Det dybe vand

Det dybe vand – Paula Hawkins – 440 sider

Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Spændende og nyskabende, men meget forvirrende thriller
Jeg har det ikke så godt med flere synsvinkler. Jeg bliver for “knyttet” til dem, så jeg bliver træt af det, hver gang den skifter. Nå ja, og så kan det også være svært at huske dem fra hinanden. Derfor kom det også som noget af en overraskelse, at der var hele 11 synsvinkler i den her bog. 11. Elleve. Let that sink in…

Okay, så de 11 synsvinkler betød, at jeg langt hen af vejen var dybt forvirret. Og helt ærligt, det tror jeg altså langt de fleste er i denne her bog. Det er ikke udelukkende negativt, for selvom det var svært at følge med, så var der altså også noget specielt over, at man fulgte så mange forskellige mennesker og deres oplevelse af, hvad det var, der var sket.

Plotmæssigt så var jeg virkelig spændt, men omkring halvvejs havde jeg regnet den ud, og det er lidt en skam. Heldigvis begyndte personerne på dette tidspunkt at give mere mening, og jeg kunne skelne dem fra hinanden, så jeg var optaget af at finde ud af, hvordan de tænke og agerede.

Bogens sidste del var lidt overflødig, jeg syntes ikke den bidrog med ret meget, og den kunne i min optik godt have været undværet. Så kunne man have indsat den ene lille detalje i del tre, og så var det det. Heldigvis var det ikke så lang en del, så det drejer sig ikke om meget mere end 30 siders penge, og det er jo ikke meget at snakke om.

Var den så lige så god som Kvinden i toget? Ja, jeg synes faktisk, den var bedre. Jeg er dog helt med på, at den nok vil dele vandene. Enten er man til alle de fortællerstemmer, eller også er man ikke.

I de sidste dage før sin død, ringede Nel Abbott konstant til sin søster. Men Jules tog ikke telefonen. Hun ignorerede sin storesøsters råb om hjælp.
Nu er Nel død. De siger, at hun sprang i vandet. Og Jules er blevet hevet tilbage til den lille flække, Beckford, hvor hun havde svoret aldrig at sætte sine ben igen. Men der er ingen andre til at tage sig af Nels efterladte teenagedatter.
Jules er bange. For sine egne minder, for huset, hvor hun og Nel voksede op, og for alle ansigterne fra fortiden, som hun møder i byen. Men mest af alt er hun bange for vandet og for det sted, de kalder Druknedybet. Tidligere på sommeren døde en skolepige samme sted. Og Jules ved, at Nel aldrig ville være sprunget selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *