S for september, studie, stress, spa og sølv

Indtil nu har september budt på studiestart og sommervejr. Jeg bryder mig ikke særlig meget om studiestart. Al den introduktion til nye fag, gennemgang af studieordning, lektionsplan og yada yada. *suk* Men det er nu meget rart at komme op og lave noget igen. Heldigvis har det været dejligt vejr indtil videre, så nu kan man igen sidde ude og få lidt sol, det er altså temmelig dejligt.

Ellers har jeg faktisk rygende travlt her i september. Det føles i hvert fald sådan! På tirsdag har mine forældre sølvbryllup, med efterfølgende fest fredag, så der er rigeligt at se til på den front. Der er nu styr på det meste efterhånden, men det tager utrolig meget energi. Jeg føler konstant, at der er et eller andet jeg lige burde ordne, har jeg nu styr på det hele, er der noget jeg har glemt osv. Det stresser mit hoved! :D

Lubeck-Holstentor

Når jeg så kommer hjem fra en forhåbentlig rigtig dejlig uge med fest, god mad og dejligt selskab, så går der ikke mere end få dage, førend jeg igen retter snuden mod Tyskland med kæresten. Denne gang smutter vi en tur til Lübeck, hvor vi skal bo to nætter, og bagefter tager vi så tre overnatninger i Wismar. Jeg regner med, at turen i Lübeck bliver meget kulturel og storby-agtig, men selvfølgelig med tid til lidt caféhygge. Vi har allerede planlagt et par steder vi gerne vil spise og fundet de kulturelle ting vi gerne vil se. Og så skal vi på cocktailbar! I Wismar bliver det hele nok lidt mere roligt og idyllisk, og her står den (forhåbentlig!) på massage, besøg i en dyrepark og lange gåture. Her skulle også være noget god vin og sekt, så det skal vi også ud og se om vi kan få smagt lidt på. Jeg glæder mig i hvert fald til lige at rive stikket ud et par dage.

Når det så er overstået, så er der kun ganske få dage til #bogbloggertræf, så der bliver også rigeligt at se til. Her er der også konstant noget, jeg føler, jeg har glemt. Vi er jo flere om at arrangere det, men jeg bliver ved at føle, der er noget af det, jeg skulle tage mig af, som jeg har glemt – selvom jeg rationelt set godt ved, at det ikke passer.

Så der har bestemt været nok at se til det sidste stykke tid. Jeg har i hvert fald haft skrevet utallige lister, streget ud, tilføjet osv. Jeg glæder mig egentlig også bare over, at jeg forhåbentlig glæder andre til at få en god dag (sølvbryllup og #bogbloggertræf), og selv får en rigtig god ferie.

Og så kommer bonusspørgsmålet! Hvad skal jeg så læse, når jeg får så travlt?
Jeg.ved.det.ikke! Seriøst. Ikke at jeg egentlig regner med, at jeg får ret meget tid til at læse (måske lige med undtagelse af selve rejsen – vi skal med tog). Jeg tager selvfølgelig Kirsten med, og så håber jeg, at jeg kan nøjes med at læse eARCs, for jeg har efterhånden fået anskaffet mig en del igen, men nu må vi se.

Unavngivet

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *