Provinspis

Provinspis – Ditte Wiese – 232 sider

Anmeldereksemplar fra Carlsen.

Stærk debut der rammer de unges sprog lige på kornet
Lige siden jeg hørte, at den her roman ville komme til verden, har jeg glædet mig. Ikke bare sådan lidt, men virkelig, virkelig meget. Det er den danske bog, jeg har glædet mig mest til skulle udkomme i år. Og den skuffede mig absolut ikke.

Jeg blev glædeligt overrasket allerede på side et. Ja, faktisk første linje. Bogen var slet ikke det, jeg havde regnet med. Vores hovedpersoner er markant ældre, end hvad jeg ville have gættet på, så det var en øjeblikkelig overraskelse, jeg der fik mig. De opfører sig alle både dumt og fornuftigt på en gang, præcis ligesom de fleste unge mennesker. De kan ikke se, hvor meget de i virkeligheden spænder ben for sig selv af og til.

Bogen kan, for mig, deles op i to.
I første del blev jeg grebet af Ida og hendes drive. Hun var en virkelig stærk stemme og jeg kunne tydeligt fornemme hendes lyst til – og mod på – livet. Og Jon. Åh. Han tog mig med storm. Han var måske ikke lige sød altid, men hold nu op, hvor holdt jeg bare uendelig meget af ham.
Bogens anden del er lidt svær at snakke om af hensyn til potentielle spoilers, men jeg vil sige så meget, at jeg synes emnet blev behandlet på en rigtig fin måde, uden at blive belærende. Og det er noget, der i høj grad har manglet, synes jeg. Selve slutningen forestiller jeg mig vil dele folk op i to; de, der elsker den og de, der bliver træt af den. Jeg hører klart til første gruppe. Jeg synes, det var en rigtig god måde at slutte bogen af på. Ja faktisk synes jeg ikke, den kunne have sluttet anderledes. Jeg har i hvert fald svært ved at se hvordan. “Ja selvfølgelig”, var min tanke, da jeg nåede sidste linje.

Også sproget overraskede mig. Jeg er forundret over, hvor præcist Ditte rammer tonen i det unge sprog. Unges dialog må være noget af det sværeste at skrive, forestiller jeg mig, men det er virkelig ramt godt. Det bidrager til oplevelsen, og gør det endnu nemmere at fornemme personerne og hvor de kommer fra. Miljøbeskrivelserne er også ramt rigtig fint, og jeg kunne godt lide, hvordan der kun blev omtalt en brugs og ellers ikke noget med gågader, shopping og butikker. Jeg bor selv i en lillebitte flække med kun 1500 indbyggere, så vi har en købmand og en brugs. Ingen shopping. Med mindre man da kalder det for shopping at købe bøffer ved slagteren eller nipsting i genbrugen ;) Det jeg vil frem til er egentlig, at det er let at relatere til for mig. Sådan tror jeg mange vil have det, også selvom de kommer fra en større by, for man savner ikke alle de elementer, der kunne indgå. Man bemærker faktisk ikke, at de ikke er der. Det er bare en selvfølgelig, at sådan er Idas liv.

Generelt er det en rigtig stærk ny dansk stemme, der nu blander sig på YA scenen og jeg vil anbefale Provinspis til alle.

Ida lider af en alvorlig omgang bøhlandsblues. Der sker absolut INTET i det hul, hun bor i. Alle er som levende døde, der bare gør det, som alle andre gør. Drømmer om det, som alle andre drømmer om. Det er kun weekenderne, der giver kedsomheden modspil, og den kaster Ida sig grådigt over i en tåge af sex, sprut og stoffer.

Hun må væk. Ud. Bort. Provinsen er som kviksand: jo mere Ida kæmper imod, jo mere bliver hun trukket ned i et bundløst hul. Hvad gør man, når der er så meget at kæmpe imod? Når den største fjende … er en selv?

En bog om at finde et ståsted, når man er i frit fald.

underskrift

3 thoughts on “Provinspis

  1. Ditte Wiese Reply

    Åh Irene – jeg er så glad for at du ville læse med. Og endnu mere glad for at du kan lide både fortællingen, karaktererne, sproget – og slutningen <3

    Tak for din fine anmeldelse!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *