Fangirl

19174917Fangirl – Rainbow Rowell – 459 sider – Pan Macmillan

Cath and Wren are identical twins, and until recently they did absolutely everything together. Now they’re off to university and Wren’s decided she doesn’t want to be one half of a pair any more – she wants to dance, meet boys, go to parties and let loose. It’s not so easy for Cath. She’s horribly shy and has always buried herself in the fan fiction she writes, where she always knows exactly what to say and can write a romance far more intense than anything she’s experienced in real life. Without Wren Cath is completely on her own and totally outside her comfort zone. She’s got a surly room-mate with a charming, always-around boyfriend, a fiction-writing professor who thinks fan fiction is the end of the civilized world, a handsome classmate who only wants to talk about words …And she can’t stop worrying about her dad, who’s loving and fragile and has never really been alone. Now Cath has to decide whether she’s ready to open her heart to new people and new experiences, and she’s realizing that there’s more to learn about love than she ever thought possible …

• • •

Den her anmeldelse er ikke så meget udtryk for en dårlig bog, som den er udtryk for skuffelse. Hvis ikke, man har lyst til at få spoleret egen glæde/forventning til bogen, så spring ned til anden halvdel, hvor jeg er lidt mere konstruktiv ;)

Mine problemer med bogen:

1) Cath er den mest irriterende hovedperson. Hun er kæmpe fan af Simon Snow, en bogserie, og bruger en stod del af sin tid på at skrive fanfiction. Imens hun gør det, har hun også travlt med, hvordan folk ikke forstår hende, at folk generelt bare er til for at irritere hende og vil tvinge hende til at være social. Hun får det til at lyde som om, hun får pest, hvis hun så meget som bliver set af et andet menneske.

2) Simon Snow er en kopi af Harry Potter. I Simon Snow serien findes syv bøger (nr. 8 er på vej), og de handler om en 11-årig forældreløs dreng, der opdager, at han har magiske krafter og pludselig skal redde hele verden. Det er ikke nødvendigt for ham at præsentere sig, for alle ved, hvem han er, når de ser ham. Det var umuligt ikke at tænke Harry Potter! Da der på side 409 stod “She who would not be named,” blev det bare for meget. Rowell skulle have holdt sig til en pige, der skriver Harry Potter fanfiction i stedet for, for det er præcis, hvad det er. Af en eller anden grund følte hun bare behov for, at give ham et nyt navn. Jeg endte med at springe uddragene fra Simon Snow over.

3) Det her punkt er lidt spoiler-agtigt, så spring det over, hvis du har lyst. Det virkede komplet urealistisk, at en 17-årig pige opdager hendes eks og roommate ligge og kysse og så bare sige, det er okay. Det virker endnu mere urealistisk, at hun vil hjælpe med at føre de to sammen. Det tror jeg ikke på, der er nogen hormonfyldte 17-årige der ville gøre!

4) Caths lærer i fiction writing reagerer virkelig underligt ift. en karakter og det fag. Jeg har ikke undersøgt det, men jeg troede ikke, at en lærer havde autoritet til at gøre den slags.

5) Der er en Thanksgiving scene, hvor bølgerne går rigtig højt. Det varer en side. Så hører man ikke meget til den scene overhovedet! Jeg blev simpelthen bare så træt.

6) Caths tvilling Wren er simpelthen…ja, hun skifter humør som vinden blæser – og mere til. Hun er virkelig ikke til at blive klog på. Og jeg taler ikke om almindelige hormonelle humørsvingninger. Nej. Det er meget, meget værre. Jeg lærte hende slet ikke at kende på den måde.

 

Når det så er sagt, så hadede jeg faktisk ikke bogen. Jeg blev bare så irriteret allerede fra start af, fordi Cath var den største whiner, jeg nogensinde har læst om. Det ændrede mit syn på bogen og betød, at jeg ikke kunne nyde den. Jeg fik øje på så mange ting, hvor jeg bare tog mig til hovedet, stirrede ud i luften og rystede på hovedet. Jeg kan godt se, hvordan det kan være en sød bog, potentialet er der. Den er bare for lang til min smag. Der kunne snildt skæres 150 af historien, synes jeg.

Hvis formålet med bogen har været at fortælle om, hvordan det er at være en fangirl i dag, så fejler bogen. For udeforstående vil det virke som om, man kun har øjne for sig selv og sin fandom, mens det for læserne, der er fan af det ene eller det andet, vil blive opfattet “krænkende.” Jeg har ikke lyst til at sættes i bås med Cath. Nogen gange, ja, så vil jeg gerne sidde inde i min egen bobbel af lykke og fandom, men jeg hader ikke hele verden, og jeg tror heller ikke, at de er til bare for at irritere mig. Den kasse vil jeg ikke puttes ind i. Som jeg ser det, så puster bogen bare til de fordomme, der i forvejen eksisterer omkring fandoms.

Jeg brød mig ikke om bogen, men jeg blev mest af alt bare skuffet. Eleanor & Park er en af mine yndlingsbøger, og jeg håbede (forventede), at denne bog ville røre mig bare lidt. Da jeg i løbet af de første par sider opdagede, at jeg ikke kunne sætte mig i nogen af personernes sted, så fik jeg et mere negativt syn på bogen, og det har helt sikkert afspejlet min læsning og vurdering; jeg sad fast i en ring af negativitet. Når bogen alligevel får en to’er, så skyldes det to ting: 1) jeg var ikke ved at opgive bogen eller kaste med den på noget tidspunkt og 2) at jeg nok ikke var så fair overfor bogen, i og med, at jeg allerede på side 20 blev skuffet og dermed lidt negativ.

ny2

6 thoughts on “Fangirl

  1. Louise H. Reply

    Det er pudsigt for jeg kunne virkelig godt relatere mig til Cath, i hvert fald i starten med hensyn til hendes social angst der kommer til udtryk ved at starte et nyt sted uden at kende nogen mennesker, så der fattede jeg meget sympati for hende, som forblev hos mig i resten af bogen. Men jeg giver dig ret i det med Simon Snow, hvorfor ikke bare beskrive HP i stedet?

    • Irene Post authorReply

      Jeg synes ikke, det virkede som social angst, mere som “jeg er åh så speciel, jeg gider ikke fortælle noget om det, jeg vil hellere bare hade alle mennesker” og så er det bare på af bakke :-P At være bange for et nyt sted, den nye start, det ville jeg også kunne følge :-) Men vi læser jo forskelligt.
      Ja, det virkede lidt pudsigt :-)

  2. Rikke Reply

    Åh, altså sikke en skam, det er sådan en skuffelse. Jeg har også på fornemmelsen, at jeg ikke vil kunne lide den, så jeg holder mig lidt fra den. Vil dog meget gerne læse ‘landline’ snart :)

      • Anna @happenstancie Reply

        Personligt tror jeg man skal have den her fangirl-ting til fælles med Cath for at kunne forstå det helt – for det er lidt (læs: meget) svært at forstå en karakter der heller vil sidde ved sin computer og skrive fanfics om et opdigtet forhold. Jeg identificerer mig som en fangirl (med problemer om at være social til tider) og derfor er det nemt for mig at forstå det Cath går igennem. Det er nemlig langt nemmere at låse sig selv inde og gemme sig af vejen når man har gjort det en gang før. Sådan tror jeg også Cath har det.

        • Irene Post authorReply

          For mig er det ikke, at hun “hellere” vil de ting. For mig er det, at hun vitterligt tror, verden hader hende og bare skal være til for at genere hende. :-) Jeg har selv været en del af forskellig fankultur da jeg var yngre, og det hjalp ikke på, at forstå Cath. Tværtimod vil jeg næsten sige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *