Løbende tjener

ItemImage

Løbende tjener – Roland Triel #1 – Dennis Jürgensen – 490 sider – Tellerup

Frans Jessen har skabt en milliardforretning med sine designersmykker. Efter en omfattende sag om ophavsretten findes den ene af de involverede parter myrdet på makaber vis, og jagten begynder på en skånselsløs morder.

I spidsen for efterforskningen står den erfarne Roland Triel fra Politigården i København. Triel lider under en personlig tragedie. For få år siden blev hans kone brutalt myrdet i deres hjem og hans 13-årige datter mishandlet. Sagen er aldrig blevet opklaret, og Triel er besat af tanken om at finde den skyldige.
Midt i arbejdet med den aktuelle drabssag giver Triels kones morder uventet livstegn fra sig.

Efterforskningslederen hvirvles nu ind i et mørkt psykologisk spil med den forbryder, han vil gøre alt for at fange.

ny2

Likes:

• Der er to sideløbende historier i bogen; den ene om Frans Jessen, den anden om Roland Triel. Det er helt klart den sag om Roland Triels tragedie, der bærer bogen. Det var den historie, jeg hele tiden ville vide mere om. Den var spændende og interessant, og jeg havde lyst til at lære mere. Samtidig var jeg ivrig efter at finde ud af, hvad de her små “spor”/livstegn betyder.

• I begyndelsen er bogen meget præget af den specielle humor, Jürgensen mestrer så fint. Det var sjovt og bogen var rigtig fin underholdning. Samtidig egnede den sig rigtig fint til højtlæsning.

Dislikes:

• Sproget. Hold nu op, hvor var det bare anstrengende! For det første, så er det altså ikke nødvendigt at skrive alle navne, mærker, byer osv. ud i fuld længde hver gang. I kapitel 58, som på Mofibo er 5 sider langt (i landskabs-mode), står der “manden med modermærket” 13 gange. Det er bare for at give en idé om, hvor grelt det er. For det andet, så var det som om, der blev fumlet efter specielle ord, bare “fordi jeg kan.” De ord blev så brugt i flæng. Det var påfaldende kluntet og blev desværre kun værre jo længere man kom. Det endte med at blive et ret stort irritationsmoment.

• Bogen er fyldt med klichéer. Det er helt okay at benytte sig af gamle tricks, krimien er jo trods alt ikke en ny genre længere. Desværre oplevede jeg det som om bogen var skrevet efter en skabelon. Det var virkelig ærgerligt og jeg må indrømme, at jeg faktisk blev ret skuffet.

• Gerningsmanden. Nej. Bare nej. Det var på ingen måde nogen overraskelse. Vi, kæresten og jeg, havde siddet og gættet igennem hele bogen og flere gange havde vi været forbi vedkommende. Desværre blev vi ikke overraskede, da det blev afsløret. Det er selvfølgelig bare drøn uheldigt.

• Der er nogle ting omkring slutningen af bogen, der slet ikke giver mening. Den måde politiet arbejder på – eller ikke arbejder, er det nok nærmere – den er simpelthen for langt ude. Det er så langt fra virkeligheden! Det var bare dråben i forhold til den her bog…

Alt i alt fremstår det som en noget kluntet bog, og jeg ville ønske, Jürgensen holdt sig til det, han er så god til, nemlig at skrive hhv. gys og humor for børn og unge. Det er der, hans styrke ligger. Alligevel vil jeg nok give mig i kast med bog to, Dansende røde bjørne. Om det så også bliver som højtlæsning, det er noget mere usikkert.
underskrift

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *