Anmeldelse: 3096 dage

Titel: 3096 dage
Forfatter: Natascha Kampusch
Sider: 274

Fra bagsiden: Den sande historie om Natascha Kampusch, den østrigske pige der blev kidnappet på åben gade i 1998 og først slap fri efter 8 år, kan få det til at gyse i enhver. Hun var på vej til skole, havde netop skændtes med sin mor og var gået uden at sige farvel, da hun blev grebet af en mand som kastede hende ind i sin varevogn og kørte væk med hende. De næste par år tilbragte hun i et specialkonstrueret rum på få kvadratmeter i mandens kælder, indtil han havde knækket hende så grundigt, at han kunne tage hende op i huset. Her måtte hun arbejde som hans slave. Han sultede hende, tæskede hende og misbrugte hende. Men en sommerdag i 2006, da han havde sat hende til at støvsuge bilen uden for huset, så hun sit snit til at stikke af. Nu har hun skrevet sin historie, og det er rystende læsning. Men det er også, på en bagvendt facon, opløftende læsning. Der er ingen tvivl om, at Natascha Kampusch er en uhyre begavet kvinde. Hendes beskrivelse af sine prøvelser er aldrig “ulækre” eller hadske, men til gengæld præget af en dyb trang til forståelse, dels af hvad det vil sige for et barn at blive frarøvet sin identitet på den måde, og dels af, hvad det var for et menneske, hun kom i kløerne på – og som var hendes eneste, absolut eneste, menneskelige kontakt mens hun voksede op. Ikke mindst beretningen om tiden efter hendes flugt er øjenåbnende læsning. Natascha Kampusch opførte sig aldrig som folk forventede af et “offer” – hun har hele tiden forsøgt på at være herre over sin egen historie og ikke lade sig udnytte, og hun har været kontroversiel i sine udtalelser om sin kidnapper og i sin insisteren på, at sandheden aldrig er sort og hvid. At læse Natascha Kampuschs beretning er en oplevelse, man ikke havde ventet. Den er en enestående personlig historie, men den er også en almengyldig beretning om de sider af den menneskelige natur, vi ikke har lyst til at se i øjnene. I menneskelig indsigt kan den måle sig med de største.

Min mening: Vi kender vel mere eller mindre allesammen til Nataschas historie. Her redegør hun for det meste af sine 8½ år i fangenskab. Det var et bekendtskab med både angst og smerte. Man kan undres over, hvordan hun overlevede det og så stadig var i stand til i det hele taget at skrive en bog. Man skulle jo tro, hun var helt psykisk kørt ned. Det er en fortælling om overlevelsesinstinkt ligeså vel som viljestyrke. Jeg fik tanken flere gange, at sidder man og sukker lidt over livet, så tænk på Natascha. For hende var de to minutters frisk luft guld værd. Noget vi andre bare tager for givet.
Sproget i bogen er ikke det bedste, men det fungerer og det er historien der er det vigtigste lige her. Samtidig springer den dog noget frem og tilbage i tid og kan til tider virke forvirrende. Jeg tog flere gange mig selv i at være i tvivl om, hvor vi lige var henne af tidsmæssigt. Det er synd, men overskygges for mig af handlingen. 
De sidste par ord vil jeg dedikere til afslutningen. Det er meget rørende og et symbol på, at man i mange tilfælde kan, hvad man vil. Ud af det 8½ år lange fængsel er kommet en selvstændig ung kvinde. Kan ikke lade være at tænke lidt på Den grimme ælling, selvom det her selvfølgelig er langt sørgeligere!


Karakter: 4/5

Anmeldelse: Kun hvis du har lyst




Titel: Kun hvis du har lyst
Forfatter: Margaux Fragoso
Sider: 320

Fra bagsiden:
Hun er syv. Han er 51. Han charmerer hendes mor og fylder et forsømt barn med opmærksomhed og en følelse af at være Alice i Eventyrland. Men han nøjes ikke med at være hendes uskyldige legekammerat, han bliver med tiden både hendes reservefar og hendes elsker. Med udsøgt og forfinet manipulation ændrer han hendes liv, indtil hun er på kanten af selvmord. Det bliver dog ham, der ender med at slå sig selv ihjel. På det tidspunkt har deres forhold varet i 15 år.
Kun hvis du har lyst er en rørende, nødvendig og uafrystelig selvbiografi om et ubærligt emne. Det er en bog for alle – med eller uden børn – fordi den uden omsvøb dokumenterer, hvordan en pædofil kan tryllebinde et barn, og hvordan en pige kan ende i frit fald. Bogens forfatter og hovedperson, Margaux Fragoso, demonstrerer med sit retrospektive klarsyn, sin rystende ærlighed og sit store sproglige overskud, at det er muligt at komme videre. Selv for et barn, der er blevet gjort fortræd i det meste af sin barndom.
Kun hvis du har lyst blev fuldt fortjent solgt til udgivelse i flere end 20 lande allerede inden udgivelsen i USA.

Min mening:
Jeg forventede noget helt andet af den her bog. Jeg gik ind til den med en forventning om ulækre fortællinger og billeder, men det var der faktisk ikke så meget af. I stedet begyndte jeg at forstå Margoux, hvorfor hun gjorde og valgte, som hun gjorde. Jeg begyndte sågar at tænke, at havde det været mit liv der havde været sådan, så havde jeg fundet mig i lige så meget som hende. Det sørgelige i den her fortælling er ikke hendes forhold til den pædofile. Det er hendes far. Dét er det værste i den her bog. Jeg savner dog at få at vide, hvordan det gik hende umiddelbart efter. Hvad med hendes far, har hun noget med ham at gøre i dag? Jeg sidder tilbage med en masse store spørgsmål, men uanset hvor mange efterfølgere der ville komme til bogen her, så vil jeg nok altid føle der mangler noget.
Som “The Globe and Mail” skriver: “Marguax Fragoso minder os om, at pædofile ikke er en særlig kategori af mennesker. De køber cornflakes, lufter hund og ordner have”. Det er lige netop sådan det er! Den her bog kan noget. Det er et must at læse den her bog, hvis man spørger mig. Det er en rigtig smuk historie, som samtidig bare er så utrolig sørgelig. Læs den!

Karakter: 4/5

Anmeldelse: Rachels ferie



Titel: Rachels ferie
Serie: Walsh family #2
Forfatter: Marian Keyes
Sider: 480

Fra bagsiden:
“… Kun Keyes ville kunne skrive denne beretning med så megen varme, indsigt, humor og ironi – og derfor er Rachels Ferie på én gang hjerteknugende og befriende morsom”, skrev Alt for Damerne.

“Holder man af et godt kvindegrin og et dybfølt portræt af en søgende og småforvirret medsøster, kan Rachels ferie ikke anbefales nok af denne anmelder, som nød hver side af bogen”, Skrev Holbæk Amts Venstreblad.

Rachel Walsh er midt i tyverne. Hun bor i New York og er vild med Luke Costello, også selv om han går klædt som en skuespiller i en gammel westernfilm. Og så er hun ret glad for euforiserende stoffer. Hendes familie og den veninde, hun deler lejlighed med, mener, at Rachels stofmisbrug er kommet fuldstændig ud af kontrol. Så de overtaler hende til at tage med hjem til Irland og tvangsindlægger hende på en afvænningsklinik langt ude på landet. Rachel er ude af sig selv af raseri over denne utidige indblanding: Hvad bilder de sig ind!? Kan hun måske ikke selv styre sit liv?? På den anden side, tænker hun, er afvænningsklinikker jo berømte for deres celebre ´gæster´; rockstjerner, skuespillere og andet godtfolk, der også har sniffet en bane kokain for meget. Og det ville måske gøre godt med en lille luksusferie…Rachel bliver støt og roligt ført fra stofmisbrugets tåger og ind i voksenlivet, via en kærlighedshistorie eller to, og opholdet bliver ikke helt så glamourøst, som Rachel havde forestillet sig det.



Min mening:
Det er nok et år siden jeg købte den her bog på tilbud i Bilka. Jeg har læst Vandmelon af hende, så jeg var ikke i tvivl om, at hendes skrivestil er lige mig. Som udestående er det let at gennemskue Rachel, men alligevel får man fortalt gentagne gange, hvordan det er at være Rachel. Man begynder efterhånden at forstå hendes følelser, som tingene udvikler sig. Fortællingen følger det klassiske chicklit plot, men den er fortalt med så fantastisk en varme, at den går lidt dybere ind under huden end de fleste andre. Og jeg er enig med Alt For Damernes anmelder i, at kun Keyes kan skrive sådan en varm fortælling.
Jeg har et par punkter, jeg ikke er helt tilfreds med. Dels var bogstaverne lige en tand for små, men det er jo ikke forfatterens fejl ;) Der er også et par steder i bogen, hvor jeg tog mig selv i at tænke “ja, kom nu videre” og slutningen synes jeg var lidt for kort.

Karakter: 4/5

Anmeldelse: Mit liv som tyv

Titel: Mit liv som tyv
Serie: Heist Society #1
Forfatter: Ally Carter
Sider: 320

Fra bagsiden:
Da Katarina Bishop var tre år, tog hendes familie hende med til Paris. Ikke for at se byen – men for at plyndre Louvre! Da hun var syv, stjal hun de østrigske kronjuveler. Og som teenager er der ikke det kunsttyveri i verden, Katarina ikke har været med til.

Men da hun fylder 15, forlader hun sin familie for at starte et normalt liv uden for det internationale kupmiljø. Det er lettere sagt end gjort …

Kort efter får en dødsensfarlig mafiaboss stjålet fem uvurderlige malerier. Kun én i verden er dygtig nok til sådan et kup: Katarinas far. Problemet er bare, at han ikke har gjort det!

For at frelse sin far fra den visse død er Katarina tvunget til selv at opspore den rigtige tyv. Med mafiaen og Interpol i hælene har hun nu to uger, et team af teenagere og forhåbentlig nok talent som tyv til at stjæle malerierne tilbage.

”Heist Society” er første bind i Ally Carters nye serie om teenageren Katarina Bishop, der er opvokset som mestertyv. Næste bind udkommer til efteråret.




Min mening:
Jeg vandt den her bog i Majasols giveaway, så tak for det :) Jeg gik i gang med bogen i dag, med forventninger om, at det var en middelmådig bog for yngre folk end mig. Jeg var ikke synderligt begejstret for at gå i gang med den faktisk. Efter ca 25 siders læsning begyndte det dog at blive ok, det lød mere og mere spændende. Selve handlingen er der ikke så meget over og sproget henvender sig også til lidt yngre læsere, men det er en dejlig let bog når man nu, som jeg, ligger syg.
Plottet var forholdsvis gennemskueligt ret tidligt i historien, men der var alligevel et par overraskelser (som jeg selvfølgelig overlader til jer selv at opdage), som gjorde at den var okay.

Meeen, ret skal være ret! Helt dårlig kan den bestemt ikke have været, når jeg nu fik den læst på bare én dag – hvor jeg oven i købet har ligget syg. Jeg er ikke sikker på, hvad det er, men jeg ville godt bare have den færdig, den var alligevel lidt sjov. Og det giver altså lige lidt ekstra point.
Alt i alt en super bog for de 14-16-årige eller hvis du bare mangler lidt let sommerlæsning. Jeg går sikkert også ud og køber den næste bog i serien når den kommer…


Karakter: 4/5

Boganmeldelse: Safe Haven af Nicholas Sparks


Safe haven, Nicholas Sparks

340 sider.
6 af 6 stjerner.

Da jeg først gik i gang med bogen, havde jeg ikke så store forventninger, jeg havde nemlig en ide om, hvordan Nicholas’ bøger ville være. De ville være den slags, man forventede en masse af og endte op med at blive skuffet – netop fordi alle elsker ham.
Jeg må nu – tre dage og en kærlighedshistorie senere – indrømme, at jeg er endt op i den store flok af Nicholas-fans. Siderne vendte sig selv. Jeg holdt mig vågen længere end normalt og det eneste jeg kunne tænke på om aftenen var, hvor meget jeg glædede mig til at læse videre næste dag. Det var en oplevelse udover det sædvanlige. Virkelig. Til at starte med, var 340 sider mange, især når det ikke er på ens modersmål. Da jeg nåede slutningen, var det alligevel ikke sider nok. Man ville gerne have slutningen med det samme, men samtidig ville man ikke have den til at ende.
Alle skulle forkæle sig selv med denne bog (selvom jeg dog har en idé om, at det primært er kvinder der kan lide den).
Jeg kan ikke fortælle præcis, hvad der gjorde udslaget. Normalt er jeg ikke meget for (halv-) forudsigelige bøger, slet ikke når de handler om kærlighed. Alligevel var der noget over denne, som bare var fantastisk. Hans skildring af karaktererne, realismen, fortællingen. Jeg tror måske, det var hans skrivestil, der fangede mig. Det blev helt magisk og eventyrligt til tider og det var af og til også svært at forstå, at det “bare” var en bog. Jeg græd, grinte, smilede, rynkede panden, tænkte og hostede mig gennem bogen.
Jeg vil gå så langt som at sige, at det her ikke bare er en bog. Det er et kunstværk!

Anmeldelse: Hævnens gudinde

Originaltitel: Hævnens gudinde
Forfatter: Sara Blædel

Udgave: 2. udgave, 1. oplag
Sideantal: 420
Stjerner: 5/6
Det her er femte bog i serien om kriminalassistent Louise Rick, så det var med spænding jeg åbnede bogen. I bogens start er vi midt i et skuddrab, formentlig grundet rocker-relationer. Herfra bliver vi bragt videre ind i en 6.klasses fest, der ender i slagsmål og en piges død. Som om det ikke var nok, bliver en lagerbygning brændt ned – mordbrand. Der er to unge drenge i bygningen. Vi er altså i et net af mordsager. Der er masser af veje at vælge og Sara Blædel formåede at få mig til at stirre mig blind på den ene vej. Hun har igen overrasket mig med en krimi af format.
Jeg kan godt lide, når bøger er så letlæste som Blædels. Der er også et okay persongalleri og man følger Louise og hendes veninde Camilla Lind i både op- og nedture. Det er et dejligt afbræk til al uhyggen. Igennem de fem bøger, er jeg begyndt at holde mere og mere af Louises karakter, omend hun er noget…speciel. Jeg kan ikke rigtig finde et ord for det, men noget hen i retningen af dr. Brennan fra tv-serien Bones.
Jeg synes det er svært, at fortælle ret meget om en krimi, der skal jo virkelig ikke ret meget til, før man har afsløret noget. Men jeg kan fortælle, at jeg virkelig glæder mig til at læse nr. 6 i rækken: Dødsenglen. Det var Sara Blædel der fik mig igang med at læse krimier og det er Sara Blædel der får mig til at blive ved. Jeg hungrer allerede efter flere mord. Det lød godt nok morbidt og kynisk, men I forstår..
Ekstra Bladet har skrevet:
Hun får det til at se så legende let ud, at man kunne få lyst til at tildele hende et teoretisk ansvar for, at så mange amatører forsøger sig i genren. Men professionelle Blædel svæver adskillige stjerner højere end hæren af wannabees. Og formkurven er stadig stigende.
-Og jeg er fuldt ud enig!
Hævnens gudinde får min varmeste anbefaling, meeen.. Som altid i en serie, så får man mest ud af at læse fra bog et og frem ;)

Eat, pray, love – kort anmeldelse

Ja, så var jeg jo med mor inde og se Eat, Pray, Love i går. Ved ikke helt hvad jeg skal synes..
Jeg havde jo læst lidt af bogen, og det passede næsten ikke sammen med filmen.

Plottet var lidt tamt, der var ikke rigtig nogen større konflikter, så det savnede jeg lidt. Der var til gengæld en håndfuld flotte fyre – det er jo altid en fordel ;o) Filmen varede 2 timer og 20 minutter. Lige længe nok. “Forhistorien” var langtrukken og jeg ville godt have set lidt mere til hendes ophold i Indien..

Jeg er ikke sikker på at Julia Roberts var den rigtige til hovedrollen, hun virkede lidt..malplaceret :) Og så overraskede det mig, at der nærmere var min mors generation, end min, som fyldte biografsæderne ud! Nå, men alt i alt havde vi da en god oplevelse, det var en typisk tøsefilm – med kærlighed, kærestesorger, veninder og strande med lækkert vejr ;o)

Umiddelbart vil jeg give 4 ud af 6 stjerner – en god og hyggelig film, men ikke mere.

The only thing harder than staying…is leaving