Anmeldelse #434: Mit barn

Mit barn – Cecilie Lind

Anmeldereksemplar fra forlaget.

Langdigt der vækker følelser i os alle
Jeg blev solgt, da jeg læste nogle af bogens første linjer. Det tydede på en rigtig fin og speciel læseoplevelse, hvilket det da også skulle vise sig at blive.

Jeg har svært ved at finde de rigtige ord til at beskrive det, jeg følte under min læsning. Sagen er nemlig den, at hvor jeg i første halvdel blev blæst bagover af følelser, så stod det anderledes til i anden halvdel. Mest af alt følte jeg desværre, at forfatteren bare brokkede sig, og hun kom hurtigt til at lyde som et offer. Det er jeg næsten sikker på, ikke var meningen. Jeg forstår, at det skal fremstilles som det er, som det føles, og ikke gennem et lyserødt sukkerfilter. Det er jeg også helt okay med. Jeg forstår også godt, at der kan være forskellige faktorer, der spiller ind i den nye rolle som mor, men jeg fik bare nok. Det føltes, som om det fortsatte for evigt. Det tænker jeg måske også, kan være et helt bevidst greb, men desværre var det bare ikke et, jeg helt brød mig om.

Det, jeg var så vild med i første halvdel var, at der ikke blev lagt fingre imellem. Det er altid dejligt, når man kan kalde en spade for en spade, ligesom der er noget befriende over, når følelserne bare får frit spil. Hun skriver noget så fint, Cecilie Lind, når hun taler om de følelser, der er et sted i os allesammen, hvorend vi måtte befinde os i livet. Det er noget af det, der også er med til at gøre bogen særlig. Den er nemlig ikke bare til den nybagte forælder, der synes det hele er lidt hårdt lige nu. Den er til os alle sammen.

Bogen er skrevet som et langdigt, det skal men lige være klar over. Netop fordi det er fortalt i et dagligdagssprog tager det ikke synderligt lang tid at vænne sig til. Jeg flød i hvert fald ind i rytmen lige med det samme.

Cecilie er en forfatter, jeg vil holde øje med, og måske vil jeg også tage fat på nogle af hendes tidligere udgivelser en dag. Jeg er i hvert fald nysgerrig på at læse mere af hende.

Første linje:
jeg truer med at slå mig selv ihjel
i håbet om et kejserfødt barn
epiduralblokade
PLEASE
skriger jeg

Mit barn er vanvid og hverdag, sødme og raseri. Et smukt og grumt digt om moderskabets mørke; om træthedens monstrøsitet, om utætte kroppe og stille vold. Om skrøbelige amninger og sultens dæmoni. Om i moderskabet at blive et ekko af sin egen mor, genkende hende i sig selv; hende, som man ellers så indædt har forsøgt at frigøre sig fra. Men Mit barn er også en fortælling om solen og klarheden og håbet. Om at blomstre i alle retninger på samme tid og om at finde en form for fred med det hele – bare ligge på græsset og opdage, hvor blå himlen egentlig er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge