Release

Release – Patrick Ness – 289 sider

Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Poetisk historie med noget på hjerte, men uden en slutning
Jeg har ventet med længsel på den her bog. Endelig er den her. Og den er…interessant. Jeg kan rigtig godt lide manden med pennen, men her må jeg indrømme, at jeg faktisk blev lidt skuffet. Jeg var vild med starten, men midten føltes lidt flad og slutningen tror jeg ikke, jeg fangede. Det var en nedadgående kurve for mig.

Bogens første side var magisk, men det synes jeg, man selv skal finde ud af hvorfor. Jeg skruede straks forventningerne op, og det var nok en fejl. I hvert fald synes jeg ikke, at resten af bogen kunne leve helt op til det. Der var for meget frem og tilbage mellem Adams kammerater.

Adams familie føltes meget ensidige og på en eller anden måde kan jeg ikke lade være med at tænke, at det gjorde Adam egentlig også. Han prøvede jo ikke at ændre noget, han antog bare, at “sådan er de”. Og det brød jeg mig egentlig ikke om. Jeg er med på, at han står i en rigtig svær situation, men jeg synes bare samtidig ikke, at han gør særlig meget selv, for at ændre den. Men okay, nu følger vi ham jo næsten kun i en enkelt dag. Og jeg kan da godt se, at det er, hvad man nok bedst betegner som en lortedag.

Selve oplevelsen faldt lidt til jorden for mig. Jeg ved ikke rigtig, om jeg har forstået slutningen. Jeg læste den et par gange, men jeg er stadig i tvivl om, hvad der sker. Det får mig faktisk til at føle mig dum. Jeg mangler en eller anden form for forløsning. Det kan godt være, det bare er mig, der ikke har fanget den…

Alligevel synes jeg, bogen fortjener de tre stjerner. For det er ikke en dårlig bog. Den er skrevet på en rigtig fin måde, og jeg kunne godt lide, hvordan der var to parallelle historier hele vejen igennem. De passede rigtig fint sammen og supplerede hinanden godt. Og så var der også bare så mange fine formuleringer. Når man tager det og kombinerer med en okay historie, så synes jeg faktisk, det er en fin lille bog.

RELEASE er den mest personlige roman, Patrick Ness har skrevet. Det er en rørende historie om 17-årige Adam, som prøver at acceptere sig selv som homoseksuel i en ekstremt religiøs familie. Adams far, den lokale præst, vil ikke have en søn, som er bøsse.
Adams tidligere kæreste, Enzo, siger, at det de havde sammen ikke var rigtig kærlighed.
Adams bedste ven, Angela, som er en af de få, der elsker og accepterer ham, er ved at flytte til Holland.
På ét døgn bliver Adam konfronteret med alle de ting, som gør allermest ondt, men inden solen står op, sker der noget, som giver ham styrken til at give slip på smerten og se på sig selv på en ny måde. Imens Adam prøver at finde sin identitet, prøver et magtfuldt væsen fra underverdenen at hjælpe en forvirret og vildfaren sjæl til at give slip.
RELEASE er en smuk og velskrevet sammenfletning af disse parallelle historier, der på hver deres måde omhandler en frigørelse / det at give slip.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *