Jeg lover jer….

Nu er det nok! Jeg køber mig simpelthen fattig i bøger, jeg tror snart jeg har 50 jeg ikke har læst endnu… Så nu tager jeg udfordringen op. Jeg må ikke købe flere bøger før 1. november – hvis det er til gave, tæller det selvfølgelig ikke med :) Jeg ved Pernille lige har gennemført noget lignende og når hun kan, ja så kan jeg skisme også!
Så jeg lover hermed at jeg ikke kan vise flere nye bogkøb før 1/11. Jeg ville oprindeligt have sagt resten af året, men min søster mente jeg skulle starte stille og hvis det så går fint, så bliver det udvidet ;o)

Helg og lykke til mig selv GG

Anmeldelse: One moment, one morning

Titel: One moment, one morning
Forfatter: Sarah Rayner
Sider: 416
Her har vi en bog, det tog mig en del tid at læse. Godt 1½ uge, hvis ikke mere. Det var ikke handlingen den var gal med, næ det var mig! Jeg kunne simpelthen ikke kapere det i hovedet. Jeg sad med tårer ned af kinderne flere gange, nøj jeg synes det var hårdt at læse den. Men hvor er jeg glad for, jeg gennnemførte det. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg har læst den her bog.

Den handler om en kvinde, hvis mand dør på toget. Hun ser det hele. Det samme gør en anden kvinde. Gennem en hektisk uge følger vi enken, en veninde og kvinden fra toget, der også så det. Et venskab opstår. Manden efterlader sig desuden to børn, en søn på 5 år og en datter på 3. Det er en hjertevarm fortælling, den er smuk, sørgelig og sjov. Men for søren hvor gør det ondt at læse, hvordan hun fortæller børnene, at faren er død, at han er i himlen og leger med deres kat.
Jeg kan helt sikkert anbefale den her bog til alle (kvinder), den er virkelig fantastisk!

Karakter: 5/5 – en ny på min favorithylde!

Så er der frokost!

I dag ser frokosten lidt anderledes ud. Plejer enten at spise rugbrød eller ingenting. I dag står den så på ciabattabolle med kalkunbrystpølse (tror jeg nok), agurk, tomat, grøn peber fra mormors have og mayonaise.

Posten har været forbi igen. Denne gang med en thriller fra Susanne Staun. Det er Gyldendal der har været så rare at sende mig dette eksemplar til anmeldelse. Jeg har så “desværre” opdaget, at bogen er nr. 2 i en serie. Første bog hedder Døderummet og jeg har selvfølgelig reserveret den på biblioteket og står som nr. 1, så jeg har efterhånden lidt travlt. Mangler 280 sider i den bog jeg er igang med (One moment, one morning), så er Nelson Mandelas selvbiografi kommet hjem på biblioteket også, jeg skal have læst Døderummet og endelig have anmeldt denne. Puha, får da helt stress ;)
Hvis andre synes den her bog, Hilsen fra Rexville, ser spændende ud, så er den i butikkerne fra d. 27. september :)

Nyt på bogreolen #6

index
Klub død (True Blood #3) af Charlaine Harris
ffsl
Troldbunden (Sagaen om isfolket #1) af Margit Sandemo
 
Wij
Ragnhilds saga af Lone Mikkelsen
Er SUPER MEGA HELT VILDT MEGET LYKKELIG over at finde Klub Død til kun en 50’er! Jeg vil helst have en serie i samme “slags”. Dvs. nu har jeg etteren og toeren på dansk i hardback, så vil jeg også helst have resten sådan. De er bare så dyre! Så blev helt varm indeni! Godt nok er coveret ikke perfekt, men til den pris kan jeg altså godt selv lige give det en klud.
Troldbunden fik jeg til 40 kr., mens jeg kun måtte af med en rund tier for Ragnhilds saga! :) Elsker bare Føtex’ bogudsalg! :)

Anmeldelse: 3096 dage

Titel: 3096 dage
Forfatter: Natascha Kampusch
Sider: 274

Fra bagsiden: Den sande historie om Natascha Kampusch, den østrigske pige der blev kidnappet på åben gade i 1998 og først slap fri efter 8 år, kan få det til at gyse i enhver. Hun var på vej til skole, havde netop skændtes med sin mor og var gået uden at sige farvel, da hun blev grebet af en mand som kastede hende ind i sin varevogn og kørte væk med hende. De næste par år tilbragte hun i et specialkonstrueret rum på få kvadratmeter i mandens kælder, indtil han havde knækket hende så grundigt, at han kunne tage hende op i huset. Her måtte hun arbejde som hans slave. Han sultede hende, tæskede hende og misbrugte hende. Men en sommerdag i 2006, da han havde sat hende til at støvsuge bilen uden for huset, så hun sit snit til at stikke af. Nu har hun skrevet sin historie, og det er rystende læsning. Men det er også, på en bagvendt facon, opløftende læsning. Der er ingen tvivl om, at Natascha Kampusch er en uhyre begavet kvinde. Hendes beskrivelse af sine prøvelser er aldrig “ulækre” eller hadske, men til gengæld præget af en dyb trang til forståelse, dels af hvad det vil sige for et barn at blive frarøvet sin identitet på den måde, og dels af, hvad det var for et menneske, hun kom i kløerne på – og som var hendes eneste, absolut eneste, menneskelige kontakt mens hun voksede op. Ikke mindst beretningen om tiden efter hendes flugt er øjenåbnende læsning. Natascha Kampusch opførte sig aldrig som folk forventede af et “offer” – hun har hele tiden forsøgt på at være herre over sin egen historie og ikke lade sig udnytte, og hun har været kontroversiel i sine udtalelser om sin kidnapper og i sin insisteren på, at sandheden aldrig er sort og hvid. At læse Natascha Kampuschs beretning er en oplevelse, man ikke havde ventet. Den er en enestående personlig historie, men den er også en almengyldig beretning om de sider af den menneskelige natur, vi ikke har lyst til at se i øjnene. I menneskelig indsigt kan den måle sig med de største.

Min mening: Vi kender vel mere eller mindre allesammen til Nataschas historie. Her redegør hun for det meste af sine 8½ år i fangenskab. Det var et bekendtskab med både angst og smerte. Man kan undres over, hvordan hun overlevede det og så stadig var i stand til i det hele taget at skrive en bog. Man skulle jo tro, hun var helt psykisk kørt ned. Det er en fortælling om overlevelsesinstinkt ligeså vel som viljestyrke. Jeg fik tanken flere gange, at sidder man og sukker lidt over livet, så tænk på Natascha. For hende var de to minutters frisk luft guld værd. Noget vi andre bare tager for givet.
Sproget i bogen er ikke det bedste, men det fungerer og det er historien der er det vigtigste lige her. Samtidig springer den dog noget frem og tilbage i tid og kan til tider virke forvirrende. Jeg tog flere gange mig selv i at være i tvivl om, hvor vi lige var henne af tidsmæssigt. Det er synd, men overskygges for mig af handlingen. 
De sidste par ord vil jeg dedikere til afslutningen. Det er meget rørende og et symbol på, at man i mange tilfælde kan, hvad man vil. Ud af det 8½ år lange fængsel er kommet en selvstændig ung kvinde. Kan ikke lade være at tænke lidt på Den grimme ælling, selvom det her selvfølgelig er langt sørgeligere!


Karakter: 4/5

Venter på… #1

Denne bog er lige hjemkommet på biblioteket til mig, regner med at hente den på fredag.

Titel: 3096 dage
Forfatter: Natascha Kampusch
Om bogen: “Den sande historie om Natascha Kampusch, den østrigske pige der blev kidnappet på åben gade i 1998 og først slap fri efter 8 år, kan få det til at gyse i enhver. Hun var på vej til skole, havde netop skændtes med sin mor og var gået uden at sige farvel, da hun blev grebet af en mand som kastede hende ind i sin varevogn og kørte væk med hende. De næste par år tilbragte hun i et specialkonstrueret rum på få kvadratmeter i mandens kælder, indtil han havde knækket hende så grundigt, at han kunne tage hende op i huset. Her måtte hun arbejde som hans slave. Han sultede hende, tæskede hende og misbrugte hende. Men en sommerdag i 2006, da han havde sat hende til at støvsuge bilen uden for huset, så hun sit snit til at stikke af. Nu har hun skrevet sin historie, og det er rystende læsning. Men det er også, på en bagvendt facon, opløftende læsning. Der er ingen tvivl om, at Natascha Kampusch er en uhyre begavet kvinde. Hendes beskrivelse af sine prøvelser er aldrig “ulækre” eller hadske, men til gengæld præget af en dyb trang til forståelse, dels af hvad det vil sige for et barn at blive frarøvet sin identitet på den måde, og dels af, hvad det var for et menneske, hun kom i kløerne på – og som var hendes eneste, absolut eneste, menneskelige kontakt mens hun voksede op. Ikke mindst beretningen om tiden efter hendes flugt er øjenåbnende læsning. Natascha Kampusch opførte sig aldrig som folk forventede af et “offer” – hun har hele tiden forsøgt på at være herre over sin egen historie og ikke lade sig udnytte, og hun har været kontroversiel i sine udtalelser om sin kidnapper og i sin insisteren på, at sandheden aldrig er sort og hvid. At læse Natascha Kampuschs beretning er en oplevelse, man ikke havde ventet. Den er en enestående personlig historie, men den er også en almengyldig beretning om de sider af den menneskelige natur, vi ikke har lyst til at se i øjnene. I menneskelig indsigt kan den måle sig med de største.”

Anmeldelse: Kun hvis du har lyst




Titel: Kun hvis du har lyst
Forfatter: Margaux Fragoso
Sider: 320

Fra bagsiden:
Hun er syv. Han er 51. Han charmerer hendes mor og fylder et forsømt barn med opmærksomhed og en følelse af at være Alice i Eventyrland. Men han nøjes ikke med at være hendes uskyldige legekammerat, han bliver med tiden både hendes reservefar og hendes elsker. Med udsøgt og forfinet manipulation ændrer han hendes liv, indtil hun er på kanten af selvmord. Det bliver dog ham, der ender med at slå sig selv ihjel. På det tidspunkt har deres forhold varet i 15 år.
Kun hvis du har lyst er en rørende, nødvendig og uafrystelig selvbiografi om et ubærligt emne. Det er en bog for alle – med eller uden børn – fordi den uden omsvøb dokumenterer, hvordan en pædofil kan tryllebinde et barn, og hvordan en pige kan ende i frit fald. Bogens forfatter og hovedperson, Margaux Fragoso, demonstrerer med sit retrospektive klarsyn, sin rystende ærlighed og sit store sproglige overskud, at det er muligt at komme videre. Selv for et barn, der er blevet gjort fortræd i det meste af sin barndom.
Kun hvis du har lyst blev fuldt fortjent solgt til udgivelse i flere end 20 lande allerede inden udgivelsen i USA.

Min mening:
Jeg forventede noget helt andet af den her bog. Jeg gik ind til den med en forventning om ulækre fortællinger og billeder, men det var der faktisk ikke så meget af. I stedet begyndte jeg at forstå Margoux, hvorfor hun gjorde og valgte, som hun gjorde. Jeg begyndte sågar at tænke, at havde det været mit liv der havde været sådan, så havde jeg fundet mig i lige så meget som hende. Det sørgelige i den her fortælling er ikke hendes forhold til den pædofile. Det er hendes far. Dét er det værste i den her bog. Jeg savner dog at få at vide, hvordan det gik hende umiddelbart efter. Hvad med hendes far, har hun noget med ham at gøre i dag? Jeg sidder tilbage med en masse store spørgsmål, men uanset hvor mange efterfølgere der ville komme til bogen her, så vil jeg nok altid føle der mangler noget.
Som “The Globe and Mail” skriver: “Marguax Fragoso minder os om, at pædofile ikke er en særlig kategori af mennesker. De køber cornflakes, lufter hund og ordner have”. Det er lige netop sådan det er! Den her bog kan noget. Det er et must at læse den her bog, hvis man spørger mig. Det er en rigtig smuk historie, som samtidig bare er så utrolig sørgelig. Læs den!

Karakter: 4/5