Anmeldelse #406: A Love Letter to Whiskey

A Love Letter to Whiskey – Kandi Steiner – 380 sider

For meget af det samme, men fantastisk skrivestil
Den her anmeldelse er rigtig, rigtig svær at skrive uden nogen spoilers overhovedet. Det er praktisk taget umuligt. Jeg vil afsløre små ting om bogen, men de betyder ikke så meget for historien, synes jeg. Hvis du ingenting vil vide, så stop her :)

Det her var ikke rigtig en bog for mig. Jeg elsker, når der er lidt probelmer, men det skal give mening.

Det, der irriterede mig mest ved den her bog var, hvor ens kapitlerne var. Det føltes som om, de var skrevet ud fra en skabelon. B og Jamie (som bliver kaldt Whiskey) mødes, har sex og beslutter at de pga. et eller andet ikke kan/vil være sammen. Problemet er bare, at deres grunde er dumme. Sådan virkelig dumme, altså. De er begge tiltrukkede af hinanden og forelskede, men selv som singler nægter de at være sammen. Jeg forstår det ikke! Sådan gik der rigtig mange kapitler og sider i bogen, og det var bare for meget og for ens.

Tilbage til det med, at Jamie bliver kaldt Whiskey. Det er kun B, der kalder ham det. Og det er kun i hovedet, hun kalder ham det. Hun siger det aldrig til ham. Hendes årsager til at referere til ham som Whiskey er, at hans øjne og hår minder hende om whisky. Og så var der lige den ene fest, hvor han drak et glas whisky… What? Det er bare mærkelig! Det føltes lidt som om, forfatteren brugte det som metafor, og jeg brød mig ikke om det. Det var underligt og…kluntet.

B har selvfølgelig også en fortid og en historie, og den kunne jeg rigtig godt lide at læse om. Det fik mig til at føle med hende. Der kunne være gravet meget mere i hendes historie, og hvor ville jeg bare ønske, at Kandi Steiner havde udnyttet det. Jeg ville helt sikkert have nydt bogen mere, hvis det havde været tilfældet.

Selvom bogen ikke var noget for mig, så er jeg ikke færdig med forfatteren. Hun skriver virkelig fantastisk, og man kan mærke kemien mellem personerne. Jeg er spændt på, om hendes andre bøger mon er noget for mig.

It’s crazy how fast the buzz comes back after you’ve been sober for so long. 

Whiskey stood there, on my doorstep, just like he had one year before. Except this time, there was no rain, no anger, no wedding invitation — it was just us.
It was just him — the old friend, the easy smile, the twisted solace wrapped in a glittering bottle. 
It was just me — the alcoholic, pretending like I didn’t want to taste him, realizing too quickly that months of being clean didn’t make me crave him any less. 

But we can’t start here. 
No, to tell this story right, we need to go back. 
Back to the beginning. 
Back to the very first drop. 

This is my love letter to Whiskey. I only hope he reads it.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge