Meet’n’greet med Sebastien de Castell

I mandags var jeg inviteret til meet’n’greet i Aarhus med Sebastien de Castell, som er forfatter til bogen Spellslinger. Det var Gyldendal, der havde inviteret mig til arrangementet, som blev holdt i samarbejde med Arnold Busck, tusind tak for invitationen.

Jeg endte med at tage tidligt til Aarhus, hvor jeg mødtes med Mette og brugte et par timer. Det var ikke noget, vi havde aftalt på forhånd, det opstod bare helt spontant, og det var ret hyggeligt. Jeg fik købt noget påskete i A.C. Perchs (så kan I selv gætte, hvilken te jeg skriver om i næste tirsdagste-indlæg ;) ) og så var vi et smut på Starbucks. Vi var selvfølgelig også inde i et par boghandlere, og vi fik faktisk også set Sebastien i den ene :)

Da vi kom hen til Arnold Busck, fik vi en “tip en 13-er” seddel, og jeg skal lige love for, at de spørgsmål var for viderekomne. Jeg tror bestemt ikke, jeg fik dem alle rigtige, nok snarere det halve. Men det var egentlig meget sjovt, at det var så svære spørgsmål, at vi følte os udfordret.

Egentlig havde jeg været lidt i tvivl om, om jeg skulle tage med. Jeg har hørt om bogen, men havde også hørt, det var en fantasy western – to genrer, der absolut ikke siger mig noget (jeg har aldrig læst en western, kun set film). Når jeg alligevel tog mig, så er det fordi, sådanne bloggerarrangementer altid er så hyggelige. Jeg er også endt med at være rigtig glad for, at jeg tog afsted, for det viste sig, at Sebastien var rigtig sød og sjov, og jeg fik helt lyst til at læse bogen. Faktisk glæder jeg mig helt til det.

Han talte om, hvordan bogen var blevet til, hvordan det var endt med, at det var en egern-kat og ikke en vaskebjørn der var med i bogen (en temmelig lang historie faktisk) og hvordan han var vokset op. Ja, faktisk talte han om alt muligt, både relevant og helt tilfældige ting. Det var virkelig skægt!

Gyldendal havde også sørget for et eksemplar af bogen til os, som Sebastien både signerede og stemplede (hvor sejt er det lige?! Hvis jeg nogensinde skulle udgive en bog, så vil jeg også have sådan en stempelmaskine!).

Det var en rigtig god dag, og jeg glæder mig virkelig til at læse bogen nu, og så krydser jeg fingre for, at den er noget for mig. Hvis den bare er halvt så sjov, som Sebastien gav indtryk af at være, så skal det nok gå godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge