Ellens ark

Ellens ark – Rebecca Bach-Lauritsen – 64 sider

Smuk læseoplevelse, der behandler sorg med en enorm respekt
Da jeg hørte om denne bog, vidste jeg bare, at jeg var nødt til at læse den. Der var ikke langt fra tanke til handling, og allerede et par dage efter lå den hjemme på sofabordet. Det var så smuk en læseoplevelse, at jeg ikke kan andet end at rose den til skyerne.

Først er der opsætningen. Det er en historie, der er fortalt i små, korte bidder, som man let kan overskue. Det gør, at man hurtigt er igennem bogen, i hvert fald målt på den reelle læsetid. Den tid, man ellers bruger på at sidde og fundere og tænke over de små bidder, er langt større. Det er en bog, der ikke forlader en lige med det samme, og jeg brugte i hvert fald lang tid på at sidde og tænke over det, jeg lige havde læst.

Det er tydeligt, at Rebecca har sproget i sin hule hånd. Hun er en dygtig fortæller, og man kan nemt se billederne for sig af, hvordan David falder ned ad trappen, hvordan Ellen håndterer det osv. Det er ret utroligt, synes jeg, hvordan hun kan beskrive det så “levende,” uden at det bliver uhyggeligt eller hjemsøgende på nogen måde.

Selvom det er en rigtig fin bog, så tænker jeg også, at børn skal have en vis alder, før man læser dem højt for dem (eller evt. læser den selv). Det er nogle tunge emner, der kommer op i bogen, og den fine, men dog specielle, måde, det bliver håndteret på tror jeg først, man vil sætte pris på, når man har nået de 9-10 år.

Ellen har mistet sin lillebror. Han faldt ned ad trappen. Man kan dø på langt vildere måder. Men man kan altså også dø helt hverdagsagtigt. Man dør lige meget af den grund. Ellen kom hjem fra skole og så David ligge i entréen. Hovedet var drejet mærkeligt, og der flød blod ud af øret. Det er første gang, Ellen skal forholde sig til noget så voldsomt. Davids blod flød i lige linjer mellem fliserne, men sorgen flyder ikke i lige linjer for Ellen. Sorgprocessen er hverken lineær eller logisk. I en række korte kapitler undersøger Rebecca Bach-Lauritsen sorgens særprægede logik. Hvert kapitel står ensomt, isoleret, som en spejling af Ellens tilstand. Som små doser, en lille bid af gangen – for kun sådan kan man spise en så stor størrelse, som sorg er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge