Kommentar til Her er jeg

1472652308_forsideHer er jeg – Jonathan Safran Foer – 651 sider

Anmeldereksemplar fra Tiderne Skifter.

Kan man læse en bog, der er så fantastisk, at man er nødt til at stoppe? Er det kun dårlige bøger, man er nødt til at droppe for en tid? Nyder man virkelig en bog, hvis man læser den langsomt?
Det er nogle af de spørgsmål, jeg har stillet mig selv i den seneste tid. Her er jeg er en stor bog med meget på hjerte. Jeg har sat så utrolig mange streger og skrevet rigtig mange kommentarer i margen, jeg har endda måttet spidse blyanten flere gange undervejs. Den er simpelthen spækket med observationer. Den har virkelig sat tankerne i gang mange gange. Historierne er mange og den tegner et fuldt og helt billede af en jødisk familie.

Når jeg så alligevel har været nødt til at give bogen en pause, så er det fordi, jeg simpelthen er mæt. Det er noget af det bedste, jeg har læst, men det er også en bog, der kræver noget af sin læser. Når jeg læser den her bog, slapper jeg ikke så meget af. Jeg tænker meget. Funderer. Sætter lighedstegn mellem det jeg læser og den verden, jeg ser. Det er det hele værd at ofre så meget tid på en bog, der er så god som denne. Den fortjener virkelig, at man tager sig tiden til den. Det skal ikke være en af de bøger, man bare læser på en dag. Det ville jeg sikkert godt kunne, men så ville det slet ikke være den samme bog. Nej, for mig er det her en bog, der skal være min følgesvend i et længere stykke tid. Det skal ikke bare være en hurtigt overstået flirt. Hvis den tager seks måneder at læse, så er det seks måneder, der er godt givet ud. Jeg vil ikke jappe igennem den. Jeg vil bruge tid på den. Tage den frem når jeg har tiden og overskuddet til den. Læse nogle sider, stoppe og tænke og læse videre en anden dag.

Der er mange, der har det sådan, at det er de gode bøger, de læser hurtigst. Sådan er det ikke for mig, i hvert fald ikke altid. Der kan ikke sættes lighedstegn mellem min mening om en bog og mit læsetempo. Ofte læser jeg de bøger, jeg ikke bryder mig om, hurtigst, fordi jeg ikke nærlæser dem lige så grundigt, som jeg havde gjort, hvis det var en bog, jeg virkelig godt kunne lide. Og den her bog kan jeg bare virkelig godt lide.

——————————————————————–

For de fleste familier er det en glædelig begivenhed, når ens ældste skal til at fejre sin bar mitzvah. For den kriseramte Bloch-familie er bar mitzvahen dog snarere noget, der kan skille dem ad. Sønnen Sam har nemlig netop gjort noget, der er så unævneligt slemt, at festlighederne måske må aflyses…

For Sams far, manuskriptforfatteren Jacob, er det endnu et bevis på hans egen inkomptence som forælder. For moren, den arkitektuddannede indretningsarkitekt Julia, er det endnu en påmindelse om de ofre, der hører til moderskabet. For Sam, er det blevet tid til at spørge sig selv, om han er klar til at blive en mand.

I Her er jeg tvinges Jacob, Julia og deres tre sønner til at konfrontere afstanden mellem de liv, de tror, de ønsker, og de liv, de lever – indtil et katastrofalt jordskælv i Mellemøsten udløser en hurtigt eskalerende konflikt.

underskrift

One thought on “Kommentar til Her er jeg

  1. Karin Reply

    Det er virkelig rigtig. De bøger jeg VIRKELIG nyder og som får mig til at reflekterer, tager jeg mig rigtig god tid til. Borte med blæsten – da jeg læste den – trak jeg så langt tid som muligt fordi den bare var for god til at sluge. Andre bøger kan jeg omvendt heller ikke lade være med at læse, men det er mere de lette pageturners.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *