Anmeldelse #397: Kvinden i vinduet

Kvinden i vinduet – A.J. Finn – 424 sider

Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof.

 

Solid thriller om sandheder, løgne og at kende sig selv.
Denne bog blev en bestseller på kort tid, så jeg blev begejstret, da jeg på Krimimessen fandt ud af, at Lindhardt & Ringhof ville udgive den på dansk. Jeg slugte læseprøven – noget jeg ellers normalt holder mig fra – og fik heldigvis bogen tilsendt kort efter.

Bogen har en meget interessant start, men den bliver langtrukken, og man skal et pænt stykke ind i bogen, før der for alvor begynder at ske noget. Omtrent halvvejs, vil jeg tro. Efter at have læst bogen til ende, kan jeg godt se, hvorfor det er nødvendigt med så lang en start, men på tidspunktet føltes det af lidt for meget. Alligevel synes jeg, bogen er skrevet i et spændende og varieret sprog, og jeg vil med glæde læse mere af A.J. Finn.

I bogen følger vi Anna, som er tidligere (børne)psykolog. Hun lider af agorafobi og har et problem med både medicin og alkohol. Således udgør hun altså en knap så pålidelig hovedperson, men ikke destro mindre føler man med hende. Hun er spændende at følge, og som læser sidder man sådan set bare og venter på, at nogen skal fange hende i løgnene. Men hvor godt kender hun egentlig sig selv, når alt kommer til alt?
Anna bruger sin tid på at udspionere sine naboer, som vi også stifter bekendtskab med i bogen. Det indtryk, man får af dem, er selvsagt ikke så godt. Der er meget mystik omkring dem, og man kan hurtigt fornemme, at ikke alt er, som det bør være. Det skal man dog ikke tage for alt for gode varer, da det er igennem Anna bogen er fortalt. Den måde, Anna følger med fra vinduet på, minder meget om Kvinden i toget. Jeg tror også, at denne bog vil fange mange af de samme læsere. Desværre blev det også i denne bogr lige ensformigt nok til min smag, men jeg syntes nu alligevel godt om romanen.

Handlingsmæssigt er der selvfølgelig nogle twist, og jeg sad hele tiden på kanten af sædet, for at finde ud af, hvad der var op og ned i de historier, Anna fortalte. Det var sandhederne og løgnene der drev bogen for mig, mere end det var selve spændingselementet. På den måde kunne den måske godt minde lidt om Liane Moriartys bøger.
Der var nogle af twistene, der var gode nok, mens andre var gennemskuelige. Ingen af dem var for alvor chokerende, og det er også det der gør, at jeg ikke kan give den flere stjerner. Den formåede aldrig helt at overraske mig fuldstændigt. I stedet forblev det en almindelig, men dog solid, spændingsroman.

Jeg er nødt til også lige at nævne slutningen, som jeg syntes var rigtig fint skrevet, og man får en fornemmelse af, hvor det hele er på vej hen, men uden at få alt fortalt. Det klædte historien, og faldt helt i hak med, hvordan bogen ellers havde udfoldet sig.

Det er ikke paranoia, hvis det virkelig er sket …

Anna Fox bor alene i sit store hus i New York. For bare et år siden var hun gift og havde et godt job. Nu lider hun af agorafobi og får voldsomme angstanfald ved tanken om at gå udenfor. Hun får dagene til at gå med at se gamle s/h film, chatte på nettet, drikke vin og udspionere sine naboer.

Overfor bor den perfekte familie – far, mor og teenagesøn – men en aften, Anna kigger over mod deres vinduer, ser hun moren i huset falde om med en kniv i brystet. Chokeret ringer hun efter politiet og forsøger at gå ud og skaffe hjælp. Men så snart hun åbner døren, sortner det for hendes øjne, og hun kan ikke tænke klart. Efterfølgende er det, som om intet er sket. Der er intet lig, ingen tilskadekomne, ingen sørgende familiemedlemmer. Politiet noterer sig, at Anna er psykisk ustabil. Hendes lille, afgrænsede verden smuldrer langsomt, for hvad er sandheden? Var det bare noget, hun bildte sig ind?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge