Påvirker forfatteren opfattelsen af værket?

Kender I det med, at en forfatter siger eller gør noget dumt, og så gider man ikke længere læse deres værker? Sådan har jeg det af og til. Men måske er det ikke altid helt så simpelt?

Jeg har i efteråret læst Rudyard Kiplings digt The White Man’s Burden (kan læses på engelsk her eller dansk her) fra 1899. Det fik mig til at tænke over, hvornår det er rimeligt, at vi frasorterer værker pga. forfatterens holdninger eller gerninger. Kipling var så absolut racist, men han var også forfatter til bl.a. den meget berømte bog Junglebogen. Det er en bog, vi alle læser med glæde, og en film vi gerne sætter på for vores børn. Nu lever Kipling jo ikke længere, og han var selvfølgelig et folk af hans tid, men gør det det mere okay? Det er ikke engang 100 år siden, han døde.

Et andet eksempel på en forfatter, der var racist, er H.P. Lovecraft. Han havde endda en kat, der hed Nigger-man. Han har skrevet et væld af gyserhistorier, som mange finder stor glæde og inspiration i, bl.a. Stephen King: “Lovecraft… opened the way for me, as he had done for others before me… it is his shadow, so long and gaunt, and his eyes, so dark and puritanical, which overlie almost all of the important horror fiction that has come since.” Uden Lovecraft, ingen King?

Er det så egentlig rimeligt, at vi bandlyser litteratur, hvis forfatteren ikke lige passer ind i vores eget verdensbillede? Er det okay at lukke øjnene for andres opfattelse, fordi vi selv synes, den er forkert?

Selvfølgelig betyder det noget, hvem forfatteren er og hvilke holdninger denne har. Jeg har selv droppet at læse Ender’s Game, fordi forfatteren (Orson Scott Card) ikke står tilbage, når det kommer til at ytre sine meget homofobe holdninger. Kipling og Lovecraft har jeg ikke samme forhold til. Jeg vil gerne læse Junglebogen, jeg vil gerne læse The Call of Cthulhu. Måske ligger forskellen i, hvornår forfatteren levede. Kipling levede i 1865-1936, Lovecraft i 1890-1937 og Card blev først født i 1951 og lever stadig. Jeg synes, man burde vide bedre i dag. Virkelig. Jeg kan ikke komme på en undskyldning, der er god nok. Det gør mig egentlig både vred og ked af det, og er også årsag til, at jeg stadigvæk ikke har lyst til at læse Ender’s Game. Jeg synes ikke, vi bare skal glemme Kipling og Lovecraft. Vi skal læse deres værker og forstå den tid, de er et produkt af. Og så skal vi lære af deres fejl.

Har du oplevet at blive overrasket over en forfatters personlige holdninger, og har det ændret dit syn på deres værker?

2 meninger om “Påvirker forfatteren opfattelsen af værket?

  1. Den lille Bogblog Besvar

    Hm… jeg tror, den eneste gang jeg blev overrasket, var da jeg læste om Hergé og fik det lidt underligt med, at jeg læste alle Tintin-tegneserierne som barn.

    Men som udgangspunkt interesserer forfatterne mig sjældent som personer og derfor plejer det heller ikke at påvirke mig, hvordan de er, når de ikke skriver.

  2. Sidsel Besvar

    Det er sjældent, at jeg undersøger særlig meget om forfatteren, og opdager altså sjældent, hvorvidt forfatteren besidder holdninger jeg har svært ved at acceptere. Men tror at det er vigtig, at man holder for øje hvilken tid de har levet i. Jeg blev lidt overrasket dengang jeg læste Tarzan, da jeg synes der var en hel del racistiske undetoner og nedladenhed overfor kvinder. Men under læsningen, blev jeg også nødt til at anerkende, at dette var en bog fra 1912, hvor det generelle billede af mennesker var meget anderledes end det er idag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge