Anmeldelse #414: Resten af mig (What’s Left of Me #1)

Resten af mig – Amanda Maxlyn – What’s Left of Me #1 – 344 sider

Anmeldereksemplar fra Palatium.

Råt og ærligt, men lidt for sødt.
Starten på denne bog forvirrede mig. Jeg var ikke med på, at Aundrea stadig var syg. Jeg troede, det var noget, der var sket for fire år siden, og ikke noget, der stadig var aktuelt. Det må stå for egen regning, for det var mig selv, der bare antog det. Det betød bare, at jeg blev noget overrasket i starten, da jeg fandt ud af, hvordan det hele hang sammen.

Jeg kunne godt lide Aundreas omgangskreds, jeg syntes virkelig godt om hendes søster og svoger, som tog sig så fint af hende. Ikke at hun nødvendigvis havde behov for det hele tiden, og så alligevel. Moralsk opbakning og alt det der… Parker var også sød, men jeg var nok knap så forgabt i ham, som jeg havde håbet på at blive. Han var sød og rar, men det føltes også lidt, som om Aundrea idoliserede ham lidt for meget. Som om han ingen fejl og mangler havde. Så er der Aundreas veninde, som hun kan ringe til på alle tider af døgnet, hun var virkelig også sød, og hun gav præcis den støtte, som Aundrea sagde, at hun savnede fra andre. Det var så fint at få den del med.

Romancedelen var lidt for sukkersød til min smag, men når den blev blandet sammen med den kræft, der spiller en stor rolle i bogen, så var det helt okay. Alligevel kunne jeg godt have brugt, at den havde skruet en tand op for gnisten. Jeg manglede de hurtige replikker og noget flirten.

En ting jeg savnede var, at der var flere dyr i historien. Det lyder nok lidt random, men here me out! Aundreas svoger ejer en dyreklinik, og Parker er partner. Kunne det ikke have været lidt hyggeligt, hvis der havde været flere hunde, katte, skildpadder og marsvin? Måske er det lidt fjollet, men jeg mener det faktisk. Hvem kender ikke det med, at når ingen forstår en, så er ens kæledyr der i det mindste for en? Det kunne man godt have lavet noget fint ud af, som også kunne have passet til historien.

Jeg kunne godt lide, hvordan bogen ikke bare behandlede kræft, men også temaer som adoption. Det gjorde den virkelig godt, synes jeg. Bare fordi man ikke er genetisk relateret, betyder det ikke, at man ikke er lige så meget i familie af den grund. Den gjorde det virkelig godt, synes jeg. Kræftbehandlingen var den også meget ærlig omkring. Vi var med Aundrea til hendes behandlinger, hvor hun ikke bare lige kastede op i en time og så festede videre. Nej, det var ærligt her. Hun var syg i mange dage hver gang. Det kunne jeg rigtig godt lide. Den romantiserede det på ingen måde.

Vi er nødt til lige at tale om slutningen, navnlig epilogen. Først, da jeg læste den, var jeg imponeret og klar til at give bogen fire stjerner. Da jeg var færdig med at læse den, dalede min opfattelse af slutningen til en toer. Det er derfor, vi er endt på en treer, altså midt i. Først var det modigt, så blev det irriterende og for klichéfyldt. Det skal dog ikke have lov at ødelægge hele bogen, for den var bestemt sød og en oplevelse værd.

Indtil nu har en kæreste slet, slet ikke været en af mine prioriteter. Men det har bare en enkelt nat med Parker fuldstændig forandret. Han er vedholdende, og han ved, hvad han vil have – mig! Han behandler mig ikke, som om jeg er skrøbelig. Men han ved heller ikke noget. Og jeg er ikke klar til at fortælle ham det.

Nogle gange er livet skørt. For fire år siden blev jeg kendt som hende, der har kræft. Men jeg nægter at sætte mig ned og tude. Jeg nægter at give op. Men hvad nu hvis det alligevel forandrer alt?

Tragedien ramte mig, da jeg var 17 år.
Kærligheden fandt mig, da jeg var 21.
Mit navn er Aundrea McCall, og det her er min rejse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge