Anmeldelse: Et eventyr

Titel: Et Eventyr
Forfatter: Jonas T. Bengtsson
Forlag: Rosinante
Sider: 384
Sprog: Dansk

Fra forlaget: Forfatteren til bestsellerromanen Submarino, der blev filmatiseret af Thomas Vinterberg, er tilbage med en roman om et liv i udkanten af samfundet. En lille dreng flytter fra sted til sted med sin far. Faren er en rastløs fritænker, og med drengen i hånden går han som en skygge gennem byen – arbejder sort og betaler kontant.

Et eventyr er en fortælling om at være fremmed i verden og om det livssyn, der gives videre fra forældre til børn.

Anmeldelse: Det var en virkelig, virkelig, virkelig positiv overraskelse at læse denne bog. Jeg elsker socialrealisme, og det var faktisk ikke gået op for mig, at dette var en bog i den genre, så jeg sad bare der og klappede i mine små hænder for hver eneste side jeg vendte i bogen. Det var en sand fornøjelse.

Plottet har jeg ikke så meget at sige om, jeg synes det er lidt svært når det er socialrealisme. Men jeg kan da sige at jeg nød det. Måske var der lige i overkanten med løse ender til sidst, men alligevel sidder jeg ikke og er voldsomt irriteret over alle de uopklarede spørgsmål.

Karaktergalleriet nød jeg også. Bare det at vi aldrig får de rigtige navne på personerne, det lagde altså et eller andet mystisk filter over det hele. Drengens far kunne jeg ikke lade være at holde af, heller ikke selvom de ting han gjorde var forkerte. Ja egentlig var det nok mere alle “udenomspersonerne” der gjorde det for mig, end det var selve drengen. Nuvel, han var da bestemt en interessant karakter at følge, men de andre havde også bare et eller andet.

Sprogligt var bogen som det meste socialrealisme; let og ligetil og uden så mange kringlede sætninger. Der var ingen irritationer, men heller ingen overraskelser.

Det her er i hvert fald en bog, jeg vil anbefale varmt til alle, der er vild med genren. Kan man ikke lide genren, kan man ikke lide denne bog, det føler jeg mig ret overbevist om, men jeg kan selvfølgelig tage fejl.
Karakter 1-5:
4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *