var så søde at sponsorere en billet til mig, tusind tak for den!

Jeg havde selvfølgelig kigget programmet igennem hjemmefra, og næsten lige så selvfølgeligt nåede jeg ikke halvdelen af det, jeg havde sat mig for. Sådan skal det jo næsten være. Det første jeg havde på mit program, var Elly Griffiths. Hun er forfatter til bogen Pigen under jorden, og jeg havde en idé om, at det ikke lige var en bog for mig, men fordi jeg havde hørt så meget om den, besluttede jeg mig for, at jeg ville høre hendes oplæg. Som sagt, så gjort. Jeg lærte bl.a. at Ellys rigtige navn er Domenica de Rosa, og at hun under sit rigtige navn skriver contemporary romance bøger. Hun fortalte lidt om hendes skriveproces, og om hvordan det der med at karaktererne handler af sig selv, det tror hun ikke på. Som forfatter er hun i kontrol over dem. Hun skrev sin første krimi som 11-årig, og skrev også fanfic om Starsky og Hutch. Hun fortalte også, at den originale titel på bind to i hendes krimiserie var “The Two Faced God”, men det var blevet ændret, fordi ingen gider købe bøger, hvor God er en del af titlen. Alt i alt var det rigtig spændende, og jeg har samlet et par citater sammen fra hende:

“The order of words on a page can make people laugh or cry”
“You can fix a bad page, but you can’t fix a blank page”
Og min favorit:
“[…] Gin and Tonic is slimming”

Selvom det var rigtig spændende og Elly var rigtig sød, så blev jeg bekræftet i, at det ikke var bøger for mig. Til gengæld kan det være, jeg giver mig i kast med hendes andre bøger, dem hun har skrevet under sit rigtige navn.

Jeg havde også S.K. Tremayne på programmet, så for at være sikker på ikke at gå glip af det, gik jeg sammen med min mor op og hørte interviewet før. Det var en italiener, Allessandro Perrissinotto. Jeg havde aldrig hørt om ham, men det viste sig også at være ret spændende. Han læste op fra sin bog på italiensk, hvorefter intervieweren læste op på dansk. Det var en ret sjov måde at gøre det på, synes jeg. Hans bøger har en kvinde som hovedperson, og hans svar på, hvorfor, var såre simpelt: Hvorfor ikke? De talte lidt om, om hovedpersonen Anna Pavesi var hans alterego, altså hans feminine sider der kom frem, og det afslog han brat. Der var inspiration, men det var det. Det handlede også om, at det der er spændende at skrive om, er det der sker, når en advokat, læge, lærer vågner op en dag og er morder. Det er sjældent “psykopat morderen,” men oftere “almindelige” mennesker. Hvad er det, der får dem til det? Hvorfor? Han fortalte også, hvordan han er lynhurtig og skriver sine bøger i løbet af tre uger, når han har fri fra det universitet, han underviser på. Det er alligevel ret imponerende. Jeg endte med at blive ret nysgerrig på hans bøger, som på dansk hedder En lille grim historie og Den sidste hvide nat.

Så blev det tid til, at S.K. Tremayne skulle på scenen. Det var simpelthen så sjovt et interview. Han var virkelig, virkelig sjov. Hans rigtige navn er Sean Thomas, men da han ville skrive i noir-genren, blev han opfordret til at bruge et pseudonym, fordi der er mange kvindelige læsere i den genre, og “women prefer fiction by women – or at least people who are not men.” Han kunne også fortælle om, hvordan han ikke var glad for jul, fordi hans stedmor prøvede at stikke ham med en saks, og at det har været en del af inspirationen til, at tingene spidser til omkring jul i hans nyeste bog, IldbarnetFaldet fortalte han også om, her var en del af inspirationen kommet fra hans egne “tvillinger.” For elleve år siden fik han to piger; en med en kvinde i Australien og en i England. De blev født med to ugers mellemrum. Under researchen til bogen havde han lært, at hvis en enægget tvilling dør, så tror den anden ofte, at den er den døde tvilling. Den overlevende er ofte også bange for sit eget spejlbillede, og derfor må forældrene i nogle tilfælde gemme sølvtøj og andre ting med blanke overflader. Er det ikke bare creepy?!

Ind imellem alle foredragene gik jeg rundt med dels min mor, dels andre søde bogbloggere. Jeg fik hilst på en masse, både folk jeg kendte og folk, jeg ikke havde mødt før. Desværre var der et par stykker, jeg ikke fik set, men der var også mange mennesker.

Stemningen i det gamle fængsel er altid supergod, og jeg elsker, hvordan man får følelsen af, at alle bare kender alle. Det er virkelig hyggeligt. Det var bidende koldt, med vinde der fik temperaturen til at føles som -23. Det endte også med at sne. Sidste år stod vi udenfor og spiste frokost uden overtøj og nød solens varme, det skal jeg lige love for ikke skete i år. Uanset hvor spændende og godt noget er, så tager sådanne arktiske temperaturer lige toppen af glæden. Heldigvis var humøret højt alligevel, og det er jo altid let at falde i snak med folk over vejret.


Søndag var jeg alene afsted og kun for en kort visit. People’s Press havde inviteret mig og en håndfuld andre bogbloggere til kaffe og croissanter med tre svenske krimidronninger, nemlig Mari Jungstedt, Sofie Sarenbrant og Lina Bengtsdotter. Det var rigtig hyggeligt, og selvom svensk langtfra er noget, jeg vil påstå jeg forstår, så gik det faktisk rigtig godt. Jeg fik i hvert fald fat i det meste. De talte meget om deres forskellige arbejdsprocesser, men det blev helt anderledes, end det ellers ofte er til arrangementer. Det blev meget personligt og ret sjovt, og vi hørte bl.a. hvordan Mari rejste fra Gran Canaria til en kalkunfarm langt oppe nord på, bare for researchens skyld. Tusind tak for invitationen til People’s Press, det var rigtig hyggeligt at hilse på jer og jeres tre forfattere!

Inden jeg vendte snuden hjem, havde jeg lige et sidste programpunkt, nemlig at høre Katrine Engberg og Anne Mette Hancock. De to er så skønne at høre på, så den mulighed ville jeg da ikke gå glip af. De talte om, hvordan det var at være venner, kolleger og konkurrenter, og det var på en gang både underholdende og et ret lærerigt oplæg, synes jeg. Selvom jeg har hilst på dem før, så var der masser af ting, jeg ikke vidste, og jeg vil helt sikkert også høre dem igen en anden gang, for de er så gode til at fortælle.

Jeg fik selvfølgelig også både signeret, købt og fået et par bøger. Jeg kom hjem med en skøn goodiebag fra Gads Forlag, som indeholdt et anmeldereksemplar af Den fremmede gæst af Lisa Jewell, som udkommer d. 24. maj. Den lyder vildt spændende, og jeg glæder mig meget til at læse den. Derudover var der en læselampe, et eksemplar af En hjælpende hånd af Gillian Flynn, en blok papir, en af deres gode penne og en ordentlig pose slik (jeg elsker deres bolcher!!!). Det var virkelig en lækker pose, de havde fået sammensat til os! Af Jentas fik jeg Dødens galleri af Chris Carter. Jeg fik ved samme lejlighed bogen signeret og fik også talt lidt med ham, og det var som altid en fornøjelse. Jeg har efterhånden mødt ham et par gange, og han er bare virkelig rar (og dygtig!).
Pigen uden hud var den gratis bog, Politikens forlag delte ud i år, og Storytel delte Black Dolphin ud. De øvrige på billedet, har jeg selv købt, og jeg glæder mig sådan til at fordybe mig i dem.

 

Hvis du er en af dem, der endnu ikke har været på Krimimessen før, så kan jeg kun anbefale det. Det er simpelthen så hyggeligt!

Anmeldelse #395: Bag lukkede døre

Bag lukkede døre – B.A. Paris – 303 sider

Gaveeksemplar fra Jentas.

 

Årets bedste domestic noir
Der er bøger, man ved er spændende. Som man hører om igen og igen, og altid i et positivt lys. Sådan en bog er Bag lukkede døre. Jeg har simpelthen hørt så mange rose den her bog. Den har længe ligget øverst i bunken af bøger, jeg gerne vil læse, men af en eller anden grund, har jeg hele tiden skubbet den til side. Indtil nu. Og nu sidder jeg så her og melder mig i koret af folk, der ikke har andet end ros tilovers for den.

Første kapitel var lidt langtrukkent, og jeg havde min tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville få læst bogen færdig, men så skal jeg da ellers lige love for, tingene tog fart. Jeg læste bogen på et døgns tid, og det imens jeg passede mit arbejde. Jeg gik (meget) tidligt i seng, bare for at kunne stå tidligt op og læse en masse, inden jeg skulle afsted. Så engageret er jeg sjældent i en bog, men det var virkelig fedt at opleve.

Det, der gjorde mig så investeret i den her bog, det var klart det psykologiske spil. Jeg elsker sådan noget. Det var virkelig nervepirrence. Det kom i bølger, og når der så ikke skete noget, så vidste man bare, at det var fordi, der var optræk til noget større. Ligesom når der i gyserfilm er helt stille, så ved man også bare, at lige om lidt, så kommer der altså noget grimt. Det var lige præcis sådan det var at læse den her bog.

Personerne var rigtig spændende at følge, især naboerne. De var simpelthen portrætteret så godt, at de blev en spændingsfaktor i sig selv. Selvom det var voldsomt, så føltes de også alle troværdige, og det gav gys hele vejen ned langs rygraden.

Jeg vil absolut anbefale den her bog til alle, der ikke holder sig tilbage for et godt gys. Desværre bliver den bare endnu mere uhyggelig af, at mange af tingene sagtens kan foregå i virkeligheden.

Kender du Jack og Grace? Han ser godt ud og er velhavende. Hun er både charmerende og elegant. Han kæmper for voldsramte kvinder og har aldrig har tabt en eneste sag. Hun er den perfekte hustru, der forguder sin mongolide lillesøster og er fremragende til både havearbejde og at lave mad. De er stadig nygifte, men det virker allerede, som om de har alt. Man kan bare ikke undgå at kunne lide dem. Man bliver fortryllet af luksussen og den lette stemning i deres hjem, af deres imponerende middagsselskaber. Man får lyst til at lære Grace bedre at kende.

Men det er ikke så let, for Jack og Grace er mildest talt uadskillelige.

Nogle ville sige, at det er ægte kærlighed. Andre ville undre sig over, hvorfor Grace aldrig tager telefonen. Eller hvorfor hun aldrig kan mødes til en kop kaffe, selv om hun ikke arbejder. Hvordan hun kan lave så overdådige måltider og stadig være så slank. Eller hvorfor hun tilsyneladende aldrig tager noget med sig, når hun går hjemmefra, ikke engang en kuglepen. Og hvorfor alle vinduerne i stueetagen er sikret med metalskodder.

Gad vide, hvad der egentlig går for sig bag de lukkede døre.

Anmeldelse #394: Rakelsminde

Rakelsminde – David & Stephan Garmark – 295 sider

Anmeldereksemplar fra forfatterne.

 

En makaber gyser på dansk jord
Rakelsminde er en grusom roman, der tager sit udgangspunkt i en lille by af samme navn. Den er mit første møde med Garmark forfatterne, som jeg ellers længe har været nysgerrig på, efter at have hørt Camila tale så varmt om dem.

Bogen starter med scener, hvor man bestemt ikke har lyst til at spise imens. Det kom lidt bag på mig, hvor grum en start det er, hvor udpenslet det hele er. Det satte straks mine forventninger i vejret, for når nu det skal være, så synes jeg også, en gyser skal skræmme en. Fra vid og sans, helst. Og det gjorde denne. I hvert fald i starten.

Der er ingen tvivl om, at brødrene her kan skrive. De formår at holde spændingen på et niveau, hvor man er nødt til at læse videre, men samtidig uden at det bliver irriterende med for mange cliffhangers.

Der hvor jeg begyndte at stå af, var da vi fik mere af Sayids baggrundshistorie. Jeg synes, det blev for meget. Historien var stærk nok til at bære det hele, jeg havde ikke behøvet også at få en masse af hans baggrund med. Jeg var ellers rigtig glad for ham som karakter, men jeg synes, det blev for mange ting på for få sider. Hans historie var spændende, men den kunne man have skrevet en helt seperat bog om, og det ærgrer mig.
Udover det, så synes jeg plottet holdt hele vejen igennem, ligesom det også var flot udført.

Persongalleriet fangede mig ikke helt i starten, men efterhånden begyndte jeg at holde af Tea og hendes veninde, samt det bånd, der var imellem dem. Det ville jeg gerne have haft mere af, men så havde vi nok bevæget os for langt væk fra genren.
Der var dybde og troværdighed i personerne, og det gjorde, at man blev investeret i fortællingen, og heppede på dem alle, på at de ville opklare hele mysteriet uden at komme noget til.

En god gyser, som jeg må indrømme at være overrasket over. Jeg troede ikke, det ville fungere på dansk og i en dansk by, men det gjorde det, og endda ret overbevisende. Jeg vil anbefale bogen til alle, der godt kan lide en god gyser, og som ikke har noget problem med vold og makabre scener.

Selve lyden var metallisk, men også organisk. Den var inden i ham, som et dybt og truende skrig. En trykbølge ramte ham derefter. Et eller andet detonerede. Han vaklede tilbage med blod fossende ud af næsen. Han krængede forover og kunne ikke trække vejret. Tarmene vred sig. Lyden forlod rummet, eller hjernen, så hurtigt, som den var opstået, og han så kun efterdønningerne, som et efterskælv med en hyletone, der også døde ud. Der var stille et øjeblik. Sayid tørrede blod væk fra næsen.
“Vi vil gerne hjem nu, far.”

En grusom lydbølge brager gennem gaderne i landsbyen Rakelsminde og driver borgerne til vanvid. Journalisten Tea Ehlers skal dække historien og bliver sat på sit livs prøve, da et hus forsvinder, borgerne bliver voldelige, og en fanatisk sekt messer om dommedag. De bizarre hændelser sker ofte i nærheden af Sayid, som netop er flyttet til byen. Sayid, der er syrisk flygtning, har en mørk fortid og besidder en helt særlig evne. Snart er Tea og Sayid hvirvlet ind i en kamp på liv og død. Kan de finde årsagen til kaosset og redde borgerne i Rakelsminde, før det er for sent?