Anmeldelse: Before I fall





Titel: Before I fall
Org. titel: Before I fall
Forfatter: Lauren Oliver
Sider: 339
Sprog: Engelsk


Fra goodreads: What if you had only one day to live? What would you do? Who would you kiss? And how far would you go to save your own life?

Samantha Kingston has it all: the world’s most crush-worthy boyfriend, three amazing best friends, and first pick of everything at Thomas Jefferson High—from the best table in the cafeteria to the choicest parking spot. Friday, February 12, should be just another day in her charmed life.
Instead, it turns out to be her last.
Then she gets a second chance. Seven chances, in fact. Reliving her last day during one miraculous week, she will untangle the mystery surrounding her death—and discover the true value of everything she is in danger of losing.

Min mening: Jeg forventede en hel masse af den her bog. Jeg havde læst så mange gode anmeldelser. Det der møder mig er noget helt, helt andet. Det er en bog, der faktisk er lidt ligegyldig. Alt det der med “ih men du kommer sådan til at tænke over livet”, det holdt bare slet ikke stik her! Overhovedet. Jeg kedede mig gennem halvdelen af bogen. Jeg følte ikke noget som helst sympati med Samantha, hovedpersonen. Hun virkede bare som en typisk overklassepige.
Misforstå mig ikke. Bogen er okay, men det er nok ikke en, jeg vil læse mere end den her ene gang. Dog kunne jeg godt lide “Dag 6”. Den synes jeg var god. Men resten af bogen, sagde mig faktisk ikke så meget. Jeg følte mig på en eller anden måde bare for gammel til den her bog. Jeg er godt klar over, jeg nok er lidt over målgruppen i forvejen, men der findes rigtig mange gode børne- og ungdomsbøger. Den her var ikke en af dem. Det synes jeg i hvert fald ikke. Men er man de der 14-16 år, så vil man garanteret holde af den og synes den er god.

Karakter: 2,5/5

Anmeldelse: Han er bare ikke vild med dig





Titel: Han er bare ikke vild med dig
Org. titel: He’s just not that into you
Forfatter: Greg Behrendt & Liz Tuccillo
Sider: Ca. 250
Sprog: Dansk


Fra bagsiden: I årtier har kvinder snakket sammen på cafeer og til selskaber, eller de har ført sene telefonsamtaler for at analysere mænd og deres underlige adfærd. »Han er bange for at blive såret.« »Måske vil han ikke ødelægge vores venskab.« »Måske føler han sig intimideret af mig.« Eller »Han er lige gået ud af et forhold.« 
Greg Behrendt og Liz Tuccillo er her for at sige at på trods af gode intentioner, spilder kvinderne deres tid. Mænd er ikke så komplicerede. Og der er ingen skjulte budskaber. 
Sandheden er: »Han er bare ikke vild med dig«.
Som regel er fyre for bange til direkte at sige: »Du er ikke den jeg skal være sammen med.« Men deres handlinger viser præcist hvad de føler.
Behrendt og Tuccillo har gjort op med fantasierne omkring mænds adfærd og undersøgt scenarier der fastholder kvinder i utilfredsstillende forhold. Gennem sjove eksempler og afdækkende sandheder bliver budskabet slået fast: Næste gang kvinder føler behov for at regne ham ud, så kan de tænke på denne fantastiske tanke: »Han er bare ikke vild med dig«.



Min mening: Der er folk der bliver forargede og der er folk der lever efter bogen. Til dem kan jeg bare sige: “Tag lige en slapper!” Hvor blev jeres humor af? Saml den lige op fra gulvet engang.
Der er masser af humor i bogen og det er også gjort klart, at der findes eksempler der afviger fra bogen råd. Så er det jo op til en selv, om man vil finde sig i en hel masse. Men helt ærligt… Hvorfor skulle man spilde sit liv på en mand, der knalder med andre, skammer sig over en eller slår op? For mit vedkommende er det slut med at sidde hjemme og græde snot, jeg er mere værd end det. Om det var bogen eller grinene undervejs, der gjorde udslaget, det ved jeg så ikke.
Ej nu skal det heller ikke lyde som om, jeg har siddet og haft det skidt over fyre, sådan er det jo ikke :)
Læs den, men tag lige dine humor briller på først. Ellers vil du få en forfærdelig oplevelse ;)



Karakter: 4/5

Boganmeldelse: Dagbog fra i morgen

Titel: Dagbog fra i morgen
Org. titel: The book of tomorrow

Forfatter: Cecelia Ahern
Sider: 373
Sprog: Dansk



Fra bagsiden: Da 17-årige Tamaras far dør og efterlader en dyb gæld, må hun sammen med sin mor flytte hjem til sin onkel og tante, der bor i en lille landsby. Mens moren lukker sig inde i sin sorg, er Tamara overladt til sig selv og sin kedsomhed og længsel efter Dublin.
Men da hun i den lokale bogbus låner en gammel, læderindbunden bog med lås på, begynder der at ske uventede ting. Tamaras liv forandrer sig for evigt, da hun finder ud af, hvad bogen gemmer…


Min mening: Jeg er vandt til fra Aherns bøger, at lære en hel masse. Det plejer at være en lektie i at elske folk, at tage sig tid til det der er vigtigt osv. På det punkt blev jeg virkelig skuffet i den her bog. Det føltes som om hun ville fortælle os, at hver familie gemmer på en hemmelighed, hvad enten vi vil det eller ej.

Bogen var langsom og man skulle godt 100 sider ind i den, før den egentlige handling begyndte at finde sted. Og alligevel gik det langsomt. Der var for mange sider og for lidt handling. Den her bog kunne have nøjes med at fylde 250 sider, det havde været nok. Jeg gider ikke bruge 100 sider på introduktion. Det er bare ikke godt nok, Ahern. Havde du lidt for travlt, da du skrev den her?

Ej, så er det heller ikke værre, jeg vil ikke skræmme jer væk. Det er bare fordi jeg er ret glad for Aherns andre bøger. Jeg elskede “Hvor regnbuen ender”, “Gaven”, “P.S. Jeg elsker dig” – og alle de andre. Den her bog kunne jeg godt have været foruden – eller også skulle der bare have stået en anden forfatter på bogryggen. Jeg mener, jeg har givet alle Aherns andre bøger topkarakter på goodreads, så når den her får den karakter den gør, er det jo en ret ringe karakter.

Karakter: 3/5

Anmeldelse: Hår(d)

Titel: Hår(d)
Forfatter: Dennis Jürgensen
Sider: 192

Fra bagsiden: Hold på hår og briller, når Dennis Jürgensen tager dig med på en oplevelse fyldt med kærlighed og humor! 

Jeg stirrede på hende. Vi havde snakket sammen i 20 minutter og hun var allerede i fuld gang med at bage på mig. Hvad foregik der? Jeg var komplet desorienteret, og begyndte at få paranoide tanker om at hele festen måske var et kæmpestort skjult kamera med Sally i spidsen og mig i hovedrollen: 
“Mine damer og herrer! Førsteprisen for Årets Fjols i kategorien Skaldede Impotente Mænd Uden Chancer går ubetinger til … Birger Madsen!


Min mening: En bog uden ret meget handling, men med rappe replikker og sjove vendinger. Jeg havde ikke ret høje forventninger da jeg gik i gang, men valgte bogen fordi den var relativt kort og jeg simpelthen bare havde mistet læselysten. Den har jeg nu fået tilbage! Det handler om Birger, der allerede som 27-årig er tyndhåret og på vej til at blive impotent. Derudover har han en meget dominerende mor. Der er ikke meget mere at sige om handlingen. Det hele gik meget stærkt og var meget sjovt. Jeg sad flere gange og irriterede familien, fordi de var nød til lige at høre et sjovt citat. Ups! Jeg sad også og grinede højt flere gange.


“Hold op med det vrøvl,” fortsatte pigen og viftede fingeren foran min næse som om hun ville viske mig ud. “Jeg er ganske almindeligt medlem af folkekirken og jeg går kun i kirke juleaften, men hvis du begår selvmord kommer du ikke i Himlen.”“Det gør ikke noget,” svarede jeg afværgende. “Jeg lider alligevel af højdeskræk!”

Man skal ikke læse bogen og sidde med en masse forventninger om en fantastisk historie, man skal læse bogen, hvis man trænger til et godt grin. Det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke læste bogen noget før!
Karakter: 4/5

Anmeldelse: One moment, one morning

Titel: One moment, one morning
Forfatter: Sarah Rayner
Sider: 416
Her har vi en bog, det tog mig en del tid at læse. Godt 1½ uge, hvis ikke mere. Det var ikke handlingen den var gal med, næ det var mig! Jeg kunne simpelthen ikke kapere det i hovedet. Jeg sad med tårer ned af kinderne flere gange, nøj jeg synes det var hårdt at læse den. Men hvor er jeg glad for, jeg gennnemførte det. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har læst den her bog.

Den handler om en kvinde, hvis mand dør på toget. Hun ser det hele. Det samme gør en anden kvinde. Gennem en hektisk uge følger vi enken, en veninde og kvinden fra toget, der også så det. Et venskab opstår. Manden efterlader sig desuden to børn, en søn på 5 år og en datter på 3. Det er en hjertevarm fortælling, den er smuk, sørgelig og sjov. Men for søren hvor gør det ondt at læse, hvordan hun fortæller børnene, at faren er død, at han er i himlen og leger med deres kat.
Jeg kan helt sikkert anbefale den her bog til alle (kvinder), den er virkelig fantastisk!

Karakter: 5/5 – en ny på min favorithylde!

Anmeldelse: 3096 dage

 

Titel: 3096 dage
Forfatter: Natascha Kampusch
Sider: 274
 
Fra bagsiden: Den sande historie om Natascha Kampusch, den østrigske pige der blev kidnappet på åben gade i 1998 og først slap fri efter 8 år, kan få det til at gyse i enhver. Hun var på vej til skole, havde netop skændtes med sin mor og var gået uden at sige farvel, da hun blev grebet af en mand som kastede hende ind i sin varevogn og kørte væk med hende. De næste par år tilbragte hun i et specialkonstrueret rum på få kvadratmeter i mandens kælder, indtil han havde knækket hende så grundigt, at han kunne tage hende op i huset. Her måtte hun arbejde som hans slave. Han sultede hende, tæskede hende og misbrugte hende. Men en sommerdag i 2006, da han havde sat hende til at støvsuge bilen uden for huset, så hun sit snit til at stikke af. Nu har hun skrevet sin historie, og det er rystende læsning. Men det er også, på en bagvendt facon, opløftende læsning. Der er ingen tvivl om, at Natascha Kampusch er en uhyre begavet kvinde. Hendes beskrivelse af sine prøvelser er aldrig “ulækre” eller hadske, men til gengæld præget af en dyb trang til forståelse, dels af hvad det vil sige for et barn at blive frarøvet sin identitet på den måde, og dels af, hvad det var for et menneske, hun kom i kløerne på – og som var hendes eneste, absolut eneste, menneskelige kontakt mens hun voksede op. Ikke mindst beretningen om tiden efter hendes flugt er øjenåbnende læsning. Natascha Kampusch opførte sig aldrig som folk forventede af et “offer” – hun har hele tiden forsøgt på at være herre over sin egen historie og ikke lade sig udnytte, og hun har været kontroversiel i sine udtalelser om sin kidnapper og i sin insisteren på, at sandheden aldrig er sort og hvid. At læse Natascha Kampuschs beretning er en oplevelse, man ikke havde ventet. Den er en enestående personlig historie, men den er også en almengyldig beretning om de sider af den menneskelige natur, vi ikke har lyst til at se i øjnene. I menneskelig indsigt kan den måle sig med de største.
Min mening: Vi kender vel mere eller mindre allesammen til Nataschas historie. Her redegør hun for det meste af sine 8½ år i fangenskab. Det var et bekendtskab med både angst og smerte. Man kan undres over, hvordan hun overlevede det og så stadig var i stand til i det hele taget at skrive en bog. Man skulle jo tro, hun var helt psykisk kørt ned. Det er en fortælling om overlevelsesinstinkt ligeså vel som viljestyrke. Jeg fik tanken flere gange, at sidder man og sukker lidt over livet, så tænk på Natascha. For hende var de to minutters frisk luft guld værd. Noget vi andre bare tager for givet.
Sproget i bogen er ikke det bedste, men det fungerer og det er historien der er det vigtigste lige her. Samtidig springer den dog noget frem og tilbage i tid og kan til tider virke forvirrende. Jeg tog flere gange mig selv i at være i tvivl om, hvor vi lige var henne af tidsmæssigt. Det er synd, men overskygges for mig af handlingen.
De sidste par ord vil jeg dedikere til afslutningen. Det er meget rørende og et symbol på, at man i mange tilfælde kan, hvad man vil. Ud af det 8½ år lange fængsel er kommet en selvstændig ung kvinde. Kan ikke lade være at tænke lidt på Den grimme ælling, selvom det her selvfølgelig er langt sørgeligere!
Karakter: 4/5

Anmeldelse: Kun hvis du har lyst




Titel: Kun hvis du har lyst
Forfatter: Margaux Fragoso
Sider: 320

Fra bagsiden:
Hun er syv. Han er 51. Han charmerer hendes mor og fylder et forsømt barn med opmærksomhed og en følelse af at være Alice i Eventyrland. Men han nøjes ikke med at være hendes uskyldige legekammerat, han bliver med tiden både hendes reservefar og hendes elsker. Med udsøgt og forfinet manipulation ændrer han hendes liv, indtil hun er på kanten af selvmord. Det bliver dog ham, der ender med at slå sig selv ihjel. På det tidspunkt har deres forhold varet i 15 år.
Kun hvis du har lyst er en rørende, nødvendig og uafrystelig selvbiografi om et ubærligt emne. Det er en bog for alle – med eller uden børn – fordi den uden omsvøb dokumenterer, hvordan en pædofil kan tryllebinde et barn, og hvordan en pige kan ende i frit fald. Bogens forfatter og hovedperson, Margaux Fragoso, demonstrerer med sit retrospektive klarsyn, sin rystende ærlighed og sit store sproglige overskud, at det er muligt at komme videre. Selv for et barn, der er blevet gjort fortræd i det meste af sin barndom.
Kun hvis du har lyst blev fuldt fortjent solgt til udgivelse i flere end 20 lande allerede inden udgivelsen i USA.

Min mening:
Jeg forventede noget helt andet af den her bog. Jeg gik ind til den med en forventning om ulækre fortællinger og billeder, men det var der faktisk ikke så meget af. I stedet begyndte jeg at forstå Margoux, hvorfor hun gjorde og valgte, som hun gjorde. Jeg begyndte sågar at tænke, at havde det været mit liv der havde været sådan, så havde jeg fundet mig i lige så meget som hende. Det sørgelige i den her fortælling er ikke hendes forhold til den pædofile. Det er hendes far. Dét er det værste i den her bog. Jeg savner dog at få at vide, hvordan det gik hende umiddelbart efter. Hvad med hendes far, har hun noget med ham at gøre i dag? Jeg sidder tilbage med en masse store spørgsmål, men uanset hvor mange efterfølgere der ville komme til bogen her, så vil jeg nok altid føle der mangler noget.
Som “The Globe and Mail” skriver: “Marguax Fragoso minder os om, at pædofile ikke er en særlig kategori af mennesker. De køber cornflakes, lufter hund og ordner have”. Det er lige netop sådan det er! Den her bog kan noget. Det er et must at læse den her bog, hvis man spørger mig. Det er en rigtig smuk historie, som samtidig bare er så utrolig sørgelig. Læs den!

Karakter: 4/5

Anmeldelse: Rachels ferie

 
 
Titel: Rachels ferie
Serie: Walsh family #2
Forfatter: Marian Keyes
Sider: 480
 
Fra bagsiden:
“… Kun Keyes ville kunne skrive denne beretning med så megen varme, indsigt, humor og ironi – og derfor er Rachels Ferie på én gang hjerteknugende og befriende morsom”, skrev Alt for Damerne.
“Holder man af et godt kvindegrin og et dybfølt portræt af en søgende og småforvirret medsøster, kan Rachels ferie ikke anbefales nok af denne anmelder, som nød hver side af bogen”, Skrev Holbæk Amts Venstreblad.
Rachel Walsh er midt i tyverne. Hun bor i New York og er vild med Luke Costello, også selv om han går klædt som en skuespiller i en gammel westernfilm. Og så er hun ret glad for euforiserende stoffer. Hendes familie og den veninde, hun deler lejlighed med, mener, at Rachels stofmisbrug er kommet fuldstændig ud af kontrol. Så de overtaler hende til at tage med hjem til Irland og tvangsindlægger hende på en afvænningsklinik langt ude på landet. Rachel er ude af sig selv af raseri over denne utidige indblanding: Hvad bilder de sig ind!? Kan hun måske ikke selv styre sit liv?? På den anden side, tænker hun, er afvænningsklinikker jo berømte for deres celebre ´gæster´; rockstjerner, skuespillere og andet godtfolk, der også har sniffet en bane kokain for meget. Og det ville måske gøre godt med en lille luksusferie…Rachel bliver støt og roligt ført fra stofmisbrugets tåger og ind i voksenlivet, via en kærlighedshistorie eller to, og opholdet bliver ikke helt så glamourøst, som Rachel havde forestillet sig det.
 
 
Min mening:
Det er nok et år siden jeg købte den her bog på tilbud i Bilka. Jeg har læst Vandmelon af hende, så jeg var ikke i tvivl om, at hendes skrivestil er lige mig. Som udestående er det let at gennemskue Rachel, men alligevel får man fortalt gentagne gange, hvordan det er at være Rachel. Man begynder efterhånden at forstå hendes følelser, som tingene udvikler sig. Fortællingen følger det klassiske chicklit plot, men den er fortalt med så fantastisk en varme, at den går lidt dybere ind under huden end de fleste andre. Og jeg er enig med Alt For Damernes anmelder i, at kun Keyes kan skrive sådan en varm fortælling.
Jeg har et par punkter, jeg ikke er helt tilfreds med. Dels var bogstaverne lige en tand for små, men det er jo ikke forfatterens fejl ;) Der er også et par steder i bogen, hvor jeg tog mig selv i at tænke “ja, kom nu videre” og slutningen synes jeg var lidt for kort.

Karakter: 4/5

Anmeldelse: Mit liv som tyv

Titel: Mit liv som tyv
Serie: Heist Society #1
Forfatter: Ally Carter
Sider: 320

Fra bagsiden:
Da Katarina Bishop var tre år, tog hendes familie hende med til Paris. Ikke for at se byen – men for at plyndre Louvre! Da hun var syv, stjal hun de østrigske kronjuveler. Og som teenager er der ikke det kunsttyveri i verden, Katarina ikke har været med til.

Men da hun fylder 15, forlader hun sin familie for at starte et normalt liv uden for det internationale kupmiljø. Det er lettere sagt end gjort …

Kort efter får en dødsensfarlig mafiaboss stjålet fem uvurderlige malerier. Kun én i verden er dygtig nok til sådan et kup: Katarinas far. Problemet er bare, at han ikke har gjort det!

For at frelse sin far fra den visse død er Katarina tvunget til selv at opspore den rigtige tyv. Med mafiaen og Interpol i hælene har hun nu to uger, et team af teenagere og forhåbentlig nok talent som tyv til at stjæle malerierne tilbage.

”Heist Society” er første bind i Ally Carters nye serie om teenageren Katarina Bishop, der er opvokset som mestertyv. Næste bind udkommer til efteråret.




Min mening:
Jeg vandt den her bog i Majasols giveaway, så tak for det :) Jeg gik i gang med bogen i dag, med forventninger om, at det var en middelmådig bog for yngre folk end mig. Jeg var ikke synderligt begejstret for at gå i gang med den faktisk. Efter ca 25 siders læsning begyndte det dog at blive ok, det lød mere og mere spændende. Selve handlingen er der ikke så meget over og sproget henvender sig også til lidt yngre læsere, men det er en dejlig let bog når man nu, som jeg, ligger syg.
Plottet var forholdsvis gennemskueligt ret tidligt i historien, men der var alligevel et par overraskelser (som jeg selvfølgelig overlader til jer selv at opdage), som gjorde at den var okay.

Meeen, ret skal være ret! Helt dårlig kan den bestemt ikke have været, når jeg nu fik den læst på bare én dag – hvor jeg oven i købet har ligget syg. Jeg er ikke sikker på, hvad det er, men jeg ville godt bare have den færdig, den var alligevel lidt sjov. Og det giver altså lige lidt ekstra point.
Alt i alt en super bog for de 14-16-årige eller hvis du bare mangler lidt let sommerlæsning. Jeg går sikkert også ud og køber den næste bog i serien når den kommer…


Karakter: 4/5

Boganmeldelse: Safe Haven af Nicholas Sparks


Safe haven, Nicholas Sparks

340 sider.
6 af 6 stjerner.

Da jeg først gik i gang med bogen, havde jeg ikke så store forventninger, jeg havde nemlig en ide om, hvordan Nicholas’ bøger ville være. De ville være den slags, man forventede en masse af og endte op med at blive skuffet – netop fordi alle elsker ham.
Jeg må nu – tre dage og en kærlighedshistorie senere – indrømme, at jeg er endt op i den store flok af Nicholas-fans. Siderne vendte sig selv. Jeg holdt mig vågen længere end normalt og det eneste jeg kunne tænke på om aftenen var, hvor meget jeg glædede mig til at læse videre næste dag. Det var en oplevelse udover det sædvanlige. Virkelig. Til at starte med, var 340 sider mange, især når det ikke er på ens modersmål. Da jeg nåede slutningen, var det alligevel ikke sider nok. Man ville gerne have slutningen med det samme, men samtidig ville man ikke have den til at ende.
Alle skulle forkæle sig selv med denne bog (selvom jeg dog har en idé om, at det primært er kvinder der kan lide den).
Jeg kan ikke fortælle præcis, hvad der gjorde udslaget. Normalt er jeg ikke meget for (halv-) forudsigelige bøger, slet ikke når de handler om kærlighed. Alligevel var der noget over denne, som bare var fantastisk. Hans skildring af karaktererne, realismen, fortællingen. Jeg tror måske, det var hans skrivestil, der fangede mig. Det blev helt magisk og eventyrligt til tider og det var af og til også svært at forstå, at det “bare” var en bog. Jeg græd, grinte, smilede, rynkede panden, tænkte og hostede mig gennem bogen.
Jeg vil gå så langt som at sige, at det her ikke bare er en bog. Det er et kunstværk!