Anmeldelse: Kun hvis du har lyst




Titel: Kun hvis du har lyst
Forfatter: Margaux Fragoso
Sider: 320

Fra bagsiden:
Hun er syv. Han er 51. Han charmerer hendes mor og fylder et forsømt barn med opmærksomhed og en følelse af at være Alice i Eventyrland. Men han nøjes ikke med at være hendes uskyldige legekammerat, han bliver med tiden både hendes reservefar og hendes elsker. Med udsøgt og forfinet manipulation ændrer han hendes liv, indtil hun er på kanten af selvmord. Det bliver dog ham, der ender med at slå sig selv ihjel. På det tidspunkt har deres forhold varet i 15 år.
Kun hvis du har lyst er en rørende, nødvendig og uafrystelig selvbiografi om et ubærligt emne. Det er en bog for alle – med eller uden børn – fordi den uden omsvøb dokumenterer, hvordan en pædofil kan tryllebinde et barn, og hvordan en pige kan ende i frit fald. Bogens forfatter og hovedperson, Margaux Fragoso, demonstrerer med sit retrospektive klarsyn, sin rystende ærlighed og sit store sproglige overskud, at det er muligt at komme videre. Selv for et barn, der er blevet gjort fortræd i det meste af sin barndom.
Kun hvis du har lyst blev fuldt fortjent solgt til udgivelse i flere end 20 lande allerede inden udgivelsen i USA.

Min mening:
Jeg forventede noget helt andet af den her bog. Jeg gik ind til den med en forventning om ulækre fortællinger og billeder, men det var der faktisk ikke så meget af. I stedet begyndte jeg at forstå Margoux, hvorfor hun gjorde og valgte, som hun gjorde. Jeg begyndte sågar at tænke, at havde det været mit liv der havde været sådan, så havde jeg fundet mig i lige så meget som hende. Det sørgelige i den her fortælling er ikke hendes forhold til den pædofile. Det er hendes far. Dét er det værste i den her bog. Jeg savner dog at få at vide, hvordan det gik hende umiddelbart efter. Hvad med hendes far, har hun noget med ham at gøre i dag? Jeg sidder tilbage med en masse store spørgsmål, men uanset hvor mange efterfølgere der ville komme til bogen her, så vil jeg nok altid føle der mangler noget.
Som “The Globe and Mail” skriver: “Marguax Fragoso minder os om, at pædofile ikke er en særlig kategori af mennesker. De køber cornflakes, lufter hund og ordner have”. Det er lige netop sådan det er! Den her bog kan noget. Det er et must at læse den her bog, hvis man spørger mig. Det er en rigtig smuk historie, som samtidig bare er så utrolig sørgelig. Læs den!

Karakter: 4/5

One thought on “Anmeldelse: Kun hvis du har lyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *