Mig og Glistrup

Mig og Glistrup – Søren Nordstrand, illustrationer af Allan Christian Hansen – 32 sider

Anmeldereksemplar fra Forlaget Arabesk.

Den mest fantastiske og rørende børnebog
Jeg har aldrig læst en børnebog som denne. Hold da op. Den fik mig jo næsten til at græde. Når en billedbog på bare 32 sider formår det, så fortjener den altså topkarakter.

Jeg læste den tre gange i løbet af de første par dage. Første gang læste jeg teksten, og de to øvrige gange “læste” jeg billederne.

Harmonien mellem teksten og billederne er rigtig god, de er som modsætninger af hinanden, og det er en sjov idé. Det er jo oplagt at snakke om! Jeg kan ikke mindes, at have læst eller set noget lignende før.

På trods af de få sider, så har bogen (og Alberte) bare så meget på hjerte, at det næsten gør helt ondt indeni. Som Albertes liv er lige nu er det ikke noget at råbe hurra for. Bogen er, desværre, utrolig aktuel, og bør inddrages i ethvert barns liv, men der bør være en voksen til stede.

Jeg er stor fan af, at man er ærlig over for børn og lærer dem, at ikke alle er lige priviligerede. Jeg tror på, at en bog som denne, kan være med til at forebygge mobning og bryde tabuer.

En helt eminent børnebogom livet når det gør ondt – set fra børnehøjde.

I MIG OG GLISTRUP fortæller Alberte om en helt normal barndom med mor, far og hunden Glistrup. Albertes forældre er, som forældre er flest. De smører madpakker, henter fra
institution og læser godnathistorie: “Når jeg skal sove, skiftes mine forældre til at putte mig. Det er det bedste, jeg ved. Jeg skal først børste tænder og tisse. Så får jeg læst to-tre bøger. For det meste bliver de liggende, til jeg er faldet i søvn”

Men kan vi stole på Albertes beretning? Både børn og voksne fanger hurtigt, at illustrationerne og teksten fortæller to forskellige historier. Hvor Albertes historie er ren idyl, viser illustrationerne en virkelighed, hvor der bestemt ikke er mad i køleskabet, og hvor aftenerne tilbringes alene – eller med far på bodega.

MIG OG GLISTRUP er (også) en børnebog om at bo med alkoholiske forældre, men alligevel være så loyal, at man lyver over for sine omgivelser (og sig selv). Det er en
historie, der inviterer til en samtale mellem børn og voksne om mindre ressourcestærke familier, men også om at lyve. Det, at pynte på sandheden og fortælle noget, som ikke helt
passer, er noget de fleste af os kan relatere til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *