Er YA en genre?

“Hvad læser du?” spørger min far.
“En ungdomsbog,” svarer jeg.

Således forløber en samtale ofte. Folk spørger, hvad jeg læser. Jeg svarer, at jeg læser en ungdomsbog. I virkeligheden er det jo hamrende upræcist. Er det en gyser, historisk fiktion, realisme eller måske science fiction? YA er ikke en genre, men en beskrivelse af en målgruppe. På en måde føler jeg faktisk nogle gange, at jeg (ubevidst) skal forsvare, at jeg læser en ungdomsbog. Jeg føler ikke, at det er “rigtig litteratur” i andres øjne, og derfor er det heller ikke “godt nok.” Det at svare, at jeg læser ungdomsbøger, det er gået hen og blevet en form for forsvarsmekanisme, kan man vel godt sige. Og derfor svarer jeg, som jeg gør. Det er jo i grunden dumt, for ungdomsbøger kan være præcis lige så gode og vigtige, som alle mulige andre bøger.

Hvorfor det er sådan, det ved jeg faktisk ikke rigtig. Måske bunder det i virkeligheden i usikkerhed – hvad nu, hvis andre ser ned på mig, fordi jeg læser noget letfordøjeligt litteratur? Men det er da bare så ligegyldigt. Jeg skal blive bedre til at ranke ryggen og sige, at jeg læser en dystopisk ungdomsroman. Så må folk tænke, hvad de vil. Jeg ville jo nok også sælge bogen lidt bedre, hvis jeg fortalte lidt om den, i stedet for at tale den ned og bare sige “det er en ungdomsbog.” Det er der ikke mange, der bliver specielt nysgerrige af.

Det jeg egentlig ville med det her indlæg, var bare at sige, at YA jo sådan set slet ikke er en genre. Der er mange, der bruger betegnelsen på den måde, mig selv inklusiv, men i virkeligheden dækker det jo mere over en målgruppe. YA ~ Young Adult/ung voksen. Der er jo både fantasy, kærlighed, sci-fi og thrillers.

PS. Indlægget herover har faktisk ligget skjult i kladdeform i over to år. Siden april 2015. Meget har naturligvis ændret sig siden da, men jeg synes alligevel, det fortjener at blive udgivet.

Forfatterens magt over værket

Udklip

I går aftes skete det igen. Bad author behavior. Heldigvis er det ikke noget, der sker så tit, men i det hele taget burde det slet ikke ske. Det er blevet sagt mange gange; lad som forfatter være med, at blande dig i folks anmeldelser. Alligevel er der nogle, der tror det kan være en god idé lige at komme med eget synspunkt. Det, der skete i går var – som næsten altid – at forfatteren gjorde det hele meget værre for sig selv. Den specifikke anmeldelse ligger nu øverst på goodreads, fordi der er så mange kommentarer. Havde han nu ladet den stå og ikke gjort noget, så havde den måske ligget nederst og ingen havde set den. Nu ser alle den, og rygtet spredes som ringe i vandet.

“Someone that leaves 1 star reviews on someone’s work who didn’t wrong them, who they’ve never met, that’s IS THE MEASURE OF A BAD PERSON.”

Hele sagen kan man se her.

Når det så er sagt, så synes jeg også det er dårlig stil af folk at rate bogen 1 stjerne, for at få dens ratings til at falde. Med mindre man har læst bogen, synes jeg ikke man bør rate den. Bogen ligger i skrivende stund med en rating på 1,7 og selvom jeg synes, det er dårlig stil, så kan jeg helt ærligt ikke sige, at jeg har ondt af forfatteren. Han skød sig selv i foden.

“Leave this up so that every person henceforth can see ALL OF YOU for what YOU ARE. DESTRUCTIVE to consciousness and humanity.”

 

Jeg har selv anmeldt bøger, jeg ikke kunne lide. To af dem er Spillet om sirenen og Skyggernes bog. Pernille Vørs (Spillet om sirenen) tog det rigtig pænt, og delte endda anmeldelsen på facebooksiden, hvor hun skrev, at det er en del af forfatterlivet. Der kom både positive og negative kommentarer til linket, men Pernille svarede kun på de positive og undgik derved at gå ind i en diskussion om mig som person, blogger og anmelder. Det kunne have blevet rigtig grimt, men det blev holdt pænt og sobert, og det synes jeg, er fantastisk forfatter adfærd.
Haidi Wigger Klaris (Skyggernes bogskrev jeg med efter at have læst bogen, og jeg mødte hende også på Fantasy Festival i Esbjerg. Hun er simpelthen så rart et menneske, og jeg oplevede overhovedet ingen harme eller noget som helst andet negativt fra hendes side. Tværtimod. Hun var imponeret over, at jeg havde læst den færdig, fordi hun nok selv ville have opgivet, hvis hun havde haft så dårlig en oplevelse som jeg havde. Endnu et eksempel på noget, jeg synes er god forfatter adfærd.

Jeg har kæmpe respekt for både Pernille Vørs og Haidi Wigger Klaris. Jeg kunne forestille mig, at det gør temmelig ondt, når man får 1 stjerne og en negativ anmeldelse, men det er lige præcis derfor, jeg også synes de er så seje. Det ville have været så let bare at svine til, det kræver noget mere at ignorere det, men tilmed at udvise forståelse og smil midt i skuffelsen? Dét synes jeg er sejt! Jeg brød mig ikke om deres bøger, men grundet måden de har håndteret kritik på, så er jeg ikke nødvendigvis færdig med deres forfatterskaber. Jeg er nysgerrig. Jeg vil gerne se, om de har mere/andet at byde på. Jeg vil gerne læse deres næste værker.

 

Dylan Saccoccio har ødelagt det for sig selv. Havde han stoppet ved første kommentar, så var det nok gået, men fordi han blev ved, så eskalerede det. Jeg vil i hvert fald hverken læse eller anbefale hans bog nu, selvom jeg intet kender til den og den potentielt kan være fantastisk. Han fortjener ikke min tid. Jeg vil have lov at have min mening til en bog, uden at skulle kaldes for et dårligt menneske.
Omvendt så anbefaler jeg gerne bøgerne af Haidi Wigger Klaris og Pernille Vørs, for jeg ved, at folks mening bliver respekteret, uanset om den er positiv eller negativ. Jeg har lyst til, at folk skal lære disse rare og glade forfattere at kende.
Forfattere bestemmer selv, hvordan deres ry skal være og har dermed, til en vis grænse, selv magten over deres værker. Hvordan de vælger at bruge denne magt, er helt op til dem selv.

Når standalone ikke længere står alene

1514982_904757242923705_203423632637412101_nI har nok allesammen set det; Me Before You af Jojo Moyes får en toer. Me After You udkommer d. 29. september. De fleste ville nok juble og fise rundt med armene over hovedet i bare begejstring, men ikke jeg. Jeg synes ikke, det er en særlig god nyhed. Jeg synes, det er drønhamrende ærgerligt.

Me Before You var planlagt som en standalone bog. En bog, der satte punktum efter sidste side. En historie på 350 sider. Jeg er så ked af, at Moyes pludselig udgiver en toer. Hvorfor? Hvad er pointen? Hun har jo allerede fortalt den historie om Lou og Will, som hun gerne ville. Hvorfor nu lave om på det? Er det fordi, hun liiiige glemte at fortælle, at xxx? Nej, vel? Det tvivler jeg i hvert fald på. Jeg kan ikke lade være at tænke på, om det mon hænger sammen med pengene? Me Before You blev en kæmpe succes og er det stadig, og den skal nok få et opsving igen, når filmen udkommer, så det er jo oplagt at skrive en toer…

Da jeg havde læst artiklen om Moyes’ baggrund for at skrive en toer, blev jeg kun endnu mere trist:

“I hadn’t planned to write a sequel to Me Before You. But working on the movie script, and reading the sheer volume of tweets and emails every day asking what Lou did with her life, meant that the characters never left me.”

Ovenstående bekræfter egentlig bare, hvad jeg tænker. Med Moyes’ argumentation, så kan man jo altid skrive videre; når en bog slutter – uanset om det er bog et eller otte – så vil der sidde læsere, der gerne vil vide, hvad der senere hen sker. Her synes jeg, det ville klæde forfattere at sige “nej, jeg har skrevet historien, den er slut, du må komme op med din egen slutning, for jeg har ikke nogen.” At sætte et punktum og ikke bukke under for presset – uanset om det så kommer fra læsere eller forlag. Jeg vil da også selv gerne vide, hvad der sker bagefter, men det er netop det; jeg forestiller mig, hvordan jeg tror, det går, hvad jeg tror, der sker. Eleanor & Park slutter ret åbent, men jeg ved godt, hvordan den slutter i mit hoved. Den slutter måske anderledes i andre læseres hoveder. Og det er vel noget af det, bøger kan? Sætte gang i fantasien. Jeg vil ikke have en toer til Eleanor & Park, jeg vil ikke have en toer til The Rosie Project og jeg vil ikke have en toer til Me Before You.

Neil Gaiman siger det så smukt i introduktionen til Neverwhere:

“I don’t write sequels. Still, the world of Neverwhere is one that I hope, one day, I’ll return to. In a book called The Lost Rivers of London, I read about a brass bed, found one day in a sewer. To this day, nobody knows where it came from or how it got there.
I bet de Carabas knows.”

Hvad er en bogblog?

For to måneders tid siden, begyndte jeg at blive træt af at blogge. Jeg valgte at holde en pause, og kun udgive indlæg, der allerede var mere eller mindre planlagt på forhånd. Jeg begyndte at blive i tvivl om, hvorvidt lysten overhovedet ville komme igen. Men det gjorde den. I dag. Mens jeg skulle forberede eksamen. Nu har jeg så kastet mig ud i det igen, og så må tiden vise, hvad der sker.

Jeg har følt mig lidt for fastlåst herinde. Hvis ikke jeg har læst, har jeg haft dårlig samvittighed, fordi jeg så ikke havde noget stof til bloggen. Hvis jeg har oplevet noget specielt – eller bare haft lyst til at skrive om andet end bøger – så har jeg følt, at det var forkert, for det hører jo ikke til på en bogblog.

Men hvorfor er det sådan? Hvem bestemmer, hvad en bogblog er og skal være? Nuvel, for at kunne betegnes som bogblog skal der jo selvfølgelig være noget om bøger – hvor meget må være op til den enkelte. Er man ikke længere en bogblog, hvis man fortæller om en rejse man skal ud på? Hvis man fortæller om de kreative projekter man er i gang med? Hvis man fortæller om den formidabelt gode kage man bagte i går? En bogblog kan vel sagtens være andet og mere end “bare” bøger. Det har jeg i hvert fald bestemt mig for, at min bogblog godt kan. Jeg vil fortælle om, hvad jeg så i går da jeg gik tur, hvordan jeg havde den fedeste weekend sidste uge og hvor meget jeg elsker tv-serier. Det skal der også være plads til.

Efterår 2013 006
Jeg har selv fået låst begrebet “bogblogger” fast. Hvis en blog indeholder boganmeldelser, lister over bøger og bogønsker/nye bøger, så er det en bogblog. Det er de kendetegn, jeg selv har sat på “bogblog.” Selvom det er betryggende og rart at vide, hvad ens blog er og hvad ens profil – måske endda identitet – er, så har det også fået mig til at føle mig fastlåst. Jeg er på seriøs bog diæt – jeg må og skal købe meget færre bøger, end hvad jeg gjorde i 2014 – og derfor vil der forhåbentlig ikke komme så mange indlæg med nye bøger eller bogønsker. Samtidig har jeg ikke lyst til at anmelde hver eneste bog jeg læser. Med næsten 250 anmeldelser, føler jeg efterhånden, at medmindre en bog virkelig forarger mig eller sender mig helt op i den syvende himmel, så er det mere eller mindre det samme, jeg skriver. Det kan nok ikke undgås, efterhånden som man har skrevet om flere og flere bøger. Derfor vil jeg ikke længere anmelde alle de bøger, jeg læser, men blot anmelde dem, hvor jeg oprigtigt føler, at jeg har noget at sige.
Tilbage står 1½ punkt. Det er halvdelen af min egen “bogblogger” opfattelse der ryger i svinget. Det er halvdelen af min identitet som blogger. De træk, jeg selv finder ved andre bogbloggere, vil fylde mindre herinde, mens der måske vil poppe andre typer indlæg op. Vi er så forskellige som mennesker, så det er vel kun naturligt, hvis vores blogs også er det.

Jeg har brug for ikke at være så fastlåst, at jeg er føler mig tvunget til at anmelde alle bøger. Jeg har brug for at kunne blogge om andet end bøger og læsning, så jeg ikke plages af så dårlig samvittighed. Jeg har brug for, at bloggen igen bliver et fristed og ikke en sur pligt. Jeg håber inderligt, at det igen er på vej til at blive sådan, for jeg har virkelig ikke lyst til at forsvinde herfra for altid.

Kan man adskille forfatteren og værket?

fkosk

Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der følger med i den store verden i forhold til bogbloggere. Jeg har fulgt med i weekendens drama, omkring forfatteren Kathleen Hale, der aktivt har stalket en blogger, fordi hun gav negativ omtale og kun én stjerne til hendes bog. Sagen kan læses her.

Jeg synes absolut ikke, det er i orden at gå efter manden i stedet for bolden, men i mine øjne kan det aldrig retfærdiggøre de handlinger, Hale står bag. Hendes nyeste bog, No One Else Can Have You, lød egentlig som noget, jeg godt kunne finde på at læse, men nu kunne jeg ikke finde på at røre bogen med en ildtang. Jeg er selvfølgelig drønhamrende nysgerrig, men det er der så ikke noget at gøre ved. Men det fik mig til at tænke på, hvornår man bør adskille forfatteren og værket?

Jeg har tidligere ikke ment, at jeg ville læse bøger af Kiera Cass, men ændrede alligevel mening, for helt ærligt, bare fordi hun er lidt af et fjols, så behøver det jo ikke gå udover hendes bog. Ender’s Game har også længe været på min liste, men så fandt jeg ud af, at forfatteren var stor modstander af ægteskab mellem samme køn og homoseksualitet generelt, og det fik mig til at vakle lidt, men jeg vil nu alligevel gerne læse bogen. Hvor meget ved vi egentlig, om de forfattere vi læser? Bør vi overhovedet vide alt? Og bør vi i så fald lade det gå udover værket? Med de to eksempler her, er jeg egentlig blevet lidt ligeglad. Helt ærligt, jeg er voksen, jeg har mine egne holdninger, og skulle jeg få Kiera Cass i flæsket, så er jeg egentlig relativt ligeglad. Med Kathleen Hale har jeg det anderledes. Den blogger, som var udsat for episoden, valgte i går aftes at trække stikket og sige stop. Hun følte sig ikke længere sikker. Jeg fulgte hende ikke selv, men jeg ved, at hun var ret populær. Jeg vil på ingen måde støtte op om Hale’s handlinger. Jeg sidder ganske vist trygt og godt i Danmark, men når jeg ved, hvordan hun har behandlet én, der ikke kunne lide bogen, så føler jeg ikke, at jeg vil kunne se bogen med “friske øjne.” Og det var godt nok kun én person, det gik udover, men det er altså også en for mange!

I det øjeblik, hvor man vælger at udgive en bog, så må man også være i stand til at tage kritikken fornuftigt. For der vil komme kritik, det er helt sikkert. Jeg kan godt forstå, man bliver ked af det, eller måske endda vred, men så må man altså også være voksen nok til lige at sætte sig ned, tage en kop kaffe og lige køle lidt ned, før man skrider til så voldsomme handlinger.

Hvor går grænsen? Hvornår er en forfatters handlinger eller meninger for voldsomme til, at jeg (vi) ikke længere vil/kan/tør(!) læse deres bøger? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at på den ene side står to forfattere, hvor jeg tænker “arh, hva’, skulle vi nu ikke lige blive voksne!,” mens der på den anden side står en, som jeg dybest set ikke synes skulle have lov at udgive bøger mere.

Det, der rører mig mest i hele denne her uheldige sag er, at en masse bogbloggere ikke længere føler sig trygge, at Blythe (bloggeren) følte, hun var nød til at stoppe, at så mange mennesker forsvarer Hale, fordi “bloggeren havde ikke ret til at hagle bogen sådan ned.” Men mest af alt gør det mig glad, når jeg ser på Twitter, hvordan alle nu står sammen, hvordan venskaber dannes på kryds og tværs, hvordan det hurtigt gik fra at tweete #HaleNo (som gik på at udelukke Hale og hendes bøger fra blogfællesskabet) til #AuthorYes (som gik på at “nominere” forfattere, man rigtig godt kunne lide).

Se også:
http://hellojennyreviews.blogspot.dk/2014/01/author-bashing-bloggers-and-reviews.html
http://www.buzzfeed.com/jennaguillaume/this-is-what-happens-when-an-author-tracks-down-a-critic-irl#1zvs97a

#WeNeedDiverseBooks

Nu kommer indlæggene flyvende, men jeg er lige faldet over en kampagne, jeg synes er vigtig, og så kan man jo ikke bare ignorere det, blot fordi man allerede har blogget en gang i dag.

#WeNeedDiverseBooks er de sidste par timer dukket op overalt i min twitterfeed og min nysgerrighed ville, at jeg googlede det.

Det hele er sat igang, fordi BEA (BookExpo America) for nyligt annoncerede, at på deres årlige BookCon, vil der være et panel udelukkende bestående af hvide mænd, der skal diskutere børnelitteratur. Det er såmænd okay for mig, at det alle er mænd og at de alle er hvide, men det, at man annoncerer og sælger det sådan, det synes jeg simpelthen ikke hører hjemme i 2014. Jeg ved godt, det er USA og yada yada. Ydermere, så er det et fåtal af børnebøgerne, der har andet end den hvide mennesker. Det er tankevækkende, at man stadigvæk er så berøringsangst. Det er jo ikke fordi, vi er så forskellige. Vi er i bund og grund ens. Tænk, at det stadigvæk er så vigtigt. Det kommer egentlig ikke bag på mig, men jeg synes alligevel det er fint, at der bliver sat fokus på det.

Man deltager ved at tage et billede, hvor der på et skilt står We need diverse books because – og så en eller anden begrundelse, man synes er passende. Jeg har valgt at tage et billede af lidt forskellige bøger, for netop at illustrere forskelligheden. Man kan også vælge at deltage på Twitter, ved at bruge hashtagget #Weneeddiversebooks. Eventet løber t.o.m. d. 3. maj og er både på twitter, tumblr og instagram.

diversty

Det kan også meget vel være, at vi her i Danmark ikke kan gøre så meget, men jeg vælger alligevel at deltage lidt i projektet, fordi jeg synes, det er noget, der godt kan tåle lidt opmærksomhed. Og er forskellighed i virkeligheden ikke også det, der gør os individuelle? :)

I kan læse mere om projektet her.

Tænker I over, hvad oprindelse personerne har, i de bøger, I læser?

Læsetempo

De fleste af jer har nok hørt det. Der er en ny app på vej, hvor du kan læse op til 1000 ord i minuttet. Det er altså rigtig, rigtig hurtigt. Jeg kan sagtens se det smarte i det, men alligevel er på det personlige plan lidt imod ideen. Jeg læser for hyggens skyld og fordi, jeg godt kan lide det. Læsning er ikke noget, der bare skal overstås. Jeg vil nok prøve app’en fordi det kunne være sjovt, men jeg er ret sikker på, min læsning ikke bliver ‘erstattet’ af den.

Når man står og skal svare på, om man læser hurtigt eller langsomt, er der selvfølgelig mange faktorer der spiller ind, men jeg synes også det afhænger meget af, hvem der spørger. Er det bogblogger-fællesskabet eller er det vennekredsen? Jeg læser hurtigere end langt det meste af min omgangskreds, men i forhold til bogbloggere, så er jeg nok i den langsomme ende. Sådan har jeg i hvert fald altid tænkt. Her til aften, da jeg tjekkede goodreads, fandt jeg ud af, at jeg har læst 35 bøger i år. Okay, så er der fem meget nemme bøger iblandt, men jeg blev alligevel overrasket. Jeg føler slet ikke, jeg har læst så meget.

bil 2

Når jeg tænker over det, så læser jeg alligevel ikke så langsomt; En flænge i himlen slugte jeg på et par timer, Uden minder tog mig også kun et par timer og sådan kan jeg sidde og komme i tanke om flere og flere bøger, der kun har taget et par timer. For mig handler det i virkeligheden mere om, at jeg lærer at slippe alt andet og så koncentrere mig om min læsning. Det der med lige at skulle tjekke twitter, mail, instagram osv. efter hvert kapitel, det er nok til at få mig ud af rytmen jeg ikke når at finde en god læserytme og så tager det jo unægteligt længere tid. Når jeg først er zoomet helt ind på bogen, så går det stærkt. Måske også for stærkt.

En anden ting er, at jeg læser højt inde i hovedet. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal lade være. Efter jeg er begyndt at tænke over det, så kan jeg slet ikke lade være. Jeg kunne bare virkelig godt tænke mig ikke at læse det højt inde i hovedet. Det ville hæve tempoet noget, tror jeg. Ikke fordi det haster, men det irriterer mig bare nu, hvor jeg er blevet opmærksom på det. Jeg har lavet tricket med at føre et stykke papir ned over linjerne, så jeg kun kan se den linje jeg er på, og så går det hurtigere, men det bliver man også bare træt af efter 100 sider ;) Jeg kan såmænd også godt lade være med at læse det højt for mig selv, men så snart jeg så er færdig, så sidder jeg og tænker “hvordan søren gjorde jeg det?!” og så varer det længe inden jeg kan igen. Det er noget underligt noget! Præcis som når man får at vide, at nu må man ikke tænke på elefanter. Det første man gør er jo, at tænke på de elefanter, som man ikke må tænke på!

Jeg sidder ikke og brænder inde med et ønske om, at læse så meget hurtigere. Jeg vil gerne læse hurtigere end hvad jeg gør nu, men at læse en bog om dagen er ikke et ønske jeg har. Jeg kan godt læse en bog på en dag, men jeg kan ikke læse syv på en uge. Jeg kunne bare godt tænke mig, at øge mit tempo en lille smule. Og det er jeg overbevist om, at jeg nok skal komme til i takt med, at jeg læser mere :)

Læser i også højt i hovedet? Hvordan holder man lige op med det?