Dewey’s Readathon #8 – Efterår 2017

Indlægget opdateres løbende og indeholder sponsorerede bøger, disse er markerede.

Så er det den tid på året igen. Det er readathon weekend, så om små to timer går Dewey’s readathon igang. Hvis du ikke ved, hvad det er for noget, så kan du læse mere her. Kort sagt sidder der læsere over hele verden, og læser i 24 timer. Marathonlæsning er det nye sort ;) Det er tiende år i år, men for mit vedkommende er det ottende gang. Jeg har ikke været med hver gang de sidste otte gange, der har været lidt pauser undervejs.

De sidste to år har jeg ikke opdateret bloggen undervejs, men det vil jeg gerne vende tilbage til denne gang. Det er ikke sikkert, det bliver så meget, men bare lige et hej undervejs. Hvis du har lyst til at besøge mine tidligere readathon indlæg, så scroll ned i bunden af indlægget her, så er der en lille oversigt.

I går aftes fik jeg fundet bøger frem, som jeg tror, jeg vil læse. Jeg har det sidste stykke tid bestilt en masse hjem fra biblioteket, så det håber jeg at få læst en god del af. Og bliv nu ikke skræmt over min stak… Jeg kan slet, slet ikke nå at læse det hele! Det er bare mine valgmuligheder :)

Oppefra og ned er bøgerne Tempus Fugit af Kenneth Bøgh Andersen, som jeg scorede til en god pris for nogle år siden hos Sanne Bogorm. Det er den eneste korte bog, jeg har lagt i stakken, og egentlig mest fordi, jeg tror det er en godt og småuhyggelig bog, og det er jeg lige i humør til.
Næste bog er Førstelivet af Gena Showalter, som er et anmeldereksemplar fra HarperCollins. Den er mest med for at skabe variation.
Så har jeg Too Late af Colleen Hoover med i stakken, fordi jeg trænger til noget af hende, og det er den bog, jeg har mest lyst til at læse lige nu.
My True Love Gave to Me er min julebog, men jeg tror egentlig ikke, jeg får læst i den, måske udover en enkelt eller to noveller over morgenmaden i morgen tidlig, som står på hjemmebagte æbleskiver. Så hører det sig ligesom til ;)
H.P. Lovecraft bogen er med og ser stor og tung ud, men jeg vil egentlig bare gerne have læst Cthulhu historien i den. Jeg ved egentlig ikke engang, om den er særlig lang?
Dagbog til min hjerne faldt jeg over på Brønderslev bibliotek (hvor jeg forresten er i virksomhedspraktik lige nu!) og så kom jeg til at stå og læse lidt i den, så den er røget med hjem. Den virker ret sjov og så har den en rigtig frisk lyserød forside ;)
The Collected Stories af Amy Hempel så jeg anbefalet til fans af Gray’s Anatomy, så den var jeg nødt til at låne, selvom jeg ikke kender noget til forfatteren.
The Upside of Unrequited er Becky Albertallis nye bog, hende der også skrev Simon Vs. the Homo Sapiens Agenda.
Så er vi nået til Kronen, femte og sidste del i The Selection serien. Jeg tror umiddelbart, at det bliver første bog, jeg kaster mig over.
Til sidst er der de to første bøger i Abbi Glines’ serie om Rosemary Beach; Alt for mange hemmeligheder og Alt for tæt på. Dem vil jeg rigtig gerne også nå, fordi jeg står skrevet op til bog nr. tre, og så tænker jeg, det er meget smart lige at have læst de første to inden den kommer ;)

15.17: Hold da op som tiden flyver. Jeg har læst i 1t5m21s og nået de første otte kapitler – svarende til 100 sider – af Kronen, bind fem i The Selection serien. Jeg har også nået at drikke en hel liter te af den gode fra Perch’s (grøn te med ingefær og citron). Ja, så har jeg snacket i lidt tørrede figner. Mums! Jeg har også tændt stearinlys og jeg lytter lige nu til Harry Potter soundtracket. Tidligere hørte jeg noget Chopin i øvrigt. Hvordan går det hos jer andre, har I fået læst noget?

Siden sidst:
Lige nu læser jeg: Kronen – The Selection #5
Sider læst: 100
Tid læst: 1t5m21s
Snacks: En liter te og nogle tørrede figner
Sider i alt: 100

18.50: Jeg har læst yderligere 1t30m17s og har i den tid læst 148 sider. Jeg har også lavet mere te, denne gang Hvid tempel te, også fra Perch’s. Jeg har snacket i lidt flere figner, en håndfuld saltstænger og så har jeg også spist aftensmad. Det blev til en af de der færdige bakker, der bare skal i ovnen; kylling, kartofler og porrer. Jeg har også lige været på rundtur blandt et par blogs, så nu er jeg ved at være klar til at læse igen. Der er hældt lidt hvidvin op, og jeg skal have færdiglæst min bog.

Siden sidst:
Lige nu læser jeg: Kronen – The Selection #5
Sider læst: 148
Tid læst: 1t5m17s
Snacks: Lidt te, et glas hindbær/ingefærsaft blandet i danskvand, figner, saltstænger, aftensmad
Sider i alt: 248

20.20: Jeg har fået læst min første bog færdig og sidder og tænker lidt over, hvad jeg nu skal gå igang med. Jeg har lyst til at læse Colleen Hoovers bog, men jeg tror ikke, det er en særlig god idé. Den vil garanteret smadre mig fuldstændig. I stedet har jeg fundet to andre fra stakken frem:

Jeg hælder nok mest til Dagbog til min hjerne, fordi den dels er kortest og fordi den nok er lidt mere forskellig fra min første bog, end Abbi Glines bogen vil være.
Jeg har også (endelig!) fået fundet slikskålen frem…

Siden sidst:
Lige nu læser jeg: —
Sider læst: 112
Tid læst: 56m5s
Snacks: Lidt hvidvin
Sider i alt/tid i alt: 360 s./ 3t 31 m 43 s.

21.15: Øv, Dagbog til min hjerne er ikke særlig god. Den er sjov nok, men hold nu op, hvor spiller den bare på helt vildt mange klicheer. Jeg kan næsten ikke holde det ud. Jeg tror dog, jeg læser lidt videre i den alligevel.

Siden sidst:
Lige nu læser jeg: Dagbog til min hjerne
Sider læst: 59
Tid læst: 26m43s
Snacks: Slik, hvidvin
Sider i alt/tid i alt: 419 s./ 3t 59 m 26 s.

22.55: Endelig blev jeg færdig med Dagbog til min hjerne. Selvom den har taget mig under to timer i alt, så har den føltes meget længere end det. Den havde bare ikke styr på fakta, følte jeg, og alt blev gjort til en kliché. Det irriterede mig grænseløst. Desværre, for den var faktisk godt skrevet og også ret sjov.
Jeg sidder på sofaen og putter i nattøj og med dyne, og inden jeg går i seng, tror jeg, at jeg vil begynde på Alt for mange hemmeligheder.

Siden sidst:
Lige nu læser jeg: —
Sider læst: 144
Tid læst: 1t10m39s
Snacks: Te
Sider i alt/tid i alt: 563 s./ 5t 10m 5s.

06.10: Godmorgen! Så er jeg oppe igen. Vi bor overfor et værtshus, og i nat var en af de trælse, med fællessang fra halv to til tre, hvis ikke mere. Øv, det var irriterende! Nå, men jeg fik læst lidt inden jeg lagde mig til at sove i aftes, og nu er jeg i fuld gang med pandekagerne :D Der står også en kande te og trækker, denne gang er det mint/karamel fra Fru Rønne.

Siden sidst:
Lige nu læser jeg: Alt for mange hemmeligheder
Sider læst: 30
Tid læst: 21m20s
Snacks: —
Sider i alt/tid i alt: 593 s./ 5t 31m 25s.

07.22: Så er jeg færdig i køkkenet og sidder og nyder min morgenmad, som jo selvfølgelig er æbleskiverne. Jeg er virkelig klar til at læse nu :D

10.51: Sidste side i Alt for mange hemmeligheder er vendt, og nu vil jeg gå igang med bog to i serien, Alt for tæt på. Jeg var ikke voldsomt imponeret over første bog, den mindede mig lidt for meget om Papirprinsessen, men jeg er for træt til at tænke over, hvad jeg ellers skal læse, så jeg fortsætter bare med næste bog… Jeg håber virkelig, virkelig, virkelig at få læst 205 sider, så jeg lige rammer de 1000, men jeg er ved at være godt træt, så nu må vi se. :) Jeg skal vist også snart have tanket snackdepoterne lidt op igen…

Siden sidst:
Lige nu læser jeg: —
Sider læst: 202
Tid læst: 2t8m3s
Snacks: En liter te, rugbrød, æbleskiver, et par stykker slik
Sider i alt/tid i alt: 795 s./ 7t 39m 28s.

14.01: Jeg stoppede med at læse for få minutter siden og jeg nåede mit mål. Yay! Men det holdt godt nok hårdt. Det afspejler sig også i mit læsetempo, at jeg har været noget mere træt nu her hen imod slutningen af eventet. Overordnet er jeg dog alligevel temmelig godt tilfreds med min egen indsats. Jeg har i hvert fald læst ret stærkt, hvis jeg skal sige det selv.
Denne gang har jeg også fokuseret meget mindre på challenges, faktisk har jeg kun deltaget i en enkelt. Jeg havde bare lyst til at læse denne gang :)
Nu tror jeg, at jeg lige vil få læst bogen helt færdig og så tage mig en kort lur.

Siden sidst:
Lige nu læser jeg: Alt for tæt på
Sider læst: 217
Tid læst: 2t27m10s
Snacks: Hvidvin (vildt smart med alkoholfri vin; Ingen tømmermænd og ingen rynkede bryn når man drikker det lidt tidligt på dagen :P ), slik, franske kartofler og agurk med dip. Og et glas hindbær/ingefærsaft med danskvand.
Sider i alt/tid i alt: 1012 s./ 10t 6m 38.

READATHON OVERSIGT
2017
 Forår + opsummering
2016 – Efterår
            Forår
2015 Forår
2014Efterår
            Forår
            Dansk readathon startpost + opdatering + slutindlæg + do’s and dont’s
2013
– Efterår + tbr

56 thoughts on “Dewey’s Readathon #8 – Efterår 2017

  1. Marie Reply

    Du har fået samlet dig en virkelig fin stak. Glæder mig til at følge dig og alle andre i dette dejlige læsedøgn :D

  2. Malene H Reply

    Waaaaah, ‘Too Late’!!!!! Pyh, en mavepusterbog, men okay, er alle Hoovers bøger ikke det?

    Rigtig god fornøjelse, søde!

    • Irene Post authorReply

      I KNOW!!! Hvis jeg læser den, bliver det nok til sidst, for ellers tror jeg ikke, jeg når andet. Den giver vist seriøse hangovers, tror jeg? :P
      Tak, i lige måde!!

      • Malene H Reply

        Enten det, eller så lige inden du skal sove, så du kan græde dig selv lidt i søvn. :P
        Den er SÅ vild og barsk og hudløst ærlig. Hun har seriøst ikke lagt låg på noget i den bog …

        • Irene Post authorReply

          Ja. For hvem elsker da ikke at græde sig selv i søvn. Haha :P Når det så er sagt, jeg har virkelig lyst til at læse den lige nu, men jeg *ved* også bare, hvor dårlig en idé det er… :P

          • Malene H

            Præcis :P Hahaha.

            Jeg elsker simpelthen din æbleskive tradition. Sådan en vil jeg også have! <3
            Og måske nogle 'Gode Råd' (tænker måske lidt i julebaner nu).

          • Irene Post author

            Det er virkelig også mega hyggeligt <3
            Gode Råd? Jeg føler, der er noget, jeg misser her? :P

      • Iben Reply

        Ej det må være ulideligt men sådan en “nabo” >_< Rigtig god læselyst de sidste par timer :)

        • Irene Post authorReply

          Nah, det er ret sjældent, det er så meget, at det generer :) Der var premiere på revyen i aftes, så mon ikke det bærer lidt af årsagen til, at der var så meget støj? Det var en af de nætter, jeg bandede noget af det i hvert fald! :P

  3. Karina Reply

    Det er en mega lækker bunke bøger, som du har samlet sammen til et magisk læsedøgn – det er altid rart, at have lidt at vælge i mellem 😊 Rigtig god læselyst 😊

      • Karina Reply

        Øv, at “Dagbog til min hjerne” ikke rigtig er noget. Håber at du bliver hurtigt færdig med den, så du kan læse videre i en anden :0) Det er en lækker snacktallerken du har der – mums :0)

          • Karina

            Dejligt med masser af snacks:o)

            Hvor lyder det super hyggeligt med pandekager. Det skal jeg huske på til næste readaton. Træls med larmende værtshus gæster, men håber at bogen er god :0)

          • Irene Post author

            Jeg overvejede godt nok også at stå op og læse, men jeg er bare ikke god til alt det natteroderi. Jeg vil hellere tidligt op :)

  4. Amanda Emma @ Frk. Litteratur Reply

    Jeg håber virkelig du når til Førstelivet af Showalter. Den er aldeles fantastisk – i hvert fald hvis du er i humør til den – og den er hurtigt læst i forhold til størrelsen. Jeg er også glad for at høre at maden ikke brændte på, det må have taget en del viljestyrke fra din side ikke at fortsætte læsningen når det nu var det du helst ville ;)

    • Irene Post authorReply

      Dejligt at høre, det rykker altid bøgerne lidt op, når man hører godt om dem :) Ja, jeg var også imponeret bagefter ;) Hehe

  5. Ditte Wiese Reply

    Jeg er også oppe igen. Men mens du skal læse, så skal jeg skrive 😉📚
    Men pandekager og te…. det lyder rart. Sender du et bud herover 😄

    • Irene Post authorReply

      Det synes jeg virkelig, virkelig godt om!!
      Æbleskiver. Men ja, det er skønt. Her dufter så dejligt nu!!

  6. Lotte Eskildsen Reply

    Der er de æbleskiver igen :-) Men flot læsefremskridt. Her er jeg efterhånden ved at gå lidt kold, men håber at kunne læse Pagten færdig inden kl. 14 :-)

    • Irene Post authorReply

      Det er de da :D Jeg er godt nok også træt i øjnene nu. Og hovedet. Bare over det hele egentlig… Håber, jeg lige kan nå en bog mere inden vi er færdige, men jeg skal vist stramme mig lidt an så… :P

  7. Den lille Bogblog Reply

    Elsker at du har hygget med æbleskiver! Jeg havde overvejet at bage kage, men da jeg skal til fødselsdag lige efter eventen (og har fået ordre på at spise kage der!), så tænkte jeg, at jeg hellere måtte gemme lidt appetit :D

    Rigtig god slutspurt!

    • Irene Post authorReply

      Orv. Fødselsdag nu? Pyh. Det lyder helt hårdt. Men kage lyder tilgengæld virkelig dejligt! :D

  8. Karina Reply

    Det er også rart med nattesøvn! Men jeg nupper en lur på sofaen efter kl 14 😊 Ja, husk snacks – det er uundværlig 🤗 God slutspurt, søde

  9. Malene H Reply

    ‘Gode råd’ er sådan en slags julesmåkage :D De smager herre godt!

    En lur? Det lyder virkelig som en plan ..
    Tak for denne gang! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *