Tirsdagste #11

I dag skal det handle om en lidt speciel te, nemlig Travel Tea fra A.C. Perchs. Jeg har, selvfølgelig, købt den i lufthavnen på vej hjem fra en rejse.

Teen er en blanding af sort og hvid te, og den skal brygges ved 100 grader med en trækketid på fem minutter. Selve teen dufter meget af hyldeblomst og vanille, og har således en dejlig sød duft, som kun bliver mere fremtrædende efter brygning. Smagen er mild og rund, og jeg synes næsten, den smager lidt af solskin. Den er let og sød, men på en dejlig frisk måde. Jeg kan rigtig godt lide den, den falder lige i min smag. Den er et rigtig godt minde at tage med hjem fra ferie, og jeg tror bestemt, den vil falde i de flestes smag.

Tirsdagste #10

Efter en uges forkølelse er jeg tilbage med lidt snak om te. I dag skal det handle om noget, jeg ikke har prøvet før, nemlig brevte fra A.C. Perchs. Nærmere bestemt White Pearl Jasmin. Det var en gratis prøve jeg fik med i en af mine bestillinger engang.

Teen dufter markant af blomster og parfume, og er slet ikke noget for mig. Den skal brygges ved 70-80 grader varmt vand i fem minutter. Herefter dufter den stadig utrolig kraftigt af blomster og er stadig ikke noget for mig. Farven er meget lys og minder en hel del om hyldeblomstsaft, men det er jo også en hvid te.

Smagen er heldigvis bedre end duften. Den smager lidt af honning og syrener (givetvis jasmin, men jeg har ikke smagt tilstrækkeligt mange blomster til at kunne være så præcis ;) ). Den skal drikkes mens den er brændende varm, for ellers kommer smagen af blomster til at fylde for meget. Det er sikkert også meningen, men jeg bryder mig ikke om det :)

En anden sjov detalje er, at inden kan kommet brevet i vand, så er det så pressede perler, som udfolder sig nede i vandet. En rigtig fin lille detalje.

Alt i alt desværre ikke en te for mig, men bestemt ikke den værste blomsterte, jeg har prøvet. Og husk, at smag og behag er forskellig, så hvis du kan lide jasminte, så er det garanteret en te for dig.

Tirsdagste #9

Som I måske har gættet fra indlæggene i sidste uge, så er denne uges te påskeblandingen fra A.C. Perchs. En blanding, vi er ret glade for her i huset.

Duften før og efter brygning er relativt ens og forårsagtig. Teen skal brygges ved 80 grader og trække i syv minutter.
Den færdige te dufter sød og frisk, og virkelig bare af alt det, jeg forbinder med påske og forår. Og kender I det med, at noget kan duftes på en anden måde? Det er som om, denne te dufter meget omme bagerst i næsen eller svælget, hvis man kan sige det? I hvert fald dufter den af eksotisk ananas!

Heldigvis smager teen også rigtig godt, den er frisk og syrlig uden at være sur. Den har en blid og rund smag, som ligeledes er kraftigst bagerst i munden. Der er ingen bitterhed overhovedet i den her te. Den smager bare af vaskeægte forår. Og så har den en mild smag af bær, som erstattes af ananassens sødme. Farven er lys orange og på den måde passer teen endnu bedre til påskebordet.

Teen får fuld score, fordi den er er virkelig god til prisen, og det er en te, vi hvert år ser frem til.

Tirsdagste #8

Så er det tirsdag igen. Jeg har haft en lang weekend med Krimimessen, og en mandag der ligeledes bød på boglige eventyr. Jeg glæder mig til at fortælle om det i de kommende dage. Men først skal jeg lige fortælle om den te, jeg drikker i dag.

I dag er der tale om Hindbær og ingefærte fra Celestial. Teen brygges ved kogende vand i 4-6 minutter.
Duften fra tebrevet er syrlig, og selve lugten fra posens materiale trænger kun svagt igennem. Duften er næsten den samme, når teen er brygget. Farven på teen er dyb rød. Teens smag er fantastisk og i den syrlige ende. Hindbærrene smager virkelig igennem, den smager virkelig af bær der er i sæson. Den er måske lidt mere sur end bærrene alene, men ellers er smagen ret godt ramt. Ingefæren synes jeg ikke, man smager noget til.

Jeg kan godt lide, at Celestials teer er så rene i smagen, og så indeholder denne variant heller ikke noget koffein, hvilket jo absolut også kun er et plus. Hvis teen skulle snige sig op på en højere karakter, så skulle der have været lidt mere sødme til at balancere syren. Men alt i alt en rigtig god og frisk te, og igen en, som jeg fornemmer vil være rigtig god som iste.

Tirsdagste #7

Tiden går simpelthen så stærkt, jeg kom helt fra det her indlæg i tirsdags. Kender I det? Jeg vidste jo godt, det var tirsdag, men jeg havde alligevel glemt det lidt. I dag skal I dog ikke snydes. Jeg er klar med endnu et indlæg i denne række. I dag skal det handle om en urtete fra Celestial, som skulle smage af vandmelon og lime.

Ved første øjekast er teen desværre mindre tiltrækkende. Den kommer i ikke så pæne teposer og den dufter egentlig bare…støvet? I hvert fald af typisk tepose-duft, hvad det så end er. Teen skal brygges på kogende vand og trække i fire til seks minutter. Der er ingen koffein i, så det gør den ideel på alle tider af dagen, og man skal heller ikke tænke over forbruget. Farven på den bryggede te er rød. Meget rød. Sådan nærmest postkasserød. Den dufter også markant af vandmelon, og det leder virkelig tankerne hen på en varm sommerdag ved stranden.

Smagen er rigtig god, men man skal vænne sig til den. Jeg forventer altid en mere syrlig smag, men det er der faktisk ikke. Tværtimod er den meget sød, præcis ligesom en god, moden vandmelon. Jeg kunne måske godt bruge en smule mere smag fra limefrugten, men så kan man jo altid selv putte lidt i. Det er ikke noget, jeg selv har prøvet (endnu?), men jeg er sikker på, det ville være lækkert. Og så tror jeg virkelig også, den her ville være god som iste, men det må jo komme an på en prøve. Den er i hvert fald tilpas sød til det.

Jeg er rigtig glad for den her te, som til prisen opfylder rigtig meget af det, jeg forventede af den. Den har en dyb smag af vandmelon, og holder på den måde præcis, hvad den lover.

Tirsdagste #6

Endnu en tirsdag, endnu en te.

[Reklame – jeg har fået denne te tilsendt]
Denne uge er det en urtete. Det er Norus Øko Cool Mint Urte Te. Ved første øjekast er jeg vild med papirposen. Lukningen er meget tæt, og derfor også ret stram. Det er både godt og skidt.

Duften når man åbner posen er virkelig god og nærmest overvældende. Meget frisk, og samtidig sød. Når man har brygget teen, er sagen en anden; duften er præget af grøn te, så for mit vedkommende betyder det, at den ikke længere er helt så tiltrækkende.

Farven på teen er lys, meget lys. Selve teblandingen synes jeg ser grøn ud, så jeg manglede virkelig en vejledning på posen, til hvordan denne skulle brygges. Urtete skal jo laves på 100 grader varmt vand, mens grøn te kun er 80 grader. Samtidig står der heller ikke, hvor længe den skal trække. Her plejer det at være omkring 3-4 minutter for grøn te, mens det er det dobbelte for urtete. Jeg synes, det er virkelig ærgerligt, man ikke har gjort det nemmere for forbrugeren, at putte en lille vejledning på posen, så man kan få det bedste ud af teen. Der ligger godt nok en brygningsvejledning på Norus hjemmeside, men det ville lette det hele, hvis denne også kom på posen.

Smagsmæssigt oplevede jeg noget lidt sjovt. Helt varm smagte den markant af grøn te, ligesom den gjorde lunkent. Ved almindelig varme, var det mere de søde noter fra anis, der trængte igennem, og det var en rund og blid te. Det er lidt pudsigt, synes jeg, at der var så stor smagsforskel på, hvor varm jeg drak den. Jeg kunne absolut bedst lide den varm, fordi jeg ikke er meget for smagen af grøn te. Jeg ville ikke have valgt denne te, havde jeg vidst, at den var mere grøn end ren urtete i sin smag, så det er en skam. Jeg kan nemlig godt lide, at den er økologisk og ren. Og så er blandingen rigtig flot!

Jeg har fået denne te tilsendt af Noru.dk, og jeg har i den forbindelse også fået en rabatkode, som jeg kan dele med jer. Den giver jer 10% på alle ikke-nedsatte varer indtil d. 5. marts. Koden er: IreneValentine

Tirsdagste #5

Okay, okay. Jeg er sent ude med den her, hvis man skal se på det sådan helt traditionelt. Men hjemme hos os drikker vi altså den her slags te hele året rundt. Jeg taler selvfølgelig om julete.

Denne er en blanding fra Frederiksdal Tehandel. Den skal brygges ved 100 grader og trække i 3-5 minutter. Den dufter rigtig dejligt af kardemomme og rosa peber. Ikke særlig kraftigt, men nok til at man virkelig får lyst til en kop. Duften når den er brygget er domineret af kardemomme, men også lidt af appelsin og kanel. Ikke ret meget, men lige lidt. Farven er ligeledes rigtig fin, den er klar og rød.

Selve teen smager virkelig skønt. Den smager af rosa peber på sådan en rigtig behagelig måde, og det giver den en helt særlig varme. Sødmen fra kardemommen træder også tydeligt igennem. Det er en te, der absolut er værd at smage på, også selvom det ikke er jul. Ja, faktisk så synes jeg næsten ikke man kan smage, at det er en julete. Den skiller sig i hvert fald markant ud fra rigtig mange andre. En te, jeg helt sikkert kommer til at købe igen og igen!

 

Tirsdagste #4

I dag er det tid til en Pukka te. Jeg har valgt en af mine favoritter, når det kommer til Pukka, nemlig den limegrønne med smag af citrongræs og ingefær. Den hedder da også meget passende Lemongrass & ginger.

Første indtryk jeg får af den er duften. Den er sød og syrlig og lidt græs-agtig, faktisk. Ingefæren kan jeg ikke rigtig dufte. Det er en urtete, der skal brygges på kogende vand og trække i op til 15 minutter. Teens farve er lys, omend en anelse mudret. Duften her efter brygning er stadig ret syrlig, men ellers meget neutral.
Teens smag er i første omgang også let syrlig med et lille strejf af ingefær, der pifter smagen lidt op. De sidste noter der kommer frem, er sødmen fra lakridsrod. Alt i alt en te, der varmer rigtig godt, og som spiller på flere forskellige smage. Jeg er fan. Duften kunne dog godt forbedres, ligesom farven snildt kunne være lidt mere appetitlig.

Tirsdagste #3

Endnu en tirsdag, endnu en te. Denne gang er det en sort brevte fra f by Fredsted, jeg har under luppen. Det er en helt standard lakridste.

Ved første øjekast er det en rigtig fin farve, den her te har. Dog synes jeg, den ligner øl lidt :P Duften før brygning kan ikke snyde nogen; det her er helt klart en lakridste. Efter brygning dufter den stadigvæk af lakrids, men noget mindre kraftigt. Den dufter også af te, forstået på den måde, at den altså ikke dufter af slik, men af ren og skær lakridste. Smagen er blød og fyldt med lakrids, ja nærmest cremet. Jeg drikker den uden mælk, men kunne godt forestille mig, at en lille dråbe eller to ville gøre underværker i denne te.

Det er en simpel te uden de store overraskelser, og som jeg er sikker på enhver lakridselsker vil være glad for. Den luner godt på en kold vinterdag, men mangler lidt flere nuancerede smage og en lidt mere markant duft, førend jeg vil kalde den en favorit.

Tirsdagste #2

TAK for den fine modtagelse af mit første tirsdagste-indlæg i sidste uge. Jeg blev lidt overrasket over de mange fine tilkendegivelser, det havde jeg slet ikke regnet med. I dag er jeg tilbage med endnu en teoplevelse.

Denne gang er det en brevte, der er på programmet. Nærmere bestemt Sommerbær Te fra Fredsted. Teen skal trække i fire minutter og laves på kogende vand.
Duften er ret neutral, når man åbner pakken. Den er sødlig og frugtig, men er hurtigt forduftet. Duften når den er brygget færdig er ligeledes frugtig, men hurtigt overstået, med mindre man stikker snuden helt tæt på. Det er lidt en skam. Det gode ved den her te er til gengæld, at den ikke lover mere, end hvad den kan holde. Den smager nemlig heller ikke af så meget. Den er bare sød. Med bind for øjnene ville jeg ikke kunne gætte, hvad smag det skulle have været. Omvendt bliver den heller ikke bitter, som jeg ellers synes meget brevte gør. Farven er meget mørk, og bliver det også ret hurtigt, men lad dig ikke skræmme af det. Smagen er meget mild.

Alt i alt er det en te, jeg vil anbefale at man køber, hvis den er meget på tilbud, men ellers ville jeg hellere smide mine penge efter en af Fredsteds andre varianter. Den får to kopper ud af fem, og det gør den fordi den ikke som sådan smager dårligt, den er bare kedelig :)