Bogforum 2017 – søndag

Søndag havde jeg kun en halv dag på Bogforum. Med fem timers kørsel hjem, ville jeg gerne afsted lidt tidligere, når jeg nu skulle op og foregive at være frisk om mandagen.

Jeg startede ud med at høre Hanne Dam fortælle om bogen Giv kvinderne fødslen tilbage og det står for mig som et rigtig stærkt oplæg, fyldt med empowerment. Og samtidig gør det mig vred. Tid er virkelig penge. Det handlede nemlig om, at mange af de indgreb der foretages ifm. fødsler kunne være undgået, men fordi sundhedsvæsenet er presset, så er de nødt til at udføre indgreb, så man hurtigere kan komme gennem systemet, så de næste kan komme til. Det er da så forkert!

Bagefter styrtende jeg hen til Carlsen, for at finde Ditte Wiese, og det lykkes da også. Det var så dejligt at hilse på hende igen, selvom det blev kort. Jeg havde lidt “fri” bagefter, så jeg gik bare lidt rundt på må og få indtil jeg gik op og satte mig for at høre Adam Silvera (igen). Denne gang til et noget længere interview, heldigvis. Han kom vidt omkring de tre bøger, han har skrevet, han fik flashet tatoveringer og jamen i det hele taget var han bare åh så sød!

Jeg endte med at gå hen og købe Fortid er alt jeg har så han også kunne signere den, og hvor er jeg glad for, jeg gjorde det. Jeg var så træt af mig selv, at jeg intet fik sagt om lørdagen, men det blev der heldigvis lavet om på søndag. Det var virkelig, virkelig en fornøjelse at snakke med ham, og det står stadig som mit højdepunkt på Bogforum.

Alting har en ende, desværre også Bogforum. Jeg fik sagt farvel til et par stykker, desværre ikke alle, og åh hvor jeg håber, vi snart ses igen.

Tak for et fantastisk Bogforum!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *