Anmeldelse 396#: Den sidste Mrs. Parrish

Den sidste Mrs. Parrish – Liv Constantine – 400 sider

Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Interessant spænding om misundelse og relationen kvinder imellem.
Det er ikke så tit, jeg bruger ordet fascinerende om en bog, men jeg tror, det er det mest passende her. Bogen havde en lang start, med en utrolig irriterende hovedperson, som virkelig gik mig på nerverne. Det var tydeligt, at det også var det, der var meningen, og jeg må sige, at det virkelig var lykkedes godt. Der skete ikke så voldsomt meget i første halvdel, men det var aligevel så spændende, at jeg var nødt til at læse videre.

Jeg vidste ikke selv ret meget om den her bog, før jeg begyndte på den, og jeg tror det er det, der har været med til, at jeg nød den så meget. Omkring halvvejs sker der noget, der ændrer bogen fuldstændig, og hvor det tog mig lang tid at læse første halvdel, tog det mig meget kort tid at læse resten. Jeg synes selv, I skal have lov at opleve, hvordan det kan være, så det vil jeg ikke sige så meget om.

Bogen er centreret omkring Amber og Daphne, og det fungerede rigtig fint at høre om deres relation. Det var beskrevet på en meget levende og spændende måde, og jeg var fascineret af, hvordan to så forskellige personer kunne holde hinanden ud. Eller i det hele taget bare hvordan nogen kunne holde Amber ud, for hun var faktisk temmelig irriterende. Skrivestilen og måden, plottet er bygget op på, fik mig til at tænke på Liane Moriarty og hendes bøger. Jeg synes, det mindede lidt om dem. Relationen mellem kvinder, et nervepirrende spil og også bare skrivestilen i det hele taget. Jeg vil ikke sidde her og sige, at denne bog er til fans af Liane Moriarty, men jeg tror, at læserne i nogle tilfælde vil være de samme.

Klimakset i bogen var virkelig fantastisk, og den sluttede på den helt rigtige måde og det helt rigtige tidspunkt. Der kunne sagtens have været flere sider, men jeg kunne godt lide, at det bare var slut her. Der var de forklaringer, der var brug for, mere havde jeg ikke brug for. Det var en karakterdreven bog, som dog alligevel formåede at komme op i omdrejninger, og også bød på flere overraskelser undervejs, og jeg tror, det er en af de bøger, jeg vil anbefale i lang tid fremover.

Hvor langt er du villig til at gå for at få, hvad du ønsker dig?

Amber Patterson er ukendt og ubetydelig, og hun er træt af, at ingen ser hende. Hun synes, hun fortjener meget mere. Hun synes, hun fortjener et liv i luksus med penge og velstand.

Daphne Parrish er Ambers diametrale modsætning. Daphne er ikke blot blond, blåøjet og smuk som en model, hun har også penge og magt, og eftersom hun er gift med ejendomsmæglermogulen Jackson Parrish, ved alle i byen Bishops Harbor, hvem hun er.

Men Amber har en plan. Hun vil være den næste mrs. Parrish. Og ved at spille på Daphnes medfølelse og omsorg begynder hun at infiltrere familien. Snart er de blevet nære venner og fortrolige, og Amber kommer tættere og tættere på sit endegyldige mål: Jackson.

Men fortiden gemmer på hemmeligheder, der kan komme til at forandre alt…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge