Ondskaben

Ondskaben – Jan Guillou – 350 sider – Modtryk

Ondskaben er en roman om en dreng, hvis liv er indrammet af vold. Gennem hele sin barndom bliver Erik systematisk og rituelt afstraffet af sin far. I skolen slås han for at bevare magten i sin bande, og på kostskolen, som han sendes til, da han ikke længere kan skjule sine slagsmål bag sit overklassesprog og evne til at klare skolearbejdet, hersker der “kammeratopdragelse”.
Erik er ikke nogen ynkværdig person. Han er intelligent dygtig til sport og har et stærkt venskab med værelseskammeraten Pierre. Han nægter at lade sig knægte af gennembankninger og ydmygelser, men kan han gøre oprør mod uretfærdighederne uden at bryde reglerne og risikere at blive smidt ud af skolen? Kan han beholde sin værdighed uden at blive trukket ind i den voldsspiral, der truer hans fremtid?

Ondskaben er en barsk roman, som bygger på Jan Guillous egen barndom og opvækst, en roman hvor lettelsen og hævnens adrenalinrus til sidst også er læserens.

• • •

Jeg har længe fået at vide, at den her bog bør jeg læse, for den er bare god og slet ikke ligesom forfatterens Arn-bøger osv., men har holdt igen af lidt uklare årsager. Nu var tiden inde og jeg er glad for, jeg endelig gjorde det.

På under et døgn fik jeg læst bogens 350 sider, på trods af, at jeg egentlig var lidt skeptisk i starten. Det var ikke fordi, den startede dårligt, men jeg følte, at starten bestod af gentagelse på gentagelse. Sådan var det de færste 50-60 sider, men herefter tog det fart. Hvorfor starten var sådan, ved jeg ikke, men det var som om, Guillou ikke helt kunne få formuleret sig rigtigt. Ellers var sproget udmærket, jeg læste egentlig bare og lagde ikke så meget mere mærke til det.

Jeg kan godt forstå, hvorfor mange bliver sat til at læse denne bog i folkeskolens sidste klasser eller i gymnasiet. Det er sådan en typisk socialrealisme bog, som lærertyperne godt kan lide (jaja, nu lever fordommene ;) ). Nu kan jeg jo heldigvis godt lide socialrealisme og dermed også denne bog. Det er ikke cliffhangerne der står i kø i denne type bog, fremdriften er nærmere skabt af en naturlig nysgerrighed. Jeg er nysgerrig for at vide, hvordan det går Erik, hvordan han klarer de gutter, der “opdrager” ham og hvordan han klarer sig gennem skolen.

Der er ingen tvivl om, at det her bestemt ikke er en bog for alle, og selvom jeg var begejstret, så vil jeg alligevel være varsom med, hvem jeg anbefaler bogen til; kan man ikke lide socialrealisme, så er chancerne for, at man vil kunne lide denne bog ret små. Omvendt, hvis man er til den genre, så er det her den oplagte bog at give sig i kast med.

ny4

6 thoughts on “Ondskaben

  1. Kathrine Reply

    Det er nok en af de vildeste bøger jeg nogensinde har læst. Jeg har aldrig snuset til hverken hans Hamilton eller Arn bøger, men denne går lige i hjerte!

    • Irene Post authorReply

      Jeg har læst den første Arn bog og det var overhovedet slet ikke på nogen måde mig! Så jeg var også ret skeptisk overfor denne, selvom genren var en noget anden.. Men ja, den er egentlig ret vild, når man lige tænker over det :)

  2. Gitte Reply

    Spændende – jeg vil også gerne læse den, men har nemlig været nervøs for om den ik lever op til forventningerne :D

  3. Sidsel Reply

    Det er godt nok mange år siden jeg har læst denne bog, men den satte helt klart sine spor. En rigtig god bog!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *