Det du ikke ved

28930773

Det du ikke ved – Forsk. forf. – 172 sider – Gyldendal

Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Det kan være lidt svært med novellesamlinger. Nogle noveller kan slå benene væk under en, mens andre kan være grusomt irriterende. Og hvordan vurderer man så sådan en samling? I denne samling var der et klart tema, og det var selvfølgelig hemmeligheder. Det fungerede faktisk helt fint med det tema og de forskellige forfatteres take på det. Undervejs igennem bogen skrev jeg en lille linje til hver novelle i min reading journal, så jeg på den måde kunne holde styr på det hele.

Den første novelle, Langtur, var meget kort. Jeg havde slet ikke nået at forstå, at den var gået igang, førend den var slut. Ikke desto mindre var den faktisk ret sjov på sin egen unikke måde, og jeg er fristet til at læse mere fra forfatterens (Helle Perrier) hånd.
En, der lyver brød jeg mig ikke om, jeg fandt sproget kludret og novellen forudsigelig. Denne novelle handlede om netdating.
Uforelsket af Svend Aage Madsen var nok den novelle, jeg glædede mig mest til. Den var udmærket, og havde et godt persongalleri med, ligesom jeg også godt kunne lide den morale og det budskab, den bød på. Alligevel var jeg nok en lille smule skuffet, fordi den ikke helt formåede at indfri mine forventninger.

Johannes var en lidt kedelig novelle for mig, og jeg fandt den ret forvirrende med dens mange underlige personer. Jeg tror aldrig helt, jeg forstod den.
Sådan var det ikke med Den jeg altid har været. Det var en spændende novelle, synes jeg, som igen havde et fint persongalleri. Dog gjorde den ikke helt så stort indtryk på mig, som man måske skulle have troet.
Det gjorde til gengæld Louis Jensens novelle Hemmeligheder, køb og salg. Den står meget klart for mig endnu, og jeg var vild med, hvordan den handlede om forskellige identiteter. Denne står for mig som en af de bedste noveller i samlingen.
Også novellen Legoklodserne står helt klart i min erindring, det var en noget speciel historie, men dog fed. Det eneste jeg tænkte her var, at den var lige lovlig kort. Den var nemlig også rigtig god!

Ronnie Andersen har jeg læst lidt af før, så jeg så frem til hans novelle Plastichjerte, men desværre skuffede den mig med den meget usympatiske hovedperson. Og så var den altså også bare lidt for mærkelig.
Nummer 8 var novelle nummer ni, det giver jo sig selv ;) Det var en lidt forvirrende, men dog sød, novelle, som dog led under, at selve hemmeligheden i novellen blev afsløret lidt for sent, hvilket gjorde, at den faldt lidt til jorden for mig.
Den sidste novelle, Alt for meget strøm, var lidt underlig, og igen ved jeg ikke, om jeg helt fangede pointen. Den var dog sjov i dens udformning med dagene.

Alt i alt en hyggelig lille novellesamling, som bød på et par overraskelser undervejs, og samtidig gav mulighed for at stifte bekendtskab med et par nye forfattere. Selv skal jeg i hvert fald tjekke Louis Jensen ud!

ny3

DET DU IKKE VED er en novellesamling for unge om hemmeligheder.

Kan man snyde andre til at blive forelsket? Kan man sælge hemmeligheder? Kan man lyve for sig selv? Kan man stole på sin familie? Kan man hade den, man elsker?

Sandheden gemmer sig lige under overfladen i 10 noveller af nogle af Danmarks mest anerkendte forfattere.

underskrift

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *