Anmeldelse #439: Stuck-Up Suit

Stuck-Up Suit – Vi Keeland, Penelope Ward

En overspillet bog, der aldrig rigtig bliver mere end middelmådig
Nå. Det her var ikke helt, hvad jeg regnede med. Altså, det var da en sød nok historie, men så var det desværre også bare det.

Jeg er ikke nødvendigvis så glad for, når man starter med at være virkelig ubehøvlede, men kvinderne falder for dem alligevel, og de så ændrer sig. Og sådan var Graham altså. Han var virkelig arrogant og irriterende, fuldstændig og komplet ligeglad med alle omkring sig. I starten var Soraya ikke glad for det, men hun faldt selvfølgelig for ham. Det gjorde jeg aldrig helt selv. Ud fra titlen var jeg godt klar over, han ville være lidt arrogant, men den måde han behandlede sine assistenter på, ved bare konstant at råbe af dem, det brød jeg mig bare ikke om. Og det smittede jo så lidt af på Soraya, som jeg ellers startede med godt at kunne lide.

Plotmæssigt har vi her at gøre med forfærdelige eks’er og venner, man kan sætte spørgsmålstegn ved. Den del var okay, omend noget overspillet. Det var lidt ærgerligt, at det hele skulle være så voldsomt, for faktisk var det ellers ganske underholdende. Noget af det, jeg godt kunne lide ved plottet, var den sms-udveksling der var mellem Soraya og Graham i starten, den der ligesom startede det hele. Den var rigtig fin. Og slutningen synes jeg sådan set også var helt okay.

Jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere på de fleste fronter, så selvom jeg ikke blev helt skuffet over noget, så blev jeg heller ikke positivt overrasket. Det var bare en lidt flad fornemmelse hele vejen igennem. Jeg tror også, det var meningen, at bogen skulle være sjov her og der, men jeg fangede ikke rigtig humoren.

Det, der nok bedst kan beskrive min oplevelse med den her bog, er skuffelse. Jeg havde forventet, der var mere til den her historie, og at den ikke spillede på så mange af klicheerne, men jeg måtte se langt efter noget nyt.

Første linje:
My right foot stepped onto the train, and I froze mid-step spotting him already in the car.

It started out like any other morning on the train. Until I became mesmerized by the guy sitting across the aisle. He was barking at someone on his phone like he ruled the world. Who did the stuck-up suit think he was…God? Actually, he looked like a God. That was about it. When his stop came, he got up suddenly and left. So suddenly, he dropped his phone on the way out. I might have picked it up. I might have gone through all of his photos and called some of the numbers. I might have held onto the mystery man’s phone for days―until I finally conjured up the courage to return it. When I traipsed my ass across town to his fancy company, he refused to see me. So, I left the phone on the empty desk outside the arrogant jerk’s office. I might have also left behind a dirty picture on it first though. I didn’t expect him to text back. I didn’t expect our exchanges to be hot as hell. I didn’t expect to fall for him―all before we even met.

The two of us couldn’t have been any more different.
Yet, you know what they say about opposites. When we finally came face to face, we found out opposites sometimes do more than attract―we consumed each other. Nothing could have prepared me for the ride he took me on. And I certainly wasn’t prepared for where I’d wind up when the ride was over. All good things must come to an end, right? Except our ending was one I didn’t see coming.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge