Feberfrihed

Feberfrihed – Sophia Handler – 94 sider

Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

 

Knasende sprøde tekster, der dog er lidt for intellektuelle
Lad os snakke lidt om digtsamlingen Feberfrihed. Jeg er efterhånden gået hen og blevet glad ved digte. Jeg har egentlig altid sat pris på dem, men det er først her de seneste år, at jeg sådan rigtigt er begyndt at nyde og forstå dem.

Samlingen her var som sådan rigtig fin, og der var mange flotte og skæve observationer. På den anden side sidder jeg og føler mig lidt smådum. Jeg følte, at mange af teksterne gik hen over hovedet på mig. Jeg fik ikke fat i meningen med dem. Hvis der da var en.

Sprogligt er hun rigtig skarp, der er brugt et virkelig varieret ordforråd og det er nogle fantastiske sætninger, hun får konstrueret. Min anke er ved det handlingsmæssige. Nu behøver et godt digt jo slet ikke handle om noget, i hvert fald ikke noget specifikt, men her fik jeg nu følelsen af, at der flere steder stak noget under – noget, jeg desværre ikke helt fik fat i.

Jeg nød dog stadig flere af teksterne, og jeg tror, at det er en af den slags samlinger, man bliver mere og mere glad for, for hver gang, man læser den. Jeg forestiller mig i hvert fald, at det er en bog jeg vil åbne flere gange i fremtiden.

Feber er et tegn på sygdom. Feberfrihed er den flimrende, hudløse tilstand efter sygdommen, hvor feberen sidder tilbage i kroppen som et spor af desorientering og svimmelhed, men også som en følelse af overvindelse og katarsis. Der er intet bedre ord end “Feberfrihed” til at karakterisere Sophia Handlers debut.

“Feberfrihed” er en samling af livlige, rastløse og fortættede prosadigte, der kredser om angst som et vilkår og om en omklamrende tilstand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *