Den faldne engel (Den store djævlekrig #5)

djaevelDen faldne engel – Kenneth Bøgh Andersen – Den store djævlekrig #5 – 293 sider

Anmeldereksemplar fra Rosinante & Co.

Det, der var slutningen, skulle vise sig kun at være midten. Bog fire var ikke slutningen. I stedet blev serien udvidet med først en, siden to bøger. Her i femte bog følger vi Filips liv efter Helvede, hans liv med hans mor. Der er gået en rum tid, i hvilken han selvfølgelig er blevet ældre. Det gør noget absolut godt for fortællingen. Der er lige pludselig nogle flere og mere komplicerede følelser i spil; jalouisi, misundelse, anger.

Jeg fik lidt for meget af Filip og Satina, men det er egentlig også det eneste, jeg har at udsætte på denne her bog. Det var et dejligt gensyn med de velkendte karakterer, især Ravine. Jeg er bare vild med hendes person altså.
Alle personer fungerer stadigvæk lige så godt nu, som de gjorde i første bind. Der er kommet flere dimensioner til dem, og de har alle udviklet sig i enten den ene eller den anden retning.

Plotmæssigt var den her bog lidt anderledes, synes jeg. Den var lidt mere mystisk. Der foregik et eller andet, som ingen rigtig vidste hvad var. Det fungerede rigtig godt og bidrog til, at den her bog blev lidt anderledes end resten af serien og bliver sådan en, man let kan adskille fra de andre.
Jeg kunne godt lide, at vi var så længe i Filips hverdag. Noget, som ellers normalt bliver overstået ret hurtigt. Men ikke her. Det var dejligt på den måde at få et indblik i, hvordan alle de tidligere eskapader har formet ham og haft betydning for det liv, han nu lever. Det gav nogle flere vinkler på det hele, hvilket gavnede historien og gav den endnu mere værdi.

Man kan mene hvad man vil, men jeg synes det var en god idé, at fortsætte historien om Filip, Lucifer og Helvede. Der var helt tydeligt stadig en historie at fortælle, og det er vel det vigtigste. Og når man er færdig med den her bog, så er man nødt til at gå i gang med den næste med det samme.

ny4

Den faldne engel er nyeste skud på stammen i den nu fem bind lange serie om den artige og pligtopfyldende dreng Filip, der ved en fejl kommer i lære i Helvede. I Den faldne engel er Filip nu kommet tilbage på jorden efter at have kæmpet i den store krig i Helvede, men noget er forandret. Han føler sig som en fange, der er spærret inde i sit eget liv, og han længes inderligt efter Safina, der stadig befinder sig i Helvede. Hvad sker der, hvis han tager tilbage?

underskrift

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *