Anmeldelse #429: Hovedspring forbudt

Hovedspring forbudt – Maria Frantzen Sanko

Anmeldereksemplar fra forfatteren.

Stærk roman om frygten for tab og trangen til beskyttelse
Den her roman er rigtig, rigtig fin. Jeg var vild med måden, den var skrevet på. Det føles som sådan en rigtig dansklærer-roman. Den måde, den er skrevet på, er så typisk for bøger, man ville hive frem i skolen. Og det er altså en god ting. Da jeg kiggede lidt på bagsiden fremgik det da også, at forfatteren er lærer, så ingen overraskelse der 😉

Plottet skrider hurtigt frem, og gør at jeg kommer til at tænke på Gyldendals Spurt-serie; Bøger, der er hurtige at læse, men har masser at byde på. Det er en ganske tynd, lille sag, men den kan noget. Som læser er man ikke klar over, hvad der egentlig er galt med familiemedlemmet, for det er ikke noget, man taler højt om i familien. Ordet er blevet til en karakter. Altså, det der er galt, er kendt som Ordet og spiller en rolle på lige fod med de andre personer. Det er en fin måde at gøre det på, og minder mig på en måde også om Monster af Patrick Ness. Det fungerer langt hen ad vejen for mig.

Desværre så taber bogen mig i slutningen. Den måde, den slutter på, er helt forkert set med mine øjne. Det gør, at jeg desværre ikke kan give den mere end tre stjerner, for det er virkelig vigtigt. Slutningen betyder meget for, hvordan jeg tænker på bogen efterfølgende, særligt i tilfælde som dette her. Det ærgrer mig virkelig meget, for jeg er slet ikke i tvivl om, hvor godt og fint forfatteren kunne have håndteret en anden slutning.

Jeg er slet, slet ikke færdig med Maria Frantzen Sanko. Jeg vil se frem til at læse mere fra hendes hånd, og jeg håber sådan, hun forbliver i den realistiske genre, for hun mestrer sproget og observationerne så fint.

De brydes i klitterne, så sandkornene kiler sig ind alle vegne.
Lauge griner, så han må holde sig på maven og får tårer i øjnene. Og så hulker han og gemmer sit ansigt ved Simons bryst.
“Jeg forstår det ikke,” hikster han. “Jeg forstår ikke, hvad der sker derhjemme.”
“Det skal nok gå,” siger Simon, for hvad skal han ellers sige?
“Det ved du ikke.” Lauges stemme er forvrænget, trykket ind mod Simons bryst.
“Nej,” svarer Simon. “Jeg tror det bare.”
“Er det nok?”
“Det håber jeg.”

En fortælling om frygten for at miste.
Om modet til at elske.
Og om at tro på, at håbet er nok.
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge