The Opportunist (Love Me With Lies #1)

The Opportunist – Tarryn Fisher – Love Me With Lies #1 – 278 sider

En vild start på en new adult romance serie.
Min første Tarryn Fisher bog! Jeg har længe gerne villet læse noget af hende, og endelig havde jeg tid til bare at vælge lige dén bog, jeg følte for at læse lige nu. Det endte med at blive hendes debut bog – og hvilken en!

Olivia var en interessant hovedperson, hun var meget sympatisk og til at holde af, i hvert fald i starten. Det samme var Caleb. Efterhånden ændredes mit billede dog på personerne i den her bog, ikke bare Olivia og Caleb, men dem alle. Det var dejligt, at de ikke bare var så sort/hvid, men var fyldt med forskellige nuancer og personlighedstræk, det gjorde dem langt mere realistiske.

Handlingen var rigtig spændende, synes jeg. Jeg læste og læste og læste. Faktisk tog bogen mig kun to dage at læse. Før i tiden var det ikke noget særligt, men det er det blevet. Jeg læser langt mindre nu, end jeg har gjort de sidste fire-fem år. Så to dage, det er bestemt en kompliment. Ikke bare var den skrevet spændende, men den var også virkelig skæg:

“What is it with this guy?” she says, ignoring me. “Is he well endowed? I can never understand why pretty girls like you go chasing after men. You should get a vibrator. You’ll never go back. Here, let me write down the name of a good one for you,”
Kindle udgave, 21%

Vi møder også en anden person i bogen, som fylder en del, nemlig Leah. Meget kan man sige om hende, men jeg tør ikke rigtig udtale mig for meget, for jeg har en idé om, at hun også har sine grunde. Bog to i serien, Dirty Red, er Leahs bog, og jeg tror, det er et af de tilfælde, hvor der er “to sider af en sag.” Jeg glæder mig til at læse den, men der skal alligevel gå lidt tid, for jeg er ikke helt klar til at blive kastet hovedkuls ud i hendes forskruede verden…

I stopped to check his face, which was as unreadable as War and Peace”
Kindle udgave, 29%

Olivia Kaspen has just discovered that her ex-boyfriend, Caleb Drake, has lost his memory. With an already lousy reputation for taking advantage of situations, Olivia must decide how far she is willing to go to get Caleb back. Wrestling to keep her true identity and their sordid past under wraps, Olivia’s greatest obstacle is Caleb’s wicked, new girlfriend; Leah Smith. It is a race to the finish as these two vipers engage in a vicious tug of war to possess a man who no longer remembers them. But, soon enough Olivia must face the consequences of her lies, and in the process discover that sometimes love falls short of redemption.

Papirprinsessen (The Royals #1)

Papirprinsessen – Erin Watt – The Royals #1 – 325 sider

Anmeldereksemplar fra Flamingo.

En rodet start, men serien har potentiale
Elle Kennedy og Jen Frederick har slået pjalterne sammen og skrevet en serie sammen; The Royals. Jeg er endnu ikke helt overbevist, her efter at have læst første bind.

Noget af det første, der slog mig, var ligheden med Askepot. Det her er jo nærmest en genfortælling af dét eventyr. Hovedpersonen Ella, bog to kommer på dansk til at hedde Askeprinsen, en forældreløs pige med grove stedsøskende… Altså er det kun mig, der har været så langsom? Er det noget, alle bare ved? For mig kom det som en sjov og velkommen overraskelse.

Desværre havde den ikke helt så meget magi over sig, denne fortælling. Ella flytter ind med Callums familie, som foruden ham selv også består af hans kæreste, Brooke, og hans fem(!!) sønner. Jeg havde altså lidt svært ved at holde styr på dem alle sammen. Reed og Gideon vidste jeg hvem var, og Easton fik jeg også på plads ret hurtigt. De to øvrige flød desværre sammen for mig, og det blev ikke engang bedre hen mod slutningen.
Gideon kunne jeg rigtig godt lide, og han var min yndlings af de fem i starten. Det ændrede sig dog efterhånden, som handlingen skred frem. Gideon var stadig rar, men statuetten som yndling, måtte han altså overgive til Easton. Jeg tror, vi er mange, der har et blødt punkt for ham, am I right? :D

Callum fungerede rigtig godt for mig, omend jeg ikke brød mig så meget om hans metoder i starten. Måden, han overtalte Ella på, det kunne godt have være gjort bedre og med mere omtanke, hvis man spørger mig. Og så var der Brooke. Øhm, what? Var den storyline overhovedet nødvendig? Jeg fandt den irriterende og ret overflødig.

Derudover havde jeg et problem med Ella. Jeg er klar over, hun har haft en ikke så normal opvækst, men det virkede lidt underligt på mig, at hun var så længe over at indse sine følelser for Reed. Det virkede ikke særlig troværdigt. Det var som katten om den varme grød.

Når alt det så er sagt, så kunne jeg alligevel godt lide bogen. Den fik mig til at smile og le, og jeg kunne godt lide at bruge tid på at læse den. Jeg så frem til at læse mere om familien. Ellas forhold til veninderne og de bekendte var rigtig fint beskrevet, og hendes skepsis gik lige i hjertet på mig. Jeg mener, hvem ville ikke være skeptisk, når man har set og gjort ting som hun?

Slutningen på bogen er af mange blevet beskrevet som en stor cliffhanger, men jeg er ikke enig. Jeg tror sagtens, jeg kan regne ud, hvad og hvorfor. Jeg håber, jeg tager fejl, selvom der selvfølgelig også er en vis tilfredsstillelse i at få ret. Det vil bare gøre det mere fucked up.

Om jeg vil læse videre? Jo, det vil jeg egentlig gerne, for jeg tror, der gemmer sig mange små og sjove historier i det her univers.

Mød 17-årige Ella Harper, high school-studerende om dagen, stripper om natten.Ella er en overlever. Hendes mor er død, og hun har aldrig mødt sin far. En dag dukker den stenrige Callum Royal op og præsenterer sig som hendes afdøde fars bedste ven. Han tilbyder hende et hjem, penge og muligheden for at tage en uddannelse på en prestigefyldt skole. Det er ikke et svært valg. Så selvfølgelig lader hun sig ikke stoppe af, at Callums fem teenagesønner nægter at acceptere hende som en del af familien og gør deres bedste for at gøre livet surt for hende.
Ella må lære at navigere i en guldindfattet verden af magtspil, sex og hævn, hvor grænser er til for at overskrides, og prestige og penge er alt. Men Reed Royal kryber langsomt ind under huden på hende. Enhver kan se, at han har hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys. Og at det er en dårlig ide at få følelser for en Royal, ved Ella godt. Selvfølgelig ved hun det…

Kommentar til Bearlock Bjørn og Julemandens hemmelighed

Bearlock Bjørn og Julemandens hemmelighed – Thomas Bekker – 59 sider

Anmeldereksemplar fra forfatteren.

Åh. En af den slags bøger, jeg har brugt lang tid på at tænke over, hvordan jeg skal fortælle om. Sandheden er, at jeg ikke kunne lide den. Og mere end det.
Nogle gange sker det, at man læser en bog og man bare bliver så utrolig irriteret. Det kan være over mange ting eller en lille ting, der bare betyder meget for ens oplevelse. I det her tilfælde skyldes det mest, at jeg blev så irriteret over skrivemåden. Den passede mig slet ikke. Der var gentagende kommafejl, der var forstyrrende for læseoplevelsen. Der var sproglige gentagelser, som sænkede tempoet. Tilsammen betyder det bare, at jeg fik en dårlig oplevelse.

Jeg ved godt, at det her er en børnebog, og at børn er rivravruskende ligeglade med kommaer. Problemet opstår i højtlæsningen. Når de voksne har svært ved, hvor der skal være pauser i sætningerne, så kan det blive en kludret affære. Og så synes jeg egentlig også, at børn har fortjent nogenlunde fejlfri bøger.

Jeg vil rigtig gerne vise, hvad det er jeg mener med gentagelser:

Mit problem er følgende: “(…) og tog derfor straks ud i lufthavnen. Da de kom ud i lufthavnen (…)”
Behøver der stå “ud i lufthavnen” to gange lige efter hinanden? Kunne man ikke have formuleret sig anderledes? Det synes jeg godt man kunne. For mig kommer det til at minde lidt om måden, man fortæller historier på, hvis man bliver bedt om lige at fortælle en og bare snakker derudaf.

Et andet eksempel er dette. “(…) hvor landet sluttede i en spids mellem to have. “Dernede slutter Danmark i en spids mellem to have.” Igen er problemet det samme. På mig kommer det bare til at virke klodset.

Jeg synes ikke, der er grund til at gå mere i dybden med den her bog. Nogle ville garanteret slet ikke bemærke de ting, jeg har peget på her, og så er det sikkert en god bog. Jeg kunne bare ikke se gennem fingre med det, desværre.

Hvis der er noget, jeg håber forfatteren tager med sig til sin næste bog, så er det, at korrektur virkelig betaler sig. Det er tydeligt, at der ikke har været en decideret korrekturlæser inde over – og hvis der har, så synes jeg faktisk det er rigtig synd, for så har forfatteren ikke fået produkt, han burde. Og det er ærgerligt.

——————————————————————–

“Bearlock Bjørn og Julemandens hemmelighed” er en sjov historie om detektiven Bearlock Bjørn og hans assistent Doktor Vaskebjørn.
I denne historie skal de sammen finde ud af, hvordan Julemanden kan have så mange gaver i sin sæk. De begiver sig derfor ud på en lang rejse til Grønland for at finde Julemanden.
Historien indeholder mange sjove tegninger, og er undeholdende for både børn og voksneunderskrift

Destination Chile (The Lonely Hearts Travel Club #3)

Destination Chile – Katy Colins – The Lonely Hearts Travel Club #3 – 320 sider

Anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic.

Bog tre holder niveauet. Solid og morsom underholdning.
Bog tre i denne serie holder absolut det flotte niveau i serien. Selvom den er anderledes end de to foregående bøger (Georgia rejser ikke længere alene), så er den skrevet i helt samme sjove og lette ånd, og det er let at genkende det hele.

Skal jeg være helt ærlig, så blev jeg i første omgang lidt skuffet, da jeg fandt ud af, at Georgia ikke længere rejste alene. Det kunne jeg selvfølgelig have læst mig til på forhånd, men skidt. Det tog mig ikke mange sider, at vænne mig til det, og snart virkede det da også naturligt. Det bidrog på en positiv måde til handlingen, og gjorde, at man ikke sad fast i samme spor. Det var faktisk helt rart at se historien udvikle sig.

Der var gensyn med velkendte personer, lige så vel som vi også mødte en håndfuld nye. Alle fungerede de fint, selvom jeg nok må indrømme, at jeg synes det var lige karikeret nok i nogle af situationerne ude på rejsen. Omvendt var det noget af det, der bidrog til bogens lethed. Det, der trækker lidt ned i min bedømmelse af bogen, er måden hvorpå twistene bliver udført; Det var ikke den store overraskelse, og ret meget det, jeg også havde regnet med.

Humoren er helt på plads i bogen, selvom jeg nu godt kunne have tænkt mig, at der var lidt mere af den. Det er nok et tilfælde af grådighed, vil jeg tro. Når noget er godt, vil man jo bare gerne have mere. Heldigvis ser det ud til, at Katy Colins snart er på vej med noget mere, og dét glæder jeg mig til!

Efter at Georgia Greens kæreste skred lige før brylluppet, har hun gjort alt for at finde tilbage til sig selv – gjort alt for at blive lykkelig. Punkt for punkt har hun arbejdet sig igennem listen over ting, hun har ønsket sig at gøre, men som hun har ofret for den tvivlsomme tosomhed. Hun har rejst alene til Thailand og Indien, og startet sit eget firma. Næste destination bliver Chile. Men denne gang rejser hun ikke alene.

Jeg lader dig gå

Jeg lader dig gå – Clare Mackintosh – 425 sider

Super fedt koncept, som led lidt under anden del. Rigtig spændende thriller.
På krimimessen oplevede jeg Clare fortælle om sin nyeste bog, Jeg ser dig, og den lød bare rigtig spændende. Begge er bøger, jeg var nysgerrige på forinden, men det var efter at have hørt hende fortælle om den anden bog, at jeg bestemte mig for, at kaste mig over dem.

Selve starten var faktisk ret langsom, men jeg kunne rigtig godt lide den. Personerne blev nænsomt bygget op, det samme gjorde stemningen. Sproget gjorde, at det føltes utrolig intenst, og jeg var hele tiden nysgerrig efter, hvorfor Jenna reagerede som hun gjorde.
En af overraskelserne ved bogen, var kriminalkommisær Ray. Først blev jeg lidt forbavset, for jeg troede ikke, det var en “kriminalroman” på dén måde, men det blev det heller ikke. Vi fulgte i stedet to sider af sagen, og det var særdeles vellykket. Jeg kunne godt lide Rays person, og jeg er lidt effen ved tanken om hendes næste bog, for jeg har ingen idé om, hvorvidt han er med eller ej. Det er jo ikke en serie. Jeg kunne bare så godt lide ham, at jeg virkelig gerne vil have, at han er med i Jeg ser dig også. Han var anderledes fra de fordrukne og knotne betjente, man ellers ofte læser om ;)

Bogen er opdelt i to, og jeg elskede virkelig første del, den var så velgennemført. Del to havde jeg det desværre noget mere stramt med. Det fyldte lidt for meget og gled over i nogle af de typiske “krimi klicheer.” Det var virkelig ærgerligt, for der kunne være sket så mange andre spændende ting, man kunne have fokuseret på nogle af de følelser eller noget af det rod, hele sagen førte med sig. Del to føltes mest som en krimi, hvor del et var en rigtig spændende thriller.

Jeg har alligevel valgt, at bogen skulle have fire stjerner, fordi det var et rigtig godt koncept, som også fik mig til at gå tilbage i bogen og læse nogle af kapitlerne igen. Og så ved man bare, at det er en god bog. Jeg var på et tidspunkt lidt på sporet, men alligevel så langt fra. Jeg brugte minutter på at stirre ud i luften og prøve at forstå, hvordan det kunne hænge sammen, men en egentlig løsning kom jeg aldrig rigtig frem til. Bogen fik mig til at tænke i alle mulige logiske forklaringer, og det var et kærkomment friskt pust i dagligdagen.

En tragisk ulykke. Det hele skete så hurtigt. Hun kunne ikke have forhindret det. Kunne hun? På et sekund er Jenna Grays verden blevet til et mareridt. Hendes eneste håb for at komme videre er at efterlade alt hun kender, og starte på en frisk. Desperat efter at flygte flytter Jenna til en isoleret hytte på den walisiske kyst, men hun hjemsøges af frygt, sorg og minder om en forfærdelig aften i november, som ændrede hendes liv for evigt. Langsomt begynder Jenna at skimte muligheden for lykke i fremtiden. Men hendes fortid er ved at indhente hende, og konsekvenserne vil være ødelæggende…

Destination India (The Lonely Hearts Travel Club #2)

Destination India – Katy Colins – The Lonely Hearts Travel Club #2 – 304 sider

Reklame. Anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic.

En absolut værdig toer, hvor Georgia fik mig til at smile flere gange undervejs.
Jeg havde ikke ventet, at toeren i denne serie skulle overgå etteren, men sådan gik det. Og det var faktisk rigtig dejligt. Selvfølgelig er der mange ting, der er de samme, f.eks. er det her med rejserne jo en del af selve seriens koncept. Desuden nød jeg at blive ført med til Indiens fantastiske kultur, og sad bare og drømte mig væk.

Okay, så Georgia er ikke ligefrem verdens bedste veninde. Hun glemmer lidt alle omkring sig, og har kun øje for sig selv og sin forretning. Det var jeg lidt træt af, for jeg kunne rigtig godt lide Marie i den første bog, så hende savnede jeg lidt i denne her. Og så var der Mike, som man jo praktisk talt slet ikke så.
Ben og Katie spillede en lidt større rolle, men jeg brød mig faktisk ikke helt om det, Ben havde udviklet sig til. Der var mange af hans handlinger, der kom lidt bag på mig, og det betød også, at der var et lille twist, som jeg havde forudset relativt tidligt i historien. Det gjorde bare ikke så meget, for det var jo ikke dét, der var hovedhistorien, i hvert fald ikke for mig.

Jeg nød at se Georgia folde sig ud i et helt nyt land, at se hende blive ydmyget (igen!) og at grine med – og af – hende. Der var flere af situationerne, hvor jeg kunne se hende for mig. Der er mange, der sammenligner hende lidt med Bridget Jones, men for mig er hun mere lidt som Shopaholic – især omkring den fysiske udfoldelse ;)

Alt i alt var det bare en rigtig feel good bog, som virkelig bragte smilet frem på mine læber. Jeg længtes efter at ligge på en gylden sandstrand, at have en paraplydrink i hånden og hvor den største bekymring ville være, om jeg skulle vælge en Mojito eller en Gin & Tonic næste gang.

Alt skulle blive anderledes da Georgia Greene startede The Lonely Hearts Travel Club. Hun ville få en ny chance, et nyt liv. Men det var ikke helt så let at drive sin egen virksomhed, som hun havde forestillet sig. Og hvad skete der med den pige der kæmpede så hårdt for at genopbygge sig selv? Nu er Georgia på vej i et fly med Destination Indien, og hun er helt alene – igen. Men hun har allerede backpacket på egen hånd i Thailand, så hvad skulle kunne gå galt? Desuden er det måske det pulserende Indien, med sit Bollywood, sine smukke strande og det majestætiske Taj Mahal som vil hjælpe hende på benene igen?

Åndeløs (Elements #1)

Åndeløs – Brittainy C. Cherry – Elements #1 – 280 sider

Anmeldereksemplar fra Flamingo.

For mange klicheer, men en hyggelig romance
En bog om at elske og miste. Så kort kan det faktisk summeres op. Det er helt sikkert noget, vi alle kender til, i større eller mindre omfang. Derfor var det også nemt, at sætte sig ind i både Elizabeth og Tristans følelser.

Bogens start fangede mig med det samme, og jeg kunne faktisk godt lide Tristan. Det er tit i denne genre, at man lige skal “varmes op” før man kan se, hvad der er over den mandlige hovedperson, men her var kemien der bare med det samme. Jeg var også ret vild med Emma, Elizabeths datter. Den humor, der var mellem først Emma og Elizabeth, siden Tristan og Emma, den sad bare lige i skabet. Det eneste jeg ikek brød mig om, det var Elizabeths familie. Den historie, der udviklede sig der, den var bare lidt for meget af det gode.

Det er også historien om en lille by, og om hvordan rygterne hurtigt får ben at gå på. Det er selvfølgelig noget der sker, men jeg synes, det var lidt for fyldt med klicheer. Det her med at blive udstødt på den måde, det var bare ikke mig. Og samtidig fik det Elizabeths og Tristans historier til at ligne lidt for meget hinandens. Det fungerede ikke helt i mine øjne.

Så er der selve kærlighedshistorien. Jeg kunne godt følge den et godt stykke, men det blev bare lidt for meget sødsuppe. De bump, der kom, føltes for små og ubetydelige. De konflikter, der opstod, skulle have været større, fyldt mere. Det blev bare lidt fladt. Når der var en konflikt, så blev den nævnt, men så gik historien videre til noget andet. Jeg ville gerne have haft udforsket dem noget mere, have lært Elizabeth og Tristan at kende, når det ikke gik deres vej i det her. Det manglede jeg, og det er faktisk nok det største kritikpunkt, jeg har til den her bog, men det fyldte bare rigtig meget hos mig.

Af detaljer er jeg nødt til at nævne de hvide fjer. Det var bare så fint, og al den symbolik, der måske, måske ikke, ligger deri… Det var en rigtig fin lille detalje.

Efter at have mistet sin mand vender Elizabeth sammen med sin lille datter Emma hjem til sin fødeby i håbet om, der at kunne komme videre med sit liv og finde styrken til at være der for Emma.
Ikke meget har ændret sig, og alligevel føles alt anderledes. Men så møder hun Tristan. Ham alle taler om, men gør alt for at undgå. Tristan som har ry for at være både kold og usympatisk.
Tristan er typen Elizabeth ved, hun burde undgå, men hun kan umuligt ignorere den tiltrækning, hun føler. Snart finder hun ud af, at Tristan, ligesom hende selv, bærer på en stor sorg over at have mistet. En sorg han absolut ikke har i sinde at dele med andre.
Men vil det lykkes Elizabeth at få Tristan til at sænke paraderne, se fortiden i øjnene og lukke hende ind? Og er det overhovedet muligt for to mennesker så ødelagte at blive hele sammen?

Ildbarnet

Ildbarnet – S.K. Tremayne – 361 sider

Anmeldereksemplar fra Gad.

Gennemsnitlig thriller med hint af noget overnaturligt
Ildbarnet er anden bog af S.K. Tremayne, og jeg skal være ærlig og sige, at mine forventninger var ret høje. Jeg elskede Faldet og var derfor virkelig spændt på denne roman. Omvendt var synopsen ikke lige en, der fangede mig.

De første mange sider sad jeg desværre og kedede mig. Der var lagt for stor vægt på miljøbeskrivelserne, og der skete ikke nok. Der var dårligt nok en dyster stemning. Det var ikke lige min kop te. Det blev markant bedre efter nogle flere kapitler, og omkring halvvejs blev bogen faktisk ret god.

Hverken David eller Jamie var personer, jeg brød mig om, og det gjorde nok også læseoplevelsen lidt dårligere end ellers. Jeg kunne ikke lide den kyniske, David udstrålede, og Jamie opførte sig bare for mærkeligt, til at jeg kunne connecte med ham. Det var selvfølgelig meningen, han skulle være sær, men det var lige rigeligt over the top for mig.
Selve handlingen, da vi først var igang, var faktisk spændende. Som sagt var der mange beskrivelser, men det her med vejrets magt, det gør forfatteren altså virkelig godt – det er også netop noget af det, jeg husker bedst fra Faldet. Det gav en følelse af uhygge og rædsel. Slutningen i den her bog, fyldte egentlig ikke så meget, men hvis jeg skal sige noget om den, så havde jeg gerne set, at det var gået anderledes.

Generelt var jeg godt underholdt, men det er ikke en bog, jeg vil huske. Jeg vil anbefale bogen til folk, der ikke har læst noget af Tremayne før, og som er lidt nysgerrige på en thriller, der har elementer af noget overnaturligt. Selv vil jeg også stadigvæk følge med i, hvad han skriver, for jeg tror, han rummer mange flere uhyggelige historier. I øvrigt er S.K. Tremayne et pseudonym, forfatteren hedder Sean Thomas, og skriver også under Tom Knox. Så der er heldigvis nok at gå i gang med.

Det er som om, alting falder på plads for Rachel, da hun gifter sig med enkemanden David og opgiver singletilværelsen i London til fordel for det smukke landsted Charhallow House i Cornwall. David er både flot og rig – og far til en usædvanligt smuk og kærlig lille dreng: Jamie.
Men kort efter brylluppet begynder Jamie at ændre adfærd. Han kommer med dystre forudsigelser og hævder at have set sin afdøde mors genfærd. Snart får Rachel bange anelser: Hvad skete der egentlig med Jamies mor – og havde David noget med hendes død at gøre…?
Mens Rachels drøm om det perfekte liv langsomt forsvinder, lægger vintermørket sig over Charhallow House og med det angsten og bekymringen. For tænk hvis Jamies seneste forudsigelse holder stik: “Du dør, før det bliver jul.”

Ti små åndedrag (Ti små åndedrag #1)

Ti små åndedrag – K.A. Tucker – Ti små åndedrag #1 – 366 sider

Anmeldereksemplar fra Lovebooks.

Letlæst og underholdende – på trods af klicheerne
Den her bog har jeg glædet mig til i rigtig lang tid. Desværre blev jeg bare virkelig, virkelig skuffet. Det er svært helt at forklare hvorfor uden at røbe noget, så jeg vil allernederst i det her indlæg forklare det nærmere, til de, der har læst bogen, eller ikke har noget imod spoilers. Jeg skal nok tydeligt markere, hvornår det starter.

En af de ting, jeg savnede i bogen var, at vi fik lidt mere at vide om Kaceys fortid. Hvad skete der faktisk med hendes lillesøster? Den historie kunne sagtens have været udforsket noget mere, det ville have gjort det hele mere troværdigt. Jeg synes i hvert fald ikke, den del af billedet blev hel. Yderligere har jeg svært ved at tro, at de kan stikke af så nemt, uden at nogen eller noget opdager dem. Det haltede altså lidt, hvis man spørger mig.

En anden ting, jeg virkelig var træt af, var det her med, hvordan alle Kaceys problemer bare forsvandt som dug for solen, så snart Trent dukkede op. Nej. Stop. Sådan fungerer det altså ikke! Det kan godt være, alting bliver lidt lysere efter at man møder en særlig person, men ens problemer bliver altså ikke løst som på et trylleslag! Det kan jeg slet, slet ikke tage seriøst.

Med det ude af verden, så synes jeg, det er en bog, der er nem at læse og man bliver hurtigt engageret i den. Man håber på det bedste for Kacey. Og så er der hendes kvindelige nabo, som jeg også rigtig godt kunne lide. De to havde en virkelig fin kemi og man sad bare og heppede på, at de ville blive veninder og hjælpe hinanden med de udfordringer, de hver især havde.

Desværre er det bare ikke helt nok til at hive bogen op for mig. Der var for meget forudsigelighed og nogle virkelig store problemer med den måde, Kaceys problemer blev tacklet på.
Hvis I har læst bogen, eller vil vide hvad præcis jeg taler om, så scroll ned i bunden.

Tyveårige Kaceys liv ligger i ruiner, efter at hendes forældre, kæreste og bedste ven for fire år siden blev dræbt i et biluheld, og den dag i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey og hendes femtenårige lillesøster Livie fra Grand Rapids, Michigan til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper de for at få tingene til at hænge sammen, men Kacey er ikke bekymret. Hun kan klare hvad som helst – alt andet end deres mystiske nabo i nummer 1D.

Trent Emerson har funklende blå øjne og dybe smilehuller, og han balancerer på den hårfine, uimodståelige grænse mellem nice guy og bad boy. På grund af sin tragiske fortid er Kacey opsat på at holde alle folk på afstand, men deres fælles tiltrækning er ikke til at komme udenom, og Trent er desperat for at finde en vej til Kaceys forskansede hjerte – selv hvis det indebærer, at han vil blive nødt til at afsløre en forfærdelig hemmelighed, som kan true med at ødelægge begge deres liv.


SPOILER SPOILER SPOILER SPOILER

Okay. Her begynder spoilerafsnittet så. Hvis du ikke vil have afsløret handlingen, så lad være med at læse længere.

Mit allerstørste problem med bogen er, at det var så tydeligt fra start, hvem Trent var. Der er en scene i bogen, hvor han drikker danskvand, og lige der vidste jeg, hvem han var. Der er ikke noget galt i ikke at drikke alkohol, overhovedet ikke, men når det sker på den her måde, så er der altså en grund til det. Jeg håbede hele vejen igennem, at jeg tog fejl, men det skulle jo så vise sig, at det gjorde jeg ikke. Og det irriterede mig grænseløst. Jeg blev faktisk virkelig vred. Det var kun fordi, der ikke var mere end 50 sider tilbage, at jeg ikke opgav bogen. Det ville bare have været endnu mere spild af tid.

Den anden ting, der irriterede mig, var behandlingen af Kaceys psyke. Seks ugers terapi og så er alt bare i orden? Øh. Nej. Den køber jeg ikke. Og jeg synes det er et problem, at man udsender det signal, at hvis man har fået terapi i seks uger, så er man rask. Sådan hænger det altså ikke sammen!
Og så det der med, at Trent bare kan holde hendes hånd, for hun er jo forelsket, og så forsvinder det andet traume. Stop dig selv. Igen, sådan er verden bare ikke.
Og så er der psykologen/psykiateren. På en eller anden måde synes jeg det er at latterliggøre processen. Hvorfor ikke fortælle, hvordan det virkelig er? Hvorfor gøre grin med det på den måde? Han generede mig egentlig ikke som sådan, men nu her bagefter, synes jeg det er rigtig irriterende. Man havde en oplagt mulighed til at forholde sig til psykoterapi, og så benytter man sig slet ikke af den. Øv.

Illuminae og Hidden Figures

Indlægget omtaler anmeldereksemplarer fra Politikens Forlag og HarperCollins Nordic.

Jeg har læst to bøger det sidste stykke tid, som jeg ikke rigtig brød mig om. Begge var anmelderbøger. Fordi jeg ikke har læst dem færdigt, så føler jeg heller ikke, jeg har så meget at sige om dem, så jeg har samlet dem her i dette indlæg.
Der er mange holdninger til, om man bør anmelde bøger, man ikke har læst færdig. De kan jo overraske på sidste side. Og det er da rigtigt. Men hvis de først gør “noget rigtigt” på den sidste side, så har de gjort en hel del forkert i min optik. Dermed ikke sagt, at de to nedenstående bøger er dårlige, de faldt blot ikke i min smag, men jeg er sikker på, der er læsere derude, der godt vil kunne lide dem.

Den ene bog er Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff. Bogens format er fantastisk og det var også det der gjorde, at jeg blev ved med at læse. Det er en ret lang bog, så jeg gav den også lidt længere, end jeg normalt ville have gjort. Omkring 180 sider inde måtte jeg simpelthen give op. Der var intet i historien, der endnu havde fanget mig. Det var udelukkende formatet, der fastholdt mig. Og det var bare ikke længere nok. Jeg er så ærgerlig over, at jeg ikke kunne lide den, og jeg har da heller ikke opgivet den for altid, bare sat den på pause for nu. Så må vi se, om jeg nogensinde kommer videre. Man er vel nysgerrig. Som sagt så fangede historien mig desværre slet ikke, jeg var egentlig ret ligeglad med de to hovedpersoner og dem ombord på deres skibe. Det sagde mig bare ikke rigtig noget. Det er svært at begrunde meget dybere end det.

Den anden bog er Hidden Figures af Margot Lee Shetterly. Det er sjældent, jeg finder en historisk roman, jeg kan lide. Alligevel tog jeg chancen med den her bog, fordi den lød så god og vigtig. Desværre blev jeg skuffet og måtte konstatere, at den opfyldte mine fordomme om historiske romaner; de er kedelige (det er min personlige holdning. Der er krig og jeg skal komme efter dig, og man kan argumentere for, at det i hvert fald ikke er kedeligt, og det ved jeg også godt. Genren siger mig bare ikke noget). Jeg ved, der er rigtig mange læsere til genren, jeg er bare ikke en af dem, og det er også okay. For mig var fortællestilen i den her roman meget tør og kedelig; der var en hel masse facts og ikke særlig meget handling. Jeg ville gerne vide mere om kvindernes egentlige liv. Jeg var ikke så interesseret i selve livet med krigen udenom dem. Bogens fokus var på A, hvor jeg ville have det på B. Så enkelt kan det faktisk siges.

Jeg kunne sagtens finde på, at anbefale begge bøger. Bare fordi, jeg ikke selv brød mig om dem, betyder det ikke, at jeg ikke kan se, at de har deres berettigelse. Jeg er f.eks. sikker på, at min far ville synes om Hidden Figures, mens S måske ville kunne lide Illuminae. Jeg er også meget taknemmelig over at have modtaget bøgerne fra forlagene, og man kan jo ikke ramme plet hver gang. Der er en læser til hver en bog, tænker jeg.