Hæklede og strikkede klude

IMG_20160829_115421

Bøgerne er sponsoreret af Turbine.

Nogle gange ligger bøgerne stille til fordel for andre interesser. Sådan en periode har jeg lige haft. I stedet har jeg fået lavet en masse klude. Det er så dejlige små projekter, at jeg rent faktisk får færdiggjort dem. Jeg har ellers ikke tal på, hvor mange håndarbejdsprojekter jeg har været gået i gang med, og som jeg aldrig er kommet videre med, end til at slå masker op/hækle et par omgange. Klude har jeg til gengæld fået lavet i massevis, jeg vil tro jeg har de første ti stykker liggende. Og der er flere på vej.

Jeg har fundet stor inspiration i begge bøgerne, både den med de strikkede og de hæklede. Desværre må jeg indrømme, at jeg synes der er lidt for mange fejl i dem; f.eks. står der “slå xx fm op” i strikkebogen – men fm betyder fastmasker, og bruges når man hækler. Det betyder ikke rigtig noget, folk der strikker skal nok forstå, hvad der menes, men det er bare sådan en ærgerlig fejl, synes jeg.

IMG_20160829_115531

Mønstrene er i begge bøger er markeret med mellem en og tre stjerner, alt efter sværhedsgrad. Jeg betragter ikke mig selv som en habil hækler og strikker, men jeg ville godt turde kaste mig ud i de trestjernede projekter, for vejledningerne er rigtig gode. I hæklebogen er der også både diagram og tekst, så uanset hvad man foretrækker, kan man få det på den måde. Desuden er der også vejledninger forrest i bogen til de forskellige teknikker, men der må jeg være ærlig og sige, at jeg ikke forstod ret meget. De tegninger der viser, hvad man skal gøre, var det rene volapyk for mig. I de få tilfælde, hvor jeg fik brug for hjælp, tjekkede jeg nogle youtube videoer ud, og de hjalp mig.

IMG_20160829_115651

Jeg kunne godt tænke mig, at man havde været lidt mere flittig med billederne. De var flotte, men på mange af dem var det ret svært at se, hvordan de færdige klude ville se ud. På nogle af dem, var kludene lagt sammen i en stak, og man kunne kun se dem fra siden. Det er drønærgerligt, i hvert fald hvis man som jeg gerne vil have en idé om projektet, førend man går i gang. Heldigvis var der nogle af billederne, der var rigtig gode. Selve bøgernes kvalitet fejlede heller ikke noget, papiret var i en fin kvalitet, så man vil sagtens kunne tilføje rettelser og andre ting, uden at det går igennem til næste side, og det synes jeg er et must i den her slags bøger.

Strikkebogen indeholder 11 opskrifter, mens hæklebogen byder på 13 motiver. Jeg vil give bøgerne min anbefaling, for de har en masse af det, man kunne ønske sig af krea-bøger, og samtidig sparker de gang i inspirationen.
Og så kan jeg tilføje, at mange af mønstrene er så lette, at man sagtens vil kunne se en film eller høre en bog imens – strikker man, er det med en smule øvelse nok også muligt at læse imens. Det er et plus i min bog ;)

IMG_20160829_115330

underskrift

2 thoughts on “Hæklede og strikkede klude

  1. Bookworm Reply

    Hvor ærgerligt med fejlene – synes tit, der er fejl i strikkebøger! Ofte flere fejl end i de opskrifter man kan finde gratis på nettet :-/

    PS: er helt vild med den gule klud du har strikket!

    • Irene Post authorReply

      Ja, jeg forstår det heller ikke helt… På den anden side, så kan de online opskrifter jo hele tiden revideres. Men det er nu lit ærgerligt.

      Tak :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *