Anmeldelse: Rod – en fighters fortælling

Titel: Rod – en fighters fortælling
Org. titel: —
Serie: —
Forfatter: Janus Nabil Bakrawi & Lene Møller Jørgensen
Sider: 196
Sprog: Dansk

Fra bagsiden: Janus Nabil Bakrawi bliver født den 23. december 1974 på Virum Fødeklinik i Nordsjælland. Hans mor er fra Polen. Hans far er palæstinenser fra Jordan. De hat slået sig ned i Danmark. Men deres ægteskab holder ikke. 
Da Janus er 7 år gammel og lige begyndt i 2. klasse, bliver han bortført til Jordan af sin far. I et smertefuldt ryk mister Janus alt: sin mor, sit sprog, sine kammerater og sin dagligdag. Et nyt og råt liv venter på ham i en arabisk landsby. Da Janus er 11 år, gentager det hele sig. Nu med omvendt fortegn. For hans far vil hjem til Danmark. Mens Janus’ forældre, myndigheder og domstolene diskuterer, hvor han skal bo, kommer han på børnehjem og senere på ungdomspension. Janus bliver et institutionsbarn, der desperat leder efter et sted, hvor han kan slå rod. Han hærger i S-togene, bliver smidt ud af skolen og finder en slags familie i en flok jævnældrene rødder. 

Rod er historien om et barn, der bliver kastet fra den ene ende af verden til den anden. Om en dreng, der bærer rundt på en sort klump af sorg og savn i maven. Om en ung mand, der dirrende af raseri og sårbarhed knuser sig selv. Og somme tider sin omverden. Men det er også historien om et menneske med en stærk drivkraft efter at bliver til noget. Som vil skabe sig en kunstnerisk karriere, et godt liv og gode rammer for sit eget barn. Og som lykkes med det. 

Janus Nabil Bakrawi er skuespiller og har haft roller i bl.a. Pizza King, Taxa, Ørnen og Mille. Han har især gjort sig bemærket i store roller på teaterscenen – på Det Kongelige Teater, Dr. Dantes Aveny, Betty Nansen og en række andre københavnske scener.

Min anmeldelse: Jeg tror, de fleste af jer kender Janus fra film og tv. Jeg skal ærligt indrømme, at da jeg fik bogen i hånden, kunne jeg ikke lade være med at tænke “hmm?” Det er som om, det er blevet moderne at få udgivet en biografi, uanset om man har noget at fortælle eller ej. Men det har Janus! Han har noget at fortælle om.

Da jeg læste om bogen, forventede jeg en fortælling om, hvordan hans barndom var, hvordan det var at blive behandlet som en ting, at blive kidnappet af sin egen far og kampen om at overleve. Det var det også lidt, men langt det mest af bogen, handlede mere om, hvordan han udviklede sig som skuespiller. I prologen er vi til hofbal ved dronningen, så følger 80 sider om barndommen, så yderligere 100 sider om drømmen om at blive skuespiller og slå igennem i Danmark. Det er mere en fortælling om, hvordan man bliver mødt i Danmark, når man er mørkere i huden end de fleste andre. Det er en fortælling om, hvordan vi sætter folk i bås, når vi i virkeligheden tror, vi hjælper dem. Og så er det en fortælling om, at blive til noget. At finde sin identitet.

Mit første indtryk efter at have læst bogen, var “wauw!” Nu er der gået lidt tid og min begejstring er faldet noget. De første 80 sider, der “burde” være tung og hård læsning gled bare af på mig, jeg følte aldrig rigtigt smerten (her håber jeg så, I forstår hvad jeg mener ;)). De sidste 100 sider derimod, var jeg mere begejstret for. At have en drøm og følge den til dørs, det er noget jeg forstår og derfor er det okay, det ikke er beskrevet bedre end det er. Sproget er nemlig heller ikke noget at råbe hurra for. Det er fladt og kedeligt. Ideen med dialog som indledning til hvert kapitel, fanger heller ikke rigtig mig.
Jeg har stor respekt for Janus, især efter at have læst bogen. Der bliver ikke holdt tilbage med noget som helst. Der bliver fortalt om alt, også mere end jeg har det godt med at vide. Det er med til at give bogen et ærligt udtryk og jeg har stor respekt for Janus, for at have fortalt sin historie så ærligt.

Karakter: 3/5

Anmeldelse: Vampyrkongen (Black Dagger Brotherhood #1)

Titel: Vampyrkongen
Org. titel: Dark Lover
Serie: Black Dagger Brotherhood #1
Forfatter: J. R. Ward
Sider: 609
Sprog: Dansk

Fra forlaget: I ly af mørket ulmer en ældgammel krig mellem vampyrer og deres fjender. Kun én gruppe kan redde vampyrarten: Black Dagger Broderskabet. For Broderskabets leder, Wrath, handler krigen ikke kun om at dræbe artens fjender, men også om at hævne den grufulde skæbne der overgik hans forældre for flere hundrede år siden. 

Da Wraths bror bliver brutalt myrdet, må Wrath tage ansvaret for hans efterladte datter: en smuk menneskekvinde, der er uvidendeom den verden hun snart skal blive en del af …

Anmeldelse: De første 50 sider i bogen blev vendt med lynets hast. Min nysgerrighed var vakt og jeg ville have svar på, hvad der var sket og hvorfor. Desværre måtte jeg bladre og bladre og ikke finde svar før midt i bogen. Og kun for at støde ind i nye problemer. Sproget var jeg meget skeptisk overfor i starten, jeg er ikke meget for al den banden og svovlen i en bog. Det ser ikke pænt ud, det lyder ikke godt og ja, jeg bryder mig bare ikke rigtig om det. Alligevel generede det mig kun de første 20 sider, så var jeg inde i sproget. Jeg er vild med den måde, hvorpå historien fortælles så normalt, som om det bare er noget, vi allesammen har oplevet. Det giver en hel anden slags troværdighed – på trods af, der ikke findes noget som vampyrer i realiteten.
Jeg kan godt blive lidt “forarget” over, hvordan bogen markedsføres som børnebog, for det er bestemt ikke for børn! Blandt andet havde jeg ti sider i første del af bogen, hvor en sexscene beskrives udi detaljer. Lad mig være ærlig; det gjorde mig ikke noget, det var tværtimod spændende – og nyt – at en bog i denne genre, hvis målgruppe er relativt ung, tør begive sig ud på det område.
Hvis jeg sådan helt kort skal forklare, hvorfor jeg ikke – modsat rigtig mange andre – har givet bogen 5 stjerner, så er det fordi, det tog mig lang tid at blive fanget af historien, som jeg aldrig rigtig følte kom igang. Vi lærer det store persongalleri godt at kende, bliver fortrolig med en masse udtryk og bliver godt klædt på til næste bog i serien. For mig føltes denne bog som én lang prolog, men den har slet ikke skræmt mig væk, men tværtimod vakt min nysgerrighed frem mod næste bog, der i øvrigt udkommer 15/3 og hedder Din for evigt.

Karakter: 4/5

For min søsters skyld – film vs bog?

Egentlig burde jeg anmelde bogen, fordi den er en del af min must-read udfordring. Jeg ved bare ikke rigtigt, hvad jeg skal sige og mene. Jeg har givet bogen 5/5 stjerner på goodreads, men er ikke sikker på, om det er rigtigt. Jeg var vild med bogen, som man nu kan være, når emnet er noget så stort og alvorligt. Da jeg kom til slutningen, vendte det desværre. Synes det var den ringeste slutning man kunne forestille sig – typisk forfattere at gøre noget sådant. Vil selvfølgelig ikke sidde her og afsløre det, for jeg der ikke har læst bogen og set filmen :)
Filmen derimod, føltes langtrukken og fremstillede virkelig Anna som en forkælet møgunge (sagt med glimt i øjnene). Det føltes så forkert i forhold til bogen. Slutningen derimod, den var jeg glad for :) Den endte, som jeg synes det passer bedst til historien. 
Skal jeg absolut anbefale noget, så bliver det bogen. Bare spring de sidste 20 sider over og se det sidste kvarter af filmen ;)
I får lige et par ord med om filmen – bogens handling er stort set det samme, indtil slutningen:
Hvad er familiesammenhold? Nick Cassavetes, der har instrueret The Notebook og John Q, beviser igen sin fornemmelse for historier om dybe, menneskelige relationer i denne inspirerende film om en kærlig familie, der udfordres og forenes af et barns sygdom. Cameron Diaz, Abigail Breslin og Alec Baldwin er med til at skabe en fantastisk stemning i fortællingen om den 11-årige Anna Fitzgerald, der er født til at være donor for sin ældre, leukæmiramte søster, men som nu kræver retten til selv at bestemme over sin egen krip. Hendes kamp for frihed til at vælge truer med at splitte familien, men er måske det første skridt mod virkelig tilgivelse, værdighed og familiesammenhold.

Anmeldelse: My soul to take (Soul screamers #1)



Titel: My soul to take
Org. titel: My soul to take
Serie: Soul screamers #1
Forfatter: Rachel Vincent
Sider: 279
Sprog: Engelsk


Fra forlaget:  She doesn’t see dead people, but…


She senses when someone near her is about to die. And when that happens, a force beyond her control compels her to scream bloody murder. Literally.


Kaylee just wants to enjoy having caught the attention of the hottest guy in school. But a normal date is hard to come by when Nash seems to know more about her need to scream than she does. And when classmates start dropping dead for no apparent reason, only Kaylee knows who’ll be next…


Anmeldelse: Jeg var rigtig glad for den her bog. Det føltes som om, den hørte til i den lidt mere voksne ende af YA genren. Der var masser af spænding på hver side, selvom der egentlig ikke var de helt store overraskelser – det er vel lidt ironisk, på en eller anden måde.
Jeg var særligt glad for den måde bogen starter på; der var ikke hele den lange introduktion, det skete bare stille og roligt hen af vejen. I stedet kunne man koncentrere sig om den egentlig historie fra start, noget jeg personligt synes rigtig godt om.
Desværre var der også noget, jeg var mindre vild med, nemlig det at Kaylee forelsker sig hovedkuls i Nash fra første blik. Skolens populære og lækre fyr. Det ville være rigtig rart med lidt forandring for en gangs skyld. Jeg sad og håbede, hun ville forelske sig i en anden hen af vejen, men blev desværre skuffet. Er rigtig godt træt af, at den første fyr man møder i en bog, er den hovedpersonen (såfremt det er en pige) forelsker sig i. Det er bare set for mange gange før.
Alligevel var jeg glad for bogen, uden at være helt sikker på hvorfor. Sproget var ikke synderligt fantastisk og handlingen var forholdsvis forudsigelig. Da jeg skulle give den stjerner, blev jeg alligevel i tvivl om, hvor mange den skulle have, 4 eller 4 – lige indtil jeg kom i tanke om, at hvis den skulle have 5, så ville jeg jo nok ikke være i tvivl ;)


Karakter: 4/5

Anmeldelse: Nightshade

jgjsg

Titel: Natskygger
Org. titel: Nightshade
Serie: Nightshade #1
Forfatter: Andrea Cremer
Sider: 412
Sprog: Dansk



Fra forlaget: Jeg listede hen mod drengen.
Han stønnede tungt, og hans ansigt var fortrukket af smerte og rædsel.
Bjørnens kløer havde revet dybe flænger i hans lår og bryst, og blodet flød stadig fra sårene.
Det var en dreng på min egen alder: sytten, måske atten år gammel.
Jeg kan ikke lade ham dø …
Men det vil betyde, at jeg vil bryde med Vogternes love …


Jeg skiftede skikkelse uden at tænke over det.
Drengen spærrede øjnene op, da den hvide ulv, der havde betragtet ham, ikke længere var et dyr, men en pige med gyldne øjne og hvidblond hår.


Anmeldelse: Menneske møder overnaturlig skabning og sød musik opstår. Overnaturlig skabning er fanget i trekantsdrama. Har vi set det før? Ja! Er der noget nyt i det denne gang? Nej! Den her bog er bygget op af klichéer og det er rigtig ærgerligt! “Don’t judge a book by it’s cover,” siger man, men det gjorde jeg. Jeg købte i sin tid bogen pga. dens smukke ydre. Det har jeg fortrudet nu. Lige så smuk bogen er udenpå, lige så kedelig er den indeni.
Allerede halvvejs i bogen, ved man hvem offeret ender med at blive. Så skal man altså bare lige tygge sig igennem en masse sider først. Bevares, så var den da heller ikke værre. Er man ny ud i ungdomslitteratur med et overnaturligt præg, vil man sikkert også sætte pris på denne bog. Selv fik jeg den tanke, at Cremer prøver at malke penge på andres idéer. Lad mig lige slå fast, at jeg ikke tror det er sådan! Tanken slog mig bare :)
Karaktererne trak desværre heller ikke op, jeg var ret ligeglad med dem. Det der interesserede mig mest, var Callas lillebror Ansel og hans måske-måske ikke forhold til hendes veninde Bryn. Desværre fik man aldrig rigtig svar på, hvad der skete med dem.
Potentialet i denne bog var der, men blev ikke udnyttet helt til fulde. Og idéen med at følge det hele fra en ulvs synsvinkel, den var jeg begejstret for.

Skal jeg læse de næste bøger i serien? Ja. Jeg er den slags menneske, der ikke bryder sig om, at have én bog fra en serie stående, uden også at have resten. Og så kan man jo håbe de bliver bedre. Jeg har bare fået nok af bøger, der handler om det samme. Desværre.


Karakter: 2/5

Anmeldelse: Blomsternes hemmelige sprog

Titel: Blomsternes hemmelige sprog
Org. titel: The language of flowers
Serie: —
Forfatter: Vanessa Diffenbaugh
Sider: 369
Sprog: Dansk


Fra forlaget:
Lyserød rose = ynde 
Fresia = varigt venskab 
Forglemmigej = glem mig ikke 
Gerbera = munterhed


Victoria Jones har hele sin barndom været anbragt hos forskellige plejefamilier og har aldrig ladet noget menneske komme tæt på. Blomsterne og deres betydning bliver derfor hendes måde at kommunikere med verden på. Som 18-årig bor hun som hjemløs i en park i San Francisco, men møder en dag blomsterhandleren Renata, som bliver imponeret over hendes store viden om blomster og evne til at sammensætte og personificere en buket. Victoria kan hjælpe andre med at udtrykke, hvad de føler, men selv har hun svært ved at stole på folk. Hun tillader ikke sig selv at blive elsket, men indleder alligevel et ikke ukompliceret forhold til Grant, som hun har mødt på blomstermarkedet. Da det viser sig, at Grant har en forbindelse til Victorias fortid, som gemmer på en smertefuld hemmelighed, tager hun en svær beslutning.


Blomsternes hemmelige sprog er en rørende roman om kærlighed, moderskab, tilgivelse og forsoning – og et interessant indblik i det victorianske blomstersprog


Anmeldelse: De første sider vendte jeg langsomt. Jeg gav mig god tid til at opfange hvert ord, at forestille mig duften fra hver enkelt plante. På hver side ventede der et nyt eventyr. Jeg kunne fornemme, at det her ville blive godt. Jeg vidste med det samme, at det her ville blive en ny favorit, hvis standarden holdt bogen igennem. Det tog mig lidt tid at komme gennem bogen, jeg tillod mig selv at nyde hvert ord, hver sætning, uden at haste gennem bogen. Guderne må vide, hvor svært det var!
Først efter de første 100 sider, begyndte den egentlige handling at udfolde sig, men pga. sprogets mangfoldighed, var det ikke noget, der betød noget. Tværtimod. Alligevel blev jeg mere og mere forundret, jo flere sider jeg vendte. At have så meget (og vigtigt) indhold, samtidig med at man kan skrive så smukt, det er en helt særlig evne.
Jeg havde dårligt lagt bogen fra mig, førend tomheden begyndte at fylde mig. Jeg ville have mere. Jeg hungrer allerede efter mere fra Diffenbaughs side. Jeg har lyst til at lukke bogen op igen med det samme og nyde hver side på ny.

Karakter: 5/5

Anmeldelse: Flere sandheder og løgne (Sandheder og løgne #2)

Titel: Flere sandheder og løgne
Org. titel: —
Serie: Sandheder og løgne #2
Forfatter: Mette Julin
Sider: 410
Sprog: Dansk
 
Fra forlaget: Charlottes liv fortsætter hvor det slap i Sandheder & Løgne med fester, veninder og familie.
Jason lagde telefonen på spisebordet og blev stående med ryggen til mig. Han kørte den ene hånd over issen et par gange. Så vendte han sig langsomt imod mig. At se Jasons ellers stålfaste ansigtsudtryk udstråle en dyb frustration skræmte mig så meget at tårerne flød over. I dette sekund ønskede jeg brændende at jeg kunne skrue tiden tilbage til første skoledag, at jeg ikke havde fået øje på Oliver, ikke havde danset med ham, kysset ham, gået i seng med ham, ikke en-hel-masse …
”Charlotte. Sæt dig ned,” sagde Jason med dyb alvor i stemmen.
 
Min mening: Det her er en bog, der på mange måder ligner sin forgænger. Den fortsætter lige præcis der, hvor etteren stoppede. Der var mere handling, flere sandheder og løgne og større konflikter i denne bog. Desværre må jeg så også sige, at det var én bestemt ting, jeg var rigtig ærgerlig over, var med. Jeg havde gættet det lige fra start, at Charlotte sandsynligvis ville gøre xxx og det gjorde hun selvfølgelig også. Dét er jeg lidt ked af. Kan godt lide at blive overrasket :)
Kombinationen af hverdagsproblemer (hvornår skal jeg komme hjem, må jeg tage til fest osv.) og større problemer (kan jeg stole på min familie?) fungerer rigtig fint. Jeg ser de her bøger, som en rigtig god serie til de 13-14 årige, jeg tror, de kan få rigtig stor glæde af serien. Selv fandt jeg et par af Charlottes diskussioner og kampe ligegyldige, men jeg ved, at for mange unge, der er på vej i festalderen, vil det være let at relatere til og noget af det, der fylder meget i deres liv.
Sproget i denne bog var – som i bog et – let og flydende. Der var ingen slinger i valsen. Alt i alt en rigtig fin toer! Jeg er positivt overrasket :)
 
Karakter: 3/5

Anmeldelse: De dødes kald (Mørkets kræfter #1)

Titel: De dødes kald
Org. titel: The summoning
Serie: Mørkets kræfter #1
Forfatter: Kelley Armstrong
Sider: 391
Sprog: Dansk


Fra forlaget: Chloe Saunders vil egentlig bare gerne have et liv som alle andre teenagere – komme igennem skolen, se sine venner og måske finde en kæreste. Men da hun begynder at se ånder, ved hun, at hendes liv aldrig mere vil blive normalt igen.
Efter et særligt skræmmende møde med en afdød bryder Chloe sammen og bliver indlagt på et privat behandlingshjem for unge. Ved første øjekast ser Lyle House ud til at være okay, men da hun lærer de andre patienter bedre at kende – den charmerende Simon, der er indlagt sammen med sin foruroligende og dystre bror, Derek, den ubehaglige Tori og Rae, der er lidt for glad for ild – fornemmer hun, at der ikke bare er tale om unge med adfærdsvanskeligheder.
En besynderlig og dyster kraft, synes at binde dem alle sammen, en kraft, som bliver ved med at trække Chloe ned i kælderen under Lyle House, til de mørke hemmeligheder, som er begravet dernede …


Min mening: Den her bog er svær. De første 100 sider var jeg rigtig begejstret, der skete noget på hver eneste side og det var rigtig spændende det hele. Så gik det lidt i stå derfra. Det handlede sådan set bare om Chloe, der var blevet anbragt på den her institution. Først de sidste 80 sider, begyndte der at ske noget. Så der er altså omkring 200 siders fyld, hvor der ikke sker andet, end at Chloe taler med de andre på stedet, tænker over tingene osv. Zzzzz! Men! Noget holdt mig altså alligevel fanget.
Karakteren bogen får på bloggen, følger hvad jeg har givet på goodreads. Og derinde giver jeg karakter, så snart jeg er færdig med en bog, så man kan sige det er førstehåndsindtrykket jeg bedømmer efter. Det er måske lidt forkert, for jeg sidder faktisk nu, mens jeg skriver den her anmeldelse, og føler karakteren er forkert. Jeg synes ikke bogen fortjener de fire stjerner, men kun de tre. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det som om, jeg ikke helt kan huske hvad bogen handlede om og det var altså i går, jeg blev færdig med den.
Det er første bind i en serie og der bliver til slut lagt op til, at bog to vil have mere handling. Faktisk føles den her bog bare som én lang indledning til toeren. Desværre! Bogen virkede så lovende, som den stod der på biblioteket med sin fine forside!


Karakter: 4/5 3/5

Anmeldelse: The Hunger Games

Titel: The Hunger Games
Org. titel: The Hunger Games
Serie: The Hunger Games #1
Forfatter: Suzanne Collins
Sider: 454
Sprog: Engelsk
 
Fra forlaget: I ruinerne af det gamle Nordamerika ligger nu landet Panem, som består af tolv distrikter. Hvert år tvinger magthaverne i Panem hvert distrikt til at udvælge en pige og en dreng, som skal deltage i Dødsspillet – den årlige kamp om liv og død på direkte TV. 16-årige Kattua bor sammen med sin mor og lillesøster i det fattigste af alle distrikterne. Den dag hun står frem og frivilligt tager sin lillesøsters plads i Dødsspillet, betragter hun det som en dødsdom. Men Kattua har før haft døden tæt på, og hun er klar til at kæmpe for sit liv.
 
Min mening: Det er svært at læse så populær en bog, når man er så sent ude, som jeg er. Forventningerne er tårnhøje og af frygt for at blive skuffet, udsætter man tiden mere og mere. De første 100 sider sad jeg faktisk og halvkedede mig. Jeg overvejede aldrig at stoppe med bogen, der var noget der holdt mig fanget, men der skete egentlig ikke ret meget. Men herfra skal jeg love fra tempoet blev sat i vejret. Før man vidste af det, stod Kattua og Peeta (er det det danske navn?) i træningsarenaen og man var fanget! Pludselig stod de i den rigtige arena og kæmpede for liv og død. Få gange blev jeg irriteret på Kattua, hun udstilles som om hun er dum, synes jeg – og det er hun jo ikke. Der var lige en anelse for mange logiske ting forklaret, ting der sagtens kunne have været undværet, men ellers var sproget i top. Jeg er rigtig glad for, at jeg læste den på engelsk, for det virker som en bog, hvor der kan gå rigtig meget tabt i oversættelsen, der er så mange specielle (nye) ord.
Bogen er den første i en trilogi, men kan godt læses selvstændigt. Jeg synes ikke bogen slutter med en cliffhanger der gør, at man bare  læse videre og det er egentlig ret befriende. Jeg føler, jeg godt kan tillade mig at vente lidt med toeren og få læst et par bøger inden den og det kan jeg godt lide. Jeg er selvfølgelig nysgerrig på bog nummer to og hvad den overhovedet vil handle om :)
Skærer man ned i de første 100 sider og dropper de lidt for mange unødvendige forklaringer, så har man, set med mine øjne, den perfekte fantasybog. Den nye Harry Potter bliver det næppe, men den er godt deroppe af og det her kan meget vel blive bogen, der får en masse unge læsere i gang med bøgerne.
 
Karakter: 4/5

Anmeldelse: Døde piger lyver ikke

Titel: Døde piger lyver ikke
Org. titel: Thirteen reasons why
Serie: —
Forfatter: Jay Asher
Sider: 307
Sprog: Dansk

Fra bagsiden: Hannah Baker har begået selvmord, bare 16 år gammel.
Clay Jensen kommer hjem fra skolen, og finder en pakke på dørtrinnet. I pakken ligger en bunke kassettebånd. På båndene har Hannah indtalt sin historie. 13 personer har medvirket til, at hun ikke følte, der var anden udvej, end at tage sit liv.
Clay vil først ikke have noget med båndene at gøre. Han var forelsket i Hannah, og er vred og frustreret over, hvad hun har gjort. Men han indfanges af hendes stemme, og finder til sin gru ud af, at han er én af de 13 personer.
Gennem en hel aften og nat lytter han til Hannahs stemme, mens han følger hendes spor rundt gennem byen. – Og heldigvis er der et lys i mørket!

Min mening: Hvis man spørger mig, så er det vigtigt med bøger, der belyser de tungere emner som anoreksi, mobning og selvmord. Her har vi fat i en bog, der handler om selvmord. Om rygter. Gennem hele bogen sad jeg med en underlig følelse. Jeg kunne ikke helt beslutte mig for, om jeg kunne lide den eller ej. Var den god eller dårlig? Jeg har egentlig stadig ikke helt fundet ud af det. Én ting ved jeg dog: Den holdt mig fanget. Jeg følte, jeg var nød til lige at få næste bånd (læs: kapitel) med. Og lige pludselig var der bare ikke flere sider tilbage at vende. 16 år gammel er Hannah. Det virker ikke sådan. Hun virker mere som en på 12, synes jeg. Jeg kan ikke sætte fingeren på noget bestemt, men når man tager hele hendes (flade) personlighed, så virker hun bare ikke særlig gammel.

For mig var den her bog overvurderet. Der var et ret stort persongalleri til en bog på “kun” 300 sider og det tager noget tid at vænne sig til, hvordan Clay og Hannah er blandet sammen, kun adskilt af kursiv skrift. Jeg ville have troet, det var Jay Ashers debutroman udfra sproget at dømme, den måde det er skrevet på, men det er måske alligevel heller ikke fair, når jeg nu ikke har læst den på originalsproget.

Da jeg læste de sidste fire sider, blev jeg faktisk også lidt vred. Hvad i alverden er det for en måde, at slutte en bog på? Jeg kan desværre ikke uddybe nærmere uden at afsløre noget. Samtidig tænker jeg også, at de tretten grunde er lidt flade. Der mangler dybde. En fjer bliver i den grad til fem høns. Eller også er det bare mig der er blevet for gammel…


Karakter: 3/5