Geminiderne (Spektrum #2)

26101512Geminiderne – Spektrum #2 – Nanna Foss – 656 sider – Tellerup

Anmeldereksemplar fra Tellerup.

Den her bog er fortalt fra Pis synsvinkel og jeg kunne ret hurtigt lide hende. Hun var en meget aktiv og livlig karakter at følge. Det var især sjovt, hvordan hun og Noah kunne kommunikere. Men Noah havde jeg så til gengæld lidt problemer med. Hold nu op, en træls attitude han havde. Det var helt ude af proportioner til tider. Heldigvis betød udviklingen i bogen, at det blev bedre hen ad vejen, men jeg synes nu stadig det var lige overdrevet nok. De øvrige karakterer var fine, især Alban. Han er godt nok bare sød altså. Jeg ved ikke helt, hvad det er ved ham, men han er i hvert fald min yndlings. Han og så Pi.
Jeg savnede lidt at høre mere om Emilies evne, der er en del fokus på de andres og på, hvorfor de har dem og hvordan, de kan lære at mestre dem, men Emilies evne synes jeg ikke, man hørte så meget til, desværre. Jeg ved godt, at hele sidste bind netop handlede om hende, men jeg kunne nu alligevel godt have tænkt mig at høre lidt mere i dette bind.
Forældrene i denne bog får også en større rolle, og det er jeg ret glad for. De fylder stadigvæk ikke ret meget, men jeg var bevidst om, at de var der noget af tiden. Jeg håber, at de kommer til at være endnu mere til stede i de fremtidige bøger.

Skrivestilen gør underværker for den her bog, for selvom den er lang, så er den meget hurtigt læst. Forfatteren har virkelig formået at indkapsle de unges sprog, så det på ingen måder bliver kunstigt, men tværtimod levende og realistisk. Der bliver leget og udforsket, og jeg kan bare rigtig godt lide det.

Handlingsmæssigt så er den her bog langt bedre end etteren, som jeg mest af alt husker som en lang introduktion. Den her bog er så spækfyldt med action, at det bare driver af siderne. Nu begynder jeg også at kunne se, hvordan historien vil kunne fylde mange bind. Alt det her teori om tidsrejser og deres konsekvenser, det var lige så jeg blev helt svimmel af at tænke på det. Der var få gentagelser, men det gjorde egentlig ikke så meget, for så var der bedre mulighed for lige at forstå det, man måske missede første gang, eller for at teste ens egne teorier af. Nå men… Alt det med, hvad man kan og hvad man ikke kan med tiden. Altså, det er lidt ligesom at tænke på, at planeterne svæver i universet, er opstået af ingenting og selvom universet er virkelig, virkelig gammelt, så er det stadig ungt – altså, det er lidt syret, hvis man tænker længe nok over det. Og det var sådan jeg fik det med den her bog og dens konspirationsteorier. Det var fedt! Og forvirrende… :D
Jeg er så også nødt til at advare mod slutningen. Er du gal, den var ond. Det var så jeg sad med helt opspilede øjne og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Måske kastede jeg også bogen… Det var vildt, vildt, vildt. Ondt, men vildt.

top

Jeg vil ikke tænke på ham.
Jeg VIL ikke!
Hvornår fatter min hjerne at det er dømt til at mislykkes?
Ham og mig. Det går bare ikke.
Punkt 1: Jeg er livsfarlig.
Punkt 2: Vi er fra forskellige tider. Helt bogstaveligt.
Punkt 3: Fik jeg nævnt at jeg er livsfarlig?

Pi og hendes venner forsøger at finde ud af hvad der er sket med dem…
og hvorfor.
Hvert spor kan være afgørende for deres overlevelse.
Problemet er bare at nye mysterier dukker op hele tiden.
Kryptiske drømme, en telefonsvarerbesked fra fremtiden og en person i rød hættetrøje.
Snart opdager de at der er andre ligesom dem.
Men hvem kan de stole på?
Det føles som om noget er dømt til at gå galt. Virkelig galt.
Det er kun et spørgsmål om tid…

underskrift

2 thoughts on “Geminiderne (Spektrum #2)

  1. Michelle Reply

    Jeg er så enig i at den slutning var mega ond!
    Jeg kan stadig tænke tilbage og blive helt arrig over at vi nu skal vente så lang tid på den næste bog!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *