Klonerne (Sagaen om Talon #4)

Klonerne – Julie Kagawa – Sagaen om Talon #4 – 384 sider

Anmeldereksemplar fra HarperCollins.

 

Knasende sprøde tekster, der dog er lidt for intellektuelle
Yes! Jeg er med på vognen igen. Efter at have læst de første tre bøger med nedadgående succes, så var jeg spændt på, om jeg igen ville kunne være med på Talon-vognen. Og det kunne jeg.

Bog fire i serien lever fuldt op til potentialet. Den var hverken for lang eller for kort. Dog sluttede den en anelse træls, synes jeg. Så kære Julie, skriv lige lidt hurtigere, så vi snart kan få afslutningen.

Der gik ikke ret mange sider, før handlingen fra de forrige bøger kom til mig. Det var som at åbne en ny dør og opdage nye spændende ting. Der kommer et par andre karakterer med i bogen her, og det var rigtig fint at se, at der stadig er plads til udvikling og nye bekendtskaber, nu hvor vi jo ellers nærmer os afslutningen.

Jeg var ret vild med spændingerne mellem Talon, Sankt Georg ordenen og “de frie.” Det var sjovt at se, hvordan det fungerede, nu hvor det var lidt mere kompliceret end som så. Jeg kunne også rigtig godt lide, at Jade stadig var med i historien, men der var et par løse ender, som jeg håber og tror, kommer til at få en betydning i sidste bind.
Der er også skruet ned for trekantsdramaet i denne bog, og det klæder den. Ember voksede i hvert fald på mig på den front. Og ligeledes gjorde de to hankønsvæsner.

Sprogligt blev jeg lidt træt af, at de samme bandeord gik igen og igen. Der var et par stykker, man ikke hører ret tit, så jeg forstår godt, at de blev gentaget, fordi de var udtryk for en personlighed, men det blev bare lige gentagende nok. Her havde lidt variation været rigtig dejligt. Ellers er der ikke meget at sige om den del af bogen.

Jeg er i hvert fald glad for, at jeg besluttede mig for at læse videre i serien, på trods af, at jeg ikke var så vild med tredje bind. Nu glæder jeg mig virkelig bare til femte og sidste del i Sagaen om Talon.

Når klonerne slippes løs, kan hverken mennesker eller drager stoppe dem.
Dragen Ember Hill troede aldrig at hun skulle blive forelsket – allermindst i et menneske og tidligere dragedræber. Da den hun har allermest kær dør, er det et tab af dimensioner. Med hans død afsløres et omfattende forræderi; intet hun vidste om drageorganisationen Talon, har været sandt. Det være sig om menneskene, oprørerne, og om sig selv – og hvad hun er i stand til at gøre og føle. Midt i den dybeste sorg, sværger Ember, at hun vil kæmpe med oprørerne og dragedræberne i Sankt George- ordenen – og mod sin egen tvillingebror Dante, Talons nye leder, som vil slippe den største trussel, som drageverdenen endnu har set, løs.

Feberfrihed

Feberfrihed – Sophia Handler – 94 sider

Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

 

Knasende sprøde tekster, der dog er lidt for intellektuelle
Lad os snakke lidt om digtsamlingen Feberfrihed. Jeg er efterhånden gået hen og blevet glad ved digte. Jeg har egentlig altid sat pris på dem, men det er først her de seneste år, at jeg sådan rigtigt er begyndt at nyde og forstå dem.

Samlingen her var som sådan rigtig fin, og der var mange flotte og skæve observationer. På den anden side sidder jeg og føler mig lidt smådum. Jeg følte, at mange af teksterne gik hen over hovedet på mig. Jeg fik ikke fat i meningen med dem. Hvis der da var en.

Sprogligt er hun rigtig skarp, der er brugt et virkelig varieret ordforråd og det er nogle fantastiske sætninger, hun får konstrueret. Min anke er ved det handlingsmæssige. Nu behøver et godt digt jo slet ikke handle om noget, i hvert fald ikke noget specifikt, men her fik jeg nu følelsen af, at der flere steder stak noget under – noget, jeg desværre ikke helt fik fat i.

Jeg nød dog stadig flere af teksterne, og jeg tror, at det er en af den slags samlinger, man bliver mere og mere glad for, for hver gang, man læser den. Jeg forestiller mig i hvert fald, at det er en bog jeg vil åbne flere gange i fremtiden.

Feber er et tegn på sygdom. Feberfrihed er den flimrende, hudløse tilstand efter sygdommen, hvor feberen sidder tilbage i kroppen som et spor af desorientering og svimmelhed, men også som en følelse af overvindelse og katarsis. Der er intet bedre ord end “Feberfrihed” til at karakterisere Sophia Handlers debut.

“Feberfrihed” er en samling af livlige, rastløse og fortættede prosadigte, der kredser om angst som et vilkår og om en omklamrende tilstand.

Mig og Glistrup

Mig og Glistrup – Søren Nordstrand, illustrationer af Allan Christian Hansen – 32 sider

Anmeldereksemplar fra Forlaget Arabesk.

Den mest fantastiske og rørende børnebog
Jeg har aldrig læst en børnebog som denne. Hold da op. Den fik mig jo næsten til at græde. Når en billedbog på bare 32 sider formår det, så fortjener den altså topkarakter.

Jeg læste den tre gange i løbet af de første par dage. Første gang læste jeg teksten, og de to øvrige gange “læste” jeg billederne.

Harmonien mellem teksten og billederne er rigtig god, de er som modsætninger af hinanden, og det er en sjov idé. Det er jo oplagt at snakke om! Jeg kan ikke mindes, at have læst eller set noget lignende før.

På trods af de få sider, så har bogen (og Alberte) bare så meget på hjerte, at det næsten gør helt ondt indeni. Som Albertes liv er lige nu er det ikke noget at råbe hurra for. Bogen er, desværre, utrolig aktuel, og bør inddrages i ethvert barns liv, men der bør være en voksen til stede.

Jeg er stor fan af, at man er ærlig over for børn og lærer dem, at ikke alle er lige priviligerede. Jeg tror på, at en bog som denne, kan være med til at forebygge mobning og bryde tabuer.

En helt eminent børnebogom livet når det gør ondt – set fra børnehøjde.

I MIG OG GLISTRUP fortæller Alberte om en helt normal barndom med mor, far og hunden Glistrup. Albertes forældre er, som forældre er flest. De smører madpakker, henter fra
institution og læser godnathistorie: “Når jeg skal sove, skiftes mine forældre til at putte mig. Det er det bedste, jeg ved. Jeg skal først børste tænder og tisse. Så får jeg læst to-tre bøger. For det meste bliver de liggende, til jeg er faldet i søvn”

Men kan vi stole på Albertes beretning? Både børn og voksne fanger hurtigt, at illustrationerne og teksten fortæller to forskellige historier. Hvor Albertes historie er ren idyl, viser illustrationerne en virkelighed, hvor der bestemt ikke er mad i køleskabet, og hvor aftenerne tilbringes alene – eller med far på bodega.

MIG OG GLISTRUP er (også) en børnebog om at bo med alkoholiske forældre, men alligevel være så loyal, at man lyver over for sine omgivelser (og sig selv). Det er en
historie, der inviterer til en samtale mellem børn og voksne om mindre ressourcestærke familier, men også om at lyve. Det, at pynte på sandheden og fortælle noget, som ikke helt
passer, er noget de fleste af os kan relatere til.

Wish You Were Here

Wish You Were Here – Renée Carlino – 320 sider

Hvis du elsker instalove, så er dette bogen for dig
Jeg brød mig ikke om den her bog. Der var så meget instalove, at det var til at blive helt dårlig over. Det var alt, alt for meget. I starten gør bogen meget ud af at fortælle, hvor “standoffish” Charlotte er, men så snart hendes øjne falder på Adam, så er hun så forelsket, at hun kunne flyve! Og det er ikke alt; der er nemlig også en snert af noget trekantsdrama, hvor hun er sammen med en anden fyr, som hun også er lidt lun på. Ja undskyld, men så er man altså ikke “standoffish,” som bogen ellers antyder.

Udover, at det var urealistisk så forelsket hun blev så hurtigt, så irriterede det mig også, at der skulle en anden fyr ind over. Og faktisk optog han langt over halvdelen af bogen. Han var rigtig sød, så det irriterede mig ud over alle grænser, at Charlotte behandlede ham sådan.

Så var der også de små fejl i bogen. Eller, jeg antager, at det var fejl. Charlotte og hendes veninde Helen, som også fylder en del i bogen, går i byen kl. 22. 23.30 er Helen så fuld, at hun knap kan stå på sine ben. Jeg er med på, at de drikker en del, men det tager altså lidt tid at blive så fuld. En lille detalje, som egentlig ikke generede mig, men for mig siger den en del om den her bog.

Jeg havde hørt, at dette ville være en bog, hvor man ville græde mange tårer. Jeg fik ikke engang våde øjne. Jeg var ret ligeglad med, hvordan den sluttede, for jeg kunne slet ikke finde den der connection med personerne, udover lige “reservefyren.” Det var virkelig en skam.

Det, der til gengæld trak bogen op for mig, var alle de fine beskrivelser af Adams kunstneriske værker. Jeg kunne virkelig se dem for mig. Og så var der også flere sjove linjer i bogen. Renée Carlino er ikke en dårlig forfatter. Det var bare denne historie, der slet ikke fungerede for mig.

Hvis man kan lide en bog, der er skrevet godt og ikke hader instalove lige så meget som jeg, så er det her helt sikkert en bog, man vil elske. De to stjerner får den for hhv. sproget og humoren.

Charlotte has spent her twenties adrift, floating from interest to interest, job to job, and guy to guy, searching for a spark but never quite finding it. All she knows is that she won’t discover it working as a waitress at a pies-and-fries joint in Los Angeles or living with her fun but aimless best friend in a tiny apartment in the Arts District.
Then Charlotte collides with Adam, a gorgeous and soulful painter who seems just as lost as she feels. Their instant connection turns into a midnight drink… and a whirlwind night of champagne, Chinese food, and the kind of conversation that only happens in romantic comedies. But the next morning, Adam gives Charlotte the cold shoulder, leaving her confused and hurt—and wondering if the few odd moments between them the night before were red flags in disguise.
Months later, Charlotte hasn’t been able to shake Adam, so she decides to find out what happened the morning after their magical night together. This fateful decision rewrites their wild love story, but what Charlotte doesn’t know yet is that the ending has already been written.

Os to, Oskar…for evigt

Os to, Oskar…for evigt – Bjarne Reuter – 104 sider

Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Interessant bud på redskab til ordblinde
Denne bog er en genudgivelse af en børneklassiker, men ikke en, jeg tidligere har stiftet bekendtskab med. Jeg var spændt på, hvad Bjarne Reuter kunne levere i denne lille fortælling, og det var ikke småting.

Jeg var fuldstændig vild med Max’ ven Benny. Han går hen i historien som en af de sjoveste personligheder i dansk børnelitteratur. Ja, i hvert fald hvis man spørger mig. Den måde han og Max supplerede hinanden på var fuldstændig formidabel. Også Max’ forhold til løven Oskar er beskrevet på en rigtig fin og pædagogisk måde. Forholdet til forældrene spillede også en rolle, og var ligeledes godt formuleret.

Der var nogle ting, der fik mig til at trække på smilebåndet, bl.a. hvordan Max uden problemer kunne skjule en løve i sengen, garderobeskabet eller en barnevogn. Hvordan det kan lade sig gøre, ja det aner jeg ikke. Børn er jo fantasifulde, så mon ikke, han bare har fundet en spidsfindig måde at få det hele til at gå op på…

Der var mange fine øjeblikke i den her bog, og illustrationerne var med til at støtte op om den fine historie. Jeg var særligt vild med scenen med stjernerne og stjerneskuddene, det var noget så poetisk.

Jeg kan på det allerhøjeste anbefale bogen, til såvel børn som voksne.

Max går i 1. klasse og har en god fantasi. En dag finder han en løve i sin seng. Venskabet mellem Max og løven Oskar vokser trods problemerne, som Oskars tilstedeværelse skaber.

En uskyldig løgn

En uskyldig løgn – Sabine Durrant – 344 sider

Anmeldereksemplar fra Gads forlag.

En anderledes fortælling, der holder spændingen til det sidste
Paul var en…interessant person at følge. Han var godt nok noget af en pigeglad fyr. Det var helt så det blev uudholdeligt at læse om der i begyndelsen. Heldigvis blev det bedre, som handlingen skred frem. Ikke mindst fordi, han kom i et forhold.

De fleste af personerne var faktisk temmelig irriterende og ikke helt til at holde ud. Det var tydeligt, at det også var meningen, men det blev lige skarpt nok sat op, synes jeg. Tina kunne jeg godt lide, men ellers var jeg faktisk bare træt af de andre. Det kan være ret forskellige, om det er til at holde ud eller ej, og her var det ikke en fordel.

Jeg skulle langt ind i bogen, før jeg faktisk fandt ud af, hvad bogen egentlig handlede om. Faktisk skulle vi helt op over de 70%. Det er jo selvfølgelig ikke sådan, at jeg ikke vidste, hvad der var sket på siderne før da, jeg var bare ikke sikker på, hvad omdrejningspunktet var. Og det synes jeg, var en ret sjov detalje. Jeg sad helt sikkert og var spændt, og forventede også et ret stort plottwist af en eller anden art.
Desværre viste det sig, at det ikke var så uhyggeligt igen, men twistet var egentlig udemærket.

Der var nogle ting, jeg grne ville have haft yderligere forklaret, men i det store hele kunne jeg godt lide bogen. Det var en fortælling med nogle helt andre virkemidler, end jeg lige var vant til, og jeg var fascineret af, at man kan få en historie til at hænge sammen på den måde.

Jeg vil anbefale den til andre, der har en interesse i domestic noir genren, som jeg synes den passer ok ind i.

Paul Morris er i fyrrerne, single og ser godt ud, men både udseendet og karrieren har efterhånden set bedre dage. En dag løber han tilsyneladende tilfældigt ind i en gammel bekendt, og inden længe har trangen til at imponere den nu succesfulde advokat og familiefar overmandet ham. Før Paul ser sig om, har han både løjet og sikret sig en middagsinvitation i vennens smukke hjem i London, og da han bliver inviteret med familien og deres venner på ferie i Grækenland, får han pludselig del i den komfortable tilværelse, han altid har drømt om … 

Men er det kun Paul, der lyver…? Kommer vennernes invitation fra hjertet, eller ligger der noget bag – noget, som Paul troede var glemt for længst…? Snart er Paul fanget i et spind af løgne – både sine egne og vennernes, og det, der begyndte som en uskyldig løgn, har sat en fatal lavine i gang.

 

Michael og bogstavbjerget

Michael og Bogstavbjerget – Jesper Sehested – 143 sider

Anmeldereksemplar fra forfatteren.

Interessant bud på redskab til ordblinde
Da jeg først blev kontaktet omkring denne bog, var jeg ikke længe om at sige ja. Det er jo ikke så længe siden, at vi var et par bloggere, der gik sammen om et tema henvendt til unge med læseproblemer. Denne bog følger fint trop i den sammenhæng, synes jeg.

Selve historien var fin, men jeg blev lidt forvirret i starten over, at der var to sideløbende fortællinger. De skiftede løbende, men var hver især så tilpas lange, at jeg lidt glemte, at det var to historier i en. Det ærgrede mig lidt, dog mest i starten.

Til gengæld så håndterer bogen ordblindhed rigtig fint, og jeg blev helt glad, da den gjorde det cool og ikke til noget skamfuldt. Der var nogle fine detaljer i den retning, som jeg er sikker på giver grobund for gode samtaler, hvis man læser denne sammen med en, der har lidt svært ved det med bogstaver.

Der er løbende spørgsmål til teksten, og selvom ideen er god, så var det meget varierende, om det fungerede. Og layoutmæssigt er jeg nødt til at sige, at der mangler noget. De burde have været mindre, skrevet i kursiv eller på anden måde skilt sig lidt ud fra selve hovedteksten.

Nu vi er ved layout, så kunne jeg også godt have brugt en sidste runde med den røde kuglepen. Jeg synes, det bliver endnu mere vigtigt, når det er i en bog med en målgruppe som denne, og det er da også derfor, jeg lagde så meget mærke til det. Det var ikke noget, der betød så meget for min oplevelse af bogen, men jeg synes, det er værd at nævne.

Tilbage til historien, så var der en masse symbolik, som egentlig fungerede fint, men det blev lidt for meget. Der indgår nogle sten, og den symbolik gik altså henover hovedet på mig, må jeg indrømme. Det blev for meget af det gode. Og så er der også nogle småfejl, som f.eks. personen Irene, som lige pludselig indgår i historien, og først bagefter bliver introduceret. Om det var med vilje ved jeg ikke, men jeg sad i hvert fald og var lidt forvirret over, hvem hun var, da jeg stødte på hende første gang.

Der er tegninger i bogen, som det er meningen, man selv kan farvelægge, og den idé kan jeg faktisk rigtig godt lide. Det er nogle fine illustrationer, og jeg tror, der er til flere timers underholdning.

Bogen anbefales fra 6 år og opefter. Hvis du kender en, der er ordblind, så giv bogen her et forsøg.

Ordblindebogen er for dig og dit barn med læse- og stavevanskeligheder. Bogen hjælper dig med at snakke med dit barn om de følelser og udfordringer, det står med. Samtidig er det en historie der viser, at bogstaverne ikke skal stoppe dit barn, i at drømme om fremtiden, lige meget hvad!

Ordblindebogen er skrevet for at sætte fokus på mennesket bag ordblindhed. Kan du huske din folkeskole tid, alle de indtryk og følelser du oplevet i hverdag? Prøv at tænk på alle de ekstra følelser der kommer væltende når ord og bogstaver driller, og de er alle steder.

De følelser påvirker ikke kun dit barn i skolen, men også på legepladsen, der hjemme og når de er alene. Følelserne og tankerne om at være dum og doven, “Der må være noget galt med dig“, “Hvorfor kan jeg ikke gøre lige som de andre?” og “Det hele kan også være ligemeget, jeg bliver ikke bedre!” skal ændres for at nå bogstavbjergets top.

Det dybe vand

Det dybe vand – Paula Hawkins – 440 sider

Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Spændende og nyskabende, men meget forvirrende thriller
Jeg har det ikke så godt med flere synsvinkler. Jeg bliver for “knyttet” til dem, så jeg bliver træt af det, hver gang den skifter. Nå ja, og så kan det også være svært at huske dem fra hinanden. Derfor kom det også som noget af en overraskelse, at der var hele 11 synsvinkler i den her bog. 11. Elleve. Let that sink in…

Okay, så de 11 synsvinkler betød, at jeg langt hen af vejen var dybt forvirret. Og helt ærligt, det tror jeg altså langt de fleste er i denne her bog. Det er ikke udelukkende negativt, for selvom det var svært at følge med, så var der altså også noget specielt over, at man fulgte så mange forskellige mennesker og deres oplevelse af, hvad det var, der var sket.

Plotmæssigt så var jeg virkelig spændt, men omkring halvvejs havde jeg regnet den ud, og det er lidt en skam. Heldigvis begyndte personerne på dette tidspunkt at give mere mening, og jeg kunne skelne dem fra hinanden, så jeg var optaget af at finde ud af, hvordan de tænke og agerede.

Bogens sidste del var lidt overflødig, jeg syntes ikke den bidrog med ret meget, og den kunne i min optik godt have været undværet. Så kunne man have indsat den ene lille detalje i del tre, og så var det det. Heldigvis var det ikke så lang en del, så det drejer sig ikke om meget mere end 30 siders penge, og det er jo ikke meget at snakke om.

Var den så lige så god som Kvinden i toget? Ja, jeg synes faktisk, den var bedre. Jeg er dog helt med på, at den nok vil dele vandene. Enten er man til alle de fortællerstemmer, eller også er man ikke.

I de sidste dage før sin død, ringede Nel Abbott konstant til sin søster. Men Jules tog ikke telefonen. Hun ignorerede sin storesøsters råb om hjælp.
Nu er Nel død. De siger, at hun sprang i vandet. Og Jules er blevet hevet tilbage til den lille flække, Beckford, hvor hun havde svoret aldrig at sætte sine ben igen. Men der er ingen andre til at tage sig af Nels efterladte teenagedatter.
Jules er bange. For sine egne minder, for huset, hvor hun og Nel voksede op, og for alle ansigterne fra fortiden, som hun møder i byen. Men mest af alt er hun bange for vandet og for det sted, de kalder Druknedybet. Tidligere på sommeren døde en skolepige samme sted. Og Jules ved, at Nel aldrig ville være sprunget selv.

Brændt (Elements #2)

Brændt – Brittainy C. Cherry – Elements #2 – 294 sider

Anmeldereksemplar fra Flamingo.

En melodramatisk selvstændig toer
Øv, hvor er det bare super ærgerligt! Jeg havde glædet mig til den her bog, men jeg endte faktisk med at synes, at det blev lidt for kunstigt. Det var som om, der stødte en masse udfordringer til, som man sagtens kunne gætte sig til. Vi taler misbrug, kræft, forældre komplekser og usunde forhold. Det blev bare alt, alt for meget.

Det startede ellers så godt ud, jeg kunne godt lide både Louie og Alyssa, og jeg nød at få historien fra begge synspunkter. Bogen springer ikke kun i synsvinkler, men også i tid, så man få virkelig følelsen af, at man får hele historien med. Alligevel savnede jeg lidt mere opsummering af de gaps, der var.

Det var let nok at skelne mellem de to fortællerstemmer, og sproget var skrevet let og flydende. Jeg fandt det bare svært helt at engagere mig, når der var så mange ting i historien. Det føltes faktisk melodramatisk, og som om, at forfatteren lige skulle nå med på et par bølger. Det er virkelig en skam, for man kunne have gjort så meget mere med den her historie, hvis man bare havde holdt sig til lidt færre elementer (pun intended).

Jeg må til gengæld rose bogen for alle de gange, den nævner mad. Simon vs. the Homosapien Agenda er ikke den eneste bog, der giver mig lyst til Oreos længere, næ, nu gør denne bog også. Der bliver nemlig spist rigelige mængder af Oreos med hindbær imellem. Det lyder da dejligt, gør det ikke?

Jeg vil gerne læse mere af forfatteren, fordi jeg tror på, der er meget mere at hente hos hende. Jeg er slet ikke blevet afskrækket. Jeg blev bare lidt skuffet over denne her historie.

Louie og Alyssa er hinandens bedste venner. Men hvor Louie er definitionen på en bad boy, er Alyssa vokset op i en velhavende familie i den anden ende af byen. Det eneste, de to har til fælles, er deres komplicerede forhold til deres forældre og en ubestridelig gensidig tiltrækning.
Deres stærke venskab udvikler sig snart til hovedkulds forelskelse, men hvor Louie er overbevist om, at han er umulig at elske, er Alyssa stålsat på at modbevise ham. Men Louie er bange for at trække Alyssa med ned i sit mørke og stikker af og efterlader hende alene med et knust hjerte.
Fem år efter er Louie tilbage. Men tør Alyssa sætte alt ind på kærligheden og tro på, at det vil blive anderledes denne gang? Eller risikerer hun at miste ham for altid?

Confessions of a Virgin Sex Columnist (Confessions #1)

Confessions of a Virgin Sex Columnist – Kay Marie – Confessions #1 – 222 sider

Virkelig sjov bog, på trods af fejl og mangler.
Det startede med, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle læse. Jeg gik på Goodreads og tjekkede mine ebøger ud, og valgte en, jeg synes havde et spændende cover. Efter at have læst synopsen, valgte jeg at prøve den. Det var derfor ret tilfældigt, da jeg valgte at læse denne bog. Ikke desto mindre var det et godt valg.

Der var ellers masser af problemer med bogen, en masse kedelige klicheer og holdninger, jeg slet ikke er enig i. Nogle gange har man bare brug for at slå hjernen fra og være ligeglad. Sådan havde jeg det med denne bog. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide den, på trods af alle dens åbenlyse fejl og mangler.

Skylar og Bridgets venskab var rigtig spændende at følge, og det var som at følge to rigtige veninder. Det var meget troværdigt. Det var bestemt med til at gøre oplevelsen med denne bog rigtig god. Så er der Bridgets bror, Oliver, som Skylar selvfølgelig er mere end lun på. Det er ikke svært at gætte, hvordan dét ender…

Noget af det, jeg til gengæld var træt af, var den konstante hinten til noget, som var sket for fire år siden. Da det endelig, efter 70% (tror jeg) blev afsløret, var det virkelig noget, der skuffede mig. Jeg håbede, det var meget større og mere alvorligt.

Skylars arbejde og hverdag var rigtig sjovt at følge, også selvom det nok ikke var særlig realistisk, at voksne mennesker opfører sig sådan.
I øvrigt, er det ikke temmelig meget et superheltenavn, Skylar Quinn? Eller er det måske bare mig?

En sjov bog, som gav mig følelsen af at se en romantisk komedie som The Devil Wears Prada. Det var lige præcis sådan, det føltes at læse denne bog.
Bogen er kategoriseret som new adult, men selvom Skylar er 22, så er det mere som at læse en YA bog.

Uanset dens mangler, så var jeg hooked, og jeg har også bog to liggende klar.

My name is Skylar Quinn. I just moved to New York with my best friend Bridget, and I have a confession. Well, more than one. Okay, quite a few really. Fine, here goes!

Confession #1: I’m a sex columnist. Hold on, that’s not really the confession. You see, I’m sort of a virgin…sex columnist.
Confession #2: I’m kind of in love with Bridget’s older brother, Oliver. No, I was. No, I am. Wait, was? Am? Crap.
Confession #3: I’ve been avoiding Oliver for four years. Or I was until today, because he just moved in. Yes, you read that correctly. He’s my new roommate. So that night we’ve both been pretending never happened, well, we might not be able to keep it a secret any longer.

And trust me, this is only the beginning.