Dødens kunstner

Bookhaul 2014 001Dødens kunstner – Chris Carter – Robert Hunter #4 – 394 sider – Jentas

Dødens kunstner af Chris Carter er en krimi og det fjerde bind i serien om kriminalassistent Hunter. En sygeplejerskestuderende får sit livs chok, da hun finder sin patient, dommer Derek Nicholson brutalt myrdet i sin seng. Mordet synes meningsløst, da Nicholson var dødeligt syg og kun havde få uger tilbage at leve i. Men det der chokere kriminalassistent Robert Hunter mest er det visitkort som morderen har efterladt. For Hunter betyder dette, at morderen prøver at kommunikere med politiet, men metoden har han aldrig set før. Og hvad kunne den direkte besked være? Lige da Hunter og hans makker Garcia finder et spor, bliver der fundet et nyt lig, og et nyt visitkort. Men der er umiddelbar ikke nogen forbindelse mellem ofrene. Nu må Hunter og Garcia tage dristige midler i brug, inden dødens skulptør er færdig med sit mesterværk.

• • •

Jeg har det lidt pudsigt med Chris Carter. Jeg synes, han skriver virkelig uhyggelige/klamme krimier, men samtidig synes jeg indtil nu, at det er som om, hver anden bog er lidt la-la.

Årsagen til, at jeg ikke synes, den her bog var helt så god, er helt klart at spændingsniveauet ikke var helt så højt. Når man kender Carters skrivestil, så får man visse forventninger. Bl.a. at det er virkelig uhyggeligt og/eller klamt og udpenslet. Det var da også grufulde mord, absolut, men ikke på niveau med de øvrige bøgers, synes jeg ikke. Og det irriterede mig altså lidt. Og dog; det gav mig en relativt roligt nattesøvn og det er jo altid rart.

Vi introduceres til en ny karakter i den her bog, Alice. Hun er næsten Hunters kvindelig tvilling, sådan opfattede jeg hende i hvert fald. Hård i kanten, men alligevel så likeable. Kemien mellem hende og Hunter fungerede rigtig godt, og det var skønt at hun fik så stor en rolle i bogen.

Som altid troede jeg, at jeg havde regnet den ud relativt tidligt, men jeg tog selvfølgelig (igen) fejl. Jeg var godt klar over, at mit bud nok ikke ville være rigtigt, med mindre Carter skiftede stil fra de forrige bøger. Gerningspersonen havde et oplagt motiv og jeg havde ikke set det komme overhovedet. Carter har altså bare en eller anden måde, der får en til at sidde bagefter og tænke nååååå ja, selvfølgelig! Altså ikke at jeg synes det er okay, at man slår ihjel på nogen måde, uanset motiv, men jeg ”forstod” motivet bag gerningerne. Jeg håber i forstår, hvad jeg mener ;)

ny3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *