Anmeldelse #393: Final Girls

Final Girls – Riley Sager – 444 sider

Bogen er et gaveeksemplar fra Turbine.

 

Spændende roman, med et undervældende twist.
Jeg gik ind til den her bog med en forventning om at blive skræmt. Jeg havde en forestilling om, at den var nærmere gys end thriller. Sådan skulle det dog ikke vise sig at være.

Bogen starter ud med en scene fra Pine Cottage, som er det sted, Quincy har overværet en massakre og overlevet som den eneste. Herefter bliver bogen fortalt fra hendes synsvinkel, men med små scener fra Pine Cottage igennem hele bogen. Det fungerede rigtig godt, og det var let at skelne scenerne fra hinanden. Skrivestilen var fængende og gjorde bogen nem at læse.

Jeg er nødt til lige at nævne Quincy. Altså hendes navn… Det er bare så gyserfilmagtigt som noget. Eller er det bare mig? Jeg syntes, det var en lidt sjov detalje. Og det samme med Samantha egentlig. Persongalleriet var desværre lidt for karikeret, men jeg kunne godt lide Quincy. Hendes passion for at bage var tydelig at mærke, ligesom hendes sår også påvirkede mig. Det var spændende at læse om, hvordan hun klarede sig efter sådan et traume, som det må være at overvære en massakre. Hvordan behovet for at tage afstand fra det at være en final girl fyldte hos hende.

Plotmæssigt startede bogen rigtig godt ud, den var spændende, uhyggelig og grum. Spændingen holdt langt det meste af bogen, men desværre synes jeg slutningen var alt for letkøbt. Så gennemskueligt, at det lige så godt kunne have været butleren, der gjorde det. Hold op, hvor jeg synes det var en skam. Det gjorde mig så vred, at jeg lige efter at have læst bogen mente, at den kun fortjente to stjerner. Efter nøje overvejelser, og efterhånden som vreden tog af igen, endte jeg med at give den tre, for det var virkelig en spændende og interessant bog.

Hvad skal der til for at overleve et massemord? Dette spørgsmål er omdrejningspunkt i ny amerikansk thriller.

Quincy Carpenter prøver bare på at leve et helt normalt newyorkerliv med sin kæreste, Jeff, og sin bageblog, Quincy’s Sweets. Men det er svært, når fortiden bliver ved med at indhente hende. Som den eneste overlevende efter en blodig massakre i skovhytten Pine Cottage for ti år siden bærer Quincy nemlig rundt på en uafrystelig identitet som ‘Final Girl’. En titel, medierne har tildelt hende, tillige med to andre kvinder, Lisa og Samantha, der hver især var eneste overlevende i lignende mordsager.

For Quincy, der bare gerne vil videre med sit liv, er det et ufrivilligt skæbnefællesskab, og de tre Final Girls har derfor heller aldrig mødt hinanden. Men da Lisa en dag bliver fundet død i sit hus, genoplives gamle traumer og spørgsmål i Quincy. Hvad var det egentlig, der skete dengang i Pine Cottage? Og hvorfor var hun den eneste, der overlevede? Et sort hul i Quincys hukommelse har i mange år skjult den fulde, grumme sandhed, men nu banker virkeligheden på døren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge