Et studie i rødt

Sherlock Holmes_139x216_SMUDS.inddEt studie i rødt – Arthur Conan Doyle – Sherlock Holmes #1 – 172 sider – Rosenkilde Bahnhof

Militærlæge, dr. med., John H. Watson er vendt hjem til England fra den anden afghanske krig som rekonvalescent. Her bliver han introduceret for en vis mr. Sherlock Holmes, som søger en bofælle til et par værelser i Baker Street 221B. De to flytter snart ind, og Watson finder ud af, at den excentriske Holmes ernærer sig som verdens eneste ‘rådgivende detektiv’.
Watsons nysgerrighed er pirret, og da Holmes en dag beder ham ledsage sig på en sag, slår han til.
Et uhyggeligt mysterium venter: I et forladt hus i en forstad til London ligger en mand død med ansigtet forvredet i en grimasse af rædsel og had. Der er blodspor på gulvet, og et mystisk ord, RACHE, står skrevet med blod på væggen. Men der er ingen sår på mandens krop og ingen spor efter håndgemæng.
Sideløbende med de to arrogante, men knap så dygtige Scotland Yard-detektiver Gregson og Lestrade, begynder Sherlock Holmes – assisteret af Watson – sin egen opklaring af en sag, der trækker spor tilbage i tiden til en tragedie langt fra de engelske kyster’

• • •

Jeg tror ikke, der er nogen, der ikke ved, hvem Mr. Holmes er. Han er en særdeles omsværmet herre i øjeblikket. Og det er med god grund. Både han og de øvrige personer er beskrevet rigtig godt og samtidig fremstår de en anelse karikatur-agtige. Jeg kunne ikke lade være at tænke, hvor har de dog beskrevet Benedict Cumberbatch godt, selvom det naturligvis er den anden vej rundt.

Denne udgave er en nyoversættelse af det gamle værk, og det er virkelig gennemarbejdet. Det læses som enhver anden moderne bog, faktisk er sproget næsten på niveau med ungdomsbøgerne. Det gik virkelig hurtigt. Det var rigtig skønt! Samtidig var bogen fyldt med noter, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med, at skulle slå tingene op. Det fik jeg mange interessante oplysninger ud af; ting, som i virkeligheden ikke var vigtig for historien, men som gjorde bogen til lidt mere end “bare” en detetivhistorie. Bogen er samtidig fyldt med så lun en humor, at man bare sidder og trækker på smilebåndet hele tiden. Det var en rigtig god oplevelse.

Jeg havde lige læst en samling noveller af Edgar Allan Poe inden jeg startede på denne, og søreme om der så ikke refereres til ham! Der havde jeg været heldig. Jeg kunne godt følge sammenligningerne. Generelt var jeg rigtig glad for første del af bogen, og slugte hvert et ord, mens jeg fandt anden del noget mere langtrukken og ligegyldig, indtil trådene blev samlet i en fin lille sløjfe. Så hang alting jo – selvfølgelig – alligevel sammen.

ny4
Denne bog er fra Rosenkilde & Bahnhof.

2 thoughts on “Et studie i rødt

  1. Ilhja Reply

    Anden del af bogen slog mig helt ud. Jeg troede i starten at det var en fejl da det var en gratis ebog men det hele gav mening til sidst.
    Det kunne dog være at næste i serien bør jeg vælge en nyoversættelse fremfor at læse den gamle udgave.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *