Anmeldelse #394: Rakelsminde

Rakelsminde – David & Stephan Garmark – 295 sider

Anmeldereksemplar fra forfatterne.

 

En makaber gyser på dansk jord
Rakelsminde er en grusom roman, der tager sit udgangspunkt i en lille by af samme navn. Den er mit første møde med Garmark forfatterne, som jeg ellers længe har været nysgerrig på, efter at have hørt Camila tale så varmt om dem.

Bogen starter med scener, hvor man bestemt ikke har lyst til at spise imens. Det kom lidt bag på mig, hvor grum en start det er, hvor udpenslet det hele er. Det satte straks mine forventninger i vejret, for når nu det skal være, så synes jeg også, en gyser skal skræmme en. Fra vid og sans, helst. Og det gjorde denne. I hvert fald i starten.

Der er ingen tvivl om, at brødrene her kan skrive. De formår at holde spændingen på et niveau, hvor man er nødt til at læse videre, men samtidig uden at det bliver irriterende med for mange cliffhangers.

Der hvor jeg begyndte at stå af, var da vi fik mere af Sayids baggrundshistorie. Jeg synes, det blev for meget. Historien var stærk nok til at bære det hele, jeg havde ikke behøvet også at få en masse af hans baggrund med. Jeg var ellers rigtig glad for ham som karakter, men jeg synes, det blev for mange ting på for få sider. Hans historie var spændende, men den kunne man have skrevet en helt seperat bog om, og det ærgrer mig.
Udover det, så synes jeg plottet holdt hele vejen igennem, ligesom det også var flot udført.

Persongalleriet fangede mig ikke helt i starten, men efterhånden begyndte jeg at holde af Tea og hendes veninde, samt det bånd, der var imellem dem. Det ville jeg gerne have haft mere af, men så havde vi nok bevæget os for langt væk fra genren.
Der var dybde og troværdighed i personerne, og det gjorde, at man blev investeret i fortællingen, og heppede på dem alle, på at de ville opklare hele mysteriet uden at komme noget til.

En god gyser, som jeg må indrømme at være overrasket over. Jeg troede ikke, det ville fungere på dansk og i en dansk by, men det gjorde det, og endda ret overbevisende. Jeg vil anbefale bogen til alle, der godt kan lide en god gyser, og som ikke har noget problem med vold og makabre scener.

Selve lyden var metallisk, men også organisk. Den var inden i ham, som et dybt og truende skrig. En trykbølge ramte ham derefter. Et eller andet detonerede. Han vaklede tilbage med blod fossende ud af næsen. Han krængede forover og kunne ikke trække vejret. Tarmene vred sig. Lyden forlod rummet, eller hjernen, så hurtigt, som den var opstået, og han så kun efterdønningerne, som et efterskælv med en hyletone, der også døde ud. Der var stille et øjeblik. Sayid tørrede blod væk fra næsen.
“Vi vil gerne hjem nu, far.”

En grusom lydbølge brager gennem gaderne i landsbyen Rakelsminde og driver borgerne til vanvid. Journalisten Tea Ehlers skal dække historien og bliver sat på sit livs prøve, da et hus forsvinder, borgerne bliver voldelige, og en fanatisk sekt messer om dommedag. De bizarre hændelser sker ofte i nærheden af Sayid, som netop er flyttet til byen. Sayid, der er syrisk flygtning, har en mørk fortid og besidder en helt særlig evne. Snart er Tea og Sayid hvirvlet ind i en kamp på liv og død. Kan de finde årsagen til kaosset og redde borgerne i Rakelsminde, før det er for sent?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge