Brændt (Elements #2)

Brændt – Brittainy C. Cherry – Elements #2 – 294 sider

Anmeldereksemplar fra Flamingo.

En melodramatisk selvstændig toer
Øv, hvor er det bare super ærgerligt! Jeg havde glædet mig til den her bog, men jeg endte faktisk med at synes, at det blev lidt for kunstigt. Det var som om, der stødte en masse udfordringer til, som man sagtens kunne gætte sig til. Vi taler misbrug, kræft, forældre komplekser og usunde forhold. Det blev bare alt, alt for meget.

Det startede ellers så godt ud, jeg kunne godt lide både Louie og Alyssa, og jeg nød at få historien fra begge synspunkter. Bogen springer ikke kun i synsvinkler, men også i tid, så man få virkelig følelsen af, at man får hele historien med. Alligevel savnede jeg lidt mere opsummering af de gaps, der var.

Det var let nok at skelne mellem de to fortællerstemmer, og sproget var skrevet let og flydende. Jeg fandt det bare svært helt at engagere mig, når der var så mange ting i historien. Det føltes faktisk melodramatisk, og som om, at forfatteren lige skulle nå med på et par bølger. Det er virkelig en skam, for man kunne have gjort så meget mere med den her historie, hvis man bare havde holdt sig til lidt færre elementer (pun intended).

Jeg må til gengæld rose bogen for alle de gange, den nævner mad. Simon vs. the Homosapien Agenda er ikke den eneste bog, der giver mig lyst til Oreos længere, næ, nu gør denne bog også. Der bliver nemlig spist rigelige mængder af Oreos med hindbær imellem. Det lyder da dejligt, gør det ikke?

Jeg vil gerne læse mere af forfatteren, fordi jeg tror på, der er meget mere at hente hos hende. Jeg er slet ikke blevet afskrækket. Jeg blev bare lidt skuffet over denne her historie.

Louie og Alyssa er hinandens bedste venner. Men hvor Louie er definitionen på en bad boy, er Alyssa vokset op i en velhavende familie i den anden ende af byen. Det eneste, de to har til fælles, er deres komplicerede forhold til deres forældre og en ubestridelig gensidig tiltrækning.
Deres stærke venskab udvikler sig snart til hovedkulds forelskelse, men hvor Louie er overbevist om, at han er umulig at elske, er Alyssa stålsat på at modbevise ham. Men Louie er bange for at trække Alyssa med ned i sit mørke og stikker af og efterlader hende alene med et knust hjerte.
Fem år efter er Louie tilbage. Men tør Alyssa sætte alt ind på kærligheden og tro på, at det vil blive anderledes denne gang? Eller risikerer hun at miste ham for altid?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *