Klompelompe

134646Klompelompe – Hanne Andreassen Hjelmås & Torunn Steinsland – 162 sider

Anmeldereksemplar fra People’s Press.

En strikkebog med skønne opskrifter. Desværre lover den mere, end hvad den kan holde.
Når jeg ikke læser, ser jeg typisk tv. Og så strikker eller hækler jeg imens. Derfor har jeg også set, hvor populær denne norske strikkebog er rundt omkring. Da den dumpede ind gennem brevsprækken (ok, postkassen så!) var jeg simpelthen så begejstret og bladrede også i den med det samme. På forsiden står der Strik til baby, barn og voksen. Det er rigtigt, at der også er opskrifter til voksne, men det er virkelig, virkelig få. Ud af de 60 opskrifter er langt størstedelen til baby og der er også en del til børn. Det skuffede mig virkelig. Hvis ikke der havde stået voksen på bogen, så var jeg blevet glad over den ekstra bonus, men fordi det står der, havde jeg regnet lidt mere – især fordi de der er så ofte er overtøj; huer og vanter.

Jeg har fået strikket en fin hue ud fra bogen og det gik faktisk rigtig fint, da jeg lige fik knækket koden. Jeg var lidt forvirret over bogens brug af ordene omgange og pinde, men det kan sagtens bare skyldes min uerfarenhed i strik. Lige nu arbejder jeg på en nederdel(!), som virkelig er enkel at lave. Jeg kan rigtig godt lide, at bogen selv foreslår alternativer til andet garn, for det meste er strikket i uld. Det er også dejligt at strikke i, men jeg kunne godt tænke mig noget lidt “lettere,” så jeg strikker nederdelen i bomuld, ligesom bogen også har foreslået at man kan.

Der er ikke de gængse “strikkeskole” sider i bogen, hvilket egentlig er fint. De er i så mange bøger. Men hvem går ud og køber en strikkebog, hvis ikke man kan strikke bare lidt i forvejen? :P Så det er egentlig fint, at de ikke er der. Så kan man slå op i en anden bog, hvis der er noget, man skal vide – hvis ikke man da bare googler det altså. Opskrifterne er markeret i sværhedsgrad fra et til tre, men selv de sværeste ser ikke ud til at være så svære endda. Og mange af mønstrene går ofte igen, så hvis man først har fanget den, så kan man bruge det til en del andre ting også, hvilket jo sådan set er smart nok.

Alt i alt en rigtig fin bog i en virkelig god kvalitet(!), men desværre med et fåtal af voksenopskrifter. Hvis man har det in mente inden man farer ud og køber bogen, så er jeg sikker på, man nok skal få glæde af den. Her er i hvert fald til rigtig mange timers arbejde.

———-

Det startede med en strikkeblog og netbutik – og nu er opskrifterne samlet i en bog, der er solgt i massevis. Klompelompe er blevet et yderst populært brand i strikkekredse, og det er især kendt for nem børnestrik i lækkert design. 
Der er i alt 60 opskrifter i bogen, heriblandt Kjekkaslua, en drengehue, der vundet stor popularitet i Skandinavien. Desuden er der opskrifter på forskellige slags kjoler, nederdele, buksedragter, huer, vanter og halstørklæder. 
De fleste opskrifter er til drenge og piger fra et til seks år, men også til babyer og voksne. Rent faktisk er flere af opskrifterne designet til både baby og mor. Find dine egne favoritter og kombiner de farver, som du synes passer godt sammen. 
Opskrifterne er markeret med sværhedsgrad fra 1 til 3. Der er både helt enkle projekter og de lidt mere udfordrende af slagsen. Alle opskrifter har forslag til alternative farver og andre lækre garnkvaliteter.
underskrift

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *