I et spejl, i en gåde

maj14 001I et spejl, i en gåde – Jostein Gaarder – 134 sider – Høst & Søn

Cecilie er syg og ligger i sengen. Hun gør sig mange tanker om liv og død, sorg og glæde, og skriver det hele ned i sin dagbog. En dag sidder englen Ariel pludselig i hendes værelse. Cecilie forsøger at få englen til at røbe sine himmelske hemmeligheder, mens Ariel til gengæld er nysgerrig efter at vide, hvordan det er at være et menneske af kød og blod. Samtalerne mellem de to udvikler sig til et sjældent møde mellem Himmel og Jord.

• • •

Denne bog valgte kæresten, at jeg skulle læse. Egentlig forventede jeg ikke det store, men det var nok også det der gjorde, at jeg blev så positivt overrasket.

Bogen har flere lag, der er både lidt til de ældre børn, de voksne og dem midt imellem. Der er en antydelse af religion, med engle, Gud og skaberværket, men lad det ikke afskrække; bogen forsøger ikke at binde en noget på ærmet! Det er en naturlig del af historien og skal nærmere ses som en setting, præcis som havde det været en fantasyverden.

Bogen skildrer personerner rigtig fint og formår at binde sløjfer på alle de løse ender; dog så løst, at man kan tolke lidt på det, så det bliver sådan, som man gerne vil have det. Bogen er ligeledes fyldt med de yndigste formuleringer, der får en til at undres over, hvorfor den ikke har fået mere opmærksomhed, end det er tilfældet.

I bogen er det jul og vinter og der må jeg nok indrømme, at jeg har valgt et forkert tidspunkt til den. Det er pudsigt at læse om den slags vintervejr, når solen står højt på himlen og der ikke er en eneste sky at se. Det betyder nu ikke, at det er en decideret julebog, slet ikke. Med dens tunge temaer, ville det nok blive for meget i juletiden. Men som en god bog med lidt mere mellem linjerne, end man lige umiddelbart er vant til, så ville den være rigtig god at læse i februar måned f.eks.

I modsætning til både Sofies verden og Kabalemysteriet, så er denne bog lige en tand mindre filosofisk. Meget mindre faktisk. Den sætter stadig de små grå i gang og den undersøger da også, hvordan verden er skruet sammen, men det er i et mindre perspektiv end de foregående bøger.

Jeg er helt sikkert ikke færdig med Jostein Gaarder endnu. Han er en forfatter, der er yderst interessant at følge!

ny4

2 thoughts on “I et spejl, i en gåde

  1. Malene Reply

    Denne bog købte jeg til bogudsalget sidste år og på trods af at det er en lille og kort bog, var jeg overrasket over hvor meget den indeholdte! En virkelig smuk fortælling!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *