Anmeldelse #437: I Wanna Text You Up (Texting #2)

I Wanna Text You Up – Texting #2 – Teagan Hunter

Historien gentager sig selv. Skuffende toer.
Det var med stor iver, jeg gik i gang med den her bog. At sige jeg var vild med første bog i serien, ville næsten være en overdrivelse. Holder bog to så den høje standard? Nej. Slet ikke.

Der, hvor jeg synes den her bog falder er, at den bare er en omskrivning af den første bog. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, men jeg følte at Zoe bare var den kvindelige udgave af Zach fra bog et. Hvis ikke man havde vidst andet, så kunne man såmænd også sagtens have haft forvekslet dem med hinanden. Det synes jeg er rigtig ærgerligt. Jeg var vild med Zach, men når det samme ikke var tilfældet med Zoe, så er det fordi det bare føltes som en gentagelse. Samtidig så var det her lidt af en slow burn set i forhold til første bog, og det tror jeg bare ikke rigtigt er min stil. Det hele gik simpelthen lidt for langsomt, og de var lidt for længe om at få øjnene op for hinanden sådan for alvor.

Til gengæld var det et meget glædeligt gensyn med Caleb. Ja, jeg græd i bog et, da han blev slået op med. Derfor var jeg også rigtig glad for at se ham få en happy ending i den her bog. Der er bare noget ved hele hans personlighed, som virkelig tiltaler mig, og egentlig kunne jeg godt bare have brugt en hel bog mere kun om ham.

Skrivestilen er fortsat sådan, at store dele af bogen er skrevet gennem emails og sms’er, og det giver altså bare et helt specielt læseflow, i hvert fald for mig. Det er skønt at kunne kværne en bog på nul komme fem af og til. Og det er det, jeg synes er den største kvalitet ved den her type bøger, der er skrevet på den måde. De er hurtige og letfordøjelige, men rummer stadig en fin historie.

Jeg ved ikke, om jeg kommer til at fortsætte i serien, for så vidt jeg kan læse mig til, så følger man et nyt sæt karakterer i næste bog. Altså nogle, man slet ikke har mødt før. Og så blev jeg desværre også bare så skuffet over den her. Det skal jeg lige se, om jeg kan komme mig over.

Første linje:
“Are you sure about this? It seems a bit… sketchy.”

When I put up a ROOMMATE WANTED poster, he was the last person on earth I thought would respond.

He was also the last person on earth I’d agree to let live with me…on purpose.

But, here we are⁠—roommates. I’m certain we can coexist without it being awkward, and I’m determined to make it work. There will be no sexual tension building with each accidental touch, no flutters when he wears that stupid backward baseball cap, and definitely no flirting when we text back and forth.

Caleb Mills can’t be the guy for me. He’s my best friend’s ex-boyfriend.

And that would be wrong…right?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge